VI er fjenden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2013
  • Opdateret: 25 jul. 2013
  • Status: Igang
Menneskeheden er tilintetgjort. DE har fået fat på os alle. DE har dræbt os alle. VI har skabt dem. VI er selv uden om det.

11Likes
30Kommentarer
818Visninger
AA

6. Overlev

Hånden havde fået det bedre og var lige så stille ved at hele, trods smerten stadig var der og den dunkede forfærdeligt.

”Skal vi tage ind til byen?” spurgte Elijah og trak sin bluse over hovedet, efter at have taget en dukkert i floden. ’Man kan lige så godt nyde hvad man har. Man ved aldrig hvornår det bliver taget fra en’, havde han sagt, så overbevisende at Claire var løbet i hælene efter ham ned i vandet.

”Hvis du vil,” svarede hun stille. Hun kunne ikke høre det, men se hvordan han lydløst sukkede, i et forsøg på at beherske sig.

Vil du tage ind til byen?” forsøgte han sig med. Han ønskede fællesbeslutninger, at de begge skulle være en del af, hvad de foretog sig. Han ønskede et fællesskab, et bånd, men intet af det lod hun til at interessere sig for, og for hver gang han prøvede, lod det blot til, at afstanden mellem dem blev større.

”Min mave knurrer,” mumlede Claire, som om det var det afgørende faktum for, hvad hendes svar ville blive. Tanken om varmt brød fik hendes tænder til at løbe i vand. ”Okay,” sagde hun til sidst. Elijah smilede, som om, han lige havde opnået en personlig sejr.

Modvilligt lod hun sig hjælpe op, det var besværligt med blot en hånd, så for et øjeblik skubbede hun sin stædighed til siden. Han kendte vejen derhen, og de første par minutters snak handlede om, hvilke retninger de skulle hen ad. Derefter var der komplet stilhed, eftersom hendes manglende engagement i samtalen lod til at mindske hans lyst til snak.

Alligevel afholdte det ikke Elijah fra at forsøge igen en halv time senere.

”Gør det ondt?” lød det en anelse akavet fra ham.

”Hvad?” Claire blinkede kraftigt med sine øjne, som om, hun netop var blevet revet tilbage til virkeligheden.

”Jeg beundrer det,” sagde han med blikket rettet mod front, så de ikke gik forkert, for det kunne koste dem timer i ørkenen.

”Hvad beundrer du?” nu havde han for alvor forvirret hende, noget hun ikke skjulte med, at lade komme til udtryk.

”Din evne til bare at forsvinde væk. Hver gang jeg kigger på dig, er du altid så langt væk, på trods af at du er lige foran mig. Hvordan gør du?” hans undertone var undrende, det lød til, at han var fascineret, af denne ’evne’, som han kaldte det. Claire vidste ikke hvad hun skulle svare. Hun havde aldrig tænkt over det, når det skete, så skete det bare.

”Se, der igen! Nu gør du det. Luk mig dog ind i dine tanker, kvindemenneske. Jeg dør efter at kende hemmeligheden,” Elijah lo, en latter af frustration og fascination. ”Jeg tænkte bare,” forklarede Claire og mærkede hvordan de små kinder blev varme. ”Det er du så helvedes god til, må jeg indrømme,” en latter forlod hendes læber ved hans ord og hans øjne lyste op.

”Hvorfor så overrasket?” spurgte hun, smilet forsvandt fra hendes læber, mens hun betragtede hans ansigt. Klart overrasket.

”Det er bare første gang at jeg hører dig grine og ser dig smile,” forklarede han. ”Bliv endelig ved med det. Det klær’ dig.”

”Jeg burde ikke. Det er forkert. Vi burde ikke smile. Vi burde ikke være glade. Se dig omkring! Der er ingen plads til glæde her!” udbrød hun aggressivt og vreden hun så længe havde forsøgt at tilbageholde, var knivskarp i hendes ord.

”Lad være med at låse dig selv inde i fængslet af fortidens hændelser. Jeg er også knust over hvad der er sket, men jeg forsøger stadig på den ene ting, vi begge burde,” han stoppede op og lod sit blik finde hendes, for at sørge for at hun forstod den rungende alvor i hans ord. ”At overleve.” Med tårefyldte øjne vendte Claire stædigt sit blik.

Hvor lang tid den næste absurde stilhed varede, var ikke til at sige. Ingen af dem havde lyst til at sige noget. Den varede i hvert fald længe nok til, at de var nået det sidste stykke hen til byen. 

Der lugtede af død, alt var forladt og mindede mest af alt om en gyserfilm. For uhyggeligt til at være sandt. ”Er du okay?” Elijah havde bemærket Claire, der var stoppet op og var blevet bleg som et lig. Kvalmen steg hende til hovedet. ”Ja. Jeg har det fint,”  De forsatte tættere på.

Det var der de fik øje på den. Robotten. Den opfindelse der var skyld i menneskeheden næsten var blevet udslettet. Den lignede et menneske på mange områder. Den havde en hjerne, kunne tænke selvstændigt, havde visse behov, der skulle opfyldes gennem dagen. Det var en gennemført opfindelse. Udenpå var den fascinerende at se på. Dens ansigt og krop var formet som et menneskets. Ledningerne strålede i en klar, mørkerød farve under den hvide lak. Den havde alt hvad et menneske havde bortset fra en ting.

Den havde intet hjerte.

Dens øjne var rødglødende. Den havde fået øje på dem. Elijah skubbede Claire bagud, trådte et beskyttende skridt foran, og før de begge vidste af det, havde den kastet sig over ham. Hun skreg og så hjælpeløst til, forsøgte at finde ud af, hvad hun skulle gøre. Elijah og robotten skiftedes til at være ovenpå hinanden, mens højlydte slag fløj gennem vejret, og hun vidste, hvis ikke hun handlede hurtigt, ville det få alvorlige konsekvenser.

Hendes blik søgte desperat efter et våben. Der! Mellem alle ruinerne fik hun øje på det. En metalstang. Hun løb hen og tog den i sine hænder, fuldstændig ideløs for, hvad hun skulle stille op med den. Det føltes så malplaceret hos hende. Adrenalinen pumpede igennem hende, fik hendes hænder til at dirre og hendes hjerte til at galopere af sted. ”Hovedet, Claire! NU!” skreg Elijah med blødende næse og hamrede en fod i brystkassen af robotten, der ikke så meget som vaklede et skridt bagud. Hun tænkte ikke, reagerede kun og af alle sine kræfter kylede hun metalstangen mod robottens hoved, et slag, der denne gang fik den til at miste balancen. Den vendte sig mod hende, denne gang vredere end nogensinde før, og hamrede en næve mod hendes kæbe, så hun tabte metalstangen og faldt hårdt til jorden. Alt svimlede.

I samme øjeblik den gjorde sig parat til at hamre endnu et slag mod hendes ansigt, fløj gnister til alle sider og robottens krop faldt livløst til jorden. Dens hoved lå et par meter ved siden af. Elijah stod med metalstangen i hånden, hver en nerve var spændt, og betragtede resterne af robotten skræmmende roligt.

”Dette var ikke den eneste. Vi bliver nødt til at gemme os,” Hans stemme var bestemt og blottet for følelser. Han holdt hovedet klar, var ikke i et øjeblik grebet af panik, men havde hele tiden en plan. I modsætningen til Claire der stadig rystede af skræk. Han hjalp hende op og tog hendes hånd, for derefter at trække dem dybere ind i hvad der førhen havde været en befolket by. Til sidst fandt de et hus, der nogenlunde stadig stod oprejst, på trods af det manglede tag, så var der plads nok til, at de kunne skjule sig.

I huset gemte der sig et kælderrum, endnu bedre, nu ville ingen bemærke dem. Når de andre robotter fandt resterne af den, de havde været oppe i mod, så skulle de ikke være til at kunne finde.

”Er du okay?” Claires stemme var hæs og lød forskrækket, trods hun forsøgte, at være alt andet. Blodet var stoppet med at strømme fra hans næse, i stedet for havde et andet sår åbnet sig. Med opspærrede øjne så hun på hans arm, for et stykke hud, var fuldstændig flænset op. ”En af ledningerne ramte mig,” forklarede Elijah som svar på hendes store bekymrede blik. ”Det er ikke noget.”

Før han kunne nå at sige andet, rev hun et stykke stof af sin bluse, så hendes mave blev blottet, og bandt det om hans arm. Hun tyssede da han forsøgte at protestere. ”Hvordan vidste du det? At man skal gå efter hovedet?” spurgte hun.

”Det er ikke første gang jeg er stødt på sådan en, sidst, var jeg sammen med min bror. Han var god til at tænke, og fandt hurtigt ud af, hvordan det ville være mest logisk at besejre den. Alle dens ledninger er koblet til et sted – Dens hjerne. Så han mente, hvis man cuttede hovedet af den, ville resten af kroppen stoppe med at fungere. Så da vi stødte på den, afprøvede vi hans teori og det virkede perfekt,” fortalte han med et smertefuldt skær i ansigtet. Han var god til at tænke. Var.

Claire sank en klump. Elijahs intense blik gennemborede hende.

”Er du okay?” spurgte han omsider og strejfede hendes læber med sin tommelfinger. Han tørrede noget blod af hendes kind. Hun nikkede stille. ”For fanden da,” mumlede han og trak hende helt ind til sig. Hun mærkede hans hjerte, det galoperede lige så hurtigt som hendes.

Ingen følelser.

Ordene gav genlyd i hendes hoved, og alligevel, lod hun sine hænder vej om ham.

Bare en enkel gang. En enkel lille gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...