Der er Skønhed i de Døde Roser

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2013
  • Opdateret: 2 aug. 2013
  • Status: Igang
En fanfiction til konkurrencen 'Fantasy' - jeg har valgt mulighed 3.

Beatrice og Samuel Desrosiers har forladt deres hjem i Frankrig, efter deres familie blev ramt af en forfærdelig ulykke. For at sikre sig for fare, bliver de flyttet til New York Instituttet og møder så hele familien Lightwood.

Hvad de nu skal til at finde ud af, er at New York langt fra er sikkert - Valentine har netop begyndt sin plan om at komme af med Klanen, og dæmonerne er sluppet løs i New York.

// For at undgå forvirring, skal det siges at min historie foregår kort efter bog to og før bog tre.

9Likes
4Kommentarer
977Visninger
AA

3. En tabt kamp.

Billede fra google.

 

Det endte med at de først tog afsted næste morgen, alle klædt i de sorte skyggejægerdragter og med fyldte våbenbælter. Beatrice så frem til denne kamp - det var længe siden hun havde dræbt en dæmon, der havde bare ikke været et godt tidspunkt her på det seneste. Alle sørgede over Daniel derhjemme - også hende selv. Måske var det alligevel ikke så slemt at komme lidt væk fra Paris, væk fra sorgen.

"Æh, Jace virkede ikke specielt fornøjet ved at Clary skulle med," sagde Beatrice og så spørgende hen på Isabelle. De småløb ned af en sidegade alle sammen, på vej hen til det 'hjemsøgte hus'. "Hvorfor det?"

Isabelle rystede på hovedet. "Det er en lang historie - i hvert fald, så er Jace meget... beskyttende, overfor hans søster."

Beatrices øjne blev store. "Åh, det er rigtigt - de er jo Valentines--" Hun klaskede en hånd for munden, for at stoppe sig selv i at afslutte denne sætning. Beatrice så undskyldende på Isabelle, der bare smilte svagt. "Undskyld, hvor er mine manerer - det var ikke min mening--"

"Det er fint," afbrød Isabelle hende. "Det tager noget tid at vende sig til. Du skal ikke undskylde - du har intet at undskylde for, andet end at påpege det åbenlyse."

Der var stille imellem dem. Foran dem gik Sam og Clary, der så ud til at snakke afslappet sammen, og helt forrest gik Jace og Alec, der til gengæld begge var tavse. Beatrice åbnede munden for at tale, men fortrød og bed sig i læben i stedet. Måske en anden gang.

 

"Så, hele den her bror-og-søster ting," begyndte Sam, og Clary så op. "Kom det meget bag på jer? Eller havde du nærmest en fornemmelse?"

Clary tog sig tid til at overveje sit svar, før hun talte; "Det kom meget bag på os. Begge to. Ja, alle var vidst lidt chokerede, da de hørte det," sagde hun bittert, og Sam sendte hende et spørgende blik, som hun ignorerede. Sam fangede vidst at dette emne var forbudt område, og skiftede det derfor hurtigt.

"Min søster, Beatrice, ser ud til at syntes bedre om New York, efter vi ankom til Instituttet," sagde han, og så sig kort over skulderen, og mødte Beatrices blik - hun sendte ham et kort smil, før hun genoptog sin samtale med Isabelle. Sam så igen hen på Clary, og smilte. "Hun hadede det til at starte med - alt for beskidt, mente hun."

Clary grinte; "New York er ikke det reneste sted - og Brooklyn er ikke en undtagelse."

"Det siger du ikke. Men man vender sig vel til det, ikke?"

Hun trak på skuldrene. "Det gør man vel." De gik lidt i tavshed, og Clary udnyttede dette, til at prøve at overhøre hvad Jace og Alec snakkede om, lidt længere fremme.

"--men du kan ikke blive ved på den her måde," sagde Alec og Clary spidsede ører. "Hun kan klare sig selv, ved du nok, og med hendes evner--"

"Ikke her, Alec," hvæsede Jace, og Alec tav. Clary skævede hen til Sam for at se om han havde hørt, hvad hun havde; og han så godt nok eftertænksom ud, men alligevel tvivlede hun på, at det var fordi han havde lyttet til de andres samtale.

Gruppen tog et sving ned af en sidegade, og Jace stoppede brat op - så brat, at Clary gik direkte ind i ham. Hun vaklede og mistede balancen, men et par stærke arme greb hende, før hun faldt. Jace, tænkte Clary, men da hun så op, var det ikke Jaces gyldne øjne hun mødte men i stedet et par nedadvente, grå.

"Jeg har dig," sagde Sam og smilte, en anelse akavet, mens han fik Clary på benene igen og gav slip på hendes arme. Da hun rødmede, blev hans smil en anelse bredere. "Du skal ikke tænke over det - jeg ville heller ikke have set ham stoppe, hvis ikke mine sanser er på det yderste lige nu."

Clary mødte Sams blik, forvirret. "Hvorfor er dine sanser på det yderste?"

Han sendte hende et skævt smil og nikkede mod noget bag hende; "Fordi her er vi - og det ser lovende ud. Lidt for lovende, hvis du spørger mig..."

Clary vendte sig om, og hendes blik blev mødt af en storslået bygning - det lignede noget fra en gyserfilm; det var lavet af mørkerøde, slidte mursten, og tårnede sig op over dem, med dets tre etager. At det var forladt var tydeligt; det småtteri af græs der var spredt rundt i forhaven, var langt, ukrudt voksede overalt rundt om bygning og et stykke af taget var faldet sammen. Clary var ikke overrasket over, at børn og teenagere i kvarteret, havde udfordret hinanden til at gå derind - hvad hun derimod var overrasket over, var at nogen faktisk turde gøre det. Bare det faktum at hun vidste at hun skulle derind nu, gav Clary kuldegysninger.

"Det lever virkelig op til dets navn," sagde Beatrice, der - sammen med Isabelle - nu havde indhentet de andre, og vurderede huset. "'Spøgelseshuset'. Skræmmende, men også ret fascinerende, Det må virkelig have været smukt i dets storhedstid."

Clary nikkede samtidig med at Sam gav sin søster ret. Isabelle satte en hånd i siden. "Kan vi komme videre nu? Det er virkelig alt for længe siden at jeg har sparket dæmonrøv."

Alec rystede på hovedet af hende. "Man skulle tro med alt der er sket de seneste par uger, så ville du have fået nok for en tid."

"Men Alec dog," sagde Jace og fnøs. "Det er som om du slet ikke kender din egen søster længere. Og jeg er desuden enig," fortsatte han, "Alle disser komplimenter til huset her, trækker tiden ud. Vi har allerede været længe nok om at komme herhen, fordi vi ikke tog undergrundsbanen."

"Det var dig der insisterede på at du havde brug for noget frisk luft," sagde Alec irriteret. "Du kan ikke bebrejde os--"

Isabelle viftede med hånden og afbrød Alec, før han kunne tale færdig. "Ja-ja, Alec - hør, Jace er bare pissed, fordi huset indtil videre har fået flere komplimenter i dag, end ham selv. Nu," sagde hun, og trak en Seraph-dolk fra sit bælte, "Skal vi ordne dette her problem. Nakir," sagde hun gennemtrængende, og hendes dolk lyste op.

De andre fulgte hendes eksemple, og gjorde våben klar; Alec med bue og pil, Isabelle med sin pisk, og Sam og Beatrice med Kindjal og Chakrams. Jace trak en ekstra Seraph-dolk fra sit bælte, og talte for første gang siden han havde råbt af hende, direkte til Clary. "Her," sagde han og rakte den ud imod hende.

"Jeg troede ikke at jeg måtte kæmpe," sagde hun forvirret. Han rystede på hovedet.

"Den er ikke til kamp, men selvforsvar; hvis der sker noget, skal du have et våben til at beskytte dig selv med."

Clary nikkede og rakte ud efter dolken, men Jace gav ikke slip på den, da hun lagde hånden på den. I stedet holdt han øjenkontakt med hende, mens hendes hånd lå oven på hans. I et øjeblik troede Clary at han ville kysse hende - de stod så tæt. Men så sagde han pludselig, "Sandalphon," og dolken lyste op mellem deres hænder. Han gav slip og vendte sig væk fra Clary, der så væk. "Skal vi gå ind?" Spurgte Jace ud til de andre, og begyndte hermed at gå op til huset. Da Clary fulgte efter ham, mødte hun kort et nysgerrigt blik fra Beatrice, men Clary ignorerede hende og fortsatte ind i huset.

 

Jace var den første til at gå ind i entreen til det store hus, fulgt i hælene af Beatrice og resten af skyggejægerne. På vejen ind, prøvede Beatrice at få øjenkontakt med Clary, der dog ignorerede hende. Beatrice havde godt set deres øjeblik - som den eneste, ud over dem selv - og var nu forvirret. De var da søskende, var de ikke?

Som de bevægede sig længere ind i huset, bemærkede Beatrice at det var møbleret og ikke stod tomt, som hun først havde forventet - hvem end der engang boede her, måtte have haft travlt med at komme væk, tænkte hun. Svært at forstå, da huset var endnu mere fantastisk set indefra.

"Hvor er alle dæmonerne?" Spurgte Clary, da de havde gennemsøgt hele stueetagen. "Burde vi ikke have stødt på nogen af dem nu?"

Alec rystede på hovedet. "Jeg forstår det heller ikke - de dæmoner jeg fik besked på, ville være her, er ikke typen der prøver at undgå kamp. Det var derfor vi blev sendt ud med det samme, inden flere blev angrebet."

"Måske er de ovenpå?" Foreslog Beatrice og så op gennem et hul i loftet. "Det er et stort hus, de har måske ikke hørt os?"

I det samme lød der et højt bump fra rummet ved siden af dem, og Jace trak sin kniv. "Det lyder til at vi ikke behøver at lede længere - de fandt os."

Beatrice trak sine Chakrams, og de andre gjorde også klar til kamp. Hun placerede dem mellem to fingre, klar til at blive boret ind i hvad end der gemte sig, i det næste rum. Ingen af dem behøvede at spekulere længe over hvilken dæmon det var, for i det samme trådte en Hydra-dæmon ind i rummet - den kunne knap nok komme igennem den, ellers store, dørkarm. Alle dets hoveder brølede og Beatrice undrede sig kort over, hvordan politiet aldrig havde været tilkaldt før, hvis dæmonen lavede sådan et spektakel hver gang der kom gæster. Så kastede hun en Chakram, der borede sig ind i et af hovedernes øje.

Et smertens brøl lød fra bæstet, men det nåede knap nok at dreje hovederne imod hende, før et af dem pludselig lå på det støvede trægulv - Jace stod ved dens fødder, hans Seraph-dolk dryppende af blod. "Adr," sagde han og tørrede sine bloddryppende hænder af i et misfarvet gardin.

Hydra-dæmonen skreg og vaklede ved den manglende vægt af dens ene hoved. De resterende hoveder svang til siden og ramte Isabelle og Sam, så de faldt om kuld. Beatrice råbte sin brors navn, og for hen til ham, samtidig med at dæmonen vendte sig mod Clary, der hurtigt trak sin Seraph-dolk, trods hun rystede af skræk. Beatrice ænsede hende ikke, men faldt i stedet ned på knæ ved sin brors side, der besværet prøvede at komme op.

"Hjælp Alexander og Jace," sagde han og skar tænder, da en hurtig indånding fik det til at værke i hans ømme ribben. "Jeg skal nok tage mig af Isabelle."

Beatrice skævede kort over til Isabelle, der, ligesom Sam, prøvede at komme op, og bandede da hendes ene ben ikke kunne bære hendes vægt, så hun faldt tilbage på gulvet. Beatrice bed sig i læben, men nikkede så til Sam, og kom på benene, greb Sams kindjal og satte den i hendes bælte. Hun trak to af sine Chakrams, som hun lagde mellem hendes ringe- og langefinger, så vel som mellem lange- og pegefinger. Herefter greb hun en Seraphdolk fra sit bælte. "Cassiel!" råbte hun og den lyste op. "Cassiel!" gentog hun og dolken sprang ud af dens håndtag. Så satte hun i løb hen imod dæmonen, der havde trængt Jace og Clary over i et hjørne. Alec var ingen steder at se.

Da Beatrice kom tættere på, så hun at begge havde tomme hænder - og dermed ingen våben. Hun registrerede svagt at der lå en dolk på gulvet ved bæstets fødder, så vel som der sad en i dets bryst.

"Jace!" Råbte hun og kastede sin dolk til ham - under normale omstændigheder ville dette have været utrolig farligt, men Jace var mærket og greb derfor kniven i taget, uden besvær. Beatrice vente sig mod dæmonen, der godt nok havde hørt hende, men tilsyneladende fandt de andre mere interessant. 

Beatrice satte i løb hen mod Hydraens hale, der lå fladt mod trægulvet - hun tog et spring og løb så pludseligt op af halen, mens hun omhyggeligt - men stadig i god fart - sørgede for at undgå de skarpe takker, der sad på den, med et mellemrum der kun lige gjorde plads til Beatrices fødder. I et sidste hop var hun oppe på dens ryg, før den nåede at ænse hende. Hun trak kindjalen op fra sit våbenbælte og med alle sine kræfter, skar hun endnu et hoved af.

Hydraen skreg og vendte og vred sig, i et forsøg på at få Beatrice af sig. Hun havde dog plantet sit våben mellem dens skulderblade, og holdt nu godt fast i den, for at blive på ryggen af dæmonen. Det ville også have virket, hvis ikke hun pludselig så den takkede hale, med de syle spidse tapper på, suse hen imod hende i samme øjeblik. Med et skrig, gav hun slip på kniven, og lod sig flyve tværs gennem rummet, for at hamre ind i væggen.

Luften blev slået ud af Beatrice og hun gispede efter vejret. Hvis dæmonen vendte sig mod hende nu, ville hun være færdig. Hun tvang sit hoved op, så hun kunne se hen mod bæstet, tidsnok til at se Jace skære hul på dæmonens bryst, samtidig med at Alec faldt ned gennem hullet i loftet og borede et sværd ned i ryggen på monsteret - kun en halv meter fra Beatrices kniv.

Hydraen brølede og dens ben knækkede sammen under den, da den faldt til jorden - død. Beatrice udstødte et lettelsens suk og lod sit hoved falde tilbage, så hun lå fladt mod gulvet.

Lidt fra sig kunne hun høre Alec vredt sige; "Jeg troede vi ville have at gøre med en bunke Ravener-dæmoner at gøre - hvorfor har Klanen ladet en Hydra bosætte sig midt i et mundant kvarter?"

"Den er i hvert fald død nu - intet problem." Sagde Jace.

Isabelle udstødte en fornærmet lyd. "'Intet problem'? Det er nemt for dig at sige, du kæmpede jo slet ikke - det første du gjorde da du så den, var at spurte hen til Clary."

Selvom Beatrice ikke kunne se det - det eneste hun rigtig kunne se, var det plettede loft - så gik hun ud fra at Jace skulle til at protestere, siden Alec efterfølgende sagde; "Vi kan diskutere det her senere. Vi kunne alle godt bruge en Iratze lige nu, og vi er stadig ikke sikre på om huset er tomt."

Beatrice hørte skridt nærme sig, og i næste øjeblik satte Jace sig på hug ved hendes side, med en stele i hånden. Han tog hendes underarm i den ene hånd begyndte at tegne en helende rune på den. Beatrice skar ansigt, men sagde ikke noget - den smerte hun var i lige nu, var langt værre. "Der er forhåbentlig ikke flere - se, en Hydra-dæmon er hvad man kan forvente af Klanen," sagde Jace og Alec kom med en protesterende lyd og så hurtigt over på Sam, der nu havde en Iratze på skulderen og var i færd med at tegne en på ryggen af Isabelle. Beatrice rynkede brynene. "Men et helt cirkus, så er der da noget galt." Fortsatte Jace. "Klanen plejer at have styr på dæmonerne rundt omkring."

Han blev færdig med at tegne runen, og hjalp så Beatrice op at stå. Det svimlede stadig lidt for hende, og en stor kop af den helende urtete, som hende og Sams mor altid lavede, var helt klart nødvendigt. "Av," sagde hun, da hun støttede på sin ankel - hun må være landet på den, for den var da umulig at gå på nu. "Jeg håber godt nok at der ikke er flere dæmoner. Den her fik størstedelen af mine Chakras og også Sams Kindjal." Hun sendte ham et undskyldende blik, som han dog ikke ænsede.

"I ved, Hydra-dæmoner bliver ofte brugt som vagthunde..." Sagde Sam. "Det skulle ikke undre mig, hvis--"

"Hvis hvad?" Afbrød Jace og lænede sig op af væggen - han stod fortsat ved Beatrices side og selv forslået, lagde hun mærke til, så han godt ud. "Hvis der er flere? De ville vel nok have hørt monstrummets dødsbrøl og være her nu, tror du ikke?"

"Måske hvis de--"

"Hør," afbrød Jace igen, og Beatrice så, at Sam knyttede sine hænder til næver, der hang ned hans side. Han havde rejst sig og stod nu med en mere eller mindre healet Isabelle ved hans side. "Hvis der er flere dæmoner her i huset, så giver Alec en omgang på Taki's."

Isabelle udstødte et kort grin og Alec protesterede, men blev i det samme afbrudt af en rumlende lyd. Alles blik flyttede sig mod trappen, hvor en Kuri-dæmon var i færd med at kravle ned af trappen, efterfulgt af mindst syv andre. En rumlen ovenfra tydede på, at der var flere hvor det kom fra.

"Oh mon dieu," hviskede Beatrice forfærdet. 

"Også i dén grad," sagde Sam og rystede på hovedet, mere fascineret end skræmt. Han vendte sig mod Alec. "Vi kan ikke tage så mange i den tilstand vi er i, lige nu."

Alec nikkede langsomt og så så hen mod Isabelle. "Kan du klare at løbe?" 

Hun kastede sit lange, sorte hår over skulderen og så fornærmet på ham. "Selvfølgelig. Jeg har fået en Iratze, hvad regner du mig for?"

Jace lagde pludselig en hånd på Beatrices skulder, og hun så op på ham. "Kan du løbe?" Spurgte han. Hun testede sin ankel og nikkede så - så længe det galt hendes liv, ville hun godt kunne løbe. Han nikkede tilbage til hende, og så så hen mod Clary, stadig med hans på Beatrices skulder. Da hun så det blik søskendeparret delte, rynkede hun panden og børstede hans hånd væk. Hvad end det spil de spiller var, ville hun ikke være en del af det.

"Okay," sagde Alec, "Så løb!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...