Yellow eyes

"Fredericka!, hvor er du?" Hun søgte mod skoven, som hun altid gjorde i nattens dulmende mørke. Hun hørte råbet og satte straks i løb, hun løb så hurtigt hun kunne.


18-årige Fredericka, skal giftes bort til Stefan. Hun elsker Stefan, men hun er alt for bange, i forhold til hendes natte skikkelse.

3Likes
9Kommentarer
383Visninger
AA

2. Fear

Jeg kunne mærke varmen strømme gennem mine årer. Det kom som en bølge af energi, og jeg følte mig let. Men jeg vidste det ikke ville vare længe.

Jeg begyndte at få et bedre syn i nattens mørke. Små kramper begyndte at sprede sig i min ben, og jeg følte mig ustabil på to ben. Jeg fald ned på fire, mens følelsen af at blive trukket fra hinanden, gnavede i min krop

Det var den samme ulidelige smerte hver nat, og der var intet jeg kunne gøre.

Jeg kunne mærke et skrig bane sig vejen op gennem min hals, men det kom ikke. Alt hvad er kom ud en hylen, som natten omfavnede.

Jeg skyndte mig længere ind i den dunkle skov, i frygt for at stammen havde hørt hylet. Jeg flygtede ud i skoven hver nat, og hver gang var det den sammen grund.

Det var kun ved et tusinde skifte at der blev født en som mig. I min verden var det både normalt, og unormalt.

Det var jo sådan at det var normalt at der blev en som mig. Men folk så det også som unormalt, man kunne blive udstødt på grund af det. For hvem gider dog gifte sin søn eller datter væk til en sådan skabning, der hver nat blev forvandlet til en ulv?

Det var derfor at jeg ikke turde sige det til nogen, ikke engang min mor, som jeg stolede allermest på.

Første gang det skete for mig at jeg blev forvandlet, var på min 6 års fødselsdag. Jeg var vågnet om natten med kramper i benene, og jeg havde skyndt mig ud i skoven.

Ikke fordi jeg vidste det ville ske, men nattens luft blandet med skovens duft fra træerne, havde altid virket så beroligende.

Ingen vidste det, og jeg skulle snart giftes bort. Jeg var bange.  Bange for hvordan de skulle gå, hvordan skulle jeg snige mig væk hver nat, uden at han ville opdage det?

Jeg kunne se solen bag ved de snebeklædte bjergtoppe, jeg måtte hellere skynde mig hjem.

Hjemme kunne jeg se at der var nogen der allerede var oppe. Jeg skyndte mig ind i vores lille hytte, hvor jeg boede sammen med min mor og min lillesøster.

Min søster var kun 10 somre, og jeg elskede hende overalt på jorden. Hun lignede mig meget da jeg var mindre, bortset fra at jeg havde mørke brune øjne, som næsten var sorte, og hun havde smukkeste grønne øjne.

Jeg kiggede ud af de lille vindue i hytten, og jeg kunne se at resten af stammen var stået op.

Jeg var gået ud efter vand. Der lå en kilde ikke så langt fra stammen, det var der jeg plejede at hente vand.

Jeg mærkede pudselig et lille bump. Jeg var gået ind i nogen. Jeg kiggede op, og så ind i nogle nøddebrune øjne.

”Undskyld” sagde jeg hurtigt, og ville til at gå forbi ham, men han greb min hånd inden jeg kunne nå at komme væk.

”Hej” svarede han ”Jeg tænkte på, hvordan har du det?”

”Godt, hvad med dig?”

Hvad laver han herude? Burde han ikke være inde ved stammen?

”Jeg har det fint. Jeg tænkte mere hvordan du har det, nu når der kun er 1 uge til?”

Jeg vidste godt hvad han hentydede til, brylluppet nemlig.

”Jeg har det…fint.”

I virkeligheden var jeg ræd for det, hvordan skulle det dog gå, med min forvandling!? Jeg elskede Stefan, det var ikke det, men jeg var så nervøs.

”Helt sikker?” spurgte han og jeg skyndte mig og nikke. Måske lidt for hurtigt, og jeg tror godt han lagde mærke til det, men han lod det ligge.

Han slap min hånd og lod mig gå.

”Farvel!” Råbte han efter mig, og jeg svarede ham ved at vinke over skulderen.

Da jeg nåede et stykke væk, kunne jeg slet ikke koncentrere mig. At se ham havde lige bragt alle min bekymringer frem. Jeg satte mig ved kilden et kort øjeblik, og fyldte derefter spanden med vand, og gik hjemad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...