VI er fjenden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2013
  • Opdateret: 25 jul. 2013
  • Status: Igang
Menneskeheden er tilintetgjort. DE har fået fat på os alle. DE har dræbt os alle. VI har skabt dem. VI er selv uden om det.

11Likes
30Kommentarer
817Visninger
AA

3. Håb

Pigen mærkede ham før hun så ham.

Hun mærkede hans læber mod sine. De var desperate, smagte en anelse saltede, og hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle gøre, end at gengælde kysset. Hendes iver overraskede hende.

De trak sig begge tilbage med et sæt. Med opspærrede øjne betragtede de hinanden, som om, de aldrig før havde set et andet menneske. Eller det havde de ikke – Bare ikke aldrig, men ikke de sidste mange måneder. Hun mærkede hans hånd der lagde sig på hendes kind. Den var varm og blød. Den gled langs hendes markerede linjer, en finger snoede sig om det askeblonde hår. Han grinede. Drengen grinede. ”Så du er virkelig?” Hans australske accent prægede hans udtale og gjorde den rar at høre på. Han var langt væk hjemmefra.

”Lige så virkelig som du. Hvis du er det. Eller hallucinerer jeg blot igen?” pigen kneb sine øjne, og forsøgte at gøre sit bedste med at snakke, trods stemmen var hæs og ofte knækkede i løbet af sætningen. Han trak hende til sig i endnu et kys. Hun ville ikke sige nej og gengældte det blot. For måske ville han så forlade hende. Og hun ville ikke forlades, og en lille rest af hende indrømmede, at de bløde kys, den søde accent og de mørke krøller var noget hun godt kunne lide. 

”Her,” drengen bar en lille skuldertaske, muligvis en han blot havde fundet, for den lod til at have fået et par slag. Han trak en flaske frem og pigens øjne blev større. ”Er det vand?” spurgte hun, som om, det var for godt til at være sandt. Han nikkede og rakte flasken mod hende. ”Har du mere end dette?”

”Der ligger en flod ikke så langt væk herfra, med det reneste ferskvand, lige til at drikke af. Jeg kunne vise dig det. Men drik du først.”

Hun gjorde sig ikke meget umage med at lytte til hvad han havde at sige til ende. Hun nærmest rev flasken ud af hans hænder og drak. Grådigt og længselsfyldt. Flasken bundede hun i en slurk og tørsten var der stadig, den var endnu ikke slukket, blot hæmmet en smule. Drengen tørrede en dråbe vand væk fra hendes mundvig. ”Kom.”

De gik i stilhed. Tidsfornemmelsen havde de begge fuldstændig mistet grebet om, så hvor længe det tog dem at nå floden, kunne ingen af dem svare på. Hun kiggede på drengen. Hun nød at kigge på ham. Han var på omkring hendes alder. Han var veltrænet, det kunne man se, bag den flænsede bluse, der afslørede få, markedede muskler. ”Hvad kigger du på?” Tydeligvis også kæphø. Det skæve smil på hans læber fortalte, at han havde afsløret hendes kiggeri.

”Hvordan kan du?” Pigen forstod det ikke. Hvordan han kunne smile, have overskud til sjov, stadig gøre, hvad mennesket engang havde gjort. Hun var død, hvorfor var han det ikke også?
”Jeg har stadig håbet, en ting jeg aldrig mistede, mens jeg vandrede alene. Og håbet har bragt mig dig – Er det ikke en god ting?” Drengens ord var volapyk. Siden hvornår havde hun været en god ting? De forsatte videre i stilhed.

”Det er lige derhenne.” Drengen pegede mod det, og selv hvis han ikke havde, havde hun umuligt kunne undgå at se det. ”Du er sikker på at jeg ikke hallucinerer?” Efter hun havde fået den bekræftelse hun søgte, drengens latter sagde det hele, løb hun. Lod de svage, spinkle ben løfte hendes udmagrede krop de sidste meter også sprang hun. Ned i vandet med et kæmpe plask, efterfulgt af et andet, der ikke kom fra hende.

”Mange tak.” Pigen lod for første gang sit blik møde drengens i længere tid end blot et øjeblik. Hun baskede med fødderne for at holde sit hoved oppe over vandet. ”Jeg er.. glad. Glad for..” Ordene sad fast. Drengene tyssede.

”Du behøver ikke at sige det, jeg ved det. Jeg er også glad.” 

Mere sagde de ikke men nød blot øjeblikket. Drak vandet, indtil deres lunger ikke kunne holde til mere, og svømmede rundt i flere timer, vaskede urenhederne fra de mange uger væk.

Måske var det ikke helt forfærdeligt – Det håb der. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...