Dragens datter

Den 15-årige Kaja har en ganske speciel evne. Hun kan tale med drager. Rigtige, store ildsprudende drager. Et talent som kun få ejer, men som mange ville slå ihjel for at besidde. Det er tilfældet for landets konge, Fanius, der finder Kajas talent meget intresant, og som han har tænkt sig at stjæle fra hende, så han kan gøre det af med dragerne for altid. Derfor er Kaja på en evig flugt fra kongen og hans mænd, der vil udnytte hendes kræfter til onde gerninger. Vil det nogensinde lykkes Kaja, at redde dragerne fra deres grusomme skæbne, og hvad sker der, når hun møder kongens ældste datter, Kasia.
€ € €
Jeg har valgt at melde mig til fantasykonkurancen med min historie, Dragens datter, som er blevet inspireret af et af billederne. Så jeg vælger en kompination af 1 og 2. Cover af Kathrine C.

9Likes
12Kommentarer
635Visninger
AA

1. Prolog

Jeg blødte. Jeg blødte meget. Det varme klistrede blod løb ned af min pande og ind i mine havblå øjne. Smerte. Konstant smerte. Det var det eneste jeg kunne mærke. Intet andet end smerten. De væsner kongen var oppe imod var farlige. Meget farlige, endda, men jeg kunne tale dem til ro. Det var derfor, at jeg sad her nu. Fordi jeg nægtede det. Nægtede at tale dem til ro. Hvorfor skulle jeg også det? Han fik bare hvad han fortjente. Ja, det var det han gjorde. Dragerne havde aldrig gjort ham noget - før nu.

Dragerne var gode nok. Hvis man søgte længere ind i deres hjerte, langt under det skællede skind og varme indre, ville man se, at drager var mere end bare gigantiske, koldblodige krybdyrsmonstre. For uanset hvor usandsynligt det lød, var de til at stole på. Viste man dem tillid, ville de gengælde det. Det vidste jeg alt om. Selvfølgelig var der nogle drager, der var onde, og det ville, der blive ved med at være fremover, men det var de færreste, som jeg ikke kunne trænge ind til.

Mine evner var specielle. Jeg var speciel. Og det vidste de. Dem alle sammen. Men jeg nægtede at hjælpe dem. Dragerne var mine venner, og intet kunne få mig til at svigte dem. En tonstung metalkugle hamrede ind i mit hoved, for hvad? Fjerde, femte gang? Jeg var holdt op med at tælle. Mørket opslugte mig, og jeg kunne intet gøre. Det lokkede mig ind i dets beskyttende favntag, og holdte mig fast. Jeg lukkede mine trætte øjne, og lod det tage mig. Smerte. Ulidelig smerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...