Der er Skønhed i de Døde Roser

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2013
  • Opdateret: 2 aug. 2013
  • Status: Igang
En fanfiction til konkurrencen 'Fantasy' - jeg har valgt mulighed 3.

Beatrice og Samuel Desrosiers har forladt deres hjem i Frankrig, efter deres familie blev ramt af en forfærdelig ulykke. For at sikre sig for fare, bliver de flyttet til New York Instituttet og møder så hele familien Lightwood.

Hvad de nu skal til at finde ud af, er at New York langt fra er sikkert - Valentine har netop begyndt sin plan om at komme af med Klanen, og dæmonerne er sluppet løs i New York.

// For at undgå forvirring, skal det siges at min historie foregår kort efter bog to og før bog tre.

9Likes
4Kommentarer
1043Visninger
AA

2. Førstehåndsindtryk.

 


 

Sikke et sted at vokse op, tænkte Beatrice, mens hende og hendes bror banede sig vej ned af New Yorks befolkede gader. Her er så... beskidt.

Selvfølgelig havde Paris også sine mindre rene steder, men det her var da noget for sig. Hun skar ansigt, da en mand, der havde en fæl stank af urin over sig, bankede ind i hende og trådte hurtigt til siden, før hans lugt nåede at tørre alt for meget af i hende. Ved englen, hvor hun dog savnede Frankrigs rene, smukke gader.

"Lucas, combien de temps? Je ne pense pas que je peux garder ces rues beaucoup plus longtemps!" sagde Beatrice, og indhentede hendes ældre bror, hvorefter hun lagde en hånd på hans skulder, for at få ham til at sætte farten ned.

Sam faldt ned til et mere normalt tempo og sendte hende et skævt smil. "Du kan lige så godt begynde at øve dig på dit engelsk, Beatrice - vi er i New York nu, så fransk dur ikke længere. Desuden," fortsatte han, og stoppede pludselig brat op. "Så er vi her nu."

De stod foran noget, som bedst kunne beskrives med et ord; storslået. Flotte spirer af tårne var placeret rundt på denne enorme bygning, der havde stor lig med en gotisk katedral. New Yorks Institut passede under ingen omstændigheder ind i de beskidte gader, som den var lokaliseret i.

Beatrice lagde armene over kors og fnyste. "Det er måske større, men dét der har ingenting på Instituttet i Paris."

Hendes bror rystede på hovedet og holdt lågen åben for sin søster, så hun kunne træde ind. "Lad os nu lige give det en chance først, ikke? Prøv at se på det som et nyt hjem, i stedet for et fængsel."

Beatrice gik modvilligt igennem lågen og lod hendes bror følge efter hende op til hoveddøren på Instituttet. Hun stoppede op for at vende sig mod sin bror, og sukkede. "Ja, okay. Det er bare lidt svært, når det jo netop er det, som det er. Et fængsel."

Sam lagde en hånd på hendes skulder og gav den et blidt, trøstende klem, før han rakte over hende og trykkede på klokken.

 

"Clary, jeg siger det bare - fyre elsker sådan nogle små sager som dig, du burde vise dig mere frem i stedet for at gemme dig i dét der." 

Clary trak sine jeansbeklædte ben op til sig og lagde beskyttende armene omkring dem. "Du skal ikke sige noget om mine bukser - de her jeans har været igennem meget sammen med mig."

Isabelle fnøs. "Ja, det kan man se. Men hvis du nu bare ville--" fortsatte hun, og Clary rystede på hovedet og så sig omkring. De befandt sig i Instituttets store køkken - Clary selv, sad på en bænk ved det lille køkkenbord, og så på mens Isabelle gik frem og tilbage i hele køkkenet, og holdt kun pauser, for at smide forskellige ting ned i den store gryde på komfuret; en gryde med en suppe, som Clary, efter at have set dens ingredienser, ikke kunne drømme om at lade nogen spise.

Clary havde taget hen til instituttet tidligere den dag, da Alec havde informeret hende om, at Maryse gerne ville tale med Clary om deres kommende tur til Idris. Dog, da Clary var dukket op, stødte hun ind i Isabelle der fortalte hende, at både Maryse og Robert var blevet indkaldt til et hastemøde med Klanen, og derfor måtte aflyse. Skuffet, havde Clary vendt om for at tage tilbage til Lukes igen, men Isabelle havde bedt hende om hendes assistance i køkkenet, da hun havde i sinde at lave aftensmad eftersom Maryse nok ikke ville kunne nå det.

Og nu sad Clary her og beskyttede sine slidte bukser, efter Isabelle havde lagt mærke til at de ikke kun var affarvede, men også havde huller i sig - to ting som Isabelle, åbenbart, ikke kunne fordrage mere.

"Isabelle, jeg smider dem ikke ud," sagde Clary, og havde det som om at hun allerede havde sagt dette mindst femten gange. Hvilket ikke kunne være helt galt igen.

Isabelle smed en håndfuld kanel ned i gryden - Clary skar ansigt - og pegede sin grydeske mod Clary. "Du kommer til at fortryde at du ikke lyttede til mig, når du en dag--"

Dørklokken afbrød Isabelle og Clary rejste sig lettet, glad for at være sluppet ud af denne samtale. Måske er det Jace, tænkte hun - hun havde ikke set ham hele dagen - men stoppede så sig selv. Hvorfor skulle Jace dog ringe på? Hun så hen på Isabelle. "Venter I nogen gæster?"

Isabelle rystede på hovedet, hvorefter hun efterlod sin gryde for at gå ud på gangen, stadig med grydeskeen i hånden og forklæde på. Clary fulgte efter og var nær stødet ind i Alec, der kom småløbende ned af gangen og netop var på vej forbi køkkenet. Isabelle stoppede ham.

"Ved du hvem der er ved døren?" spurgte hun Alec, der nikkede.

"Laver du mad?" spurgte han og så forfærdet på grydeskeen og forklædet. Isabelle slog ham i baghovedet med sin frie hånd og sendte ham et surt blik.

"Du behøver ikke lyde så forfærdet - jeg har haft Clary til at overse mine kulinariske evner, ikke rigtigt, Clary?" Isabelle vendte sig mod Clary, der - imens Isabelle havde snakket - havde prøvet af mime til Alec, at han under ingen omstændigheder, skulle spise Isabelles suppe, og derfor rystede vildt på hovedet og nåede ikke at stoppe, før Isabelle så det. Hun skulede til en forlegen Clary, hvorefter hun igen vendte sig mod hendes bror. "Nå, men hvem er det så ved døren?" 

Alec, der tilsyneladende havde glemt alt om den ringene dørklokke, begyndte hurtigt at gå ned af gangen igen, samtidig med at han gjorde tegn til at de to andre skulle følge med. "Det er et søskendepar fra Paris, som skal bo på Instituttet i et stykke tid. Eller, jeg går i hvert fald ud fra at det er dem. De skulle være her nu, og familien Desrosiers er kendt for at være meget... punktlige." 

Clary lagde mærke til at Alec havde stoppet sig selv fra af afslutte sin sætning som han egentlig havde planlagt, og rettet sig selv. 'Punktlige' var åbenbart ikke det helt rigtige ord til at beskrive Desrosiers-slægten, og Clary tænkte på hvilket Alec mon så havde haft i tankerne.

"'Punktlige'?" sagde Isabelle, der havde lagt mærke til sin brors pause. "Hvor 'punktlige', helt præcist?"

"Punktlige nok," svarede Alec; de var nu nået ned til elevatoren og Alec trykkede på knappen, for at få den op til dem. Kort efter lød der et 'kling' og Alec skubbede elevatordøren til siden og sagde noget lavmælt til Isabelle, hvorefter han trådte ind. "Vent her." sagde han, og forsvandt så med elevatoren, ned til gaden.

Clary vendte sig mod Isabelle, der så tænksom ud. "Isabelle, hvad mente Alec virkelig med at de er punktlige?"

Isabelle lænede sig op af muren og så alvorligt tilbage på Clary. "At vi nok skal passe på hvad vi siger og gør omkring dem - og at Jace nok skal holde sig langt væk fra Instituttet, så længe de kommer til at bo her. Desrosierne har en god hukommelse, især angående folk der har været dem på tværs - og Valentine har i sin tid, åbenbart pisset dem pænt meget af."

 

Beatrice og Samuel Desrosiers, lærte Clary, levede op til deres families navn - også selvom det tydeligvis var noget, i hvert fald Beatrice, prøvede på at skjule. Til deres forsvar havde de da også været dygtige til at gemme det væk - indtil Jace dukkede op.

Eftermiddagen havde gået godt. Det lod til at det ikke kun var Clarys første møde med søskendeparret, men også hele familien Lightwoods. Desroisers-børnene forlod ikke Frankrig særlig ofte, hvorimod deres forældre gjorde ofte, fortalte Beatrice.

"Og det har I ikke noget imod?" Spurgte Isabelle, da de alle sad i stuen - Isabelle og Alec i hver deres lænestol, Clary i den ene sofa, og Beatrice og Sam i den anden. "Altså, ikke at komme ud?"

"Nej, jeg tror aldrig rigtig nogen af os har tænkt nærmere over det. Udover Sam," tilføjede hun så, og sendte et skævt smil hen mod hendes bror, før hun igen vendte tilbage til Isabelle. "Han kan ikke vente med at komme til Idris. Det er jo der al politikken foregår, forstår I nok."

Beatrice fortsatte med at smile, og afslørede sine to smilehuller - et i hver side. Hun var køn, lagde Clary mærke til. Hun var slank og lavere end Isabelle, men næsten femten centimeter højere end Clarys egne 1.50. Beatrices blonde og karamelfarvede hår var klippet i en kort frisure, der kun var en anelse længere end en pixie-klipning, og hun havde snoet en tot tilbage i en sildebensfletning, tydeligvis så den ikke faldt ned i hendes grå øjne.

Sam rømmede sig og sendte et høfligt smil til de andre. Han lignede Beatrice, men ikke nær så meget som mange andre søskende lignede hinanden. Sams hår var mørkere end Beatrices og strittede i alle retninger. De havde samme grå øjne, men hvor Beatrices var mandelformede, vendte Sams mere nedad. Begge søskende havde mørke øjenbryn og en lidt mørkere beige hudfarve. Sam havde fyldige læber, modsat hans søsters smalle. "Vores bror, Louis, bor i Alicante, og snakker ikke om andet end rådsmøderne." Clary lagde mærke til en trækning i Sams mundvig, da han nævnte broderen. Også Beatrice rykkede uroligt på sig.

"Jeg har godt hørt om jeres bror," sagde Alec og Isabelle så forbavset på ham. Hun kendte tydeligvis ikke noget til denne bror. "Han er ret ambitiøs, ikke? Stiger til tops hurtigere end nogen anden i klanen."

Beatrice, der havde fået styr på sig selv, nikkede. "Ja, det er ham. Man overvejer at gøre ham til den næste Undersøgelsesdommer - Aldertree klarer åbenbart ikke jobbet særlig godt." Med et blik over på sin bror - der havde tabt smilet, og nu så ret dyster ud i Clarys mening, tilføjede Beatrice dog hurtigt; "Det er selvfølgelig kun rygter - med Klanen er ingenting jo sikkert længere."

Clary så overrasket på Beatrice. "Jeg troede jeres familie var på god fod med Klanen?"

Endnu en gang rykkede Beatrice uroligt på sig, som om dette emne var ubehageligt for hende at snakke om. "Det var-- det er vi da også," fortalte hun og valgte med omhu sine ord. "Men ser du, grundet tidligere hændelser, har vores familie grund til... ikke at lægge så stor lid til Klanen."

"Tidligere hændelser?" spurgte Isabelle. "Hvad er der da sket?"

Beatrice nærmest vred sig, og skævede hen til sin bror, med et blik som Clary genkendte som et 'Skal jeg?'. Sam nåede dog aldrig at svare hende, før en stemme lød.

"Det lader til at vores gæster har en mørk, mørk hemmelighed, Isabelle," sagde Jace og Clarys hjerte sprang et slag over. For der stod han, lænet op af dørkarmen, med et smil, som hun genkendte som en af hans facader - det arrogante smil han havde på, når han besluttede sig for at lade sine problemer gå ud over alle andre, ved at være et røvhul. Han så kort på Clary, og hans smil forsvandt et øjeblik, blev erstattet af noget... andet. De så begge væk, og Jace fortsatte, nu med blikket mod Sam. "Men kom så med det - nu har din søde søster her jo allerede givet jer til kende."

Sams ansigt blev mørkt. Han sendte et koldt blik hen mod Jace, der fortsat bare stod og smilede stort ovre fra dørkarmen - Sam ville være nem at pisse af for Jace, lagde Clary uroligt mærke til. Bare Jaces dårlige humør nu ikke ødelægger det hele. "Og hvem er du så?"

"Jace."

"Jace? Ikke andet? Ville ingen kendes ved dig, så derfor har du intet familienavn?"

"Lucas," Beatrice lagde en hånd på hans skulder. "Se la couler douce."

"Jeg er imponeret," sagde Jace og begyndte langsomt at slentre ind i lokalet. "Du må have hørt om mig, siden du gættede det så hurtigt." Han lod sig falde ned ved siden af Clary på sofaen.

"Jace..." begyndte Alec, men sukkede så og droppede det.

Isabelle sendte Jace et irriteret blik, før hun vendte sig mod Desrosiers-søskende. "Bare ignorer ham - han lader til at være i dette humør mere og mere for tiden, man kan ikke gøre andet."

Det lod til at få Sam til at blive mere rolig. Han sendte endnu et vredt blik mod Jace - der sendte et arrogant smil tilbage - før han flyttede på sig, så han sad med siden til Jace. "For at fortsætte hvor vi før så uhøfligt blev afbrudt," sagde han, "Så har vores familie været ramt af et stort tab," Beatrice blev bleg, "Som Klanen står til ansvar for. Mere kan vi desværre ikke sige om situationen på nuværende tidspunkt. Vi vil nødigt skabe uro." Det sidste, lagde Clary mærke til, sagde han modvilligt og med en hvis vrede skjult i stemmen.

En akavet stilhed fyldte rummet. Clary prøvede at få øjenkontakt med Jace, men Jace havde for travlt med at sende øjne efter Beatrice, der koncentrerede sig om sin bror, der sendte dødsblikke til Jace. Pludselig bippede Alecs telefon - han sprang op og undskyldte sig, mens han gik ud for at tage den.

Så snart Alec var ude af døren, begyndte Jace igen; "Så, hvem er det I er igen?"

"Jace," sagde Isabelle advarende, men han ignorerede det.

"For jeg er sikker på at jeg ville kunne huske jer, hvis jeg havde mødt jer," han sendte endnu et blik til Beatrice, der denne gang så det, og rødmede. Det skar Clary i hjertet, og hun tvang sig selv til at se væk fra Jace. "Så I må være fra udlandet. Hvorfra? Rusland? Tyskland? No--"

"Frankrig," afbrød Beatrice. "Paris."

"Ah," sagde Jace, "Paris." Han blinkede til Beatrice, hvorefter han flyttede blikket hen til Sam. "Det er derfor at du er så lav."

Sam sprang op og så ud til at han ville pande Jace en, og Clary overvejede et kort sekund, om hun skulle lade ham gøre det - Jace havde helt klart fortjent at komme lidt til sig selv igen. Dog nåede det ikke så langt, da Alec i det samme kom ind. Han så mod Isabelle.

"Det var mor. Hun fortalte at der tilsyneladende er et 'hjemsøgt' hus, nede ved Hamleton Avenue - ungerne dernede væder med hinanden om, hvem der tør gå derind. Hvorfor de bliver ved, nå størstedelen ikke kommer ud igen, ved jeg ikke."

"Tydeligvis fordi de er idioter," sagde Jace.

Alec ignorerede ham og fortsatte med et undskyldende blik, nu henvendt til Beatrice og Sam. "Hun ville gerne selv være taget afsted, men der er planlagt flere møder i Idris og hun kan ikke forlade dem. Der skulle ikke være så mange, vi vil hurtigt være tilbage - ikke?"

"Klart," svarede Isabelle og rejste sig, samtidig med Jace der nikkede. "Barnemad."

"Hvad snakker I om?" Udbrød Beatrice. "Vi vil da med! Ikke?" Hun vendte sig hurtigt mod Sam, der nikkede, og de rejste sig begge. Hun smilte bredt hen mod Alec. "Vi er nu engang skyggejægere, ikke?"

Alec så overrasket, men glad ud, over Beatrices beslutning. "Vi kan altid bruge flere."

"Jeg tager også med." Sagde Clary og fik dermed alles opmærksomhed.

"Dig?" spurgte Beatrice, forvirret. "Men jeg troede ikke at du havde fået nogen træning? Har du--"

"Absolut ikke," afbrød Jace, og så nu endelig på Clary, med et hårdt blik. "Du har ingen erfaring - ingen træning. Du ville kun være til besvær."

"Jeg må altså give Jace ret," sagde Alec, dog i et noget mere roligt toneleje. "Du kan jo ikke kæmpe."

"Jeg vil ikke kæmpe," sagde Clary. "Men som sagt; jeg har ingen rigtig erfaring. Så jeg tænkte, hvorfor kan jeg ikke komme med på sidelinjen? Alec siger jo at det ikke er særlig mange, ikke?" Hun så hen mod Alec, der nikkede.

"Det er det der er blevet rapporteret."

"Men fint så - jeg kan se på fra sidelinjen, uden at stå i vejen for nogen. Jeg er jo skyggejæger," fortsatte hun, afbrød Jace før han kunne nå at kommentere på det. "Jeg skal jo lære på et eller andet tidspunkt, i dag er vel lige så godt som noget andet tidspunkt."

Isabelle nikkede. "Jeg ser ikke noget problem i det. Så længe hun holder sig lidt længere væk fra kampen, og ikke griber ind. Vi er fem, det skal nok gå."

"Jeg har heller intet problem med det," sagde Sam og trak på skuldrene. "Bare hun holder sig af vejen."

"Men så er det besluttet," sagde Alec. "Clary kommer med."

Jace så ud som om at han var ved at eksplodere. "Det er for farligt. Hvad nu hvis der er flere end vi forventer? Hun kan ikke kæmpe for sig selv, og vi kan ikke smide alt vi har i hænderne, for at beskytte hende--"

"Hvis der er for mange," afbrød Clary, irriteret over at der blev talt som om hun ikke var til stede, "Så løber jeg væk, så I ikke behøver bekymre jer om mig."

"Se," sagde Isabelle afslappet, "Der er ingen grund til at hidse dig op, Jace - Clary er en stor pige, hun kan passe på sig selv."

Jace så vredt rundt på de andre, men, tænkte Clary, han måtte have indset at det var en tabt kamp, for i næste øjeblik var han stormet ud af døren. Sam, der så fornøjet ud over Jaces modvilje, så hen på Alec. "Nå, hvor er jeres våbenrum så?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...