Sebastian

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2013
  • Opdateret: 23 jul. 2013
  • Status: Igang
Hvem var den rigtige Sebastian Verlac? Hvem savnede ham efter Jonathan Morgenstern overtog hans liv? Hvem elskede ham? Og hvem elskede han?

I denne historie skriver jeg mit bud på svarene til disse spørgsmål. Jeg elsker Cassandra Clares bøger, og har læst dem alle, men lige siden City of Ashes (The Mortal Instruments #2) har jeg tænkt over ovenstående spørgsmål. Og nu har jeg endelig fået chancen for svar.

Denne historie er skrevet til Fantasy-konkurrencen. Jeg har valgt mulighed nr. 3.

0Likes
0Kommentarer
226Visninger
AA

2. Dagbogen

Ella blev nødt til at skubbe døren til Sebastians værelse op. Hans værelse var så rodet, og gulvet var så tildækket af tøj at det spærrede for døren. Ella trådte ind og kiggede rundt. Hele rummet var fyldt med minder. Nu var sengen byttet ud med en større seng og blåt sengetøj, men Ella kunne tydeligt huske hvordan værelset havde set ud, da de havde været små børn, med Sebastians enkeltmandsseng og biler på sengetøjet. Ella havde ikke tal på hvor mange gange de havde sovet sammen som børn eller været oppe hele natten og læst tegneserier og spist den chokolade, de havde stjålet fra spisekammeret. Dagen efter ville Ellas mor så opdage chokoladepletterne på sengetøjet, og straffe dem med ingen dessert den aften. ”Og så ville vi gøre det igen natten efter.” sagde Ella til sig selv med et lille smil på læben.

Hun gik hen til Sebastians skrivebord, som han sjældent brugte. I stedet havde han sat sine yndlingsbilleder i rammer, og brugte skrivebordet som underlag til dem. En del af dem var af Sebastian og Ella sammen på deres udflugter i Paris. Et af Ellas yndlinge var et billede af dem oppe i Eiffeltårnet. Han havde taget billedet med højre arm strakt ud foran dem, og venstre arm lå om Ellas skuldre, så hun stod tæt op af ham, kind mod kind. Runerne på hans arm var tydelige, de sorte bølgestreger, som Ella altid havde set som smukke. Hun havde drømt om at følge linjerne med sin finger, over hele hans krop.

Lyden af gryder, der falder på jorden, rev Ella ud af sine minder. Hun gik hurtigt ud i gangen. ”Mor, er du okay?” råbte hun.

Qui, alt er fint, chéri.” råbte Clara tilbage fra køkkenet.

Ella gik ind i værelset igen, lidt irriteret over at blive forstyrret. Hun gled hånden gennem håret for at rykke det væk fra ansigtet, og kiggede rundt i rodet. Rod havde altid stresset hende, så hun besluttede sig for at rydde lidt op. Hun begyndte at rede sengen, men da hun løftede dynen, faldt noget ned på gulvet med et lille bump.

”Ved Englen…” mumlede Ella. Hun gik langsomt hen til tingen, som så ud til at være en lille bog. Hun tog den op og åbnede den.

”Jeg kan ikke klare det mere, jeg bliver nødt til at sige det til hende. At være så nær hende, at røre hende, men samtidig vide at hun ikke er min… Det er ubærligt. Ella…”

Ella gav slip på bogen, som hvis den havde brændt hendes hånd. ”En dagbog. Sebastian har en dagbog.” sagde hun og begyndte at fnise. Tanken om at Sebastian, som altid så sig selv som værende meget maskulin, førte en dagbog, virkede meget komisk for hende. Så slog det hende hvad det var, hun havde læst. Han havde skrevet om hende!

Hun satte sig på sengen og tog bogen fra gulvet igen. Hun slog op på en ny side.

”Vi tog op i Eiffeltårnet i dag. Det var den bedste dag i mit liv. På det sidste har Ella været temmelig trist, men i dag fik jeg endelig set hendes smukke smil igen. Jeg fik hende til at le igen. At høre hendes grin og vide at det var mig, der havde fået det frem… Jeg var i himlen. Jeg elsker hende mere end nogensinde før. Og jeg tror hun føler det samme.”

”Det gør jeg, Sebastian, det gør jeg. Sebastian, fortæl mig hvad jeg skal gøre. Hvordan skal jeg finde dig?!” spurgte hun ud i luften med tårer i øjnene, som om Sebastian sad lige ved siden af hende og kunne høre og svare hende.

Ella ventede på et svar i flere minutter, men da det ikke kom, kastede hun sig tilbage på sengen, og knugede Sebastians dagbog ind til brystet. ”Måske er alt det her et mareridt. Måske vågner jeg lige om lidt ved siden af Sebastian lige her…” sagde hun til sig selv igen og igen, indtil hun faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...