Historier Gemt I Sneen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2013
  • Opdateret: 23 jul. 2013
  • Status: Igang
Pigen Caty går rundt ude i skoven. Hun er skizofren (en der kan forestille sig ting som ikke er der, og f.eks høre eller se noget der ikke eksisterer, eller tro de er flere personer. De har flere sind. ) Hun går i tomgang rundt ude i skoven, mens de mærkeligste skabning titter frem i hendes lille verden. Hun er samtidig eftersøgt af sine forældre, der sidder og venter på at deres 17-årige sindsforvirrede datter skal komme hjem.

Jeg håber historien lever op til jeres forventninger:)
~MyStory~

0Likes
0Kommentarer
213Visninger
AA

5. Rubik-terning

Matt

Jeg sad og stikkede til aftensmaden, min søde kone eller havde brugt meget lang tid på at lave. Eller det havde hun ikke, men hvis jeg tænkt på det, kunne det være, at noget høflighed, som at spise bare en lille potion kunne give mig lidt appetit. Det hjalp ikke. Intet hjalp. Politimændene kunne ikke finde vores datter, og min verden, for ikke at tale om min kones, var ved at brase sammen. Jeg kiggede forsigtigt hen over mod hende, og mødte øjeblikkeligt hendes blik. ”Du kan ikke spise noget?” sagde hun og tørrede sine fugtige øjne. ”Jeg kan bare…” ”Det er okay, det kan jeg heller ikke. Hvilke forældre kan overhoved spise noget, når de ikke ved hvor deres barn er henne?” sagde hun stille, og noget sagde mig, hun var lige så ked af det, som jeg var. ”Skal vi gå over i sofaen?” spurgte hun. Der var ikke noget jeg hellere ville, så jeg fulgte trop med hende over i sofaen. ”Matt prøv at høre her, det er ikke din skyld, okay?” sagde hun og løftede min hage, så vores øjne mødtes. ”Jeg kunne have gjort noget.” sagde jeg. ”Det ved du godt du ikke kunne.” sagde hun, mens tårerne trillede ned ad hendes alt for triste ansigt. Jeg tænkte tilbage på i går. Den dag hun forsvandt. Jeg stod og arbejde i stuen, vi havde nogle gulvbrædder, der skulle rettes. Hun kom ned. Jeg havde spurgt hvor hun skulle hen. Hun lignede en, der skulle nå noget. Hun havde heldigvis ikke skiftet personlighed, så jeg skulle hverken tale med irriterende Ben, eller det var jo Caty, kunne man sige sådan om sin datter, uden at mene sin datter. Jeg tog ordet i mig igen. Jeg skulle hverken tale med vrede Ben… Ja, (det var bedre ikke? Det var da bedre end irriterende.) Eller Lizzie, der var det mest fortvivlede menneske, jeg nogensinde havde mødt… Eller personlighed. I går var det bare Caty og mig. Kun Caty, og det var jeg også gladest for. Så tænkte jeg ikke på hende som en syg, men som en almindelig teenager. Og mig som en normal ubekymret far. Caty havde sagt til mig, at hun bare skulle udenfor og have lidt frisk luft, og som den gode far jeg var sagde jeg selvfølgelig nej. Ikke i det her vejr. Og lige da det nej kom…. Ja, så kom Ben frem, og han råbte op, og så endte det med at hun løb op på sit værelse. Sarah var her ikke til at hjælpe, hun var stadig på arbejde, selvom vi var midt i vinterferien. Jeg havde arbejdet videre. Givet hende lidt ro. Sådan var det med Caty. Hun skulle have ro. Det skulle vi alle. Jeg havde måske en time senere gået op til hende på værelset, men hun var der ikke. Jeg begyndte at kalde på hende, selvom en ret stor del af mig vidste, at jeg ikke ville få et svar. Jeg ledte efter noget hvad som helst på hendes værelse. Jeg ledte faktisk efter afskedsbreve. Caty var psykisk ustabil. Hun havde det svært, og det smittede faktisk af på os andre her i huset. Jeg var bange for at hun i sin psyke eller vrede måske ville begå selvmord. Måske havde jeg været for streng mod hende, hun ville jo bare udenfor. Det var min skyld. Havde jeg vidst at det ville ende sådan her, så havde jeg aldrig sagt nej. Jeg havde kigget efter ting hun havde taget med, som kunne give mig bare et lille indblik i hvor hun var på vej hen, eller i hvert fald befandt sig. Jeg så hun havde taget sin telefon og pung med. Ikke andet. Hun havde sikkert sin røde flyverdragt på… Og ja, hun gik i flyverdragt, selvom hun var en 17-årig pige. Det ene øjeblik var hun sig selv, det andet øjeblik en anden. Hun var svær. Som en rubik-terning… dybt kompliceret. Og jeg havde stadig ikke løst hende.  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...