Five guys - one love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2013
  • Status: Igang
Emiley bor i en lille by, sammen med sin familie, kaldet Saltford, mellem storbyen Bristol og den mindre by Bath, ca. 2 timer fra London. Emiley har altid troet at hun skulle leve og dø i den lille kedelige by, og at der ikke skulle komme til at ske noget spændende i hendes liv, andet end alt det andre oplever her i Saltford. Hun har allerede startet sit første år på Baths universitet og forbereder sig på det uendelige kedelig liv, der allerede strækker sig ud i fremtiden.
Men den dag Emiley stikker af fra sin familie, når det bliver helt slemt med skænderierne, som hun gør så tit, ændrer en klumpet dreng hendes liv. Drengen er ikke bare helt almindelig, for efter ham følger de andre fire drenge: Louis, Zayn, Harry og Liam.
Måske vil livet i Saltford måske ikke blive det, som Emiley havde forudset.

2Likes
2Kommentarer
422Visninger
AA

1. Life is shit

When the family suck, I leave. - Life sucks, everything sucks.

Jeg kaster det forholdsvise lange rødblonde hår, bølgende ned bag min ryg og lukker opgivende øjnene. 

"Spis det, Adam har brugt lang tid på at lave det." Sofie hvæser af mig og jeg skær en uenig grimasse. Jeg gider ikke diskutere med hende, så jeg fylder munden med det færdiglavede bøf, som bare er blevet varmet op, suppleret op med den ligeså færdiglavet sovs som han også bare har varmet. Jeg puster tungt ud gennem næsen og mærker vreden boble, man kan nærmest høre de rosende ord til Adam, mens hun stirrer tavst og kærligt på ham. Jeg tygger længe på bøffen og beder til at mor snart erklærer, at vi må forlade bordet. Hun venter altid til Adam er færdig, uanset om jeg ikke er. Jeg skyder lyn med blikket og tygger vredt på den gummiagtige bøf.

"Det smager af gummi." Knurrer jeg, mor smadre en knytnæve i bordet. "Jeg siger jo bare hvordan det smager." 

"Hvad er der galt med dig, Emiley. Du kan skride af helvede til hvis du opfører dig sådan!" Hun råber af mig, Adam taber skeen og rammer tallerknen i et højt smeld og det skærer i ørene. Han reagere selv på lyden og fare op, mens mor skyder lyn med blikket mod mig. 

"Heller end gerne." Brummer jeg og flygter fra det sparsomme selvskab. Jeg styrter ud i gangen, og mens jeg hiver jakken på, selvom jeg ved det ikke er nødvendigt på grund af aftenvarmen, råber mor fra køkkenet.

"Hvad med dit rod, det må du kraftædeme selv..!" Jeg smækker døren bag mig og slukker dermed for mors skællende stemme. Jeg løber i starten, men ender ud i de korte tunge og trække skridt. Jeg ved ikke hvor jeg er på vej hen, faktisk aner jeg slet ikke hvorfor jeg går. Jeg plejer blot, at stoppe ved bækken nær kiosken og sætte mig i det vilde kirsebær træ, hvis grene stikker langt ud over den snoende å der risler mildt og plejer, at berolige mig. Jeg plejer, at sidde og spise de modne kirsebær i sæson, mens jeg synger. Jeg plejer slet ikke og flygte så langt væk fra huset.. eller nærmere, hytten. Men denne gang er vreden fyldt til randen og jeg er på kanten til at bryde ud. Jeg mærker hvordan tårerne presser på, men jeg behersker mig. Der går få mennesker forbi og deres blikke følger mig. I Saltford er der mange pensionister, men der er nok flere unge, men de unge der er her ryger hash og kører på scooter om natten. 

Jeg ender ved Harrod's, det lokale supermarked. Jeg ved den er der, selvom jeg går langs den gule mur på siden hvor der hverken er reklamer for deres tilbud eller andet der afslører den er der. Men jeg kender denne lille by ud og ind og dermed ved jeg også, hvad der gemmer sig bag den gule mur. Indgangen til Harrod's. Lige inden jeg drejer om hjørnet, hører jeg lyden af nogle hæse drenge stemmer, der, efter at dømme på deres dybe stemmer, har været i årgang. Der bliver grinet højlydt og lyde af de skrattende lyde hen over fortovet, afbryder den ellers så stille aften. Der undslipper et sagte suk fra mine rosa læber, da jeg når hjørnet, men mere når der ikke at ske, for da jeg når rundt om hjørnet stormer en forholdsvis tung krop ind i mig. Hårdt. Han havde svanset baglæns i et rimeligt tempo, da jeg nåede få centimeter forbi hjørnet, så han havde banket direkte ind i mig. Jeg så hans sko skride på kantsstenen og først der, gik det op for mig, at han var ved at falde ned oven på mig. Jeg nåede lige præcis, at tage fra med venstre hånd, da asfalten støder mod mig, men den har ingen nytte da hans krop dumper ned oven på mig og støder kraftigt til mig albue. 

Alt går så hurtigt. Jeg når ikke, at se nogen af deres ansigter, selv ikke ham der takler min skrøblige krop, mod asfalten. Lige før vi lander på den stenhårde asfalt, skærer et kæmpe knæk op mellem os. Der går lidt tid, sekunder, før der bliver reageret. Deres grin og støj tier med det samme, denne mærkværdige lyder. Jeg kan mærke de pludselige mange blikke, men den følelse bliver hurtigt overtaget af den voldsomme smerte, der skyller ind over min krop, fra min venstre arm. Der bølger voldsomme smerter gennem mig i flere jag og det lammer mig til stedet. Mit ansigt forvrænges i en ængsteligt grimasse, da jeg udbryder i et et hæs og smerteligt hyl. 

"Av av av! For helved.! Aaaaav!" Skriger jeg og nu bryder både vreden og tårene ud. Det sprøjter ud og jeg puster mig op. "Hvad fanden bilder du dig ind, din højrøvet kæmpe klovn! Er du sindssyg?!" Jeg skærer tænder, mens tårerne vælder ud fra deres skjul i øjenkrogen. Svedperler hober sig op i panden og nakken på mig over smerten. Jeg ser ikke op, jeg har stadig hovedet mod asfalten. Jeg tør ikke bevæge mig, af angst for at smerten vil forværres. Og ganske rigtigt, da den idiotiske dreng rejser sig prøvende, skærer smertebølger gennem mig igen, blot værre end før. Men der hvor det gør aller mest ondt, er der ved armen. 

"Det er jeg virkelig ked af!" Udbryder han, med den blødeste, hæse og helt fantastiske stemme. "Det håber jeg du er." Brummer jeg, stadig med det smertelige udtryk. 

"Jeg er altså helt ærligt virkelig ked af det, er du okay?" Der bliver fniset lidt bag ham, selvom det ikke passer i situationen. Godt nok har han uskyldigheden malet ærligt i ansigtet, men alligevel kan jeg ikke lade være med, at opfatte det som at være med vilje. Jeg ser på ham med store øjne, da jeg løfter blikket mod hans ansigt, efter at han har fjernet sig fra mig. Selvom smerten pumper i takt med blodet, i min arm, glemmer jeg den med et.

"Åh.." Min stemme er kun en hvisken, mens jeg ser på den lyshåret dreng, med de isblå øjne, der stirrer godtroende ind i mine løvgrønne. Jeg mærker mit hjerte sætte i voldsom fart og pumpe mere blod rundt i kroppen og får det til at slå hårdt mod mine ribben. Hans ansigt er ubeskriveligt, bogstavligtalt er jeg løbet tør for ord. Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive ham. Kun med et ord: Niall. Niall Horan. Jeg kniber øjnene let sammen og åbner munden let, og ånder stakåndet. Hvad fuck laver de i det her hul af en by. Jeg kan ikke få noget som helst til at hænge sammen. Jeg rynker brynene og stirrer fortsat ind i de tryllebindende øjne. Hans hår har faktisk mørke rødder og går ud over bliver lyst, noget jeg ikke før har set på de plakater der hænger hjemme på Kathrine's værelse. Jeg gisper kort, en halvkvalt lyd.

"Den er brækket!" Nu er det ham der gisper, da hans blik skifter fra mine øjne, til min arm. "Åh gud, hvad har jeg gjort?!" Nu bader hans øjne i fortvivlelse, bemærker jeg lige inden jeg selv kaster et blik på min arm. Den er bøjet på en mystisk  måde og jeg synker en klump og kvæler endnu et gisp. Da jeg ser på den, kommer smerterne pludselig igen. 

"Det okay," jeg bider mig i læben, ret hårdt, "jeg tror bare jeg skal have den lavet igen." Jeg bidder hul i læben og inden længe, breder smagen af metal sig på tungen. Jeg spytter en blodklat ud på asfalten, idet jeg rejser mig støttende på den anden arm. 

"Ja, selfølgelig!" Jeg høre de andre mumle noget, grine lidt og så mumle igen. Jeg tør ikke se op. Selvfølgelig er det dem. Niall ville aldrig gå nogen steder uden de andre da. Måske, men hvem skulle det ellers være. Jeg kan genkende deres lange skygger der hviler over mig, af effekt fra solens lavthængende stråler. Jeg gisper pludseligt ustyrligt efter vejret, da jeg prøvende kommer på benene. Smerten dunker i armen, og samtidig med at jeg skal håndtere denne situation med at de kendte drenge her, bliver det næsten for meget. Jeg mærker det snurre for synet og sorte prikker vælder ind over mit syn. Jeg svejer voldsomt da jeg endelig får fodfæste.

"Woow, det var vidst lidt for hurtigt, kom lig dig igen." Jeg hører stemmen komme nærmere, og en varm bred hånd ligge sig om min skulder. Men alt det, forsvinder med ét, da jeg få sekunder efter løfter blikket mod dem. Der står de. De fem. Så urealistisk. Jeg udstøder en hostende kvalt lyd og der. Nu overtager mørket mig og lader mig drukne i den, men jeg når aldrig at mærke den kolde asfalt støde mod min krop. Og det sidste jeg høre, er en dyb, rimelig langsomt talende stemme der pludselig kommer fra siden.

"Måske vi skulle ringe til nogen." - Harry, ingen tvivl.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...