The Demonic Keys - Underworld Mystery

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2013
  • Opdateret: 23 jul. 2013
  • Status: Igang
Blair Silvershaper bor på Londons Institut og må hver dag kæmpe mod dæmoner, vilde underjordiske og sit mål om at blive den bedste Skyggejæger nogensinde.
Sam Blake er flyttet til London fra Canada og er vokset op med sin kristne mundane familie og ligesom sin far, skal han være ypperstepræst som voksen.
Hvad Blair og Sam ikke ved er at de to er forbundne og hvis de mødes, vil det endelig være muligt at slippe Lucifer fri i den menneskelige verden.

4Likes
0Kommentarer
594Visninger

1. Prolog

Klokken var to om natten, da Olivia Daybreaker hev i sin morgenkåbe og gik ned mod dørene til Instituttet. Regnen trommede ned, og lynene oplyste den dunkle og mørke nat udenfor. Det var lige dæmonernes yndlingsvejr. Lyn betød ødelæggelse, hvis altså de slog ned.

Olivia sneg sig, så lydløst hun kunne, forbi sine fire børns soveværelser for ikke at vække dem. Matthew havde det med at sove ekstra tungt, når der var stormvejr udenfor, så ham behøvede hun ikke at bekymre sig om. Arthur sov også altid som en sten. Caroline var lige i mellem. Hun sov ikke for tungt, men heller ikke for let. Og så var der Cornelius. Med ham skulle man bare tabe en nål på gulvet, så ville han vågne. Hun var sikker på, at han lå vågen lige nu og lyttede til tordenvejret.

Olivia var lige nået forbi hans værelse, da hun hørte hans lille stemme bag sig: ”Mor, hvorfor sover du ikke?” Hun vendte sig om og så den to-årige Cornelius stå i døråbningen med uglet sort hår og et træt skær i de mørkeblå øjne. Hun satte sig på hug foran ham og smilede blidt.

”Mor skal lige ordne noget, Cornelius,” sagde hun. ”Gå du bare i seng igen.”

”Men jeg kan ikke sove,” sagde han og gned sine øjne.

”Du skal nok falde i søvn på et tidspunkt.” Hun puffede ham blidt ind på værelset igen og lukkede døren. Så gik hun videre gennem gangen og ned mod de store døre.

Jo tættere hun nåede dørene, jo tydeligere blev stemmen fra spøgelset, der havde hjemsøgt Instituttet siden slutningen af 1800-tallet. Jesssamine Lovelace havde selv været Skyggejæger dengang hun levede, men under en stor kamp på Instituttets grund mistede hun livet. Lige siden havde hendes spøgelse vist sig på de mest mærkværdige tidspunkter. Det var først for nylig, at det havde været muligt for hende at træde ind af dørene, men hun kunne kun bevæge sig et lille stykke i entréen. Hendes lyse skikkelse fløj netop nu gennem dørene, og hun så noget forvirret ud.

”Hvad sker der, Jessamine?” spurgte Olivia. Spøgelset så op og fik øje på Instituttets Overhoved. Hun så ud som om, hun ikke vidste, om hun skulle svare eller forsvinde, som hun som regel plejede. Hun blev.

”Der har lige været to forbi,” svarede hun og rynkede brynene.

”Underjordiske?”

”Nej. Skyggejægere, tror jeg. Jeg har aldrig set dem før, de dukkede bare op ud af det blå, gik herop og …” Hun tav.

”Og hvad?” spurgte Olivia. Jessamine pillede ved en blonde på sin gamle kjole og nikkede i retning af dørene.

”Du må nok hellere selv se det.” Så forsvandt hun.

Olivia gik op til dørene og skulle til at åbne dem, da Cornelius’ stemme lød bag hende igen. ”Hvad ville Jessamine?”

Olivia så sig over skulderen og så sit yngste barn, stå midt i entréen med store øjne. Hun sukkede. ”Cornelius, gå tilbage til dit værelse.”

”Men Jessamine sagde her har været Skyggejægere. Hvad har de gjort, mor?”

”Cornelius, gå i seng.”

Det overraskede og nysgerrige udtryk, der prægede Cornelius’ ansigt ændrede sig til rynkede øjenbryn og en stram mine om ansigtet. Han lagde armene over kors og rystede på hovedet. ”Nej. Jeg vil se hvad Skyggejægerne har gjort.”

Olivia sukkede. ”Fint, men du holder dig til mig.”

”Okay.” Han lyste straks op igen og løb op ved siden af sin mor, som i samme øjeblik åbnede dørene og kiggede ud.

Hun havde håbet at de fremmede Skyggejægere stadig ville være der, så hun kunne få en forklaring. Men der var ingen. Kun mørket og regnen der trommede ned og tordenskraldene, der lød som kanonslag.

”Se, mor!” udbrød Cornelius og trak i Olivias morgenkåbe. Hun kiggede ned og gispede.

Der for hendes fødder lå et lille barn, med det mest mørkerøde hår hun nogensinde havde set, indsvøbt i et sort tæppe. Barnet sov tungt på trods af larmen fra torden og lynild. Olivia tog det straks op i sine arme og tog det med sig indenfor. Regndråber plettede dets blege pande og om halsen havde det en sølvkæde med et vedhæng, formet som en halvcirkel og med et lille S indgraveret.

”Hvem er det, mor?” spurgte Cornelius. ”Er det en dreng eller pige? Hvorfor ligger der en baby på vores dørtrin?”

Olivia tørrede regnen væk fra det lille barns pande med et hjørne af tæppet. Først da hun mærkede bedre efter på det bløde stof, fandt hun et navn indskrevet med sirlige sølv-bogstaver i det sorte tæppe.

”Det er en pige, Cornelius,” sagde hun.

”Hvad hedder hun?”

”Blair Silvershaper.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...