❀ Isabell ❀ Del 1 ❀

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Færdig
Mine poter rammer lydløst jorden da løber gennem skoven.
Jeg sætter farten en ekstra tak op, da jeg høre de andres hyl bag mig.
En knurren når mit øre, og jeg bremser hårdt op, kun få meter fra ham.
Hans gule øjne står i stærk kontrast til hans mørke pels.
Han knurrer igen, og jeg må tvinge mig selv til ikke at ligge mig ned på maven, som mine instinkter vil have mig til.
Du kan ikke flygte søde ... hans stemme runger i mit hoved, og hans sukkersøde tonefald får mig til at væmmes. Hvordan kunne jeg nogensinde falde for det monster?
Hylene bag mig kommer nærmere.
Uden at tænke over det kaster jeg mig frem mod ham.



Den 16-årige Isabell er ikke bare nogen normal gennemsnits teenager. For det første bor hun alene ude i skoven, for det andet har hun ikke nogen familie. Hun kender intet til sine biologiske forældre, udover at hun har en onkel, et eller andet sted. For det tredje er hun varulv ...
(Jeg har valgt mulighed nummer 2. og jeg har så valgt billedet med ulven :P )

74Likes
100Kommentarer
2789Visninger
AA

6. I Think It’s Called Acting part 1

Ikke for noget, men jeg hunde ræd for i dag.

Vent lidt ... HUNDE ræd! HAHAHAHA! Nej okay, intet sjovt der, men helt ærligt er jeg ved at dø. Tænk hvis han husker? Eller endnu værre at han ... ej jeg ved det ikke, men det er forfærdeligt. Jeg aner ikke hvad jeg skulle gøre hvis han kommer over til mig og siger et eller andet med: ”Hey Isabell? Hvad skete der egentlig lige i går? Hvorfor slog du mig? Og nåh ja, hvorfor forvandlede du dig lige pludselig til en forvokset hund og angreb mig? Vil du lige forklarer det, fordi jeg forstår det ikke.” !??!
Hvad skal jeg så sige!?

Mit blik scanner gangen, inden jeg går ind af hoveddøren til skolen. Jeg tager ingen chancer, jeg har tænkt mig at undgå ham, hvilket ikke burde være så svært. Det her er jo ikke ligefrem en lille skole.

 

Okay, det med at undgå ham ... jeg tror vi skal lave det om til at ignorere ham. Det har lige ringet ud til frokost, men jeg har set ham mere i dag, end nogen anden. Indtil videre har han haft de samme timer som mig, alle undtagen engelsk.

Så ja. Det er lidt sværere at undgå end jeg troede.

Men jeg synes selv jeg har klaret det godt, altså jeg har ikke siddet ved siden af ham endnu, og jeg har ikke sagt et eneste ord til ham.

Jeg samler mine ting og skynder mig ud af døren, og hen mod cafeteriet. 

”Hey Isabell! Heeey ...” Nathan kommer løbende op ved siden af mig, og jeg ser væk.

Jeg sukker mentalt.

”Hej.” Min stemme knækker over, og jeg vrisser af mig selv. Styr dig!
”Er der noget galt?” spørger han og stiller sig ind foran mig, så jeg er nødt til at stoppe.

Jeg ser op på ham, og klistre mit professionelle smil på. ”Nej, alt er fint! Jeg har bare – ” jeg rømmer mig, og ser ned i jorden. ”Jeg har bare ikke sovet så godt ...”

Jeg ser prøvende op på hans blå øjne, der ser bekymret på mig, og jeg føler et stik af glæde. Der er faktisk nogen der bekymre sig om mig ! Nurh!

Nogen ved siden af os rømmer sig, og vi vender os synkront hen mod personen.

Aha, Viola. Hvad mon hun laver her? Havde han ikke lige fornærmet hende? Groft?

”Hej Nate,” siger hun og bider sig i læben. Ad.

”Hej,” siger han kort og ser på mig. Han ser undrende på mig, og jeg ... okay jeg gør intet, jeg er frosset fast. JEG ANER IKKE HVAD JEG SKAL GØRE?!

”Øhh Nate?” siger Viola og træder ind mellem os. Hun tager fat i hans skjorte krave og trækker ham tættere ind til sig. ”Jeg ville bare høre om du ville med ud at spise efter skole?”

Selv heromme fra kan jeg se at hun sender ham et frækt blik. Hvilket blandet med min nervøsitet, giver mig bræk fornemmelser.

Nathan sender mig et underligt blik over hendes skulder, men skynder sig at se tilbage på Viola.

”Nej, desværre,” siger han. ”Jeg har en aftale med Isabell.”

Viola vender sig forvirret om mod mig.

Jeg skal lige til at komme med den der, ”Har vi det?” men bider den hurtigt i mig.

”Ja, mig og Nathan ...”

”Nate!” hvisler han.

”Ja, mig og Nate har en aftale,” siger mens jeg går hen til ham, og kroger hans arm.

Viola stirrer rasende på os, og jeg smiler.

”Søde ven, du må gerne gå nu, Nate har allerede sagt hvem han vil være sammen med.”

Jeg smiler falsk og vinker.

Da hun er stormet ned af gangen, sukker jeg lettet, og fjerner min arm fra Nathans.

”Åh gud jeg hader hende,” stønner jeg, og sætter en tot hår om bag øret.

Jeg begynder at gå ned af gangen.
”Hey Isabell, vent lige lidt!” udbryder Nathan og går igen ind foran mig.

”Hvad?” spørger jeg irriteret.

”Jeg ...” han tøver.

”Nathan, jeg er mega sulten, så må jeg gerne gå?”

Han stirrer paf på mig.

Det tager jeg som et ja.

Jeg går uden om ham, og hen mod kantinen.

Jeg ser mig over skulderen, og ser at han stadig står det samme sted. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...