A Secret of a Royal Family

Hvad sker der når en prins fra Araluen, en prinsesse fra Hibernia, sønnen af Oberjarlen fra Skandia, en ny rangerlærling fra Araluen, og to mystiske personer fra en hemmelig kult mødes og skal den samme vej gennem livet? Vil de kunne enes eller bliver det som "Min fjendes fjende er min ven"?

Hovedpersonerne er alle fem. Historien foregår ca. 15-20 år efter Kejseren af Nihon-Ja(10'eren af Skyggens Lærling). Håber i vil kunne lide den.


5Likes
15Kommentarer
864Visninger
AA

4. Audiensen

Raven og hendes mentor Crowley sad i skoven omgivet af røde, gule og orange blade, både i træerne og nede på jorden. De sad på en træstamme foran et lille bål og drak kaffe, på trods af  en kulde, der blev koldere og koldere for hver dag de kom tættere på vinteren. Crowley lagde hånden på Ravens højre skulder og trak hende hen mod sig.

”Det klarede du godt, min pige” sagde Crowley og smilede varmt til hende. Raven smilede tilbage. Den store knude i hendes hals og hjerte var forsvundet, da hun havde sluppet den sidste pil, og nu var en stolthed og glæde kommet i stedet. Hun blev helt varm af den. Hun strøg sit mørkebrune hår, der kun lige nåede at dække ørerne, tilbage. Hun ville åbne munden for at sige, at hun også var glad for, at det var gået godt, men Crowley kiggede ikke på hende. Han kiggede lige ud med et undrende blik. Raven kiggede med de lysebrune øjne hen, hvor Crowley så. Det var en stor stærk mand, en ridder, der kom gående med tunge skridt hen i mod dem. Da han var kommet hen til dem spurgte Crowley, med rynkede bryn.

”Hvad er dit ærinde ridder?”

Ridderen svarede: ”Dronningen har sendt mig. En pige fra Hibernia er fundet og skal afhøres. Dronningen vil bede om Deres assistance?”

Crowley nikkede og rejste sig op. Han så på Raven og smilede, imens han sagde:

”Kommer du?” Raven rejste sig og sparkede jord på det lille bål, så det gik ud. Så gik hun hen til Crowley og ridderen, hen mod Araluen slot.

 

 

Araluen slot var stort. En person, der var klatret op på slottets høje mure og stod nu ved siden af audienssalens vindue.

Hvis der havde været en tjener eller en ridder, der ville bruge sit liv på at kigge op på muren, ville han eller hende havet set ham. Men nej - for mange mennesker havde ikke tid. Men hvis de havde haft, ville de have set en ung fyr, der var tynd, helt ind til knoglerne, og med sorte ravnefjer syet ind i det sorte tøj og som også var bundet ind i fyrens sorte hår. Hans gule øjne kiggede ind i audienssalens åbne vindue i højre side.

Han havde set pigen fra Hibernia blive ført op til slottet. Og med et var han blevet nysgerrig. Hans øjne var to små sprækker. Det var slet ikke let at høre, hvad de sagde, eftersom dem bag ham var i gang med deres daglige arbejde, og han var begyndt at få ondt i hænderne, fødderne, lårene og nakken af at holde nakken på skrå for at kunne se, hvad der skete derinde og holde kroppen oppe mod muren for ikke at falde, og det hjalp slet ikke, at han desperat prøvede at holde op med at tænke på, hvor højt oppe han egentlig var, men han kunne ikke komme ind uden at blive set af vagterne, så det var hans eneste mulighed for at se, hvad der ville ske.

 

Cassandra sukkede og sagde med en høflig og venlig stemme:

”Hvad er dit ærinde her?” Det var ikke første gang, hun havde spurgt, men de andre gange, havde den unge Hibernia-pige snakket udenom og spurgt ind til om Horace befandt sig i Araluen.

Cassandra kunne nu se, at Hibernia-pigen også var ved at blive træt af hendes spørgsmål. Den lyshårede pige var lige ved at svare, da døren forsigtig og lydløst gled op. Cassandra kiggede op og pigen kiggede over skulderen. Også fyren med de sorte fjer strakte hals for bedre at kunne se, hvem det var, der kom ind.

To Rangere kom ind. Pigen så en gråhåret mand og en pige med mørkebrunt hår. Hibernia-pigen undrede sig over, at pigen var Ranger. Piger plejede ikke at være Rangere, huskede hun, men det var åbenbart, hvad hende her var - en Ranger. Hun fjernede opmærksomheden fra pigen og så på manden, der gik ved siden af pigen og smilede venligt til Cassandra. Kunne det være Halt? Der var noget inde i hende, der sagde nej, men hun kunne ikke være sikker.

Da rangerne kom ind, fik fuglefyren en knude i maven og blev endnu mere usikker på, om det var en god idé at udspionere dem. Som alle andre mennesker, var han ikke særlig glad for Rangere. De var mystiske, utilregnelige og gode til at skjule sig. Bevægede sig både lydløst og usynligt rundt, og var sande mestre i kamp. De var ikke meget anderledes end den kult som han levede og åndede for. En af de ting, som var anderledes mellem dem og rangerne var, at det ikke altid var den gode side som kulten arbejdede for.

Crowley så ned på den unge pige fra Hibernia, der stod foran Cassandra.

”Hvad hedder du?” spurgte han med en let stemme. Han kunne se at pigen tøvede, men valgte så at svare:

”Nathalie” svarede hun kort. Crowleys smil blev endnu venligere.

”Goddag Nathalie, mit navn er Crowley. Jeg er kommandant for rangerne. Må jeg høre, hvad dit ærinde er her i Araluen?” spurgte han høfligt. Nathalie tænkte lidt over det. Det var ikke Halt. Men en Ranger kommandant. Men han kendte sikkert Halt.

”Jeg vil tale med Halt” sagde hun med en bestemt stemme.

Crowley nikkede til det hun sagde, men inden i undrede han sig over, hvorfor hun ville tale med Halt. Han så hen på Cassandra, der havde siddet og set passivt til.

”Kan vi få Halt hentet hertil?” spurgte han Cassandra. Også selvom han godt kendte svaret. Cassandra nikkede og så på ridderen, der var kommet med Raven og Crowley.

”Casper, vil du være sød, at bringe Halt til os?” Ridderen, der stod ved siden af døren, nikkede og sagde som en rigtig ridder.

”Selvfølgelig Deres Majestæt. Hvor kan jeg finde ham?” imens han så op på Cassandra, men det var Crowley der svarede.

”Ude i skoven.” Ridderen nikkede igen og gik ud ad døren.

Ude ved siden af vinduet, der stod åbent, begyndte fuglefyren at få enormt ondt i maven ved tanken om, hvad Rangerne kunne gøre ved ham, hvis de fandt ham. Rangere var hans kults værste fjender, selvom hans kult og Rangerne ikke havde været oppe at slås særlig meget, kun nogle få gange, og det var altid endt med, at hans kult, måtte flygte fra Rangerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...