Dragens datter

Den 15-årige Kaja har en ganske speciel evne. Hun kan tale med drager. Rigtige, store ildsprudende drager. Et talent som kun få ejer, men som mange ville slå ihjel for at besidde. Det er tilfældet for landets konge, Fanius, der finder Kajas talent meget intresant, og som han har tænkt sig at stjæle fra hende, så han kan gøre det af med dragerne for altid. Derfor er Kaja på en evig flugt fra kongen og hans mænd, der vil udnytte hendes kræfter til onde gerninger. Vil det nogensinde lykkes Kaja, at redde dragerne fra deres grusomme skæbne, og hvad sker der, når hun møder kongens ældste datter, Kasia.
€ € €
Jeg har valgt at melde mig til fantasykonkurancen med min historie, Dragens datter, som er blevet inspireret af et af billederne. Så jeg vælger en kompination af 1 og 2. Cover af Kathrine C.

9Likes
12Kommentarer
632Visninger
AA

2. Flugten

Jeg spænede ned af de smalle, stenbelagte gader. Jeg måtte væk. Jeg masede mig forbi de travle folk, der råbte vredt efter mig. Jeg hørte ikke efter. De var ikke vigtige. Det eneste der betød noget lige nu var at komme væk.”Stop! I kong Fanius´ navn”! En mørk og ru stemme råbte truende efter mig. Lyden af stemmen fik mig til at løbe endnu hurtigere. Uheldig som jeg var, løb jeg direkte ind i en ung mand, der trak rundt på en kærre fyldt med gylle. Jeg havde løbet så hurtigt, at da jeg stødte ind i ham, væltede jeg først og fremmest ham, og derefter også den store ladning gylle på hans kærre ned over os begge. Jeg satte mig forvirret op, som om det slet ikke var sket, og prøvede så vidt muligt at fjerne det meste af den stinkende gylle væk fra min hjemmestrikkede uldkjole.”Hvad fanden har du gang i, dit lille hekseyngel”!? Jeg rejste mig fortumlet op, og mumlede et akavet ”undskyld”, hvorefter jeg spænede videre. Jeg kunne høre ham bande efter mig, men hvad skulle jeg gøre ved det? Jeg havde ikke rigtig tid til at hjælpe ham med at samle gyllen op.

Jeg endte på det store torv, der var udmunding af alle de små gader. Folk havde travlt med at handle ind til aftensmad, rengøring, syning, jeg vidste det virkelig ikke, og var også ret så ligeglad. Men i hvert fald var der ingen, der lagde spor mærke til mig. Bortset fra den unge kvinde, der stod og vinkede ihærdigt til mig. Hun var høj. Meget høj i forhold til nogle af mændene på hendes alder. Hendes hud var let solbrændt, men hvad pokker, hun arbejdede jo også i marken hele dagen lang. Hendes hår var bølget, og havde samme farve som friske gulerødder. Hendes hvide forklæde var bundet så stramt om hendes talje, at man skulle tro, at hun ikke kunne få vejret, men det så nu ud til at gå helt fint for hende. Jeg skyndte mig over til hende, og ind i det slidte hus, der stod lige bag ved hende. Det var i sidste øjeblik, for i det samme kom de brasende ud af menneskemængden. Dem som var ude efter mine evner, dem som ville udnytte mig, dem som jeg hadede mest i hele landet. Ja, hele verden hvis jeg skal være helt præcis. Kongens riddere kom bestemt gående med deres raslende rustninger på overkroppen, og et blankt svær hængende ved deres side. De kom nærmere og nærmere mit skjulested i det gamle hus. Bare de ikke fandt mig. Heldigvis stoppede de foran den unge kvinde.”God eftermiddag , frøken. Har de set denne unge pige på Deres vej”? Den yngste af riderne trak et forældet stykke papir op af lommen, og viste det til damen. På papiret var der tegnet en tegning af en ung pige på ca. 15 år. Hun havde lave kindben, der fik hendes ansigt til at se smalt og feminint ud. Hun havde lerverpostejsfarvet hår, der gik hende til midt på ryggen. Næsen var lang og smal og øjnene var brune. Billedet viste en tegning af – mig. Damen tog billedet og undersøgte det nøje. Til sidst gav hun papiret tilbage til den yngste ridder, og svarede lettere irriteret.”Nej, jeg har aldrig set denne pige før. De eneste der har forstyrret mig i dag er Dem, mine herre”. Den ældste, og mest stærke, ridder brummede vredt, men forsvandt så med de andre lige i hælene. Hun sukkede lettet op, og gik ind i det gamle hus, hvor jeg befandt mig. Hun lukkede varsomt døren efter sig, og stillede sig så foran mig med armene over kors.”Hvad har du nu rodet dig ud i, Kaja? Det er efterhånden snart hver dag, at jeg må hjælpe dig af med de fyrre”. Jeg trak lidt på skuldrende, og gav hende så et venligt kram. ”Ja, jeg ved det, men de bliver ved med at finde mig, og der er intet, som jeg kan gøre ved det. Jeg er, hvad jeg er, Sylia, og ingen kan lave om på det”.  Damen ved navn Sylia, klappede mig blidt på hovedet.”Jeg vil bare ikke have, at de skal gøre dig ondt, min skat”. Jeg nikkede tavst. Det ville jeg heller ikke, men hvad kunne jeg gøre ved det? Ingenting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...