It was my mistake I Zayn Malik

Athalia Malik. En pige hvis verden styrtede sammen lige foran hende. En normal tur på et lokalt marked syd for Rom, endte i en tragedie, da en selvmords bombe sprang. Otte omkom, der i blandt Athalias egen mor, og den eneste familie hun kendte. Hendes far døde af kræft lige inden Athalia blev født, og moren besluttede at tage hendes nyfødte datter med hjem til hendes eget fædreland, Italien. Den nærmeste familie Athalia har efter tragedien, er hendes fars bror, som bosat i England. Der skal hun være indtil hun fylder atten. Men kan Athalia vende sig til det nye land? Og hvad med den sorg, der stadig er dybt i hendes hjerte, kan den blive bearbejdet gennem tiden? Eller vil en hævntørst blive sluppet fri, da man finder ud af at det ikke var en selvmords bombe, men terror?

6Likes
3Kommentarer
671Visninger
AA

4. Kapitel 2

Athalias synsvinkel:

Jeg forstår det ikke. Hvordan kunne hans øjne minde så meget om hans? De smukke lysebrune øjne, indrammet af nogle flotte øjenvipper. Jeg var faldet igen og igen for de øjne. Og nu var de væk. Igen lod jeg mit blik glide over mit ansigt. Tårerne strømmede næsten ned af dem, det var ikke til at forstå, at både mor og Gabriel var væk. Og hvordan kunne han bare falde om? Vi var løbet væk sammen, jeg kunne huske det. Hans hånd der havde strammet grebet om min, og den måde han hviskede beroligende ord i min mund. Men lige pludselig, så faldt han. Hvorfor skal gud være så ond mod mig? Jeg er nærmest vokset op i den katolske kirke, trods min fars muslimske. Men mig og min mor havde altid været i den katolske. Hver søndag sad vi trofast på pladserne, vi forgudede paven, vi troede på alt. Og nu havde gud taget både far, mor og Gabriel. Mine forældre og kæreste var døde, og jeg var nu blevet forflyttet til England. Kunne det blive meget værre? Og så ikke nok med det, så havde de selvfølgelig en søn som havde Gabriels øjne, de fantastiske, smukke og kærlige øjne.

Et lille bank lød på døren, og Tricias stemme lød. "Er du okay, Lia?" Jeg tørrede hurtigt nogle nye tørre væk, og tjekkede igen mig selv ud. Jeg var virkelig mig selv taknemmelig for den vandfaste mascara, så det eneste man lige nu kunne se, var at mine øjne var lidt røde. "Ja, jeg kommer nu." Jeg gik over til toilettets dør, og låste op, for bagefter at møde Tricias omsorgsfulde blik. Det samme som mor altid sendte mig. Alt mindede bare om mor og Gabriel. Tænk at én mand kunne ødelægge så meget for en. Tricia lagde en hånd på min skulder og mindede mig om, at jeg altid kunne snakke med hende. Taknemmeligt nikkede jeg, selvom det nok ikke var sikkert at der kom noget ud.

Vi fulgtes ad ind i stuen, og straks vendte al opmærksomheden mod os, eller nok mere mig. Men mit blik var plantet til gulvet, dog var det som om at hans øjne spillede som replay i mit hoved. Da vi nåede sofaen satte jeg mig ned, helt ude i kanten. Jeg følte ikke at jeg kunne slappe af. Ikke efter alt jeg havde gjort mod min familie. Først døde far, så mor, fordi jeg ville ned til Gabriel på markedet, og så Gabriel fordi han ville passe på mig. Det hele var min skyld. Jeg har dræbt min familie. En voldsom skyldfølelse skyllede ind over mig, mit blik var nu fast rettet mod sofabordet, i stedet for gulvet. De andre sad og små  snakkede lidt, indtil der var en der spurgte ind til mig. "Hvor var det du kom fra?" Zayn kiggede nysgerrigt på mig, og jeg måtte gøre alt for ikke at møde hans øjne. "Rom, eller syd for Rom i en lille by." Han nikkede, og det virkede som om de ikke havde mere at sige, i hvert fald begyndte de at snakke videre. Jeg var også en anelse træt efter flyveturen, trods den ikke havde været alt for lang, men det er nok bare jetlag.

"Jeg tror jeg går i seng." Jeg kiggede på dem alle sammen, og sendte dem et smil. Langsomt drejede jeg rundt, og begyndte at gå, da Zayn rejste sig for sofaen. "Jeg skal nok gå med." Et højt suk skulle lige til at slippe ud af min læber, men i stedet nikkede jeg bare. Jeg ville helst ikke være til besvær, bare få det halve år overstået, og ... Ja. Hvad skulle jeg? Gabriel var død. Mor var død. Far var død. Hvad kunne jeg vende tilbage til? Et land med store økonomiske problemer? Måske burde jeg bare tage en dag af gangen. "Kommer du?" Zayn var åbenbart allerede gået ud af stuen, og hurtigt rystede jeg på hovedet, for bare at trisse efter ham op af trapperne. Da vi nåede op til hans dør, sendte han mig et smil, og åbnede den for mig. Normalt ville jeg have sendt et tilbage, men i stedet gik jeg bare ind. Helt klar til nattens mareridt. Jeg var forresten plaget af virkelig slemme mareridt, altid om det samme. Gabriels ord, mors råb, røgen. Det hele blandet sammen. "Det her var faktisk engang mit værelse." Zayn afbrød mine tanker, og jeg kiggede lidt på ham, inden jeg mumlede et "undskyld". "For hvad?" Han lød rigtig dum da han spurgte, som om det var det dummeste at sige. "Jeg har jo taget dit værelse fra dig." Jeg stod inde midt i værelset, imens han var lænet op af dørkarmen. "Det er lige meget, jeg er alligevel flyttet hjemmefra. Men godnat, Lia." Jeg nikkede og lyttede efter hans trin på trapperne. Hurtigt gik jeg over til min ene sportstaske, og lynede den op for at finde mit nattøj. Det var bare en lang t-shirt, som gik mig til midt på lårene. Den var gammel, men lugtede af hjem. Og stadig en anelse af mor. Jeg savnede virkelig den lugt. Og krammene. De forstående ord. Endnu engang sneg en lille tårer sig ned af min kind, men jeg gjorde intet for at stoppe dem. I stedet skiftede jeg, og gik i seng - velvidende om at mine øjne ville klistre i morgen, og jeg ikke havde børstet tænder. 

***

Andet kapitel. Nu har I også fået Athalias synsvinkel. Jeg ved godt at Zayns familie måske ikke har de helt rigtige navne, men det er meningen. Håber at I forstod alt.

- Husk at like hvis I kan lide den.

// Love. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...