Historier Gemt I Sneen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2013
  • Opdateret: 23 jul. 2013
  • Status: Igang
Pigen Caty går rundt ude i skoven. Hun er skizofren (en der kan forestille sig ting som ikke er der, og f.eks høre eller se noget der ikke eksisterer, eller tro de er flere personer. De har flere sind. ) Hun går i tomgang rundt ude i skoven, mens de mærkeligste skabning titter frem i hendes lille verden. Hun er samtidig eftersøgt af sine forældre, der sidder og venter på at deres 17-årige sindsforvirrede datter skal komme hjem.

Jeg håber historien lever op til jeres forventninger:)
~MyStory~

0Likes
0Kommentarer
222Visninger
AA

4. Den levende skov

Lizzie

Jeg gik bare, mens jeg hørte hvordan de skændtes. Altså Caty og Ben. Sådan var det altid. Jeg var bare den, der skulle lytte på de spydige kommentarer, der fløj om ørerne på mig. Heldigvis var de ikke henvendt til mig. Der blev næsten heller aldrig talt til mig. Det var altid Caty folk talte til. Den diva skulle absolut rende med opmærksomheden. Hvorfor var der ingen der så mig? Hvordan kunne de undgå at se mig? Jeg stod jo altid lige foran dem. Jeg var der jo altid, når Caty var der. Eller de så mig jo.... Men alligevel ikke rigtigt. Det var ligesom til jul da man var et lille barn, og man skulle åbne en af de gaver, der bare lå og ventede under juletræet. Man så ikke på udenpå indpakningen, man så kun på indholdet indeni. Men det var bare som om, at ingen så mig indeni, men at de kun så mit ydre, som de troede var Caty's. De så kun Caty og ingen andre. Heller ikke Ben, men han var desuden ligeglad. Så længe han havde noget at brokke sig over, så var alt faktisk ligemeget. Ben var faktisk det man kaldte en typisk pessimist. Men nogen skulle jo fokusere på det negative i denne her verden.... Jeg var bare glad for at det ikke var mig, der ikke skulle mærke glæden, men i stedet skælde på alt i sin desperation på at finde lykken. Ja, og det kunne godt være, at jeg sagde en masse der ikke ga' mening, men jeg har bare et anderledes syn på verden end Caty og ben og resten af jordens befolkning. Vi havde alle et anderledes syn på verden. 

En gren der knækkede rev mig ud af mine tanker. Jeg vendte mig om, men var det bare mig eller var det mit syn, der bedragede mig, for grenen kom hen mod mig. Den hoppede hen mod mig. Den hoppede direkte hen mod mig. Jeg trådte tilbage, mens jeg kunne mærke mit hjerte pumpe blodet rundt i håbet om at med den hastighed ville jeg få en ide hurtigere. Den hoppede videre hen mod mig, og jeg kunne se flere grene komme hoppende ud fra alle kanter. Jeg begyndte at hvine, og håbede at de andre to ikke kunne begynde at skændes igen. Det ville gøre mig mere afslappet…. Det ville få mig til at føle det mere normalt, at tusind grene kom hoppende ud mod mig…. Og ja, det lyder mærkeligt, men det gør det. ”Har i nogle ideer?” spurgte jeg ikke henvendt til de to, de havde garanteret ikke nogen anelse om, at vi befandt os i en dødbringende fare. Nej, jeg talte med mig selv. Og jeg var løbet tør før ideer. Jeg havde ingen anelse om hvordan jeg skulle slippe af fra denne fare… Hvis det altså var en fare… Mhmmm… Ej, det måtte det da være. De kom nærmere og nærmere, men en stemme skar gennem trækronere, der glitrede gennem solens skær, mens sneen dalede ned som palietter fra en yndig hvid kjole, en dag ville jeg også giftets… ”STOOOP!” skreg stemmen og grenene stoppede og lagde sig ned. De døde nærmest og de ville aldrig vågne op igen. De ville blive liggende ligesom sneen, og lidt efter lidt ville de blive i ét med jorden. Jeg kunne høre grenene bag mig knække og en hånd lagde sig på min skulder. Jeg gyste, selvom jeg dog ikke vidste hvem det var. Jeg vendte mig stille om og stirrede ind i et par kulsorte øjne. Hånden blev liggende på min skulder. ”Hvad laver du her ude midt i denne snestorm?” spurgte stemmen, ”er du slet ikke klar over hvor farligt det er? Kom lad os gå hjem til mig.” sagde stemmen og begyndte at trække i mig. ”Nej, slip mig.” sagde jeg skræmt. ”Jamen, der er historier om skoven.” hviskede han ved mit øre. ”Hvilke historier?” spurgte jeg skræmt. ”Har du ikke hørt dem, denne skov er levende, du kan ikke reddes. Du vil blive begravet i sneen, og lidt efter lidt vil de finde dig. Det er kun et spørgsmål om tid, og så har de fundet dig, og….” ”SLIP MIG! SLIP MIG!!.” Jeg bed ham i hånden og gav mig til at løbe ind mellem træerne, men jeg kunne svagt høre lyden af sko, der blev presset mod sneen. ”Jeg skal nok finde dig! Kom tilbage! Du kan ikke flygte, jeg ved hvor du er!” stemmen lød arrig og vred, og det gjorde kun at mine ben satte hastigheden højere op. Jeg løb forvirret gennem sneen, mens jeg tænkte på hvor de andre var blevet af… Dumt spørgsmål, fordi de var jo altid hos mig… Eller de var der jo sammen med mig. Mens jeg løb kiggede jeg rundt efter et muligt gemmested. Jeg kunne ikke høre ham mere, men jeg vidste han var der. Jeg var sikker på han var der… selvom jeg ikke vidste præcis at det var en mand… Men jeg kunne fornemme det. Stemme var dyb og kruset, som en der havde røget i mange år. Mens jeg løb (bogstaveligt talt) i mine egne tanker, faldt jeg over en gren. Jeg kvalte straks skriget i min hals, da jeg troede den var levende, men den rørte sig ikke ud af flækken. Jeg rejste mig, og kiggede mig omkring. Godt, han havde ikke fundet mig. Jeg pustede lettet ud. Men mit blik fangede et hul. Jeg begyndte at grave med mine hænder, der efterhånden blev følelsesløse pga. kulden. Jeg havde til sidst et kæmpe hul, der var lavet neden under et faldent træ. Det lignede lidt en rævehule af en slags. Jeg gik lidt væk og tjekkede om man kunne se fordybningen henne ved træets side, der bevægede sig ned under træet. Ja, der kunne jeg godt gemme mig. Bare for den næste time… Jeg satte mig ned i det lille, men stort nok til at jeg kunne sprede benene og strejke min ømme krop i hulen. ”Er…Er han væk?” peb Caty. ”Ja, han er væk… I hvert fald for en stund.” sagde jeg forpustet. ”Du skulle bare have fulgt mit råd Caty og gået væk fra den hare! Det er dig, der har rodet os ud i denne her suppedas!” kom det pludseligt fra Ben. ”Min skyld…”  og så begyndte de to og mundhugges, men jeg blev faktisk tryggere ved at de gjorde det, end hvis de holdt mund, for det fik mig til at føle mig alene… Og det var trods alt det værste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...