Yellow eyes

"Fredericka!, hvor er du?" Hun søgte mod skoven, som hun altid gjorde i nattens dulmende mørke. Hun hørte råbet og satte straks i løb, hun løb så hurtigt hun kunne.


18-årige Fredericka, skal giftes bort til Stefan. Hun elsker Stefan, men hun er alt for bange, i forhold til hendes natte skikkelse.

3Likes
9Kommentarer
371Visninger
AA

3. Followed by who?

Brylluppet havde stået, og det var helt fortryllende. I et kort stykke tid havde glemt alt om hvad der ville ske i nat. Men så snart jeg så Stefan begyndte jeg straks at blive nervøs.

Stefan var den mest eftertragtede i stammen, og alle piger ville have ham. Men så heldig som jeg var, var jeg blevet hans brud. Jeg tør væde med at mange af de andre piger blev misundelige. Det ikke fordi jeg håner dem, men jeg elskede altså Stefan.

Lige nu gik jeg rundt inde i den hytte, som jeg nu skulle tilbringe resten af mit liv i.

Stefan lå inde i sengen. Jeg tror han ventede på at jeg skulle komme ind til ham. Jeg ville også gerne gå ind til ham, men der var så mange ting der kørte rundt mit hoved.

Der var efterhånden gået 2 timer, så jeg kunne ikke tillade mig at udskyde, at gå ind til ham, mere. Jeg gik ind og lagde mig på seng med et lille bump. Jeg var udmattet, det havde været en stressende og dejlig dag. Jeg havde gemt alle mine bekymringer væk i dag.

”Er der noget galt?” spurgte Stefan forsigtigt, imens han nussede mig på ryggen.

”Nej” Svarede jeg. ”Det har bare været en lidt hård dag. Men jeg har det fint.”

Han nikkede og lod til at godtage mit svar

Nok lidt løgn, men hvis jeg først startede, var jeg ikke sikker på om jeg kunne holde mig fra at sige det.

Og hvordan ville han mon ikke også tage det? Hvis jeg fik det af vide ville jeg nok blive skræmt.

”Kom her.” Sagde han og rakte sine arme ud mod mig.

Jeg tøvede lidt, men rykkede så hen til ham, hvorefter han lagde sine arme beskyttende om mig. Jeg følte mig tryg i hans arme. Jeg satte mig mellem hans ben, og sad halvvejs i fosterstilling, stadig med hans arme omkring mig. Jeg kiggede op på om ham, og gav ham et forsigtig kys. Vi sad sådan i flere timer, inden vi lagde os til at sove.

Jeg faldt hurtigt i søvn i hans arme. Jeg vågnede og kiggede til siden for at sikre mig at Stefan stadig var her, og det var han. Jeg kunne se månen tydeligt gennem vinduet, og jeg listede mig ud af sengen, for så at løbe ud i skoven.

Lige som jeg kom der ud begyndte kramperne, og processen gentog sig endnu en gang.

Da jeg kom tilbage sneg jeg mig tilbage i sengen. Jeg var glad for at denne nat var gået godt, og han ikke havde opdaget mig. Jeg lænede mig tilbage og tog hans arm om mig igen, og sov indtil han så vækkede mig med små søde kys. Jeg vendte mit hoved og inden han kunne reagere, kyssede jeg ham lige på munden. Jeg kunne mærke at han smilede under kyset, og jeg begyndte selv at smile.

”Hvor var du i nat? Jeg vågnede og du var der ikke.” Han ændrede sig fra smilende til mere seriøs. Jeg håbede ikke han opdagede det, og mit humør sank lidt.

Jeg så op på ham, og svarede ham så seriøst.

”Jeg kunne ikke sove. Så jeg gik en tur ud i skoven.”

Det var jo ikke engang løgn, jeg fortalte ham bare ikke det hele. Det lod også til at han stolede på mig. Jeg ville ønske at jeg stolede nok, på ham til at fortælle min hemmelighed. Og turde det.

Jeg stillede mig på tæer og kiggede ham i øjnene, og kyssede ham på næsen. Jeg vendte mig om, og gik hen mod vores egetræs dør. Jeg skulle som sædvanlig, stadig, hente vand.

Da jeg kom hen til kilden, var den mere urolig, end den plejede at være. Jeg kiggede til højre for at kigge længere nede af floden. Jeg regnede bare ikke med at der faktisk ville stå en der.

Idet jeg kiggede forsvandt personen, og jeg kunne se en slags støv dale til jorden.

Jeg nåede ikke at se ham eller hende.

Blev jeg iagtaget?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...