Another stupid love story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Igang
Kamilla er en pige der lever i sin egen verden. Hun kender intet til kendte mennesker, og følger kun med hvad læren siger i timen. Når nogen taler til hende, svare hun ikke. På gaden svare hun ikke når folk siger noget til hende. Hun klare sig helt fint selv, men når hun er hjemme, sker der et eller andet ved hende... En dag kommer der to kendte drenge ind i hendes klasse. Alle pigerne er vilde med dem, men Kamilla ved ikke hvem de er. De begge skal sidde ved hver hendes side. Drengene kan ikke forstå at hun ikke er helt vilde med dem, som alle de andre. Såe.... Kamilla finder det sjovt at de ikke forstår hvorfor... så hun vil lege lidt med dem.... FIND UD AF HVAD DET ER HUN VIL!! >:o

7Likes
12Kommentarer
487Visninger
AA

2. Se her

Kamilla var først lige kommet om på den anden side af havelågen, før der skete noget uventet. Hun kunne høre langt langt væk. Længere end menneskets øre kunne række. Hun var midt i byen, men hun kunne høre træers blade, der blev fanget i vinden. Fuglenes sang fra de træer, og grunden til, at hun vidste det, var fordi hun nærmest kunne se det for sig. De mennesker hun gik forbi mumlede for hendes ører. Selv i toget kunne hun høre naturen. Hun slappede af, for første gang siden hendes mor døde. 

Tanken fik tårene i hendes øjne til at komme op. Mængden med piger og damer kom tættere på hende, men som alle andre, var det kun mumlen hun hørte. Hun så ned i togets gulv, og før hun kunne nå at tælle til ti, var hun inde i mængden. 

Mumlen blev til små sætninger. "Græder hun?" "Hvorfor græder hun?" det blev højere og højere. Der blev stille. En arm var om hendes hals. "Hvad så? Hvorfor græder du?" et smilende ansigt kom hende i møde. Selvfølgelig var det James. Hun blev trukket tilbage. "Er det ægte tårer?" Edward var sarkastisk. Kamilla kom fri fra James' greb. Nærmest skulle hun presse sig fri fra den store mængde. Mumlen vendte tilbage, ligesom lyden af naturen.

 

Mumlen var ikke et problem i skolen, men så kom frikvarteret. De tre piger fra dagen før. De stillede sig op foran Kamilla i skolegården. lidt længere fremme var en bunke elever. "Tænk at hun stadig var sammen med dem. Selv i toget." Hån. Ikke andet end hån. Kamilla tog en tår af sin juicebrik. Hun så ikke engang på pigerne. 

"Sig mig, græd hun ikke i toget? Gad vide hvorfor?" Undren. Kamilla sukkede irriteret, og tog endnu en tår af sin juicebrik. "Lytter hun overhovedet?" Kamilla ville ønske med al sin magt, at de bare ville lade hende være. "Det tror jeg ikke, hvilket kun er godt." En lille fnisen. En af dem tog Juicebrikken ud af Kamillas hånd og smed den ud. Kamilla lod som ingenting. 

"Argh! Hvad skal jeg gør..." pigen stoppede op med en bevægelse. "Hun rørte på sig." de lød nærmest bange. De tre piger stod på en række. Kamilla rejste sig op, og så på dem. Den midterste så meget vred ud, og Kamilla regnede ud med det samme hvorfor. Den midterste trådte helt hen foran Kamilla. Mængden med mennesker kom nærmere igen.

Pigen løftede en arm og slog Kamilla. Folk ville kalde det en lussing. Kamilla så på pigen igen. "Tør du virkelig det?" vrede. Kamilla smilede et lille smil. Mængden var som dem. James og Edward så på pigen.

Hun gav Kamilla endnu en lussing. "Hey! Amber! Stop!" James gik fremad for at stoppe hende. Kamilla stoppede ham med blikket. "Jalousi er en dum følelse." Kamilla vendte sig rundt og gik ud af mængden.

 

Kamilla stod udenfor sin klassedør. Det larmede derinde, men da hun gik derind, blev der helt stille. Hun stod ikke stille som andre ville gøre. Hun blev ikke forvirret over det. Klassen kunne ikke lide Kamilla, og de ville ikke have, at hun skulle vide hvad de snakkede om. Kamilla gik stille hen og satte sig ned på sin plads. 

Den tavshed kaldte Kamilla for Tavs mobning. Hun havde ingen venner. Engang havde hun, men det var før hendes mor døde. Da det skete, lukkede hun sig selv inde, da hun var klar til at være sammen med nogle igen... havde de næsten glemt alt om hende. 

Kamilla var bare ... pigen der var der.

 

Arbejdet var hårdere end den fra dagen før. Mange fra hendes klasse kom den dag, men de fleste var piger. Kamilla gjorde sit bedste, men ingen var tilfredse nok. "Hey, Kamilla? Skal du ikke synge sammen med os?" spurgte James. Kamilla svarede ham ikke, og gik videre, som om hun ikke havde hørt ham.

Hun ville give alt i verden for at synge, men hun har ikke haft tid til det, siden hendes mor døde. Bare tanke om hende fik hende til at synke sin sorg ned i maven igen. Hun stod bare og så underligt på dem. Mente de det seriøst? Eller var de bare gået med på bølgen? Hun er ikke sikker. Men det gør ondt indeni. Sikkert fordi hun ikke har fået skubbet sorgen helt ned i maven endnu. Kamilla smilede til drengene. "Nej tak, jeg har et arbejde der skal passes." Hun vender sig rundt og går.

Der fik hun idéen. De to var de bedste venner, og de snakkede med Kamilla, og nu ville Kamilla sørge for at de skal hade hende. Hun vil føre dem sammen som et par. Men hvordan, ved hun ikke helt. Men tanken var ondsindet, og hun elskede det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...