Dragens datter

Den 15-årige Kaja har en ganske speciel evne. Hun kan tale med drager. Rigtige, store ildsprudende drager. Et talent som kun få ejer, men som mange ville slå ihjel for at besidde. Det er tilfældet for landets konge, Fanius, der finder Kajas talent meget intresant, og som han har tænkt sig at stjæle fra hende, så han kan gøre det af med dragerne for altid. Derfor er Kaja på en evig flugt fra kongen og hans mænd, der vil udnytte hendes kræfter til onde gerninger. Vil det nogensinde lykkes Kaja, at redde dragerne fra deres grusomme skæbne, og hvad sker der, når hun møder kongens ældste datter, Kasia.
€ € €
Jeg har valgt at melde mig til fantasykonkurancen med min historie, Dragens datter, som er blevet inspireret af et af billederne. Så jeg vælger en kompination af 1 og 2. Cover af Kathrine C.

9Likes
12Kommentarer
676Visninger
AA

4. Kasia

Kareten førte mig hele vejen tilbage til det store torv, der nu, i modsætning til da jeg forlod det, var fyldt op til randen med mennesker, der ville have et glimt af deres konge. Jeg fnøs hidsigt for mig selv. Hvis de så gerne ville se ham, kunne de bare finde et billede af fanden selv. Jeg hev brutalt en sort uldkappe op af lædertasken, som Sylia også havde været så sød at give mig, og tog den på. Der var ingen grund til at kongen og hans mænd skulle se alt for meget af mit ansigt. Jeg trak den sorte hætte godt op om ansigtet, og bevægede mig ind i det store hav af mennesker, der langsomt begyndte at hobe sig op foran den gyldne karet, hvor ondskaben selv sad og ventede på sin ufortjente hyldest. Jeg fulgte med strømmen af begejstrede mennesker, der kom nærmere og nærmere kareten. Vagter i flotte uniformer i mørkeblå og guld, pressede hårdt menneskemængden tilbage med deres sylespidse spyd, så der blev et passende mellemrum mellem landsbyboerne og kongen. Flere prøvede at komme længere frem, så de kunne få bedre udsyn til hans idiotiske højhed, men hver gang de prøvede at mase sig forbi vagterne, blev de stukket brutalt med spyddet. Selvom jeg fik hårde skub i ryggen, spark over skinnebenet og spytklatter på mig lykkedes det at myre mig næsten helt op foran, så jeg da i det mindste kunne se lidt af den mand jeg var oppe imod. Pludselig blev karetdøren åbnet af en uniformklædt mand med en stor fjerpyntet hat på hovedet, og ud kom Kong Fanius og den unge pige. En jubel, der lød til, at den kunne vælte bjerge, spredte sig blandt tovets mange folk. Kong Fanius var en lille buttet mand klædt i grønt tøj med guldbroderier. Hans ansigt var mere eller mindre en bold med et overskæg. Han havde en bred kartoffelnæse, og store buskede øjenbryn. Bestemt ikke nogen køn mand. Og rar var han heller ikke, for når man kiggede ham dybt i øjnene, kunne man se den stadig voksende ondskab indeni ham.

Mit had til kongen voksede sig større og større jo længere tid, jeg så på ham, så jeg flyttede mit blik over på den unge pige. Se, der kunne man tale om skønhed. Hun var så smuk, at jeg var lige ved at tro, at hun var en af guds engle. Ikke mere end 15 år ville jeg skyde på. Hun havde lange og bølgede lyse lokker, der omkransede hendes smukke feminine runde hoved. Hendes næse var lille og fin, og hun havde smalle rosafarvede læber. Hendes øjne var midnatsblå, og godheden lyste nærmest ud af hende. Dragerne havde ret. Hun var ikke ondskabsfuld. Ikke engang tæt på. Hun bar en fin lang gul kjole med blomstrede mønstre i flere forskellige farver. Jeg kunne ikke tage blikket fra hende, for det var sjældent, at jeg så en person med så meget skønhed og godhed, at det ligefrem lyste op. Hun måtte have mærket, at jeg stirrede på hende, for lige pludseligvendte hun sit gode blik mod mig, og vores øjne mødtes. Det var som om, tiden stod stille, og vi var de eneste stadig kunne bevæge os. Ingen af os slog blikket ned, hvilket var meget usædvanligt, da jeg, forståeligt nok, helst undgår øjenkontakt med andre. Sådan stod vi lige indtil, manden med fjerhatten foldede et stykke pergament, og, højtideligt, begyndte at læse op, så vi begge blev revet ud af den tryllebindene trance.”Mine damer og herre, borgere i landet Densas. Jeg giver jer jeres hersker, kong Fanius, og hans datter, prinsesse Kasia”! Jublen spredte sig endnu engang blandt tilskuerne. Prinsesse Kasia? Underligt nok havde jeg aldrig hørt om hende, hvilket jeg ikke kunne forstå, da hendes far var min allerværste fjende. Kongen trådte frem, og puffede hårdt til manden med fjerhatten, så han fløj direkte ind i en vagt, der vredt hev ham op at stå igen. Fanius grinte lidt for sig selv, og begyndte så at tale ud mod folkemængden, med sin skarpe kongestemme.”Mit kære folk! Som i måske allerede har hørt, så står fjenden for døren. Dragerne er på vej, og det kan ikke vare længe, før de angriber vor by, som de glubske bæster de nu er”. Der lød urolige stemmer blandt de mange folk, men jeg stod bare og smilede for mig selv. Det var rigtigt, det kong Fanius stod og sagde. Inden længe ville dragerne angribe byen, og udrydde Fanius og hans barbariske mænd samt alle dragehadende mennesker. Det havde dragerne selv fortalt mig en kølig efterårsmorgen for et par uger siden. Og det eneste jeg kunne, var at glæde mig til dagen, hvor både dragerne og jeg ville få vores hævn. Kong Fanius fortsatte:” Men, mit kære urolige folk…”. Jeg kunne høre hvordan folk tyssede på hinanden, så de kunne høre kongen tale. Og inden jeg nåede at tælle til 2½, havde alle deres hypnotiserede øjne rettet mod Fanius.”Der er stadig håb, for jeg ved hvem, der kan hjælpe os med vores lille problem. En såkaldt dragens datter befinder sig her i byen, og, som alle andre dragehviskere, beskytter hun dragerne, og kan derfor tale dem til ro”. Jublen begyndte igen at tage fat, og man kunne tydeligt se, at Fanius var smigret. Manden med fjerhatten nærmede sig langsomt kongen igen med et stykke fint pergament i hænderne, som Fanius hurtigt hev ud af hænderne på ham, da han kunne komme til det. Som en lille sky hund, rendte manden hurtigt væk fra ham igen. Fanius foldede det sammenfoldede pergamentet ud, og rettede billedet, der var fint tegnet på det, ud mod folkene.”Denne pige er dragens datter. Hun hjælper dragerne, og dragerne hjælper hende, og hun er derfor den eneste, der kan hjælpe os. Hvis i ser hende blandt jer på gaden så tøv ikke med at fange hende og bringe hende til mig. Den der bringer hende til mig levende, indkassere en dusør på 1 mio. dels”. Overraskede gisp spredte sig mellem alle. Selv gennem mig. 1 mio. dels! Det var rigtig mange penge. Men selvfølgelig ville han gøre hvad som helst for at få fat på mig. Faktisk ville det ikke undre mig om, han ville forære sin egen datter væk. Diskret begyndte jeg, så godt som jeg nu kunne, at liste mig ud af menneskemængden, da det ville være virkelig virkelig dumt af mig at blive. Tænk hvis jeg blev opdaget! Det var måske alligevel ikke nogen smart ide at myre sig op foran, for nu var det jo umuligt at komme tilbage igen. En tyk jublende mur stod omme bag ved mig, og intet kunne få den til at rykke sig. Jeg forberedte mig på slagene, sparkene og hvad der nu ellers kom til at ske, når jeg masede mig igennem muren. Jeg tog en dyb indånding, pustede ud, og bevægede mig så fremad. En knytnæve fløj ind i hovedet på mig, og gjorde mig blind for en stund, mens en vred stemme råbte efter mig; ” Pas dog på, din dumme tøs”!

Flere knytnæver kom farende, sparkene knuste mine ben, og spyttet gjorde min lånte kappe våd. Det var som om, at den tykke mur aldrig fik en ende, hvilket jeg frygtede meget. Men stærk og stolt som jeg var, fortsatte jeg igennem mængden, der irriteret flåede i mit tøj.

Jeg opdagede det først, da det var for sent. Jeg opdagede først at en fuldvoksen grovsmed med sod på bukserne, havde hevet hætten, der dækkede mit hoved, ned så hele mit ansigt og mit leverpostejsfarvede hår, blev synligt, da Fanius råbte; ”Det er hende! Det er dragens datter! Hvad venter i på, i dumme fjolser? Fang hende”! Jeg reagerede lynende hurtigt. Før grovsmeden kunne nå at få fat på mig, var jeg allerede spurtet af sted ned af de riges gade. Jeg kunne høre hvordan folk begyndte at råbe op, og sætte efter mig. Jeg turde ikke vende mig om. Og selv hvis jeg turde, ville jeg ikke. Jeg skulle bare løbe, løbe og løbe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...