It was my mistake I Zayn Malik

Athalia Malik. En pige hvis verden styrtede sammen lige foran hende. En normal tur på et lokalt marked syd for Rom, endte i en tragedie, da en selvmords bombe sprang. Otte omkom, der i blandt Athalias egen mor, og den eneste familie hun kendte. Hendes far døde af kræft lige inden Athalia blev født, og moren besluttede at tage hendes nyfødte datter med hjem til hendes eget fædreland, Italien. Den nærmeste familie Athalia har efter tragedien, er hendes fars bror, som bosat i England. Der skal hun være indtil hun fylder atten. Men kan Athalia vende sig til det nye land? Og hvad med den sorg, der stadig er dybt i hendes hjerte, kan den blive bearbejdet gennem tiden? Eller vil en hævntørst blive sluppet fri, da man finder ud af at det ikke var en selvmords bombe, men terror?

6Likes
3Kommentarer
679Visninger
AA

3. Kapitel 1

Zayns synsvinkel:

Det var efterhånden cirka en måned siden vi havde fundet ud af, at min kusine skulle bo hos mine forældre. Jeg var godt nok flyttet hjemme fra, men havde på forhånd fået besked på, at passe godt på hende og vise hende lidt rundt. Så med sommerfugle i maven, sad jeg foran mine forældres fjernsyn, og så et eller andet program. Min mor fløj stresset rundt, og mit gamle værelse var blevet tømt for indhold, og gjort nogenlunde klar. Dog skulle hun selv med ud og købe tekstiler, altså puder, tæpper og noget der gjorde det lidt mere beboeligt og mere piget, som min mor så fint havde udtalt det. Dog havde hun vist selv lidt med, og jeg måtte indrømme at jeg glædede mig til at se den kusine, som jeg aldrig havde mødt. Vi havde kun fået hendes navn og alder af vide, vi havde ikke engang et billede. Men hun hed Athalia og var sytten år, atten om et halvt år, så hun ville snart være myndig selv. Det var måske også kun derfor mine forældre havde sagt ja, jeg ved ikke hvor vilde de ville have været med at skulle opdrage et nyt barn.

Mine nervøse, men spændte tanker blev afbrudt da lyden af min fars bil i indkørslen ramte mine øre. Jeg rejste mig op fra sofaen, og gik hen ved døren, som min mor allerede havde åbnet. Mine to yngre søstre stod der også, og sammen så vi alle rigtig fine ud. Jeg sendte dem et opmuntrende smil, inden jeg rettede på mit hår. Ikke meget, I ved bare lige tjekke om det nu sad ordentligt.

 Endelig kunne jeg se min kusine, hende jeg aldrig havde mødt. Hun havde en hvid kuffert i den ene hånd, den havde gule, røde og blå prikker på, så den var nok nem at spotte i lufthavnen. Min mor tog hendes hånd og præsenterede sig, og et lille svagt smil, røg over hendes læber. Hun havde langt kastanje brunt hår, der bølgede en smule i enderne, og nogle flotte, men triste mørkebrune øjne. De lignede ikke min fars, så det var nok morens. Men på den anden side, så havde jeg aldrig mødt min onkel. Min far var flyttet hertil med mine bedsteforældre, imens min onkel var myndig, og havde derfor besluttet sig for at blive i Pakistan. Athalia gik rundt og fik præsenteret sig til mine søskende, og havde stillet kufferten ovre ved væggen. Da hun nåede mig, mødte mine øjne hendes. Og hendes øjne blev med ét blanke. Jeg skulle lige til rynke lidt på næsen, men fik i stedet bidt mig selv hårdt i kinden. Det ville ikke være særlig sødt at rynke på næsen, bare fordi hendes øjne blev blanke.

"Athalia. Men bare kald mig Lia." Hun åbnede munden før mig, og hendes stemme lød svag, men den rystede ikke. Hun tvang sine læber op i et let smil, og jeg tog hendes hånd. Den var ganske lille i min, ligesom hun var. Hun var på størrelse med mine søstre. "Zayn." Jeg gav hendes hånd et klem, inden jeg lod den falde.

"Nå, Lia, nu hvor du har hilst på os alle, så vil jeg lige smutte op med dine kufferter, og Tricia vil vise dig rundt." Han sendte hende et venligt smil, og gjorde tegn til mig om at jeg skulle hjælpe ham. Min mor var hurtigt ovre ved Athalia, eller Lia som hun nu ville kaldes, og lagde en hånd på hendes ryg, for at føre hende ind i stuen. Jeg tog en sportstaske over skulderen, imens jeg holdte den anden i hånden. Min far havde taget hendes kuffert, og vi fik bakset os op på første sal, og sat det hele inde på hendes værelse.

"Nå Zayn, hvad syntes du så om hende?" Min far gav mig et klap på skulderen, og jeg rystede smilende på hovedet. Jeg kendte hende jo knap nok, men hun lignede ikke rigtig os andre. Hun havde brunt hår, og en mere solbrun hud, mens vi andre havde sort og en mere oliven farvet en. "Hun virker da sød nok, men det er lidt mærkeligt at hun skal have mit værelse." Jeg sendte ham et skævt smil, og han grinte kort. "Ja ja, det er nu også bare i nogle måneder, og så indtil hun er klar til at flytte hjemmefra." Han begyndte at gå ud af værelset. Mit blik gled en enkelt gang rundt, inden jeg selv fulgte efter.

***

Det var så det første rigtige kapitel, hvad syntes I, indtil videre? 

- Like gerne hvis I kan lide den.

// Love. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...