❀ Isabell ❀ Del 1 ❀

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2013
  • Opdateret: 12 aug. 2013
  • Status: Færdig
Mine poter rammer lydløst jorden da løber gennem skoven.
Jeg sætter farten en ekstra tak op, da jeg høre de andres hyl bag mig.
En knurren når mit øre, og jeg bremser hårdt op, kun få meter fra ham.
Hans gule øjne står i stærk kontrast til hans mørke pels.
Han knurrer igen, og jeg må tvinge mig selv til ikke at ligge mig ned på maven, som mine instinkter vil have mig til.
Du kan ikke flygte søde ... hans stemme runger i mit hoved, og hans sukkersøde tonefald får mig til at væmmes. Hvordan kunne jeg nogensinde falde for det monster?
Hylene bag mig kommer nærmere.
Uden at tænke over det kaster jeg mig frem mod ham.



Den 16-årige Isabell er ikke bare nogen normal gennemsnits teenager. For det første bor hun alene ude i skoven, for det andet har hun ikke nogen familie. Hun kender intet til sine biologiske forældre, udover at hun har en onkel, et eller andet sted. For det tredje er hun varulv ...
(Jeg har valgt mulighed nummer 2. og jeg har så valgt billedet med ulven :P )

74Likes
100Kommentarer
2790Visninger
AA

2. Anger

Den kolde forårsvind bider i mine kinder, da jeg træder ud af hoveddøren.

Træerne omkring mig er begyndt at blive grønne, og jeg smiler.

Jeg elsker foråret! Det tegner på ny begyndelse! Tror jeg da ... eller det er da noget i den retning ikke?

Mine fødder begynder den velkendte tur, hen mod hovedvejen, der ligger et godt stykke mod nord.

Jeg vender hovedet en sidste gang, inden min hytte forsvinder ind bag træerne.

Andre folk ville nok syntes at jeg var underlig, hvis de vidste at jeg boede alene ude i skov. Hvis jeg havde været en normal teenager, ville jeg sikkert have tænkt det samme, men det er jeg ikke.

Lyden af en hare der springer gennem de resterende tørre blade i skoven, når mit øre og jeg smiler. Det at jage harer er ret sjovt. 

Hmm ... det lød ret underligt, ikke?
Ved du hvad? Bare lad vær med at lægge mærke til det, jeg er ret underlig. På mange måder. For det første – som du allerede ved – bor jeg i en hytte midt inde i skoven helt alene. For det andet har jeg ingen familie, altså jo, jeg har vist en onkel et eller andet sted ude i verdenen, men jeg har aldrig mødt ham. Og for det tredje er jeg en varulv. Jep, jeg er dit værste mareridt ... sådan da. Hvis altså man ser bort fra min kærlighed til pink og lyserøde ting så ...

Eller ved du hvad, bare tænk på mig som en forvokset hund, der løber rundt i skoven på må og få. Det er i hvert til fald det nemmeste.

Jeg når hen til hovedvejen, og skynder mig over den, og hen på den lille holdeplads på den anden side.

Jeg låser min søde lille – pink, vel og mærket – Bugatti op, og sætter mig ind på det bløde lædersæde.

I starten – da jeg lige havde købt bilen – vækkede den en masse opsigt på skolens parkeringsplads, men så blev folk vant til min særhed og glemte alt om den.

Jeg kører min dejlig bil ind på parkeringspladsen, og finder en tom bås.

Endnu en dag i skole. Pragtfuldt. Man skulle tro, at jeg ikke havde brug for at gå i skole, nu når jeg er en varulv, fordi helt ærligt, hvad skal jeg bruge algebra til midt i en jagt?

Jeg går ind på skolen, og skynder mig hen til mit skab.

Her på skolen er jeg den underlige enspænder, det holder sig for sig selv. Sådan har det været lige siden den første dag, jeg var på skolen.

Den første dag stødte jeg på skolens ”Kongelige Hof”, og ikke mindst den førende Is dronning.

Jeg hører en fnisen, og ruller med øjnene.

Når man snakker om solen ...  

Jeg vender mig om, lige tidsnok til at se Viola sende mig et koldt blik.

Den første skole dag havde vi lidt af et sammenstød. Hun har hadet mig siden. Sådan her gik dét til:

 

Min første dag i skole, og jeg gør ikke andet end at se ned i jorden, og ikke snakke med nogen. God start Isabell, du kunne lige så godt hænge et skilt rundt om halsen hvor der står at du har fået privatundervisning, ikke er normal og er så asocial som man kan være.

Jeg åbner mit skab og tager min engelsk bog. Jeg kigger på mit skema. Lokale 203. Godt så ...

Jeg lukker skabet og vender mig om.

Omkring mig rykker folk ind til siden, og en mindre gruppe går hen af gangen som om de ejer den. Og ja, det ser lige så dramatisk som i teenagefilm. De kunne lige så godt gå i slowmotion med vind i håret og alt det der. Jeg gør det samme som alle andre, og rykker ind til siden. Bare for at virke normal.

Uheldigvis stopper den forreste – en virkelig smuk pige, med rødligt hår og skinnende grønne øjne – op foran mig. Hun sender mig et falsk smil.

”Hej, jeg hedder Viola Hunter, jeg formand for velkomstkomiteen her på skolen,” hun kigger kort på hendes følge, og sender mig endnu et falsk smil. Jeg prøver at lade vær med at grine, men helt ærligt! Formand for velkomstkomiteen?! Come on! Hendes blik bliver iskoldt, og jeg holder masken. ”Er du den nye pige ... eh ...” hun ser ned i sine papirer. ”Isabell Smith?” Hun fniser, og man kan bare se at hun tænker ”Hvor originalt!”

Hun bliver bifaldt af en fnisen fra sit Hof.

Tja, hun har jo sådan set ret, men man kan da ikke forlange at en fem-årige pige er så kreativ! Altså det skulle enten være Smith eller Unicorn. Det var dem jeg ville have så ... jeg hedder Unicorn til mellemnavn. Ikke fordi jeg nogensinde vil afsløre det for nogen, for helt ærligt. Jeg hedder enhjørning til mellemnavn!

”Ja, det er mig,” siger jeg og sender hende et falsk smil.

Hun giver mig elevator blikket, og løfter et perfekt plukket øjenbryn. Mand, det vil jeg ønske jeg kunne ...

Jeg bider tænderne sammen for ikke at grine ... eller endnu værre, spørge om hun vil lære mig det.

”Pæn trøje.”

Hvad sagde hun lige?

Jeg er ret sikker på jeg lige hørte hver eneste person i gangen gispe. Det her må være stort.

Jeg kigger ned på min trøje.

Den er pink – selvfølgelig – hvor det står ”Beware” med sort skrift. Men hun kunne jo ikke vide at jeg mente det seriøst ...

”Tak,” jeg kigger på hendes. ”Og i lige måde.”
Jeg slynger mig taske over skulderen og skal til at gå, da hun igen siger noget.

”Nu hvor jeg er en del af velkomstkomiteen, invitere jeg dig til at sidde ved vores bord i frikvarteret.

Wauw, big deal huh?

”Nej desværre jeg skal noget andet,” siger jeg og smiler.

Hendes øjne bliver store af overraskelse, og den her gang er jeg sikker på at alle gisper. 

Hendes øjne bliver smalle. ”Afviser du mig?”

Jeg ser undrende på hende. ”Ehh det kan man vist godt kalde det, jeg skal bare noget andet i dag.”

Raseriet brænder i hendes grønne øjne og hendes mund bliver en tynd streg.

”Det kommer du til at fortryde Isabell Smith.”

Hun vender om på hælene, svinger med håret og går ned af gangen, med sit hof.

 

Tilbage i den virkelig verden sender jeg hende et sukkersødt smil.

Indtil videre har hun prøvet at få hævn en masse gange, men det har jeg en fordel. Jeg er varulv og kan høre ting på lang afstand, så for hende er det mislykkedes indtil videre. Og hun hader mig for det!

Jeg sukker og går hen til hende.
Af en eller anden grund har jeg lyst til at pisse hende af i dag.

”Hej Viola,” siger jeg sukkersødt. ”Kan du lide trøjen?” Jeg peger ned på min ”Beware” trøje.

Hun svarer ikke, men jeg kan se hvor meget jeg irriterer hende.

Godt!

På vej hen til klassen, undre jeg mig pludselig over hvad jeg lige havde gjort. Hvorfor gjorde jeg det?

Jeg sukker og sætter mig ind i klassen.

Jeg hader historie, jeg har aldrig været god til det, og desuden er læreren en led strigle.

Klokken ringer og ”Striglen” kommer stormende ind i klassen.

Hendes grimme røde laksko klik klakker hele vejen hen til hendes skrivebord.

”I dag får i jeres opgaver tilbage, og endnu en for,” hun sender mig et iskoldt blik, med et tilhørende ondt smil. Hun hader mig. Det gør hun virkelig.

Hun begynder at dele opgaverne ud, og jeg ved allerede at jeg har dumpet. Men hey! Det er hendes skyld!

Hun ligger papiret foran mig.
”02 Isabell, jeg må sige at det går frem ad!” hun siger det lige højt nok til at alle kan høre det, og jeg hører en fnisen bag mig.

Raseriet blusser op inden i mig, som en rasende ild der raser rundt i kroppen.

Slap af ...

Jeg trækker vejret dybt og ser smilende op på Striglen.

”Ja, jeg synes også selv at jeg var godt med den her gang.”

Hendes smil stivner lidt, men hun går hurtigt videre.

Vreden brænder stadig inden i mig.

Jeg havde fået lidt under kontrol da Striglen igen begynder at snakke.

”Jeres næste opgave skal handle om ...”
Jeg lukker øjnene, mens mit hoved begynder at dunke.

Hold. Nu. Kæft.

”Opgaven skal være på to sider. Og Isabell?”

”Ja,” jeg ser irriteret på hende.

”Din skal være på tre eftersom dine karakter,” hun smiler. ”Ikke er som de skal være.”

Ilden blusser op, og den her gang kan jeg ikke holde den nede.

Den gule hinde begynder langsomt at komme over mine øjne og jeg ser ned.

Træk vejret, træk vejret, træk vejret ...

Men det hjælper ikke. Jeg er ved at skifte.

Jeg rejser mig op, tager min taske og skynder mig ud af døren, og støder direkte ind i inspektøren og en eller anden elev.

”Undskyld,” mumler jeg, men skynder mig videre.

Jeg låser døren til pigetoilettet bag mig, og stiller mig foran  spejlet.

De gule øjne stirrer på mig, mens vreden stadig raser.
Åh gud det var tæt på!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...