Another stupid love story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2013
  • Opdateret: 6 dec. 2013
  • Status: Igang
Kamilla er en pige der lever i sin egen verden. Hun kender intet til kendte mennesker, og følger kun med hvad læren siger i timen. Når nogen taler til hende, svare hun ikke. På gaden svare hun ikke når folk siger noget til hende. Hun klare sig helt fint selv, men når hun er hjemme, sker der et eller andet ved hende... En dag kommer der to kendte drenge ind i hendes klasse. Alle pigerne er vilde med dem, men Kamilla ved ikke hvem de er. De begge skal sidde ved hver hendes side. Drengene kan ikke forstå at hun ikke er helt vilde med dem, som alle de andre. Såe.... Kamilla finder det sjovt at de ikke forstår hvorfor... så hun vil lege lidt med dem.... FIND UD AF HVAD DET ER HUN VIL!! >:o

7Likes
12Kommentarer
501Visninger
AA

1. En uventet dag

Kamilla var lige stået op, og det overraskede hende ikke at hun igen stod for tidligt op. Stille og roligt redte hun sit hår. De turkis grønne øjne strålede ud af hende. Igen følte hun sig mere træt, men hvis hun lagde sig i sengen, ville hun bare ikke kunne sove.

Hun tog sit tøj på hun havde lagt frem dagen før. Det lignede en skole uniform med en kort nederdel, hvid skjorte med et blåt slips på, udenover den var der en sort kardigan. Kamilla så sig selv i spejlet en sidste gang inden hun gik listende forbi sin fars værelse. 

Kamilla tog noget brød og smurte noget smør og marmelade på. Hendes taske med de færdiglavede lektier, lå ved siden af køleskabet. Hendes fars pung, med hendes frokostpenge, lå ved siden af vasken. 

Hendes øjne så sig omkring, hun havde det ikke godt med at stjæle fra sin far, men han havde aldrig opdaget det. Hendes hænder tog hurtigt fat om pungen og tog en halvtredser ud af den, satte den på plads. Kamilla så op på uret. 7.30. Så kunne hun lige nå toget hvis hun tog afsted nu. 

Hurtigt havde hun si taske i hånden, og var ude af døren. Hendes skridt gik hen mod havelågen. Hun gjorde sig klar til det der skulle til at ske. To skidt endnu. Hun fumlede med lågen, og a hun lukkede den igen, var der stille. 

Fuglende i træerne sang ikke mere. Vinden som tog fat i bladende var der ikke mere. De små lyde i køkkenet som hendes far altid lavede når han var stået op. Væk. Alting, men efter hun var nogle meter væk fra huset kom lydende igen, men hun vidste at ikke kunne være den pige som hun var hjemme.

Nu skulle hun bare overleve en ny dag, som sikkert bliver en dårlig dag.

 

Det føltes som en ekstra lang tur med toget. Der var helt vildt mange piger fra Kamillas klasse, og mange andre damer i en stor klump, det gjorde Kamilla en smule lettet, meget mere luft ned i lungerne, men der var stadigvæk fyldt op, for mænd var der også. 

De kiggede bare lidt underligt på Kamilla. Hun ignorerede det. Toget stoppede, og hun var den første af alle pigerne fra hendes klasse der var ude. 

Hendes øjne søgte efter perronuret. 8.00. Lige til tiden. Kamilla gik stille og roligt hen til skolen.

 

 Skole klokken ringede, og hendes øjne gik automatisk op mod tavlen. Der stod to drenge deroppe. Pigerne blev ved med at flirte med dem, og drengene svarede roligt tilbage til dem. Sandra trådte ind, hun er klassens klasselærer. 

"Kære elever, i har sikkert set de her to berømtheder før." Pigerne i klassen begyndte at skrige, men ikke Kamilla. Drengene mumlede et 'jo' eller et  'måske...' de var ikke glade for de to drenge.

"Nå! Det var da godt, så skal vi ikke allesammen fortælle om os selv, når drengene har fundet deres pladser, snes i ikke?" alle svarede ved et ja. Sandra kiggede rundt efter nogle pladser. Kamilla så sig ved siderne. Hun rakte hånden op. Sandra smilede. "Kamilla, noget du vil sige?" Kamilla pegede på de tomme pladser ved siden af hende.

Sandra så ikke særlig glad ud. "Måske ved siden af nogle drenge?" Kamilla pegede på drengene ved siden af de tomme pladser. Sandra blev helt rød i hovedet. Hun skulle til at sige noget, men den ene af de nye drenge afbrød hende. "Jeg har ikke noget imod det." han var nærmest lænet ind over Sandra. "F-f-f-fint! S-s-så sæt j-j-jer b-b-b-b-bare d-der" hun stammede meget, og det irriterede Kamilla lidt. 

Drengene satte sig på deres nye pladser. Sandra så hårdt på Kamilla, men Kamilla ville bare i gang med timen, hun havde ikke tid til den navne leg. Drengene fulgte virkelig med da legen gik i gang, og det varede ikke længe før det blev Kamilla selv. Hun rejste sig op. 

"Jeg hedder Kamilla Williamsen. Jeg er 15 år gammel, og bor sammen med min far. Vi har hverken computer, tv, spil, radio, eller noget. Vi har bare ikke råd til den salgs. Til gengæld bor vi også i et dyrt hus, men dog har vi råd til at bo der, selvom min far er på kontanthjælp. Jeg arbejder for at beholde huset. Jeg holder regnskab derhjemme, og jeg har bare ikke tid til andet. Jeg har ingen penge tilbage efter at have betalt alle regningerne, så min far giver mig froostpenge. Normalt når jeg kommer hjem sidder han i sofaen og drikker sin øl. Han interesserer sig ikke rigtig for mig, men han skal være der, og jeg ha brug for ham. Det er ham der køber mad til os, men det er stadig mig der gør alt. Jeg har stadig tid til lektier, og jeg når alting inden jeg går i seng. Jeg har fremtidige drømme om at blive læge. Jeg tager mig ikke af andre folk, jeg tager mig kun af mig selv, og rent faktisk vil jeg bare i gang med timen."

Kamilla satte sig ned igen. Hun havde ikke snakket så meget udenfor hjemmet siden hendes mor døde, da hun var 10. 

Navne legen sluttede og timen begyndte. Sedler kom hen til hendes bor hele tiden, men hun kiggede ikke i dem, for så vilde hun bare spilde tiden på noget dumt.

 

Skolen sluttede hurtigt for Kamilla. var på vej hen mod togstationen, men blev stoppet. Nogen tog fat i hendes arm. Hun vendte sig rundt. De to nye drenge fra hendes klasse. Hvad var det nu de hed? James og Edward? 

"Hey! Hvad siger du til at hænge ud med os andre?" spurgte James. Den meget mørkhårede, det var også han der havde taget fat i hendes arm. Kamilla så spørgene på ham. Edward pegede hen mod nogle få fra pigerne i klassen. Kamilla rystede på hovedet.

"Kom nu! Vi skal på karaoke bar!" James var et stort grin. Kamilla skar ansigt, og vred sig fri. Hun gik lidt hurtigere hen mod toget. "Fint! Så lad være!" råbte Edward efter Kamilla.

Kamilla skulle nå hen til sit arbejde, for hvis hun nu kom forsent igen ville det blive et problem.

Men hun følte at nogen fulgte efter hende, og hun ignorerede det. 

 

Hun nåede kun lige at få en plads i toget, men denne gang føltes det som om nogen virkelig kiggede på hende.

Toget standsede igen og hun gik ud, ligesom mange andre mennesker. Hun gik med hurtigt skridt ned ved sin arbejdsplads, hvor hun solgte drinks og noget mad. Der kom mange mennesker der, folk kaldte stedet Beachie Bar, og det var det butikken blev kaldt.

Det var også en karaoke bar. Mange vidunderlige stemmer blev hørt der. Meget latter var der, og mange dårlige stemmer var der. Hun arbejdede ved karaoke baren, hvor hun både skulle tage imod småbestillinger, og aflevere dem, men hun skulle også stå i baren. Det værste ved det job var, at hu skulle gøre alt det alene, men det gode ved det, at gøre det alene, ville sige flere penge til hende.

Kamilla skyndte sig ned i omklædningsrummet hvor hun klæde om. Hun havde en sort skjorte på, som havde korte ærmer. Bukserne var grålige, og skoende, helt sorte. Hun satte sit hår op i en høj hestehale, og tog en sol kasket på. Hun så ned af sig selv en sidste gang, før hun løb op til sin arbejdsplads. 

Karaokeen var først lige åbnet, og hun havde allerede mange kunder. Hun tog imod gæsterne, og viste dem et bod, hvor d fik et slags menukort, og selvfølgelig skulle de to nye drenge og nogle fra hendes klasse være der. Selvom de irriterede hende grusomt at de grinte af hende, var de alligevel kunder der.

Pigerne hånede hende, og drengende grinte af det som om det var jokes de fyrrede af. Kamilla fik det dårligt af det. Folk sang allerede, og det lød ikke særlig godt.

Denne arbejdsdag ville blive lang, det kunne Kamilla mærke.

James og Edward ville synge en sang sammen, og jeg gav dem mikrofoner. Kamilla var på vej tilbage til baren, da de smukkeste stemmer piblede frem i højtalerne. Hun så hen på James og Edward. Kamilla fik en idé. For det så ud som om at de ord de sang... betød noget for dem, og for hinanden.

Det var ikke nogen god idé, den var nærmest ond.

 

Arbejdsdagen sluttede endelig, og Kamilla skyndte sig at klæde om og tage hjem. Hendes far ventede sikkert på aftensmaden.

Da hun lige var kommet ud af omklædningsrummet stod pigerne fra hendes klasse, som havde været sammen med James og Edward, og så muggent på hende. "Skal du hjem... Kamilla" hån i stemmen. "Skal du hjem til din farmand?" pigen lavede en 'pusse' stemme. "Eller skal du hen og snuppe vores drenge fra os?" vrede i stemmen. Kamilla ventede på, at de flyttede sig.

Det gjorde de ikke, så hun gik lige forbi dem, og hen af gaden. "Tro os, Kamilla! Du er færdig i morgen!" Kamilla vidste ikke hvad der var sket, men det var gået ud over hende. Efter nogle minutters skridt var hun igen i sin egen verden.

Alle var lade der, hendes mor var der. Hendes arme var strakt ud mod hende, og Kamilla løb ind i dem, med det føltes ikke som hendes mor. Hurtigt var hun i den virkelige verden igen.

En fremmed mand så ned på Kamilla. Hun slap hurtigt grebet om manden. Manden stod ved siden af en anden mand. "Undskyld at jeg lød ind i dig." sagde Kamilla uden nogen følelse. Hun gik lige forbi mændende, og var hurtigt foran lågen igen.

Hun åbnede den og da hun lukkede den igen, livede hun helt op. Hun løb indenfor, hvor hun smed sin taske ved siden af køleskabet.

Hun begyndt at lave noget mad ud af det hendes far havde lagt frem, og inden længe havde de spist, og Kamilla havde lavet lektier og ryddet op efter sin fr og hende selv. Hvo hun lå trygt og godt i hendes seng, og sov.

 

Men hun have stadig den der undelige følelse af at nogen så på hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...