❀ Isabell ❀ Del 1 ❀

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Færdig
Mine poter rammer lydløst jorden da løber gennem skoven.
Jeg sætter farten en ekstra tak op, da jeg høre de andres hyl bag mig.
En knurren når mit øre, og jeg bremser hårdt op, kun få meter fra ham.
Hans gule øjne står i stærk kontrast til hans mørke pels.
Han knurrer igen, og jeg må tvinge mig selv til ikke at ligge mig ned på maven, som mine instinkter vil have mig til.
Du kan ikke flygte søde ... hans stemme runger i mit hoved, og hans sukkersøde tonefald får mig til at væmmes. Hvordan kunne jeg nogensinde falde for det monster?
Hylene bag mig kommer nærmere.
Uden at tænke over det kaster jeg mig frem mod ham.



Den 16-årige Isabell er ikke bare nogen normal gennemsnits teenager. For det første bor hun alene ude i skoven, for det andet har hun ikke nogen familie. Hun kender intet til sine biologiske forældre, udover at hun har en onkel, et eller andet sted. For det tredje er hun varulv ...
(Jeg har valgt mulighed nummer 2. og jeg har så valgt billedet med ulven :P )

74Likes
100Kommentarer
2787Visninger
AA

8. BF: Best friend or Boyfriend?

... da han pludselig løfter mig op over sin skulder.

Jeg skriger, og fægter med både arme og ben, men forgæves.

”SLIP MIG!” skriger jeg, men kan ikke holde latteren tilbage.

”And the human is winning!” udbryder han mens han bærer mig indenfor.

Han smider mig ned på sofaen, og begynder at kilde mig. Og hvis jeg ikke har sagt det endnu, så er jeg MEGET kilden!

Jeg skriger, og kan næsten ikke klarer det mere, da han stopper.

Inden han kan nå at reagere er jeg over ham, og ikke bare som en pige, men som en stor forvokset hund med skarpe tænder. Jeg knurrer drillende, mens jeg presser ham mod gulvet.

Hans store skræmte øjne ser op på mig, og jeg skifter igen.

Jeg begynder at grine.

”HAHA! Du skulle have set dit ansigt! Hahhahahaha! Du så SÅ bange ud!” Jeg ruller ned fra ham, mens mit grineflip bare bliver værre og værre.

Nathan griner også, og vores latter fylder det tomme hus.

Mine øjne løber i vand, og min mave gør ondt af latter men vi bliver ved.

Og det blev ikke bedre af at jeg kom til at lave en grynte lyd!

Vi griner endnu mere og Nathan falder ned fra sofaen.

Jeg har ikke grinet så meget i LANG tid, hvis nogensinde.

 

Da vi kom over vores grineflip, snakkede vi lidt om alt og intet, for så at snakke om min ulvedel, for så bagefter at snakke om skoleprojektet.

Vi blev enige om at få lavet nogle aftale, hvor vi så kunne gå på biblioteket.

Det virkede som om han virkelig interesserede sig for mig, for den jeg var og hvad jeg kunne lide, og det var en dejlig følelse. Måske lidt for dejlig.

Jeg fandt ud af at han ikke kendte sin rigtige familie, og boede ved en plejefamilie. Jeg kunne mærke på ham at det var et ømt punkt og spurgte ikke om det igen.

Da han blev nødt til at gå, sagde vi farvel i døren.

”Vi ses i morgen vovse,” driller han og smiler.

”Ja vi ses i morgen dingse,” svarer jeg igen.

Han griner og ryster på hovedet mens han ser ned i jorden.

Da han ser op igen, er hans blå øjne alvorlige.

”Tak fordi du vil være min ven,” siger han. ”Du er den bedste ven jeg nogensinde har haft.”
Jeg tænker på hvad han havde sagt tidligere, noget med at han havde rejt meget sammen med familien, på grund af deres arbejde.

Jeg griner drillende for at lette stemning.

”Ej, det tror jeg ikke på, du har jo kun været her i – hvad? Et par dage?”

Men hans blik forbliver alvorligt, og jeg sukker.

Vi siger et hurtigt akavet ”farvel”, og jeg lukker døren efter ham.

For at være helt ærlig ... jeg tror jeg er ved at falde for ham. Han er jo perfekt. Sød, sjov ... og han kan vise sine følelser. Det har han lige bevist, for før han gik, så jeg sårbarheden i hans blik. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...