My feelings haven't changed since then | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2014
  • Status: Færdig
Året er 2023. Den 29-årgie Niall Horan er gift med Kate. Sammen har de to børn - Abby og Brian Horan. Efter One Direction blev opløst startede Niall en solokarriere, selvom han dog savner sit gamle band. De holder dog stadig kontakten og det samme gør Niall med sin eks kæreste Maj, som til hverdag er barnepige for hans to børn. Niall og Maj har altid haft et specielt forhold til hinanden. De har været kærester, siden de var helt unge, men da noget kom i vejen, var deres forhold pludselig over ... Niall har lagt sine følelser for Maj på hylden, men har Maj også det? Hvad sker der når Maj og Niall pludselig begynder at tilbringe mere tid sammen? Finder han pludselig sine gamle følelser for hans eks kæreste/forlovede frem igen? Udvikler det sig til en affære? Men hvad med Kate? Og hvad skete der endelig dengang?


I Niall og Kate Horans hus findes der flere hemmeligheder end du tror ...

19Likes
37Kommentarer
3989Visninger
AA

21. It's hard to choose

Nialls synsvinkel

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg følte mig helt tomt indeni. Jeg kunne ikke mere. Det eneste jeg bare havde lyst til var at bryde sammen, men jeg kunne ikke. Der kom ingen tåre, selv ikke engang hvis jeg virkelig prøvede.  Et suk forlod mine læber.

Jeg vidste ikke hvor jeg gik hen, jeg gik bare, forsatte lige ud, indtil jeg ikke vidste hvor jeg var.

 

Jeg hadet mig selv. Mere end alt. Hvorfor skulle det også ende sådan her? Det var slet ikke som jeg havde forstillet mig, ikke fordi at jeg havde forstillet mig noget, men det var ikke på den her måde, jeg ville have det skulle ende. Jeg elskede Maj, det gjorde jeg virkelig. Hun betød så meget for mig. Hun gjorde mig glad og løftede min verden op. Men jeg elskede også Kate og mine børn. Det her var den værste situation jeg kunne blive sat i.

Burde jeg havde sagt noget til Maj? Jeg kunne bare ikke. Jeg blev helt tom for ord. Hun havde vel ret... det var forkert, lige fra dag et af. Men jeg nød hvert og et øjeblik jeg havde sammen med hende. Det betød alt for mig, og da hun så fortalte mig at hun var gravid, følte jeg mig fuldendt og glad.  Jeg skulle måske have ladet være med at virke så glad?

Hvis vi aldrig var startet på det her, var det aldrig sket, og jeg skulle aldrig tage den her beslutning. Men sådan var det bare ikke.

Jeg vidste godt at hvis jeg valgte Maj, var det slut mellem Kate og jeg, og hvad angik børnene måtte vi vel finde ud af. Men hvis jeg valgte min familie, fik jeg aldrig mere Maj at se igen, og hun ville nok få en abort. Det håbede jeg ikke.. for det var bare som om jeg allerede følte et eller andet særligt for det barn - selvom det knap nok var et barn endnu.

 

Alle mine tanker fløj bare rundt i hovedet på mig og det gjorde mig kun forvirret. Jeg kiggede mig omkring, og kunne ikke rigtigt ane hvor jeg var henne. Måske hvis jeg gik i den retning jeg kom fra, ville jeg kunne finde vej? Men problemet var bare at jeg ikke rigtigt vidste hvilken retning jeg havde gået. Jeg gættede mig frem og gik hen af en smal sti, der førte ud til en gade. Jeg kunne med det samme genkende gaden, da den lå 3 gader fra min egen. Langsomt gik jeg hen af vejen.

Burde jeg blive skilt?

"Vi skal spise!" lød det nede fra køkkenet.  Lige nu var det jeg havde allermindst lyst til. Jeg kunne ikke overskue det. Havde bare mest lyst til bare at smide mig i min seng og sove for resten af natten ... eller måske sove for altid.

Med lange skridt fik jeg bevæget mig nedenunder, og uden at sænke Kate et blik fik jeg sat mig ved bordet.

 

Under hele middag var der en akavet stemning over bordet. Den eneste der sagde noget var Abby. Og en gang i mellem Kate. Hun prøvede da i hvert fald at snakke til mig, men jeg sagde ingenting, jeg spiste blot min mad. Det sidste jeg kunne overskue lige nu var at snakke. Jeg havde bare brug for at være mig selv, og få lov til at tænke.

 

"Tak for mad," lød det både fra Brian og Abby og hurtigt var de smuttet. Kate satte sig ned ved siden af mig og kiggede på mig. Jeg sænkede hende ikke et blik. "Niall... hvad er der galt? Du har opført dig så mærkeligt lige siden Maj gik. Du plejer altid at være så glad og godt tilpas.. og nu er du bare trist og helt bleg... og du snakker ikke engang til mig. Tror du ikke jeg også bliver ked af det, når du har det sådan der?" sagde hun og lagde en hånd ovenpå min hånd der lå på bordet.

Jeg sukkede blot. "Der er ikke noget, jeg er bare træt."

"Er du sikker på det?" spurgte Kate. Jeg kiggede kort på hende, imens jeg nikkede. "Okay, ellers sig til, ikke skat?" prøvede hun med et lille smil. Jeg undlod at svare. Min tallerken satte jeg i opvaskemaskinen.

"Så unger, nu skal I til at i seng, klokken er snart mange," sagde jeg og prøvede at smile. "Øøøøøøøv!" lød det fra Brian. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt mere. "Beklager."

 

Der gik ikke lang tid før jeg fik puttet både Brian og Abby. Langsomt lukkede jeg døren på klem indtil Abbys værelse. Pludselig kom alle tanker tilbage og jeg havde en føles af at jeg nu skulle bryde sammen. Tårerne begyndte langsomt at trille ned af kinderne på mig. Og selvfølgelige, fordi jeg altid er så heldig, kom Kate gående forbi. Jeg skyndte mig at tørre tårerne, men hun nåede at opdage det.

"Græder du?" spurgte hun og kiggede mig dybt i øjnene.  Jeg kunne ikke fortælle hende, så jeg stak hende en løgn: "Jeg er bare træt.. Jeg har haft en masse arbejde at se til og det har jeg også i morgen.. så jeg tror bare jeg gerne vil sove." Jeg prøvede at smile lidt. "Okay skat.. men er det så okay at jeg tager ud i byen?" spurgte Kate. Jeg nikkede bare. Det ragede mig.

 

"Tak!" sagde hun og kyssede mig hurtigt på munden, så jeg knap nok kunne nå at kysse med.

 

I det mindste kunne jeg da få lov til at være lidt alene. Det her var endnu hårdere end dengang jeg skulle slå op med Maj. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...