VI er fjenden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2013
  • Opdateret: 25 jul. 2013
  • Status: Igang
Menneskeheden er tilintetgjort. DE har fået fat på os alle. DE har dræbt os alle. VI har skabt dem. VI er selv uden om det.

11Likes
30Kommentarer
857Visninger
AA

2. Derfor

Pigen var muligvis den sidste, den sidste af dem alle, men hun talte ikke sig selv som levende. Hun var død. Livet der engang havde blomstret i hende var væk. Det var forsvundet bort med alle de andre, og hendes sjæl, havde for længst givet op og flygtet sin vej, for at søge ly, i en anden vært, der ikke var så.. fortabt.

For fortabt var hun. Det eneste der var tilbage af hende, var hendes krop der i endeløse cirkler vandrede rundt og rundt og rundt. Hvor målet hun søgte var, vidste hun ikke, men hun havde brug for hvile. De tørre læber havde brug for vand. Hendes tunge gled rundt i hendes mund, der var ru som sandpapir, i forsøg på at producerer spyt, så den knastørre hals, kunne smørres lidt. Dette var alt sammen deres skyld. Deres skyld alt sammen. Deres egoisme. De skulle simpelthen prøve grænser af. De vidste ikke hvornår nok var nok. Vreden var som en endeløs tørst, meget magen til den, hendes krop var udsat for. Bare værre. Men aggressionerne blev holdt inde, for der var ingen at dele dem med, de var alle væk og begravet under ruinerne, af den storslåede verden, jorden engang havde været.

Hvis de vidste hun var i live, ville der ikke gå mere end få sekunder, før hun ville lide samme skæbne som sine tidligere medmennesker.

Frygt for igennem hende. Hvad nu hvis de vidste det? Hvad nu hvis de var efter hende i samme øjeblik? Pigens ben begyndte at løbe. Pigens læber skreg. De stod der! De var lige der! Læberne skreg stadig. Hun kastede sig ned i sandet. Måske havde de ikke set hende. Hun kiggede op igen. Nu var de der ikke mere. Hun børstede sandet af sine hænder og gned sine øjne. Det var sandt nok. De var der ikke.

Pigen rystede sit hoved og kom til virkeligheden igen, selvom det virkelig ikke var frivilligt. Det var tredje gang på samme dag hun var blevet grebet af sådan et panik anfald. Af pludselig løb, skrigeri og hallucinationer. Men det føles så virkeligt, som om de virkelig var der. For de var overalt, hun havde selv set dem, når de var i aktion. De var effektive, hurtige, de kunne alt hvad et menneske kunne, bare hundrede gange bedre.

VI havde gravet vores egen grav, få sekunder før, vi havde skudt os i foden. Eller rettere sagt, de havde, videnskabsmændene og de magtliderlige korrupte verdensledere, de havde skudt hele menneskeheden i foden. Men lidt solidarisk måtte man være, og tage en del af skylden på sine skuldre.

Menneskeheden havde altid haft en lyst efter at opnå noget større. Og for det enkle menneske, handlede det altid om, at være bedre end de andre. Skabe en forandring. Blive til noget, blive husket, for hvad end, det var godt eller skidt. For hvert år var nye ting blevet opfundet. Noget øjnene aldrig før havde set, og end ikke i sin vildeste fantasi, forestillet sig. For hvert århundrede var en hel ny verden at finde, komplet anderledes end den, der hundrede år tidligere havde fandtes.

Derfor var dette sket. Den evige konkurrence efter at opfinde noget nyt havde taget overhånd. Nået nye, ekstreme højder. De havde skabt et væsen der var klogere end alt på jorden sammenlagt, det var i hvert fald, hvad rygterne havde sagt. Menneskets egen griskhed havde skabt denne situation og nu måtte de, VI, betale prisen. En meget dyr pris. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...