It was my mistake I Zayn Malik

Athalia Malik. En pige hvis verden styrtede sammen lige foran hende. En normal tur på et lokalt marked syd for Rom, endte i en tragedie, da en selvmords bombe sprang. Otte omkom, der i blandt Athalias egen mor, og den eneste familie hun kendte. Hendes far døde af kræft lige inden Athalia blev født, og moren besluttede at tage hendes nyfødte datter med hjem til hendes eget fædreland, Italien. Den nærmeste familie Athalia har efter tragedien, er hendes fars bror, som bosat i England. Der skal hun være indtil hun fylder atten. Men kan Athalia vende sig til det nye land? Og hvad med den sorg, der stadig er dybt i hendes hjerte, kan den blive bearbejdet gennem tiden? Eller vil en hævntørst blive sluppet fri, da man finder ud af at det ikke var en selvmords bombe, men terror?

6Likes
3Kommentarer
677Visninger
AA

2. Prolog - Zayn

Sofaerne var fyldte, og jeg var for en gangs skyld taget hjem til mine forældre. Vi sad og snakkede, med fjernsynet i baggrunden, da en nyhed fik os alle sammen til at rette opmærksomheden mod skærmen. - Selv mine søstre, der ellers plejer at være optaget af deres telefoner når der var nyheder. Men nok kun på grund af min mors alvorlige blik. "En selvmordsbombe sprang igår, syd for Rom i Italien. Otte mennesker omkom, mange er stadig svært kvæstede. Vi har en rapporter direkte der nede." Endnu en selvmordsbombe der har været mange lige for tiden, men det plejer ikke være i Europa. Min far sad med en rynke mellem øjenbrynene, mens min mor lagde en hånd på hans skulder. Sådan plejer de aldrig at reagere, de plejer at sige det var syndt, men aldrig havde min mor siddet med en hånd på hans skulder. Langsomt åbnede min mor munden. "Var, var det ikke der din brors kone og datter bor? Ved Rom?" Min far nikkede, og jeg begyndte at forstå sammenhængen. De var selvfølgelig bange for at det var min døde onkels kone og datter, der var døde. "Men det er jo ikke sikkert at det er dem, de behøvede jo ikke lige være på det marked." Min mor nikkede, og de rettede igen opmærksomheden mod fjernsynet. Rapporteren var begyndt at snakke om, at de havde fået kontakt til de pårørendes familier. Min fars telefon ringede ude fra køkkenet, og han rejste sig brokkende op. Vi andre fulgte stadig med, i den tro at det måske kunne være vores tante og kusine, der kunne være døde. Men på den anden side, så havde de jo kontaktet de pårørende. En lille lettelse spredte sig i min krop. Efter lidt tid kom min far ud i stuen igen. Hans ansigt var alvorligt, og han satte sig ned ved siden af min mor. "Hvem var det?" Min mor spurgte med en lille, men fast stemme. "Politiet. Det italienske." Straks blev der stille i stuen, og vi kiggede alle på ham, som tegn på at han skulle fortsætte. "Georgia er død. Men hendes datter lever stadig." Vi havde alle hørt om Georgia, og forstod at vores tante var død. Men det virkede ikke som om han stoppede, han havde mere at fortælle. "Datteren skal bo her. Vi er hendes nærmeste familie" ...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...