VI er fjenden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2013
  • Opdateret: 25 jul. 2013
  • Status: Igang
Menneskeheden er tilintetgjort. DE har fået fat på os alle. DE har dræbt os alle. VI har skabt dem. VI er selv uden om det.

11Likes
30Kommentarer
865Visninger
AA

5. Sandheder

Claire vågnede den næste morgen ved solstrålernes brand på sin hånd, der uheldigvis, havde ligget udenfor skyggen. Hånden var hævet, rød og små vabler, havde samlet sig ved fingrene, for ikke at nævne, den smerte der blev værre, for hvert dunk. Hun tænkte over natten, i et forsøg på, at lade sig distrahere fra smerten, og maven, der var begyndt at rumle af sult.

Hun havde ligget blødt den nat. Blødt og trygt. Det sidste hun huskede, var at hun græd, græd over verdens uretfærdigheder, over hvad der var sket, over dem hun havde mistet. Hun løftede sit hoved, forsigtigt for ikke at vække den sovende Elijah, hvis arme hun lå i. Hans ansigt så så fredfyldt ud, som om, alt nok skulle blive okay, og blot ved at kigge på ham, fik hun næsten lyst til at tro på det.

Og der, gik det op for hende. Hun havde ligget i hans arme. Det var jo ikke meningen! Hun sprang op, smed sig til siden, og satte sig et stykke fra ham, med hænderne om sine knæ, og hagen hvilende derpå.

Elijah vågnede med et forskrækket grynt og man kunne se i hans blik, at han troede, det værste var sket. ”Hvad sker der?”

”Ikke noget,” Claires stemme var lav.

”Hvorfor sprang du så sådan væk?” de dybe, forvirrede folder på hans pande var stadig præget af bekymring og bange anelser.

”Jeg lå i dine arme.”

”Jamen det måtte du godt.”

”Men det vil jeg ikke.”
Elijah tav for et øjeblik, og hvis ikke Claire vidste bedre, lod han til at være såret. ”Undskyld,” mumlede hun stille. Elijah tav stadig, og stilheden fik hende til at røre uroligt på sig.
”Hvor kom du egentlig fra? Hvor lang tid har du vandret rundt her?” i et forsøg på at få ham til at bryde sin tavshed spurgte hun, og til dels fordi, hun ønskede svar. Svar på de spørgsmål der havde naget hende siden de mødtes.

”Jeg ved ikke præcis hvor længe,” lød det eftertænksomt fra ham, efter han godtog sit nederlag, og igen gav sig til at snakke til hende. ”De tog min familie for nogle måneder siden, og min mors sidste ord til mig, var at jeg skulle løbe. Løbe så hurtigt jeg kunne og ikke se mig tilbage. Så endte jeg her, og for måneder, gik jeg bare rundt uden noget formål. Et par kilometer herfra kan man finde ruinerne af en lille by, hvor det er muligt, at finde mad, hvis man er heldig, og sådan har jeg overlevet,” Elijahs intense og alvorlige blik havde fået et vådt skær under fortællingen. En dyb indånding senere kunne han forsætte. ”Så da jeg så dig blev jeg glad. Jeg måtte hen til dig, få bekræftet at du var virkelig, og at det ikke blot var min fantasi der spillede mig et pus,” han tørrede sine øjne og førte en hånd gennem sit krøllede hår, der strittede i alle retninger, og ikke blev bedre, af hans mange strøg.

”Så undskyld, hvis jeg har været for påtrængende, jeg har bare ikke – ” Claire afbrød og tyssede stille på ham. ”Det er okay. Det er helt okay,” forsikrede hun ham kærligt om.

”Hvorfor kyssede du mig?” spyttede hun hurtigt ud, det var det spørgsmål, hun ønskede mest svar på. Hvorfor? Elijah lo, som om, svaret var noget selv et femårigt barn, kunne finde frem til.

”Jeg havde brug for at føle det. En andens persons nærvær,” et drenget smil var at finde om hans læber, et smil, der hentydede til meningen, der gemte sig bag sætningen. Claire vidste ikke, hvad hun skulle tro, men af en ukendt grund, følte hun sig såret. Såret og udnyttet. Hun bed sig hårdt i kinden, indtil smagen af jern, bredte sig over hele hendes tunge. Ingen følelser.

”Så det var bare derfor?” mumlede hun stille, så stille, at det kunne tænkes, at det blot var en tanke, der ved et uheld var sagt højt. Elijah forsøgte at tyde hvad hun mente, for hendes udtryk, sagde andet end hvad hendes mund gjorde. ”Var det bare derfor?” gentog hun. Tydeligere og mere insisterende efter et svar. ”Ja, men.. – ” for anden gang afbrød hun ham. ”Det var bare det jeg ville vide.”

Claire følte sig dum, dum fordi hun havde håbet på et andet svar, dum fordi hun havde ladet sig bilde ind i, at der muligvis havde været et dybere grund på, hvorfor. Men han var en dreng. Drenge reagerede på lyster, ikke på følelser, og end ikke når de nåede det næste stadie og blev til mænd, ændrede dette sig. Hankønnet ville altid være sådan.

Denne gang bed hun sig hårdt i læben. Hun klynkede for meget. For meget over en dreng hun ikke havde kendt mere end 24 timer. Der var større problemer, problemer, som hun befandt sig midt i, derfor var politikken om ingen følelser så helvedes vigtig. Der var ikke tid til det pjat, og følelser, var lige netop grunden til, alt dette var sket! Alt dette kaos. Dette helvede. Hvis folk kun havde handlet efter fornuft, og ikke havde ladet følelserne være med i spillet, havde verdenen set meget bedre ud.

”Claire, du bløder,” Elijah afbrød hendes tankestrøm, og først ved hans kommentar, bemærkede hun blodet der faldt fra hendes læbe, det sted, hvor hendes tænder havde bidt sig fast. Hun trak sin hånd frem, forsøgte at tørre det væk, og i samme øjeblik udbrød Elijah et højt bandeord, som hendes ører var alt for sarte til at høre.

”Din hånd! For fanden, Claire! Hvorfor har du ikke sagt noget?” Elijah rejste sig, hurtigere end hun havde set nogen anden, og var med det samme henne ved hende. Claire begravede sit hoved i sine hænder og nægtede at fjerne dem. ”Du skal ikke råbe af mig,” hviskede hun gennem fingrene til ham.

”Undskyld, du forskrækkede mig bare. Det ser jo vildt smertefuldt ud, jeg forstår ikke, hvorfor du intet har sagt,” Elijahs stemme var blidere og roligere. Forsigtigt tog han hendes hænder væk fra hendes ansigt, hjalp hende op og stå. ”Kom, lad os tage ned til floden. Din hånd har brug for noget køligt,” Claire nikkede stille. Det lød godt, det dunkede så forfærdeligt nu, at det nærmede sig tortur.

Claire sørgede for afstand og huskede hele tiden sig selv på det.

Ingen følelser.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...