Historier Gemt I Sneen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2013
  • Opdateret: 23 jul. 2013
  • Status: Igang
Pigen Caty går rundt ude i skoven. Hun er skizofren (en der kan forestille sig ting som ikke er der, og f.eks høre eller se noget der ikke eksisterer, eller tro de er flere personer. De har flere sind. ) Hun går i tomgang rundt ude i skoven, mens de mærkeligste skabning titter frem i hendes lille verden. Hun er samtidig eftersøgt af sine forældre, der sidder og venter på at deres 17-årige sindsforvirrede datter skal komme hjem.

Jeg håber historien lever op til jeres forventninger:)
~MyStory~

0Likes
0Kommentarer
215Visninger
AA

2. Haremissen

Caty

Jeg gik gennem sneen, mens jeg undrede mig over hvordan et enkelt snefnug kunne lære én en lektie. Sammen kunne de klare alt, men alene ville smelte, inden man kunne nå at se deres fine mønstre, der krystallerede i de fineste former. Vinden kærtegnede min kind, mens jeg bare gik og gik og gik. Jeg havde faktisk helt glemt hvad jeg var kommet for, men det  var som om hele min krop vidste hvor jeg var på vej hen, og at det kun var hjernen den var gal med. Jeg kom til at tænke på lektien med snefnuggene. Jeg var alene. Det var kun mig, men alligevel havde jeg to gode venner, som fulgte mig sikkert gennem sneen. "Hvad pruster du sådan for," sagde Ben. "Det her er hårdere end jeg troede," sagde jeg, mens jeg tog hånden op for hovedet, for ligesom at beskytte mig mod vinden, selvom jeg godt vidste, hvem der i sidste ende ville tabe slaget. "Kom nu vi skal jo helst ikke komme for sent. Du ved godt jeg hader at komme forsent." sagde Ben. Han var altid et være brokkehoved, men i stedet for at protestere, tog jeg benene på nakken, og satte i løb gennem sneen, der nu gik mig til knæene. Men mit i mit store ridt så jeg til min overraskelse en lille hare, der løb forvirret rundt i en cirkel. "Hvad står du der og glor for. Jeg vil forhelvede bare gerne derhen nu!" skældte Ben, men jeg kunne ikke bare lade den lille hare i stikken. "Vi kan jo tage den med," hviskede jeg "den kan ikke klare sig alene." "Jo, den kan! Se nu at få fingeren ud, så vi ikke kommer for sent!" råbte han videre, men jeg havde fået nok og jeg gik tættere på den lille skabning, der nu sad og stirrede på mig. Han blev ved med at skælde, men jeg lukkede af for ham, mens jeg fortsatte hen mod den lille hjælpeløse hare. "Kom her lille haremis. Kom her...." Den stirrede på mig, men med et gav den sig til at skrige. Den skreg så skingert at jeg tog mig til ørerne. Jeg satte mig ned på knæene, og hele min røde flyverdragt blev gennemblødt, selvom den nu skulle være vandtæt. Den blev ved, og jo tættere jeg kom på den, jo højere blev skriget. Jeg begyndte at tude, det gjorde så ondt. Jeg knyttede hænderne, og jeg vil vædde med, at hvis mine hænder ikke allerede havde været helt kridhvide, så ville mine knoer have lignet sneen. Det blev for meget, jeg kunne ikke mere jeg måtte væk. Det var først da Ben stemme råbte "Så let dog røven og løøøøøb! Jeg kan ikke klare den støj!" at jeg ligesom vågnede op og løb forvirret væk fra den skrigende hare. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...