Dragens datter

Den 15-årige Kaja har en ganske speciel evne. Hun kan tale med drager. Rigtige, store ildsprudende drager. Et talent som kun få ejer, men som mange ville slå ihjel for at besidde. Det er tilfældet for landets konge, Fanius, der finder Kajas talent meget intresant, og som han har tænkt sig at stjæle fra hende, så han kan gøre det af med dragerne for altid. Derfor er Kaja på en evig flugt fra kongen og hans mænd, der vil udnytte hendes kræfter til onde gerninger. Vil det nogensinde lykkes Kaja, at redde dragerne fra deres grusomme skæbne, og hvad sker der, når hun møder kongens ældste datter, Kasia.
€ € €
Jeg har valgt at melde mig til fantasykonkurancen med min historie, Dragens datter, som er blevet inspireret af et af billederne. Så jeg vælger en kompination af 1 og 2. Cover af Kathrine C.

9Likes
12Kommentarer
633Visninger
AA

3. kareten

Sylia var ikke min mor. Nej, min mor døde for mange år siden. Det samme gjorde min far. De blev fanget af kong Fanius, da han fandt ud af, at de kunne tale med bæsterne. Han ville bruge dem til hans onde planer. Udnytte dem til dragernes udslettelse. De nægtede det. Og det var det sidste jeg så til mine forældre. Jeg var 6 dengang. Og lige siden har jeg måtte klare mig selv. Det lyder måske hårdt, men man vender sig faktisk hurtigt til at være alene. Ja, alene og forladt. Det var, hvad jeg var. Alene i den store onde verden der bare ventede på, når jeg var svagest, så den kunne udnytte mig. Men jeg tillod aldrig mis selv at være svag. Ikke engang i 1 sekund. Jeg var stærk. I alle 24 timer i døgnet var jeg stærk. Jeg måtte ikke bukke under. Det måtte jeg ikke. Hvis jeg gjorde det, ville jeg være fortabt. For altid.

Men det var der, jeg mødte Sylia. Det eneste menneske i verden, der ville hjælpe mig, og forstod mig. Når jeg var sammen med hende, følte jeg mig, underligt nok, rolig. Nej, rolig er ikke ordet. Jeg følte mig – sikker. Ja, jeg følte mig sikker hos hende. Jeg kunne lide hende. Og jeg stolede på hende, når hun sagde, at hun ville hjælpe mig. I starten kunne jeg ikke tro det. Endelig havde jeg fundet en person der forstod mig. En der ville hjælpe mig. En der gav mig den der underlige ro i kroppen, ligesom når man sad tæt sammen med sin mor en kold efterårsaften. En der trøstede mig, når jeg var bange eller ked af det. En der ville være min ven. Jeg havde aldrig haft en ven før, men jeg havde altid ønsket mig en. Jeg havde også tit drømt om en ven i drømmene. Jeg forstillede mig hvordan vi ville holde sammen i alt. Hvordan vi rodede os ud i frygtelige problemer, og, på magisk vis, kom ud af dem igen. Hvordan vi lå krøllet tæt sammen i en fugtig høstak i en dunkel lade en frysende vinternat, og fandt varmen hos hinanden. Sådan en ven havde jeg altid drømt om at have. Sylia var ikke sådan en ven. Kun delvist i hvert fald. For Sylia kunne ikke tage med mig. Hun var ikke van til at leve på gaden, og desuden havde hun mand og børn. Hun er bare en, der giver mig mad, kortvarig beskyttelse, og tag over hovedet i et par dage. Selvfølgelig var jeg ked af, at hun ikke kunne hjælpe mig mere end det, men når man var dragens datter, var der ikke mere hjælp at få. Ikke engang fra en person som Sylia.

Som altid havde Sylia været så venlig, at give mig en lædertaske med mad, hvilket jeg var meget taknemmelig for. Der var meget mad i tasken, og hvis jeg sparede på det, ville der være mad nok til mindst 3 uger. Så slap jeg for at sulte i et stykke tid. Jeg vinkede farvel til Sylia, og gik så tværs over det store torv, hen til en af de store gader, hvor alle de rige folks huse befandt sig. Hvis jeg var heldig kunne jeg måske finde en vogn eller en halmstak at tilbringe natten i. Tit lykkedes det mig aldrig at finde ly for natten, men denne gade havde jeg aldrig gået ned af, så måske var heldet med mig. I horisonten kunne jeg se solen stige længere og længere ned bag det gigantiske slot i den anden ende af byen. Snart ville det blive kulsort, og så var det umuligt at finde noget som helst. Jeg måtte skynde mig. Bevidst satte jeg farten op. Jeg kunne høre musik inde fra husene flere steder. Det var typisk de rige. Altid skulle der være fest og farver. Det blev der vidst aldrig lavet om på. Jeg fortsatte fremad, mens skyggerne blev længere og længere, og truede med at spærre ben for mig. Pludselig, da jeg næsten var ved enden af gaden, hørte jeg hestevrinsk. Jeg stivnede. Det kunne ikke passe. Nattevagterne plejede da først at komme, når klokketårnet slog 20.00. For enden af gaden kom der heste til syne. Efterfulgt af flere heste, som var efterfulgt af flere heste, som, til min store skræk, bar kongens mænd på deres rygge. Panisk ledte jeg efter en flugtvej, men der var ingen. Jeg vidste, at jeg ikke kunne nå hele vejen tilbage til det store torv før, de indhentede mig, så den tanke skød jeg hurtigt væk.”Fremad”! Stemmerne, der selvfølgelig tilhørte kongens riddere og vagter, kom tættere og tættere på. Inden længe ville de tårne sig op over mig, gribe fat i mig, og sætte mig i fangehullet, hvor de ville torturere mig indtil, jeg ville hjælpe dem med deres grusomme hensigter. Det måtte ikke ske. Min opmærksomhed faldt på en af husvæggene på min venstre side. Der var en smal sprække i væggen. Jeg styrtede over til den. Jeg måtte prøve om, jeg kunne presse mig ind. Med stort besvær kom jeg ind i den smalle sprække. I sidste øjeblik for i det samme, red de mange heste med deres ryttere forbi. Efterfulgt af hestene kom en overdådig guldkaret kørende forbi mit klaustrofobiske gemmested. Inde i guldkareten, der blev trukket af 6 snehvide heste, bag de blodrøde gardiner, sad 2 personer. Den ene var, hvad jeg kunne se, en ung pige, der nok ikke var ældre end mig. Den anden havde jeg ingen problemer med at genkende. Det var den onde, blodtørstige og dragehadende mand, der havde gjort mit liv til et helvede. Kong Fanius. Jeg blottede vredt mine tænder, som var jeg en glubsk tiger, der skulle til at flænse og æde ham. Flere heste fulgte efter den overdådige karet, der hurtigt forsvandt ned af gaden. Til allersidst kom 2 muskuløse mænd gående med kongens banner bærende i deres hænder. Banneret bestod af en drage, der slyngede sig om et svær, der gik igennem en krone. Kongen selv forstod ikke hvad det betød, men det gjorde jeg. Det betød at dragerne ville vælte ham. Det fik et smil til at bryde frem på mine tørre læber. Det ville ikke vare længe før dragerne ville overtage byen. Det kunne jeg mærke, og jeg så kun frem til dagen, hvor det skete. Så ville kong Fanius komme til at fortryde hvad han gjorde imod dragerne. Jeg pressede mig langsomt ud af sprækken igen, så jeg kunne trække vejret ordentligt igen. Det føltes som om, at mine lunger var blevet presset sammen, og det tog lige et øjeblik, at få min normale vejrtrækning tilbage igen. Pludselig hørte jeg nogle kold hvislende stemmer inde i mit hoved.”Kaja, dragens datter, følg efter den karet”! Jeg var ikke i tvivl om, at det var dragerne der talte til mig. Forvirringen satte tydelige folder i min pande.”Jamen, mine kære drager, hvorfor skal jeg følge efter denne ondskabens guldkaret, der indeholder den person, der udgør en trussel for vor slægt”? Stemmerne svarede mig blidt.”Fordi en ung pige er fanget mellem det onde, men hun er god. Find hende, og hun vil hjælpe dig, dragens datter”. Jeg huskede tydeligt den unge pige i guldkareten. Umiddelbart havde hun ikke set ond ud, men man kunne jo aldrig vide sig sikker i denne verden.”Jamen, kære drager, jeg…”. Jeg protesterede, men dragestemmerne holdte stædigt fast i deres beslutning.”Gør det, kære datter”! Og med et var stemmerne væk. Som om de aldrig havde været der. Jeg sukkede dybt, og satte så, mod min vilje, i løb efter kareten. Man modsagde ikke dragerne. Det gjorde man bare ikke. For uden dem havde jeg aldrig kunne klare mig selv. De var min styrke, og jeg var deres.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...