Dragens datter

Den 15-årige Kaja har en ganske speciel evne. Hun kan tale med drager. Rigtige, store ildsprudende drager. Et talent som kun få ejer, men som mange ville slå ihjel for at besidde. Det er tilfældet for landets konge, Fanius, der finder Kajas talent meget intresant, og som han har tænkt sig at stjæle fra hende, så han kan gøre det af med dragerne for altid. Derfor er Kaja på en evig flugt fra kongen og hans mænd, der vil udnytte hendes kræfter til onde gerninger. Vil det nogensinde lykkes Kaja, at redde dragerne fra deres grusomme skæbne, og hvad sker der, når hun møder kongens ældste datter, Kasia.
€ € €
Jeg har valgt at melde mig til fantasykonkurancen med min historie, Dragens datter, som er blevet inspireret af et af billederne. Så jeg vælger en kompination af 1 og 2. Cover af Kathrine C.

9Likes
12Kommentarer
646Visninger
AA

5. Fanget

Jeg løb ned af, de overaskende rene, gader, hvor jeg, tidligere på aftnen, havde gået. Jeg måtte væk. Langt væk. Fra ham og alle de andre. Jeg kunne høre råb og skrig bag mig, samt et dusin vagter, der råbte "Stop" efter mig. Men jeg stoppede ikke. Hellere kæmpe til døden end, at end at overgive sig.

Mine ben føltes som gele, og jeg var bange for, at de ville give under for min vægt. Jeg kunne snart ikke mere, men jeg tvang mig selv til at fortsætte. Ikke kun for min skyld, men også for dragernes. Snoren, der holdte den sorte kappe tæt til min ryg, strammede af helvede til, og jeg kunne kun få halvt så meget luft ind, som jeg kunne, hvis jeg ikke havde haft den på. Jeg førte min hånd op til min svedige hals, og rev snoren i stykker, så den tunge kappe gled af mine små skuldre, og faldt til jorden. Jeg indhalede grådigt den friske aftenluft. Den gav mig energi, og, selvsikkert, satte jeg farten op. Den liflige musik spillede stadig indenfor i rigmandshusene, og, af en eller anden grund, gjorde den mig glad. Men jeg havde ikke tid til at nyde de blide, men samtidig hårde, toner. Jeg blev nød til at tage mig sammen og løbe.

"Nej"! Min skingre stemme skar gennem den nu mørkeliagte gade, og bekræftede min tilstedeværelse overfor dem, som ikke vidste, at jeg var der. Jeg bankede min knyttede næver ind i den kolde mur, der afspærrede vejen frem. En blindgyde. Min vejrtrækning blev automatisk panisk. Det kunne overhvedet ikke passe. Alle de gader, som jeg havde været ned af, endte et sted. Hvorfor gjorde denne her så ikke? Jeg kiggede, med bange anelser, rundt om i mørket efter en flugtmulighed. Men der var ingen flugtmuligheder. Ingen huller i murvæggen, ingen sprækker i husmurene, der var ikke en gang en stak hø, jeg kunne gemme mig i. Jeg var fanget. Fanget som en lille mus i en kats grumme kløer.

Lyden af løbende fødder  fangede hurtigt min opmærksomhed. Og så så jeg dem. Vagterne med deres prægtige uniformer dukkede op lidt længere nede af gaden med den giganiske menneskemur bag ved dem. Jeg pressede min ryg op imod muren, og sank en klump. Jeg vidste at jeg var færdig. En af vagterne, som faktisk var en af dem, der havde jaget mig om dagen, fik hurtigt øje på mig, og råbte op."Der er hun! Grib hende"! Da alle de andres øjne faldt på mig, udstødte de et hyl, som mest af alt lød som et krigshyl, og styrtede mod mig med rustne lænker lænker raslende i deres hænder. Menneskemuren omme bag vagterne prøvede ihærdigt på at komme først hen til mig. Det var sikkert på grund af dusøren, men det lykkes dem ikke.

Vagterne greb fat i begge mine håndled, og hev mig væk fra stenmuren, der, underligt nok, føltes ret beskyttende. Jeg skreg panisk, og sparkede og slog efter de muskuløse mænd, der bare grinede af mig, selvom jeg ramte dem adskillige gange. Vagten, som jeg kendte, satte en lænke på hver af mine håndled og en om min hals. Derefter greb han om min hage, og hvislede ondt; "Troede du virkelig, at du kunne flygte fra os hele dit liv, din dumme tøs"? Han grinte ondskabsfuldt, og resten af folkemængden fulgte samme eksempel. Jeg sendte ham et bittert blik, hvorefter jeg førte min mund ned til vagtens hånd, og bed ham så hårdt jeg kunne. Smertende tog han sin hånd til sig."Av for satan! Hun bed mig, den lille møg unge bed mig"! Han spruttede af raseri, og da han så, at jeg stod og smilede veltilfreds, gav han mig en lussing, der sang i den brede gade med de fornemme huse. Min kind sveg, og jeg kæmpede for at holde tårene tilbage. Men jeg ville ikke græde. Ikke foran dem. Vagten nød min smerte, og gjorde klar til at slå endnu engang, da en hård stemme skar gennem natten."Lad hende være"! Jeg vidste straks, hvem stemmen tilhørte. Kong Fanius. Jeg væmmeds ved tanken om, at han om få øjeblikke ville stå foan mig. Vagten sænkede hans hævede arm, og trådte surmulende tilbage."Javel, deres højhed". En skikkelse trådte frem fra folkemængden, og gik med langsomme og bestemte skridt mod mig, mens et koldt smil spillede om hans sprukne læber. Jeg sendte ham det farligste dræberblik, jeg kunne, men godt havde det ikke virket, for han lo bare hånligt af mig."Du skræmmer ikke mig, dragedatter, men dragerne er jeg vis på, at du kan skræmme". Han lo let af mig, og da jeg ikke gav mine til at sige noget, fortsatte han."Du skal nok blive meget nyttig i kampen mod de ondsindede bæster". Jeg rystede uenigt på hovedet, mens jeg hvæsede ham lige ind i hovedet."Som om jeg nogensinde vil hjælpe dig. Du er ond og modbydelig, og uanset hvor meget du torturere mig, vil jeg aldrig hjælpe dig med dine onde gerninger". Fanius kneb sine øjne sammen, og skulle ligetil at sætte mig på plads, da en virkelig smuk pige, kom ind i mellem os, og skubbede ham vredt væk. Hun havde langt lyst hår, der bølgede ned af hendes ryg. I mørket kunne jeg kun svagt se, at hun bar en blomstret gul kjole. Jeg genkendte hende. Det var prinsesse Kasia."Kasia, hvad fanden er det, du laver"? Han spruttede af raseri, og Kasia lignede en, der skulle til at falde død om, men på trods af det, svarede hun modigt sin rarsende far."Du må ikke gøre hende ondt, fader. Hun er ikke ond, og ligeledes skal hun ikke behandles. Det er imod...". Irriteret skubbede han hende til side så hårdt, at hun slog sit hoved ind i en af husmurene. Et gisp gik igennem alle, da prinsessen faldt bevimet om på den kolde jord. Jeg stirrede med store øjne på den smukke pige, der langsomt begyndte at bløde fra baghovedet, så det fine blonde hår, blev rødbrunt."Bland dig uden om, dit lille hekseyngel", mumlede Fanius  for sig selv. Jeg kunne se på folkemængden, at de var chokeret, men bestemte blikke fra vagterne gjorde, at de ikek sagde noget. Men det skulle ikke forhindre mig i at holde mund."Hvor vover du at gøre det? Hun er jo din datter, for pokker. Hun er...". Et dræbende blik fra fanius gjorde, at jeg tav. Jeg kunne ikke lide hans øjne. De var fulde af mørke og ondskab. Han gjorde en håndbevægelse, så et par af vagterne trådte frem, og gjorde hornør, klar til at modtage ordre."Tag tøsen med til slottet, og sørg for at hun ikke slipper væk. Hun er uundværlig for os". Vagterne bukkede ærbødigt, greb fati mine lænker, og trak mig med igennem mængden af mennesker, der delt sig, så vi kunen komme igennem. Jeg hev, sled og gjorde modstand men det lykkeds dem at få mig med.

Jeg vendte mig om, og så Fanius stå og grine ondskabsfuldt, og, som de små kujoner de var, grinede alle andre med. Bortset fra prinsesse Kasia, der var vågnet fra sin bevidsløse tilstand. Hendes øjne var fulde af sorg, og, måske var det bare mig, men lå hun hun ikke og græd?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...