Words

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2013
  • Opdateret: 4 aug. 2013
  • Status: Igang
Denne movella er inspireret af sangen "Words" af Skylar Grey:
https://www.youtube.com/watch?v=eZku7yyALbc

15-årige Victoria ser ud til at have alt:
- Popularitet
- Penge
- En sød kæreste
- De bedste veninder nogensinde
- Den bedste ven nogensinde
- En dejlig familie

Men en dag bliver Victorias liv vendt op og ned da kæresten, Steffen, omkommer i en trafikulykke. Normalt ville man blive knust over en sådan tragedie, men det er slet ikke derfor, at Victoria bliver mere og mere indelukket... Den dag Steffen døde, var han nemlig på vej hen til Victoria, fordi hun skulle fortælle ham noget meget vigtigt, som ville have ændret deres forhold markant. Men nu får hun aldrig muligheden for at fortælle sandheden og drømmen om en lys fremtid smuldrer mere og mere for hver dag der går...

2Likes
0Kommentarer
396Visninger
AA

2. Et sidste farvel

   "Jeg kondolerer."

   "Tak," mumlede jeg. Andet kunne jeg ikke lige finde på.

   Min hånd var efterhånden ved at blive træt af at trykke alle disse fremmede menneskers hænder. Jeg kendte knap nok halvdelen af dem! Hvordan de kendte mig vidste jeg ikke, men jeg ville da gætte på at de kun kendte mig som Steffens kæreste og intet andet. Kvalmen voksede mere og mere for hver person jeg mødte. Deres blik var næsten uudholdeligt med den der mærkelige blanding af medlidenhed og forvirring. De undrede sig sikkert bare over hvorfor jeg ikke græd. Hvorfor jeg ikke fældede så meget som én tåre. De skulle bare vide...

   Om morgenen havde jeg bygget en mental, tyk facade op, imens jeg iførte mig en sort kjole, men den krakelerede mere og mere jo længere hen på dagen vi kom. Jeg var dog rimelig sikker på at den sagtens ville kunne holde dagen ud. Så tyk var den.

   Det vidste sig dog, at min facade ikke var så holdbar som jeg troede, for i det samme jeg fik øje på ham faldt den sammen til ingenting. Knuden i min mave var pludselig tilbage. Den knude som jeg havde haft i flere uger, og som var vokset mere og mere på det seneste.

   Han fik straks øje på mig og var ovre ved mig på ingen tid. Jeg kunne have gravet mig ned i  et musehul.

   "Hey, Vic," sagde han og trak mig ind til sig i et stort, venskabeligt kram. Tårerne pressede på, men jeg bed mig hårdt i læben, og så trak de sig tilbage igen. Jeg var efterhånden ekspert i at jage dem på flugt, for det var noget jeg havde været nødt til at øve de sidste par dage.

   "Hey, Brad," svarede jeg og trak mig væk fra ham. Jeg fortjente ikke dette kram og det vidste vi begge to. Men han kunne aldrig finde på at indrømme det over for sig selv, og slet ikke for mig! "Hvad laver du her?"

   "Jeg er her for at støtte dig," svarede han og sendt mig et trist smil. Jeg skulle lige til at protestere, for jeg havde ikke brug for nogen som helst støtte! "Og jeg gider ikke høre på at du ikke behøver støtte, for det ved jeg at du gør. Og du ved også at det er rigtigt."

   "Whatever. Gør hvad du vil," sagde jeg og viftede ligegyldigt af ham - facaden var tilbage. Det lyder måske koldt og hjerteløst, men det var bedst sådan. Det vidste vi begge to.

 

 

   Endelig var begravelsen og receptionen slut, og jeg kunne endelig komme hjem til min seng og græde al smerten ud. Men først skulle dagens sidste skuespil overstås. Jeg var efterhånden blevet rimelig god til det der med skuespil. Og det skræmte mig faktisk en smule.

   "Far, jeg smutter i seng nu, okay?" sagde jeg og viste mit mest uskyldige ansigt. Han kiggede mærkeligt på mig og rynkede brynene en anelse; et tegn på at han var forvirret. Men siden ulykken, havde han ikke sagt mig imod en eneste gang, og det havde han åbenbart heller ikke tænkt sig at gøre nu.

   "Okay, skat. Sov godt," svarede han bare og gav mig et hurtigt knus. Det var da noget ud over det sædvanlige. Vi plejede som regel ikke at kramme og vise de store følelser, men denne dag var åbenbart en undtagelse.

   "I lige måde far," svarede jeg og anstrengte mig meget for ikke at styrte op ad trappen. I stedet gik jeg med rolige skridt derop og ind på mit værelse. Jeg låste døren efter mig og smed mig derefter på sengen, hvor jeg lod tårerne få frit løb. Og så tog mine tanker mig ellers tilbage til den dag, hvor hele min Verden brast sammen...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...