Five guys - one love

Emiley bor i en lille by, sammen med sin familie, kaldet Saltford, mellem storbyen Bristol og den mindre by Bath, ca. 2 timer fra London. Emiley har altid troet at hun skulle leve og dø i den lille kedelige by, og at der ikke skulle komme til at ske noget spændende i hendes liv, andet end alt det andre oplever her i Saltford. Hun har allerede startet sit første år på Baths universitet og forbereder sig på det uendelige kedelig liv, der allerede strækker sig ud i fremtiden.
Men den dag Emiley stikker af fra sin familie, når det bliver helt slemt med skænderierne, som hun gør så tit, ændrer en klumpet dreng hendes liv. Drengen er ikke bare helt almindelig, for efter ham følger de andre fire drenge: Louis, Zayn, Harry og Liam.
Måske vil livet i Saltford måske ikke blive det, som Emiley havde forudset.

2Likes
2Kommentarer
398Visninger
AA

2. Sorry, I just high fived your face

“…vågner hun snart?” Langsomt bliver lydende tydeligere, men jeg kan stadige ikke sætte ansigt på stemmerne.

”Det varer nok ikke længe, men prøv, at få hende til at slappe af, når hun nu vågner.” En ret behagelig, kvindestemme lyder ret tæt på, mens jeg mærker noget løfte min arm og ligge noget ind under. Min arm koger, det er som om at den ikke kan få luft, og jeg får pludselig lyst til at skrige efter luft. Men alligevel har jeg ikke lyst til, at røre mig. Jeg har ligget i denne stilling i lang tid, føler jeg, og det er efterhånden ubehageligt. Selvom der langsomt skyller en mild smerte fra armen, rundt i kroppen. Pludselig vågner alle mine sanser, og jeg kan høre og dufte mig frem til hvor jeg er. Uden tvivl:

Dørene der lukker og åbner, forhæng der bliver trukket fra og for, hostende lyde, snøftende, stemmer der melder patienternes tilstand til pårørende, lyden af et fjernsyn der summer som mild baggrundsstøj, og så noget der ikke passer helt ind i dette miljø, jeg antager er et hospital. Nogle hæse grin høres ude fra gangen, mens man af og til kan høre slag, hud mod hud. Og efterfølgende beklagende halvgrinene stemmer. Det irritere mig grænseløst, kunne folk dog ikke bare skride et andet sted hen, hvis de alligevel skulle larme sådan. Det distrahere mig i at forholde mig roligt, i min tilstand og jeg rykker irritabelt på mig.

”Nialler, kig.” En hviskende dyb stemme, kan svagt anes og pludselig husker jeg det. Niall! – Jeg var jo blevet fældet af den satans idiot, og alligevel følte jeg lige nu at jeg skulle takke den dreng. Jeg havde lyst til, at slå øjenlågene op og kramme ham, men noget holdte mig tilbage. Han havde trods alt skaffet mig denne plads på hospitalet. Jeg bider tænderne hårdt sammen, av av. Små jag støder fra armen og rundt i kroppen i takt med mit hjerte slår, og pludselig mærker jeg hvordan farten er steget. Det slår voldsomt mod mine ribben i en hylende fart.

Jeg slår øjnene op. Mit blik flakker og jeg må misse med øjnene kort efter, for ikke at blive blændet af det skarpe lys. Jeg forsøger at finde hoved og hale i det hele.
Jeg ligger helt nede i enden af værelset, ved siden af et forhæng der skiller mig fra patienten ved siden af. Vinduet skyder det skarpe lys fra solen ind og breder sig ud, på de hvide vægge og få møbler der er her. Sæbe, gummi hansker, papir og andre rensende sager ligger rundt omkring en lille hvid vask, som jeg netop kan se, hvis jeg anstrenger mig for, at vende hagen ind mod mig selv. Jeg kan forestille mig, hvordan min hager forstørres i denne bevægelse, så jeg skynder mig at slå blikket op mod det mørke lille tv der hænger oppe i hjørnet, hvor væg og loft mødes. En mand står med en mikrofon, mens hans læber bevæger sig. Under ham ruller en informerende tekst, som jeg knap kan læse. Men det giver mig en bedøvende hovedpine, bare at forsøge at læse de små bogstaver.

Et lyst smilende ansigt skyder pludselig op foran mit syn og spærrer for alt adgang for, at se andre steder hen.

”Hvordan har armen det?” Hans stemme er hæs, og man kan høre på den at han smiler så meget som han gør. Han smiler så meget, at det når op i de blå øjne og laver små rynker tæt ved øjet. Han smiler så meget, at jeg får lyst til at slå ham i ansigtet.
”Lad nu vær Niall, hørte du ikke hvad damen sagde.” Man kunne høre på den bløde og varme stemme, at det ikke var et spørgsmål men en bestemt konstatering der hentydede til hans dårlige manér. Drengen med smilet, altså Niall, altså Niall for One Direction (utroligt nok), fjernede dog ikke ansigtet en cm, men ændrede tonen og hans smil blegnede en smule.
”Undskyld. Også for det med armen.” Han kastede et blik ned på min arm, og idet hans blik gled ned af min krop, steg trangen til at slå ham i ansigtet i høj grad. Jeg løfter venstre arm, for som sagt at slå ham, men så går en bidende smerte gennem kroppen.
”Av forhelved!” Hvæser jeg og ser overrasket ned på armen, som nu er omgivet af gips. Det forklare varmen.

I stedet løfter jeg den anden arm, svinger den direkte i hovedet på drengen. Jeg rammer et blandet sted, ved næse, øje og det meste af kinden. Det afgiver en klaskende høj lyd, men jeg er ligeglad. Jeg er faktisk i dette øjeblik, fuldstændig ligeglad med, at dette er Niall, fra 1D. Han kan rende mig, så langt op i røven at det gør nas. Han trækker hovedet til sig af ren chok, og man må sige at det kom som et slag i ansigtet på ham. Pludselig kan jeg ikke lade være med at grine, da hans ansigt fortrækker sig i en meget skør grimasse, der kommer lidt bag på mig. Hans øjne bliver endnu større end før, og hans mund er let åben i et forbavset udtryk.

Inden jeg når, at grine, når et virkelig ubeskrivelig varmt og mandligt grin at komme mig i forkøbet. Bag ham sidder en af de andre. Jeg kan ærligtalt ikke huske hvad han hedder, det eneste jeg ved om de drenge, er det jeg har hørt og set hjemme fra Katherine. Hun er fuldstændig vilde med dem, og der kan ikke gå en dag, uden at hun har snakket om den. Pludselig slår det mig, hvordan ville hun mon reagere hvis hun vidste at jeg sad overfor to af medlemmerne af 1D. Min helt ustyrlige lyse og samtidig let fordrejet latter, blander sig med drengen bag Niall. Da vi begge to efter et øjeblik ikke griner længere, løfter jeg højre hånd, denne gang helt op til min mund for at holde for den.

Hvad fuck havde jeg lige gjort? Havde jeg lige slået Niall Horan i ansigtet. Pludselig skyller skyldfølelsen ind over mig som en tornado og jeg mærker gråden som en ubehagelig pressende klump i halsen.
”Undskyld.” Jeg synker, i håb om at klumpen vil forsvinde, men det medfører bare at en underlig lyd, der passere mine smalle læber. Niall ryster på hovedet da han ser mit ansigt, og læner nu hele kroppen hen, på en mere normal måde en før.
”Det er absolut ikke dig der skal undskylde. Se på din arm, jeg fortjente det slag.” – Uanset hvor underligt det var, så havde han en smugle ret. Han fortjente det, men det var kun djævelen på venstre skulder der mente det. Øje for øje. Hans øjenbryn hæves, og han ser meget overbevisende ud og jeg kvæler hurtigt de efterkommende hulk, der forsøger at kravle op gennem halsen på mig og ud. Følelserne strømmer forvirret rundt i kroppen på mig, og jeg ved ærligtalt ikke hvad jeg skal gøre af mig selv lige nu.
”Niall?” En meget brun hånd ligger sig på Nialls overarm og trækker let i ham, så han vender sig mod drengen bag ham. ”De andre venter.” Hans stemme er lav og meget rolig, men det får alligevel Niall til at hidse sig lidt op, som om det har en modsat effekt på ham.
”I kan bare gå, jeg har ligesom brækket armen på pigen, Louis.” Hans stemme er lidt hård, men hans øjne ser stadig mildt på, Louis.

Nårh ja, Louis. Det gav mening. Ham med det brune hår og det ret søde smil, som var over det hele på Katherine’s værelse. Det var trods alt hendes yndlings fra bandet. Jeg måtte helt klart fortælle denne oplevelse til hende, helt ned til mindste detalje. Men alligevel, ville jeg hellere holde den for mig selv og have det som en hemmelighed. Holde hele denne oplevelse for mig selv og fortælle alle, at jeg var faldet, ligesom jeg altid gjorde. Jeg sank en klump, helt uventet kom emnet i min hjerne og jeg fik lyst til at græde. Nej, dette skulle ikke ødelægge det nu. Ikke her. Ikke for næsen af dem. Jeg bed tænderne hårdt sammen og blinker kort.

”Jeg undskylder lige igen for det med armen. Kan jeg tilgives? Jeg er Niall.” Alle de ord får mig hurtigt på andre tanker, og for mig til forvirret at se ind i hans utrolig blå øjne. Egentlig havde jeg lovet mig selv ikke at kigge ind i dem igen, for de havde denne fangende effekt på mig, men det var jo ligesom derfor jeg ikke kunne holde det. Jeg var for svag.
”Jo. Jo, du kan tilgives.” Jeg kaster modvilligt et blik ned på armen, og dermed væk fra hans øjne. Det blå dyb har distraheret mig for, at høre og se at Louis var gået. Han hæver et halvmørke øjenbryn, som jeg kan forestille mig at det engang har været mere busket end det er nu. Nu er det mere pænt en det er charmerende. De er sikkert blevet plukket hår for hår af en stylist. Jeg ryster på hovedet for mig selv, hvilket medfører at han sænker hovedet for at fange mine øjne igen. ”Ehm..” Pludselig har jeg glemt hvad han havde sagt. Men vent, han havde da ikke spurgt om mere, så hvorfor bar hans blik dette spørgende udtryk. Jeg ser mærkeligt på ham, sådan, irriteret. Hvorfor kiggede han sådan på mig, og nu grinte han.

 

Jeg skælver. Alle de videoer af Niall Horan fra One Direction, der griner. Alle de små klip hvor hans grin klinger i de små computer højtalere, mens Katherine begejstret har grinet med. Alle de gange hun har boret en albue i siden på mig og sagt, er det ikke et vildt sødt grin. Og så har hun hvinet.
Nu sad jeg her, hørte det, ansigt til ansigt med selve personen der ejede det grin. Det fik mig til, at stråle inde fra hjertet. Det gav mig en ukendt følelse jeg aldrig havde haft før. Hans grin havde en helt speciel klang, slet ikke som på filmene. Det hæse, sjove og vildt forførende der var over den, var der stadig ligesom på videoerne, bare fordoblet. Men klangen bag det var så fuld af eventyr og det gav mig en svømmetur i paradis. Men det var kun et kort grin, en lille trailer af oplevelsen man ville få, hvis han nu brød ud i et rigtigt grin. Jeg havde lyst til at gøre alt for at høre det. Alt.
 

”Hvad er dit navn?” Han smiler, stort.
”Åh.” Det var det han havde ment, ved det underlige blik han havde sendt mig. Hans krystalblå øjne borrede sig ind i mine og tryllebandt mig et øjeblik i et sted mellem himmel og jord. Jeg rystede på hovedet og sank en flov klump. ”E-Emiley.” Okay, hvad sker der lige for min stemme? For mig? Hvad sker der for mit hjerte, det slår som en vild og mine øjne der flakker og en varm brusende følelse der flyder op i mit ansigt og får mine kinder til at blusse op. Wtf. Ikke mig. Det er ikke mig. Jeg er fuldstændig ved siden af mig selv.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...