Der er Skønhed i de Døde Roser

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2013
  • Opdateret: 2 aug. 2013
  • Status: Igang
En fanfiction til konkurrencen 'Fantasy' - jeg har valgt mulighed 3.

Beatrice og Samuel Desrosiers har forladt deres hjem i Frankrig, efter deres familie blev ramt af en forfærdelig ulykke. For at sikre sig for fare, bliver de flyttet til New York Instituttet og møder så hele familien Lightwood.

Hvad de nu skal til at finde ud af, er at New York langt fra er sikkert - Valentine har netop begyndt sin plan om at komme af med Klanen, og dæmonerne er sluppet løs i New York.

// For at undgå forvirring, skal det siges at min historie foregår kort efter bog to og før bog tre.

9Likes
4Kommentarer
973Visninger
AA

1. Prolog.

Paris var langsomt ved at vågne og nattens mørke forsvandt så småt, blev erstattet med dagens første solstråler, der møvede sig igennem den dis, som nattens regn havde skabt. Gaderne var fortsat mennesketomme, kun med enkelte undtagelser - Frankrigs mennesker lå stadig trygt i deres senge, var kun langsomt ved at komme til sig selv.

Modsat de andre der havde våget sig ud på gaden, havde en speciel mand fart på, mens han, med skuldrene trukket op om ørerne og sin vandrestok i hånden, løb ned af de våde gader, så hans skridt gav genlyd i stilheden.

Denne mand var Bertram Aubrey, en ældre herre i slutningen af halvtredserne. Han havde rynker omkring sine øjne og mørkt hår, med lidt gråt i, hist og her. Med et smil ville hans ansigt fyldes med varme, man kunne se det på ham, han var bare sådan en type - dem man ser, der sidder og fodrer duerne i parken og køber flotte pakker til børnebørnene. 

Og bevares, han havde også været sådan; en gang. Hvad man denne kolde December morgen kunne spore i Mr. Aubreys ansigt, var alt andet end den venlighed, han engang udstrålede. Mr. Aubrey var nu intet andet end frygten og rædslen selv. Dog, til en forskel, var det netop dette man kunne spore i Aubreys ansigt, og ikke det offer han havde udpeget og sneget med hjem, med løfter om guld og grønne skove. Nej, Aubrey havde ikke bare besluttet sig for at gå en morgentur; han var på flugt. Og han var bange.

Lyden af tunge støvler kom tættere på, og Aubrey satte i løb. Skyggejægerne bag ham gjorde det samme, og rædslen bredte sig nu ud i hele hans krop, fik ham til at ryste indtil han til sidst mistede grebet om hans vandrestok, der faldt til jorden bag ham. Hvis han vendte om få at samle den op, ville han helt sikkert blive fanget - han satte farten op.

Bertram J. Aubrey var godt klar over, at fik skyggejægerne fat i ham, var hans dage talte. Mr. Aubrey havde aldrig overholdt de love, som skyggejægerne åbenbart følte sig værdige nok til at skabe. Modbydelige, bedrevidende bæster, tænkte han og lod sit had vise sig: hans ansigt var som en andens, så snart Mr. Aubreys sande jeg kom frem. Han blottede sine hugtænder og hvæsede af en forbipasserende - en ung herre, der rædselsslagen mødte Aubreys hadefulde blik. Med en hurtig håndbevægelse, slog Mr. Aubrey den forbipasserende til siden, som hamrede ind i murstenene på den anden side af gaden med en forfærdelig knasende lyd, hvorefter han faldt lydløst til jorden. Aubrey så sig ikke tilbage, havde allerede glemt denne ligegyldige mundan.

Mr. Aubrey drejede ned af et gadehjørne - og så et til. Tilfældige træk for enhver anden end ham selv, og Aubrey endte snart på det sted, han havde planlagt; hans sidste værk skulle være uforglemmeligt. 

Huset foran ham var bordeauxrødt, med sølv og guld malet på kanterne, som flotte vinranker der faldt ned fra husets tag. Omkring var der plantet mørkerøde roser, det vidste han - også selvom de ikke blomstrede nu, på denne tid af året. 

Dette hus havde han holdt øje med i mange år. Det havde engang været hans største drøm at flytte ind i disse stuer, der - igennem vinduet - var smukt pyntet med overdådige møbler og vægge der pralende viste frem dets malerier og de gevinster, som familien der boede derinde havde anskaffet sig, gennem tiden. Og i dag, hans sidste dag på denne jord, ville Mr. Aubrey få sin drøm opfyldt - den eneste tanke, den eneste drøm, som Bertram Aubrey havde taget med sig i graven og så senere var genopstået med. Den sidste bid af den menneskelighed, der ellers var blevet vasket væk med blodet fra hans ofre, igennem tiden. Og selvom fattigdommen i hans dødelige liv, ikke havde trængt sig voldsomt på, havde dette hus været en genvej til lykke og glæde. Et lille stykke helligt fredfyldthed, som ingen havde kunnet tage fra ham, selv efter han blev udødelig.

Han brød sig ikke om at sparke døren ind - ikke fordi det var et problem for ham. Han var måske gammel, men alder betød intet for en vampyr - ikke når man har evigheden foran sig, så er tiden blot noget der går. Nej, han ville ikke sparke døren ind, af frygt for at den ikke ville kunne blive ordnet - og han ville nødigt ødelægge dette pragteksemplar af et hus. Også selvom han nok blev nød til at udrydde dets ejere; ejere, som alligevel aldrig ville kunne have fortjent at bo i dette smukke hus. Ja, det faktum at det var skyggejægere der boede her, snuskede huset til, i følge Hr. Aubrey. Men om det så var den sidste ting han skulle gøre, ville han sørge for at disse skyggejægere blev udryddet - så huset igen kunne være smukt, uden noget eller nogen til at sætte en plet på det. Så der blev nød til at blive krævet ofre, han blev nød til at sparke døren ind.

Skyggejægerne kan være her når som helst, tænkte han og ærgede sig - han ville ikke kunne nå at nyde huset en sidste gang, hvis alle beboerne i dette hus skulle nå at dø for hans hånd. Han måtte handle hurtigt.

Det første rum ned af gangen var tomt - men han stoppede alligevel op, lamslået af dets skønhed. Dette hus var virkelig en perle. Aubrey ville gøre alt for at denne families død skulle svine så lidt som muligt, så dets skønhed ville fortsætte med at være intakt.

Lyden af trin på brostenene ude foran fik Aubrey til at indse, at han havde tøvet et øjeblik for længe - skyggejægerne fra Klanen var her, og han havde endnu ikke dræbt en eneste af familiemedlemmerne i huset. Han bandede og styrtede op af trappen, nu med skyggejægerne lige i hælene på sig. Han flåede døren op til det første værelse i overetagen - endelig. En lille skikkelse bevægede sig under tæpperne i en smal træseng, der stod op af væggen lige frem fra Aubrey.

"Gabriel?" lød det dæmpet fra sengen. "C'est toi?"

Aubrey havde ikke tid til at tænke - skyggejægerne var lige i hælene på ham, denne dreng var hans eneste chance for at få noget gjort inden hans død. Aubrey smilte koldt og lod nu sine hugtænder komme fri fra deres skjul i hans tandkød. I en lav hvisken, sagde han til sig selv;

"Bon appetite." Og så kastede han sig over barnet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...