Sebastian

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2013
  • Opdateret: 23 jul. 2013
  • Status: Igang
Hvem var den rigtige Sebastian Verlac? Hvem savnede ham efter Jonathan Morgenstern overtog hans liv? Hvem elskede ham? Og hvem elskede han?

I denne historie skriver jeg mit bud på svarene til disse spørgsmål. Jeg elsker Cassandra Clares bøger, og har læst dem alle, men lige siden City of Ashes (The Mortal Instruments #2) har jeg tænkt over ovenstående spørgsmål. Og nu har jeg endelig fået chancen for svar.

Denne historie er skrevet til Fantasy-konkurrencen. Jeg har valgt mulighed nr. 3.

0Likes
0Kommentarer
227Visninger
AA

1. Sin mors datter

”Hey, jeg kan desværre ikke tage telefonen lige nu, men smid en besked efter bippet, så vil jeg se om jeg gider ringe tilbage eller ej. ” Lyden af Sebastians stemme fremkaldte endnu en bølge af stigende bekymring og frygt gennem Ella, da hun smækkede telefonen sammen med et irriteret og skuffet suk.

”Stadig intet svar?” spurgte hendes mor, Clara, fra hjørnet i køkkenet, hvor hun sad på en høj skammel og strikkede. Det var altid dér man kunne finde hende, når hun var færdig med sine pligter eller der ikke var brug for hende. Ella følte sig aldrig hjemme efter sine rejser med frøken Elodie og Sebastian før hun havde set sin mor sidde på sin skammel eller hørt hendes syngende stemme runge gennem huset mens hun gjorde rent.

Sollyset skinnede ind fra vinduet, og fremhævede de grå og hvide hår blandt Claras lange, sorte hår. Hårfarven var det eneste Ella havde arvet fra sin mor. Ud fra gamle fotografier kunne Ella se hvilken skønhed hendes mor havde været som ung; med sine strålende, grønne øjne, sit flotte smil med smilehuller og perfekte, hvide tænder, sin slanke krop. Ella var en fuldstændig modsætning. Hun havde brune, næsten sorte, øjne, ingen smilehuller, ikke helt lige tænder, og lidt for meget fedt på kroppen.

Selvom Ella havde et meget tæt forhold til sin mor, havde hun aldrig talt om disse usikkerheder med hende. Den eneste, der vidste noget om hendes selvtillidsproblem, var Sebastian. Kære, dejlige Sebastian, der kunne få hende til at grine med et enkelt blik. Sebastian, der havde de varmeste øjne og det flotteste, skæve smil, og som kunne få hende til at føle sig som den mest perfekte pige i verden. Den Sebastian, som hun havde været forelsket i så længe hun kunne huske.

”Men han ved det ikke.” mumlede Ella for sig selv, mens hun dumpede sig ned ved spisebordet og lagde hovedet ned på bordet.

”Sagde du noget?” spurgte Clara uden at fjerne blikket fra sit strikketøj.

”Øhm, bare at han ikke svarede.” svarede Ella. ”Hvor kan han være?!”

Clara lagde strikketøjet til side, og kiggede på sin datter med et kærligt blik. ”Skat… Sebastian er en ansvarlig dreng, han kan godt tage vare på sig selv. Og han har været ude natten over før.”

Ella løftede hovedet fra bordet og kiggede på sin mor. ”Jeg ved det godt, men… det føles anderledes denne gang. Jeg vågnede i nat af et smertefuldt stik i brystet, lige ved hjertet… Der må være sket noget med ham,” Ella rejste sig op og tørrede sine øjne med enden af sit ærme. ”Jeg bliver nødt til at finde ham. Jeg kan ikke bare blive siddende her, mens frøken Elodie og de andre er ude, jeg bliver nødt til at gøre noget! Frøken Elodie har trænet mig, Sebastian har trænet mig, jeg kan godt! Jeg er måske ikke lige så god som en Skyggejæger, men…”

Clara gik hen til Ella, lagde sine hænder på hver side af hendes ansigt og kiggede ind i hendes øjne. I sin datters øjne så hun en beslutsomhed, som hun kunne genkende fra sig selv. Og i den beslutsomhed kunne hun se styrke. Og kærlighed.

”Ved Sebastian hvad du føler for ham?” spurgte hun sin datter.

Ella tørrede øjnene igen med sit fugtige ærme fra før. ”Nej. Jeg har aldrig turdet sige det til ham, og nu…”

Clara smilede, men det var ikke et smil af glæde, men et smil af sorg. ”Og nu er du bange for at det måske er for sent.” færdiggjorde hun.

Tårerne flød nu ned af Ellas kinder, men hun nægtede at overgive sig til gråd. Hun tørrede kinderne og rettede sig op. ”Jeg skal finde ham, mor. Han ville gøre det samme for mig.”

Clara nikkede og krammede sin datter hårdt. ”Ja, det ville han. Pas på dig selv. Og kom tilbage til mig.”

Ella gengældte sin mors omfavnelse lige så hårdt. ”Jeg vil gøre mit bedste. Jeg elsker dig, mama.”

Det var nu Claras tur til at få tårer i øjnene. ”Jeg elsker også dig, mon chéri.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...