Hviskernes Prinsesse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2013
  • Opdateret: 23 jul. 2013
  • Status: Igang
Pludselig kom en af fars vagter brasende. ”Herre, vi bliver angrebet! ” Jeg kunne se fars ansigt trække sig sammen. ”Hvem er det og hvad vil de? ” jeg kunne se han prøvede på at bevare roen. ”Kensie klanen og de vil. De vil have Cornelia. ”

1Likes
0Kommentarer
232Visninger
AA

3. Hviskerne

. Far stod ude foran slottet, sammen med hestene. ”I må ride igennem Hviskernes dal, det er det hurtigste. ” sagde han med en mærkelig uro i stemmen. Vi nikkede og Davin hjalp mig op på min hest. ” Vi gjorde mine til at ride og far kom og kyssede mig på panden. ”Pas på dig selv prinsesse”. Derefter red vi ned af stien. Jeg vinkede en sidste gang til Mor, far, Magda og Jeremy og vente derefter blikket mod vejen. Vi red i to og to nætter før vi gjorde holdt i en lille landsby. Vi fik et værelse på kroen hvor vi straks lagde os til at sove. Søvn havde vi ikke fået meget af de sidste par dage. Næste morgen stod Davin og kigge på mig da jeg vågnede.

”Vi må af sted Cornelia, Kensie klanen er tæt på nu! ” Jeg skyndte mig at rejse mig op og gå med Davin ud til vores heste. ”Vi kan dele et brød når vi er længere fremme” sagde Davin og trykkede blidt min hånd. Vi red i lang tid og jeg kunne mærke at jo tættere vi kom på Hviskernes dal jo mere træt blev jeg. Til sidst havde jeg svært ved at holde mig oppe på hesten. ”Davin, kan vi ikke stoppe? ” Jeg kunne se at det bekymrede ham at skulle stoppe men han kunne se at jeg var træt og gav til sidst efter. Vi steg af hestene og Davin lagde vores tæppe på den bare skovbund. Min ben gav efter og efter blot få sekunder lå jeg udstrakt på tæppet. Davin kyssede mig i håret og tog mig forsigtigt i hånden. Sådan lå vi indtil Davin rejste sig. ”Cornelia, vi må hellere se at komme videre. ”

Jeg rejste mig modvilligt og børstede jorden af min kjole. Da var det at jeg begyndte at høre stemmer. ”Prinsesse, Prinsesse! ” Stemmerne var kun en lav hvisken men jeg kunne høre dem lige så tydeligt som jeg kunne høre mine egne tanker. ”Davin kan også høre, stemmerne? ” Jeg kiggede over mod Davin som var ved at sadle sin hest op- ”Stemmer, Kan du høre Hviskerne Cornelia? ”

Jeg kunne se skrækken som var malet i hans ansigt. Det var bestemt ikke nogen god ting at kunne høre Hviskerne. ”Ja, Det tror jeg. ”  Stemmerne sneg sig ind på mig igen. Som en giftig slange der snor sig om sit bytte og bare venter på at forskrække det og fortære det. ”Jeg er bange, Davin! ” Jeg knugede mig ind til Davin og han lagde beskyttende sine arme om mig. ”Vi må videre Cornelia, Ellers har vi Kensie klanen lige i hælene. ” Jeg vidste han havde ret men jeg ville ikke tættere på. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...