Yellow eyes

"Fredericka!, hvor er du?" Hun søgte mod skoven, som hun altid gjorde i nattens dulmende mørke. Hun hørte råbet og satte straks i løb, hun løb så hurtigt hun kunne.


18-årige Fredericka, skal giftes bort til Stefan. Hun elsker Stefan, men hun er alt for bange, i forhold til hendes natte skikkelse.

3Likes
9Kommentarer
369Visninger
AA

4. Difference

Så snart jeg havde fyldt spanden, med vand, skyndte jeg mig hjem igen. Jeg følte mig ikke tryg ved at være her mere. Følelsen af at blive iagttaget ville ikke gå væk, og det var virkelig ubehageligt. Jeg havde det ikke særlig godt da jeg kom tilbage til hytten. Følelsen af at være blevet drænet af energi raserede indeni mig. Det sidste jeg så var mørke, sort som en vinternat, uden månens blege hvide skær.

Månen…månen…månen.

Jeg slog øjnene op, og det første jeg så var Stefan stå bøjet over mig, mens nogle flere stod bag ved, og kiggede over mod mig. I ren og skær panik skreg jeg og prøvede at komme væk.

Stefan tyssede på mig. Jeg kunne mærke at mit hjerte begyndte at slå langsommere og mit åndedræt blev mere normalt. Jeg kiggede ind i hans funklende øjne, indtil jeg var faldet helt til ro. Jeg rejste mig forsigtigt op, og idet kom stammens ’medicinmand’ ind ad den brune dør. Han kiggede rundt i rummet indtil han fik øje på mig. Han gik hen til mig og ’studerede’ mig for diverse tegn på alle mulige grunde til at besvime. Han havde bedt alle om at gå ud af rummet. Også Stefan, selvom det var meget modvilligt, at han var gået udenfor.

Xaos (medicinmanden) bad mig fortælle hvordan jeg havde haft det før det skete og om hvad jeg huskede, om der var sket noget. Jeg fortalte ham om at jeg havde haft det dårligt efter at jeg havde været nede ved floden, og hente vand. Jeg sagde ikke noget om min natteskikkelse, eller følelsen af at blive holdt øje med.

Xaos havde givet mig et bedøvende middel som jeg skulle putte i mit vand, og det skulle gerne hjælpe. Det håbede jeg virkelig det gjorde. Det hele snurrede rundt i mit hoved, og mine ben var begyndt at sove. Det føltes ikke særlig behageligt, så jeg besluttede at gå i seng. Jeg var alene, for en gangs skyld var det dejligt at være alene. Jeg kunne mærke mine øjne falde mere og mere i, og jeg overgav mig til den fredfyldte søvn. Jeg sov tungt og lagde ikke mærke til at Stefan kom ind og lagde sig ved siden af mig.

 

Om natten vågnede jeg og skyndte mig som sædvanligt ud i skoven igen. Mens jeg stod der kunne jeg mærke summen i kroppen, men det forblev en summen. Der skete absolut ingenting. De kom nogle små usynlige stik overhele min krop, som kun kunne mærkes. Det var mærkeligt. Hvorfor skete der ingenting? Alt det jeg havde hørt om at det ville vare resten af livet, skete ikke denne nat. Det kunne ikke være opdigtet, vel? Nej, så ville folk vel ikke hade det og synes det er skamfuldt at have sådan et barn. Ikke at nogen vidste det. Jeg skammede mig nærmest selv over det. Hvorfor skulle det ske for mig? Hvorfor ikke Silja, ”naboens” datter?

Pludselig kom et stød igennem hele min krop og rev mig ud af mine tanker. Hele min krop sitrede og rystede. Jeg så min hånd blive større og bekræftede at forvandlingen fra menneske til ulv ikke bare stoppede. Mine ellers fine hænder blev til poter med klør. Min pels var næsten helt sort, men stadig brun, ligesom mit hår.  En lang hale der lige snittede jorden kom til syne, og så var jeg nede på fire ben og et hyl mod himlen kom fra mig. Et hyl, det var sket før, men normalt plejede jeg at kunne styre det jeg gjorde.

Men lige nu løb jeg ind i skoven, det føltes som en tiltrækning og jeg fulgte mit ulveinstinkt. Jeg følte mig rent faktisk fri ved det. Susen for mine øre, skovbunden under mine poter og de nattelige lyde. En ugles skrig kunne høres og basken fra en flok flagermus, som fløj over hovedet på mig. Jeg standsede et øjeblik før jeg fortsatte min færd dybere ind i den mørke nats skov. Det var ret fredeligt hvis man tænkte over at jeg, en stor ulv, kom løbende gennem skoven. Jeg kiggede op mod træernes bladfyldte kroner, før jeg brat standsede lige foran et træ. Hvorfor stoppe foran lige præcis det træ her tænker du nok? Ser du, det har jeg heller ingen anelse om. Jeg kiggede på træet og der virkede noget bekendt ved det, som om jeg havde set det før. Men jeg havde aldrig været så dybt inde i skoven før. Jeg vidste egentlig godt at jeg havde set det i mine drømme, jeg ville bare ikke indrømme det overfor mig selv. Hver nat når jeg faldt i søvn drømte jeg én bestemt drøm, den endte altid ved dette træ, men så vågnede jeg. Det var blevet en rutine. Men jeg ville ikke have denne rutine! Jeg ville bare være normal, ikke ændre mig og skjule mig i natten. Jeg kneb mine gyldne øjne i og lod mit hovedet hænge mod jorden.

Jeg åbnede øjnene igen da jeg hørte en gren brække med et lille ’knæk’. Hurtigt fokuserede jeg på lydene i skoven mens jeg drejede for at kigge bag mig også. Det var da jeg opdagede den pirrende følelse af øjne i natten.  Ubehageligt. Det var hvad det var, ubehageligt. Jeg følte mig blottet og straks vendte jeg om og fortsatte i en helt ny retning. Et sted jeg ikke have været før, men jeg var ikke faret vild. Jeg lyttede efter lyde, men der var ikke en eneste. Ikke en gang en vind kunne høre, en ugles tuden. Ingenting. Skoven var tom. Så jeg valgte at sætte kursen mod  landsbyen igen

Tårerne formede sig i min øjenkrog da jeg var ved udkanten af skoven. Mine ben skælvede under mig og pudselig kunne jeg mærke jorden. Mit syn var sløret af de tårer der rullede ned af mine kinder og ned langs min hals. En klump havde dannet sig i min hals, men da jeg så en lysstribe glide hen over jorden tog jeg mig sammen. Jeg sprintede på liste tå ind i landsbyen og ind hytten, hvor jeg fandt Stefan ligge med et fredfyldt ansigt. Jeg lagde mig langsomt på sengen for at undgå at han vågnede. Jeg lukkede øjnene og døsede hen i stihede og hengav mig til en drømmeløs søvn.

Da jeg vågnede igen lå jeg helt op ad Stefans varme krop. Hans ånde ildrede mig i nakken, mens hans ene hånd strøg hen over min nøgne ryg. Jeg havde ikke lyst til at vågne. Jeg følte mig tryg, men jeg vidste at jeg ikke kunne blive liggende så jeg vendte mig om mod Stefan. Hans varme karamelfarvede øjne kiggede intenst på før han kyssede mig. Kysset varede kun 3 sekunder, men det var et meningsfuldt og passioneret kys.

”Jeg elsker dig, men jeg er nødt til at gå” mumlede han under kysset og trak sig så væk. Tja, jeg var også nødt til a komme i gang. I dag skulle jeg have kig på hytten, suk, huslige pligter havde aldrig været mig. Jeg ville hellere ud og lave noget fysisk, men nej, sådan foregår det ikke. Jeg gik i gang mens jeg stille nynnede for mig selv. Dagen passerede, først jeg så solen var den frisk og strålede fra øst og nu var den blevet en dyb rød farve på vej ned. Det var et af de smukkeste syn. Den dybrøde sol, himlen hvor der kun var lidt lys tilbage og skyerne med deres røde, blå og lilla farver. Jeg ville ønske jeg kunne fryse tiden.

Et par hænder kom og lagde sig på mine skuldre, automatisk gik jeg ud fra at det var Stefans. Jeg kunne mærke blødheden fra dem.

”Vi burde gå tilbage inden det bliver helt mørkt” Hviskede han stille i mit øre og jeg svarede med et nik. Jeg låste automatisk vores hænder sammen mens vi gik. Jeg lagde ikke mærke til mine omgivelser. Jeg lod Stefan føre mig hjem. Jeg kunne ikke engang huske at jeg var kommet hjem.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...