My feelings haven't changed since then | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2014
  • Status: Færdig
Året er 2023. Den 29-årgie Niall Horan er gift med Kate. Sammen har de to børn - Abby og Brian Horan. Efter One Direction blev opløst startede Niall en solokarriere, selvom han dog savner sit gamle band. De holder dog stadig kontakten og det samme gør Niall med sin eks kæreste Maj, som til hverdag er barnepige for hans to børn. Niall og Maj har altid haft et specielt forhold til hinanden. De har været kærester, siden de var helt unge, men da noget kom i vejen, var deres forhold pludselig over ... Niall har lagt sine følelser for Maj på hylden, men har Maj også det? Hvad sker der når Maj og Niall pludselig begynder at tilbringe mere tid sammen? Finder han pludselig sine gamle følelser for hans eks kæreste/forlovede frem igen? Udvikler det sig til en affære? Men hvad med Kate? Og hvad skete der endelig dengang?


I Niall og Kate Horans hus findes der flere hemmeligheder end du tror ...

19Likes
37Kommentarer
3967Visninger
AA

5. Zoo

Nialls synsvinkel

Jeg sukkede og tog min jakke på. Jeg skulle lige til at sige noget, men blev afbrudt af min telefon der ringede. Jeg tog telefonen op af lommen og kiggede på skærmen. Det var min chef, så jeg skyndte mig at tage den. "Hallo?" sagde jeg. "Hej Niall, det er Toby," lød det i den anden ende. "Hey, hvad så?" spurgte jeg. "Der er stadig problemer i studiet, så der er ikke mulighed for at du kan komme på arbejde i dag, desværre." "Ohh.." sagde jeg lidt skuffet. "Tag dagen fri! Problemerne skulle muligvis være løst i morgen." Og med det lagde han på inden jeg kunne nå at svare. Jeg lagde mobilen på bordet og hang jakken op på krogen.

Jeg gik hen til køkkenet og lænede mig op af dørkarmen. Maj kiggede op og kiggede underne på mig. "Skulle du ikke på arbejde?" spurgte hun og kiggede op og ned af mig. "Nææææh," smilede jeg. Hun rynkede blidt sine bryn. "Hvorfor ikke?" "Stadig problemer.." sukkede jeg og gik hen og tog en af de gulerødder, hun lige havde skåret ud. "Oh, det er jeg ked af, men ... Heeey de er altså kun til børnene!" grinede hun og prøvede at tage den fra mig. "Men nu er de altså også til Niall," svarede jeg og tog en bid af den. Maj rullede med øjnene. "Fint så." "Taaak skat!" svarede jeg glad.  Hun kiggede med det samme ned, mens hun bed sig i læben.

"Så jeg tænkte på at nu hvor  jeg har fri, så kunne vi måske tage i zoologisk have med børnene?" spurgte jeg og tog endnu en bid af guleroden. "God idé!" svarede hun smilende. Jeg nikkede og kaldte efterfølgende på Abby og Brian.

"Skal jeg smøre en madpakke?" spurgte Maj og gik hen mod køleskabet, som om jeg allerede havde svaret ja til hendes spørgsmål. "Uhmm ... ja, det må du gerne," svarede jeg og fulgte hendes bevægelser. Hun tog rugbrødet og noget forskelligt pålæg, og lagde det derefter på bordet. Bagefter fandt hun endnu et skærebræt frem. "Skal jeg hjælpe?" spurgte jeg og vores øjne mødtes. Maj smilede blidt; "Hvis du virkelig gider." Jeg svarede ikke, men gik hen ved siden af hende. I det øjeblik vores hofter rørte hinandens, trådte hun et halvt skridt til siden, så jeg bedre kunne være der. Et stød gik igennem hele min krop. Jeg rynkede med panden.

Abby og Brian kom begge to ind i køkkenet. De kiggede begge to underne på mig. "Far bliver hjemme i dag, så hvad siger I til at vi tager i zoologisk have og ser på løver?" smilede jeg til dem. De blev begge to et stort smil og jublede. Både Maj og jeg grinede.

"Hvornår skal vi af sted?" spurgte Brian. "I kan bare lege videre, vi skal først køre om en 20 minutter cirka," svarede Maj og skar et stykke rugbrød over. Abby og Brian var begge væk med det samme. "Skal vi også tage nogle boller med?" "Ja, lad os det," svarede jeg. "Så pas lige på Niall," sagde Maj og skulle til at trække en skuffe ud. Jeg trådte et skridt tilbage, og hun tog pakken med bollerne i skuffen.

Efter fem minutter var vi færdig med madpakkerne.  Jeg smilede tilfreds til hende, og hurtigt gengældte hun mit smil. Jeg elskede hendes smil - det var så smukt og sødt. Det var slet ikke ligesom Kates, der var mere kedeligt ...

"Henter du børnene, så skal jeg nok pakke resten sammen?" forslog jeg og Maj nikkede kort, inden hun forlod mig, og gik ovenpå. Jeg lagde madpakkerne ned i en taske sammen med noget skifte tøj og sådan lidt.

Jeg lagde skærebrættet hen ved siden af vasken, slukkede lyset i køkkenet og gik ud i gangen, hvor jeg mødte Abby, Brian og Maj, der var i gang med at tage tøj på. Maj gav Abby sine sko på, da hun stadig havde lidt svært ved det. Brian kunne det hele selv. Jeg skiftede sko og tog min jakke på. Rygsækken placerede jeg selvfølgelig på ryggen.

Jeg betragtede Maj der gav Abby sin jakke på. Jeg kunne ikke få øjnene fra hende i dag, jeg håbede virkelig at hun ikke bemærkede noget. Honest, vidste jeg slet ikke hvad der var galt med mig i dag.

"Niall? Er du hjemme??" lød en stemme pludselig og jeg vågnede hurtigt op fra mine tanker. Jeg blinkede med øjne og prøvede at fokusere på Maj, der stod foran mig. "Ja, undskyld. Jeg stod vidst lige i mine egene tanker," svarede jeg halvt forvirret. Hun startede bare med at grine. Vi gik alle fire ud af døren.

"Hvor er løverne henne?" hvinede Abby og farede rundt. "Tag det nu roligt, Abby. Vi er snart henne ved dem," prøvede Maj at sige for at få hende til at slappe lidt mere af. "Prøv at se pingvinerne her," sagde jeg og pegede. Maj, Brian og jeg gik hen og kiggede, men Abby ville bare videre. Hun var helt oppe og køre over de løver, og kunne ikke tænke på andet lige siden vi kom.

"Abby, prøv lige at kom her," bad jeg hende, men da hun stadig ikke kom, gik jeg hen og løftede hende op. Først ville hun ikke, men så opgav hun, og blev faktisk lidt optaget af pingvinerne.

Vi gik lidt videre og børnene løb lidt længere fremme, men både Maj og jeg holdte øje med dem. Pludselig da vi gik og snakkede, rørte min hånd hendes, og uden jeg vidste af det havde jeg flettet mine fingre ind i Majs. Jeg mærkede en sær følelse i min krop, jeg følt en masse stød farede igennem hele min krop. Hun kiggede op på mig, og smilede. Jeg gengældte det og skyndte mig at kigge væk.

Jeg kunne ikke være forelsket i Maj ... det kunne ikke være sandt! Nu havde jeg Kate, det var hende jeg var forelsket i, ikke Maj! Hurtigt rystede jeg tanken af mig.

Få meter foran mig kunne jeg se løverne, så jeg trak Maj derhen. Børnene havde allerede fundet dem og stod og kiggede nøje på dem.

Min hånd var stadig flettet ind i hendes. Hvorfor slap jeg ikke hendes hånd? Det var så nemt, men jeg kunne alligevel ikke få mig selv til at gøre det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...