Words

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2013
  • Opdateret: 4 aug. 2013
  • Status: Igang
Denne movella er inspireret af sangen "Words" af Skylar Grey:
https://www.youtube.com/watch?v=eZku7yyALbc

15-årige Victoria ser ud til at have alt:
- Popularitet
- Penge
- En sød kæreste
- De bedste veninder nogensinde
- Den bedste ven nogensinde
- En dejlig familie

Men en dag bliver Victorias liv vendt op og ned da kæresten, Steffen, omkommer i en trafikulykke. Normalt ville man blive knust over en sådan tragedie, men det er slet ikke derfor, at Victoria bliver mere og mere indelukket... Den dag Steffen døde, var han nemlig på vej hen til Victoria, fordi hun skulle fortælle ham noget meget vigtigt, som ville have ændret deres forhold markant. Men nu får hun aldrig muligheden for at fortælle sandheden og drømmen om en lys fremtid smuldrer mere og mere for hver dag der går...

2Likes
0Kommentarer
360Visninger
AA

5. Hjernevrideren Brenda

   "Hej, Tori! Hvordan går det?" Altid den samme dødsyge kommentar.

   "Fint, tak!" Mit standard svar.

   Normalt skulle jeg bare gå ind og begynde at snakke med hende, men i dag var min far taget med, så jeg blev nødt til at vente udenfor er par minutter. Han ville snakke med Brenda, altså min psykolog, om et eller andet sagde han. Jeg havde ingen anelse om hvad det kunne være. Da de have været derinde i et stykke tid, tog min nysgerrighed over, og jeg lagde forsigtigt mit øre mod døren, så jeg kunne smuglytte. Det var nemt at høre igennem den tynde dør. Alt for nemt...

   "Undskyld, hr. Winther, men det ved De udmærket godt, at jeg ikke kan. Det er imod reglerne." Brenda.

   "Brenda, det ved jeg godt, men hun er i en så skrøbelig tilstand, at jeg bliver nødt til at vide hvordan hun virkelig har det."

   "Hvorfor snakker De ikke bare med hende selv?"

   Stilhed.

   Efter et par minutter svarede min far endelig.

   "Vi... Vi er ikke så gode til at snakke sammen. Min kones død påvirkede os meget. Det er derfor jeg bliver nødt til at bede dig om dette. Jeg må vide hvordan jeg skal gribe sagen an."

   Hvad fanden snakkede de om? Sagen? Hvilken sag? Og hvorfor snakkede de overhovedet om min mor? Det var vist første gang siden hendes død, jeg havde hørt min far snakke om hende. Og så lige med Brenda?!

   "Okay, jeg kan måske ordne noget... Men hun må for alt i Verden ikke vide noget om det, for så kan hun fordreje sandheden overfor mig, og det er ikke det vi ønsker."

   "Tusind tak, Brenda! Jeg skal nok lade være med at fortælle hende det. Hun ville da først flippe ud, hvis hun fandt ud af, at jeg fik at vide hvad I har snakket om!"

   What?! Var der lige noget jeg havde misforstået her, eller havde Brenda lige lovet min far, at sladre om alt det jeg fortalte hende?! Det kunne hun da ikke! Det var privat!

   I det øjeblik besluttede jeg mig for, ikke at sige sandheden. Jeg blev nødt til at lyve overfor Brenda. Min far skulle ikke vide hvor splittet jeg var indeni, for så ville han da først for alvor begynde at behandle mig anderledes, og det var ikke lige det jeg havde brug for i øjeblikket. Jeg havde bare brug for at være helt almindelig og komme videre med mit liv. Meningen havde ellers været, at jeg ville have fjernet min barriere overfor Brenda, og så sætte den op igen når vi havde snakket færdigt. Alle mine hemmeligheder skulle blive indeni det rum, men nu var det ligesom ikke muligt længere.

   Da de - endelig - var færdige med at snakke, kaldte de mig ind. Hurtigt sagde jeg lige farvel til min far, og så lod han mig tilbage med hjernevrideren. Forræderen. Stikkeren. Jeg kunne blive ved!

   Jeg havde kendt Brenda i næsten to år. Min far havde sendt mig til psykolog lige efter min mors død, og jeg skulle egentlig være stoppet nu, men han syntes at jeg skulle fortsætte lidt endnu efter det der skete med Steffen.

   "Nåh, Tori. Hvordan går det så, min ven?" spurgte Brenda og smilede uskyldigt og alt for venligt til mig. Jeg var seriøst ved at få kvalme! Hun kunne da ikke bare sidde der og lade som ingenting!

   "Hvad fanden har du gang i?! Lad for helvede være med at kalde mig Tori! Og jeg er i hvert fald heller ikke din ven!" råbte jeg arrigt. Ej, det var bare for sjov! Selvfølgelig gjorde jeg ikke det, men Gud hvor havde jeg dog lyst til det! I stedet satte jeg min facade op og smilede venligt til hende.

   "Det går skam helt fint!" svarede jeg og smilede venligt til hende.

   Ja, Brenda. Vi er altså to der kan spille det her spil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...