A Secret of a Royal Family

Hvad sker der når en prins fra Araluen, en prinsesse fra Hibernia, sønnen af Oberjarlen fra Skandia, en ny rangerlærling fra Araluen, og to mystiske personer fra en hemmelig kult mødes og skal den samme vej gennem livet? Vil de kunne enes eller bliver det som "Min fjendes fjende er min ven"?

Hovedpersonerne er alle fem. Historien foregår ca. 15-20 år efter Kejseren af Nihon-Ja(10'eren af Skyggens Lærling). Håber i vil kunne lide den.


5Likes
15Kommentarer
863Visninger
AA

3. Søulvens begyndende eventyr.

Horace var på vej hjem fra Skandia til Araluen. Han stod oppe ved rorpinden sammen med Erak. På trods af den kolde vind, der susede rundt på skibet og bølgerne der bragede imod rælingen, hørte han en melodiøs lyd. Han kiggede hen på stemmens ejermand, der gik tænksomt og måske lidt rastløst rundt på skibet. Det var en høj mand med gråt hår og med sorte fjer i både håret og i det sorte tøj. Man kunne ikke se hvor gammel han var, fordi han havde en fuglemaske på med næb og sorte fjer. Men hans grå hår antydede, at han var en ældre herre, eller sagt på en anden måde, han lignede en ravn, der var blevet sat i et bur og som prøvede at komme ud. Horace vidste godt, hvad han var for en, men undrede sig over at sådan en som ham var taget helt ud til Skandia. De plejede altid at blive i lenene Araluen, Norgate, Gorlan, Redmont eller Caraway. Horace havde spurgt Erak om han vidste, hvad ”fuglen” havde lavet i Skandia, men Erak rystede bare på hovedet og sagde, at han ikke vidste det. Det var ikke noget nyt. Det var typisk for den slags at opføre sig sådan, så ingen vidste, hvad de lavede. Horace kiggede hen på Erak, der havde råbt af ham. Han gik hen til Erak der stod ved rælingen. Da han kom hen ved siden af Erak kunne han se land. ” Så er vi her ” sagde Erak og smilede til Horace. Erak var glad for at turen var gået så godt, og at den nye traktat var god og at den nu var underskrevet. Selvfølgelig var han også glad for at se Horace igen og hans 19 årige søn Torres. Torres og Eraks søn Torak var blevet rigtig gode venner. ” Alle mand til årene ” buldrede Eraks stemme. Alle Skandierne trippede hen til deres ror pladser, også Torres. Han havde tilbudt en af Skandierne at tage hans plads, for han havde ikke noget bedre at lave. Skandieren havde sagt ja tak til Torres hjælp, og nu stod han og studerede Torres ro-evner og skulede undrende på den høje mand med alle de sorte fjer, der havde gået rundt i cirkler på hele turen. Torres nød udsigten ud over havet, selvom den friske havluft rev i hans lysebrune hår. Han skævede med de mørkebrune øjne hen til Torak til højre for ham. Han så også ud til at nyde det. En høj skrappen fra en måge fangede Torres opmærksomhed. Gad vide, hvor den skulle hen tænkte han.

Da de var kommet i land, skulle de have hestene ned. Både Torres' hest Titan, en stor sort robust hingst, og Horaces hest, Kicker, tog det meget pænt. Hvad ”fuglen” angik, havde han hurtigt sagt tak for turen til Erak og var gået med raske skridt ind i den tætte skov. Da Torres og Horace havde sadlet op, gik Erak og Torak hen for at sige farvel til dem. ” Kan I to komme godt hjem ” sagde Erak. Torak og Erak gav Torres og Horace et fast håndtryk ” Ja ” svarede Horace. ”Vi ses nok igen” Erak nikkede og med det vendte Torres og Horace næsen hjemad. Da de var forsvundet hen ad stien vendte Erak sig om for at gå hen mod skibet. Han vendte sig om og så på Torak, der stadig stod og kiggede hen mod stien. Erak gik hen til Torak. ”Hvad er der dreng” spurgte Erak og lagde hovedet på skrå. Torak kiggede hen på Erak og spurgte: ” Må jeg ikke tage med dem. De får måske brug for mig ” Erak tænkte over det. Ja, hvorfor ikke, tænkte han. Erak nikkede og Torak smilede ” Men du skal hele tiden holde dig til Torres ” Der sidder et godt hoved på den dreng, tænkte Erak. Torak nikkede ivrigt og småløb hen ad stien efter Torres og Horace. Erak smågrinede for sig selv, rystede på hovedet og gik ned mod skibet igen.

Da Torak var kommet ind på grusstien til Araluen, kunne han se Torres og Horaces hestes bagdele. Han løb hen ved siden af dem. De så smilende på ham. ” Jeg sagde det jo ” sagde Torres. Horace smil blev bredere. ” Ja. Denne her gang fik du vist ret.” Torak var forvirret, men lod det ligge. ” Må jeg komme med ? ” spurgte han. Torres og Horace så på hinanden. ” Det må du vel nok, nu når du har løbet hele den lange vej. ” ” Øv ” udbrød Torres, men kunne ikke undgå et smørret smil. Torak ville give igen og sagde med et smil på læben: ” Mig er det vist svært at komme af med, ikke.” Torres sukkede og rakte ud med hånden hen mod Torak, så han kunne komme op på hesten. ” Hos os er du altid velkommen” sagde Horace og smilte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...