It was my mistake I Zayn Malik

Athalia Malik. En pige hvis verden styrtede sammen lige foran hende. En normal tur på et lokalt marked syd for Rom, endte i en tragedie, da en selvmords bombe sprang. Otte omkom, der i blandt Athalias egen mor, og den eneste familie hun kendte. Hendes far døde af kræft lige inden Athalia blev født, og moren besluttede at tage hendes nyfødte datter med hjem til hendes eget fædreland, Italien. Den nærmeste familie Athalia har efter tragedien, er hendes fars bror, som bosat i England. Der skal hun være indtil hun fylder atten. Men kan Athalia vende sig til det nye land? Og hvad med den sorg, der stadig er dybt i hendes hjerte, kan den blive bearbejdet gennem tiden? Eller vil en hævntørst blive sluppet fri, da man finder ud af at det ikke var en selvmords bombe, men terror?

6Likes
3Kommentarer
672Visninger
AA

1. Prolog - Athalia

De smalle stræder var befolket med lokale kvinder og mænd, der gik imellem hinanden, snakkede, grinede og købte det sidste ind til aftensmaden. Klokken nærmede sig de syv om aftenen, og folk havde lige fået fri fra arbejde. Alle plejede at mødes til en hyggelig time på markedet, enten for at snakke dagens hændelser igennem, inden man skulle hjem til ægtefællen, eller nyde den sidste sol. Alle plejede at være her, og markedet var kendt i hele Rom og omegn. Vores marked. Det marked min mor altid havde taget mig med til. Mit blik gled over de mange mennesker. Mor stod og snakkede med to andre kvinder, nok om hvor dyrt alt var blevet - det gik befolkningen meget på, nogle havde ikke engang råd til det klassiske brød til suppen. To hænder blev lagt på mine skuldre, og af ren refleks vendte jeg mig om. Et par smukke brune øjne mødte mine, og et smil gled over hans ansigt, da han så mit forvirrede blik. Han skulle lige til at åbne munden, da et højt brag lød, og et par skrig fandt mine øre. Hans hånd greb min, imens vi løb. Væk. Mine tanker ramte ikke engang mor. Braget der kom havde udløst røg, så tyk at jeg knap kunne se hans ansigt. Skrigene var stadig høje og folk råbte i munden på hinanden. Ingen havde opfanget hvad der var sket, alle var i chok. Nogle var stivnet, andre løb. Hans hånd i min havde strammet grebet, og jeg var hele tiden ved at falde over små sten. Jeg drejede langsomt hovedet, men jeg kunne intet se. Kun røg. Men jeg kunne høre det, jeg kunne høre alle skrigene, råbene på hjælp, og til sidst navnet. "Athalia!" ...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...