Words

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2013
  • Opdateret: 4 aug. 2013
  • Status: Igang
Denne movella er inspireret af sangen "Words" af Skylar Grey:
https://www.youtube.com/watch?v=eZku7yyALbc

15-årige Victoria ser ud til at have alt:
- Popularitet
- Penge
- En sød kæreste
- De bedste veninder nogensinde
- Den bedste ven nogensinde
- En dejlig familie

Men en dag bliver Victorias liv vendt op og ned da kæresten, Steffen, omkommer i en trafikulykke. Normalt ville man blive knust over en sådan tragedie, men det er slet ikke derfor, at Victoria bliver mere og mere indelukket... Den dag Steffen døde, var han nemlig på vej hen til Victoria, fordi hun skulle fortælle ham noget meget vigtigt, som ville have ændret deres forhold markant. Men nu får hun aldrig muligheden for at fortælle sandheden og drømmen om en lys fremtid smuldrer mere og mere for hver dag der går...

2Likes
0Kommentarer
364Visninger
AA

4. Tilbage til hverdagen

   Jeg vågnede med et sæt. Endnu et mareridt havde erobret min hjerne i nat. Det var mandag og jeg skulle i skole igen. Hele ugen fra ulykken til begravelsen, havde min far holdt mig hjemme, fordi den kloge kvinde til hjernevrider - min psykolog, Brenda - som jeg gik til et par gange om ugen, havde rådet ham til det.

   Udmattet og svedt, traskede jeg ud på badeværelset og begyndte at klæde mig af. Derefter gik jeg langsomt op i badekaret og træk forhænget for. Da jeg tændte for bruseren mærkede jeg langsomt mine muskler løsne sig efter at have været helt anspændte hele natten.

   Da jeg var færdig med badet, tørrede jeg min krop og viklede mit håndklæde om håret. I dag var mit comeback. Jeg var nemlig skolens mest populære pige, og da jeg jo ikke havde været i skole i en uge, havde jeg ingen anelse om hvor min position stod. Dagens outfit skulle derfor ose af selvtillid. Det endte med at jeg valgte en lårkort nederdel - selvom det var lidt småkoldt udenfor - og en stumptop, så man kunne se min navle og en del hud. Jeg tog hurtigt mine sandaler med kilehæle på og så var jeg klar. Endnu en gang sprang jeg morgenmaden over, ligesom jeg havde gjort alle de dage hvor min far ikke havde været i nærheden i den sidste uges tid.

   I det samme var der en bil der dyttede ude foran. Jeg undrede mig lidt, for hvem i alverden var hér på dette mærkelige tidspunkt? Da jeg kom udenfor sad Brandon bag rettet i sin overdrevet fede sportsvogn - hans forældre var stinkende rige ligesom mine. Selvom han kun var et år ældre end mig - altså 16 - så havde han allerede fået kørekort, og kørte rundt alene selvom det var imod reglerne.

   "Hey, Vic! Du ser godt ud i dag!" råbte han, da han fik øje på mig. Jeg kiggede på ham og rynkede brynene. Hvad lavede han her?

   "Jeg tænkte at du gerne ville have et lift som du plejer?" sagde han muntert. Af en eller anden mærkelig grund, kunne han læse mine tanker.

   "Hvorfor skulle jeg gide køre med dig?" spurgte jeg flabet, imens jeg satte mig ind på forsædet ved siden af Brandon.

   "Fordi det er det du plejer?" svarede han grinende og mindst lige så flabet. Men han havde jo ret. Det var sådan det plejede at være. Steffen boede - eller havde boet - i den modsatte retning af mig i forhold til skolen, mens Brandon boede i samme retning som jeg.

   "Tak," mumlede jeg, men undrede mig over hvordan han bare kunne opføre sig så normalt efter alt det der var sket. Jeg savnede Steffen af hele mit hjerte, og så sad Brandon bare der og lod som ingenting! Men hvis han ville spille skuespil, så fint med mig! Han skulle få skuespil skulle han!

 

   Da vi ankom til skolen lod alt til at være ved det gamle. Samantha og Cathryn, kom mig i møde og krammede mig som de plejede.

   "Åh, Tori, vi har bare savnet dig meget!" udbrød Cathryn og var lige ved at tude. Jeg begyndte at grine - falsk - og gav hende et stort kram.

   "Slap af, Cat! Jeg har kun været væk i en uge," grinede jeg.

   "Ja, men det var virkelig en lang uge, søde," sagde Samantha og klemte blidt min arm.

   "Enig! Jeg var ved at dø af kedsomhed, er I vimmer!" udbrød jeg. Ubevidst gyste jeg ved ordet . Hvor ironisk egentlig! De kiggede bare smilende på mig. Underligt at de slet ikke havde nævnt Steffen endnu.

   Angående mine kælenavne så har jeg to; Vic og Tori. Det var kun Brandon og Steffen der kaldte/havde kaldt mig Vic. Alle andre kaldte mig Tori.

 

   Dagen forløb præcis som den plejede, indtil vi havde spisepause og gik ned i kantinen. Jeg gik sammen med Cat og Sam som jeg plejede, men stoppede brat da jeg kiggede hen på mit højtelskede A-bord.

   "Hvad laver hun dér?!" hvæsede jeg og hentydede til skolens barbie, Mandy, der sad på min plads.

   "Rolig, Tori skat. Hun har siddet der den sidste uges tid, siden du ikke har været her, men du må bare lade hende være og ignorere hende," sagde Sam beroligende. Jeg ignorerede det hun sagde og gik i stedet over og stillede mig direkte foran Mandy. Hun havde grinet af et eller andet, men hende smil stivnede da hun så mig.

   "Du sidder på min plads, så hver venlig og skride," sagde jeg roligt og kiggede ondt på hende. Hun grinede bare hånligt og rejste sig op. Vi var lige høje, desværre. Men jeg rykkede mig ikke ud af stedet.

   "Det tror jeg så ikke, Victoria. Nu er jeg den mest populære her, så det er vist dig der skal skride, søde," sagde hun med sin irriterende, snobbede stemme. Jeg smilede bare til hende, hvilket hun vist blev mindre forvirret over.

   "Hvis du snakker sådan til mig én gang til, søde, så vil du inderligt fortryde det, og du ved udmærket godt hvad jeg mener om det. Jeg har noget snus på dig, som du nok foretrækker ikke kommer ud i offentligheden, har jeg ret?" hvæsede jeg langsomt ind, så lavt at kun hun og jeg kunne høre det.

   "D-det tør du ikke," svarede hun mindre selvsikkert.

   "Du kan jo prøve mig af?"

   I det ene øjeblik stod hun foran mig, og i det næste var hun væk. Jeg fnyste højtlydt en gang og svingede med håret - lækkert, langt, brunt og blødt som silke - da jeg vendte mig om og satte mig på min plads. De andre kiggede forbavsede på mig, men begyndte så med deres velkommen tilbage og godt at se dig. Nu var alt ved det gamle igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...