One Direction Imagines

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2013
  • Opdateret: 24 aug. 2014
  • Status: Igang
Her kommer der en masse forskellige Imagines op med de forskellige drenge fra One Direction. ~~ Håber i vil synes godt om dem og kommenter hvad i synes om dem. :) ~~ Og hvis i har en mega god ide til et Imagine så skriv det til os i kommentaren så kan det være vi bruger ideen og vi skriver slevfølgelig det er dig der har givet os ideen! xx

51Likes
36Kommentarer
15950Visninger
AA

17. Harry

 

Din synsvinkel:

Du lyner din jakke og tager derefter dit halstørklæde på og derefter dine vintersko på. Du venter ved jeres hoveddør og råber:" Harry kommer du ikke snart?"

"Jo 2 sekunder jeg kan ikke finde min jakke." råber han tilbage.

"Den hænger her ude søde, jeg tog den her ud i går efter du bare smed den på sengen." Råber du grinende tilbage. Der går ikke mange sekunder før Harry kommer herud og skynder sig derefter i sin jakke og sine sko. Han tager derefter sin orange hue på, men du griner bare og tager den af ham da den ikke passer til hans hans grønne vinterjakke. Du smider den bare væk og skynder dig ud og Harry kommer hurtigt ud og lukker døren efter sig og låser derefter jeres dør og ligger nøglen i hans jakke lomme. Og løber op til dig og tager fat rundt om maven på dig og svinger dig rundt.

"Harry, pas nu på barnet.."

"Undskyld mor.." siger han og sætter dig ned, du slår irriteret til ham da han kalder dig mor.

"Det har du ikke rettigheden til at sige." Siger du og samler lidt af det sne op der ligger på bilen og smider på ham.

"Wow, det skulle du aldrig have gjort." siger han truende og begynder at løbe efter dig, du giver et skrig fra dig og begynder at løbe. Du løber om på den anden side af bilen med Harry efter dig. Men da du kommer lidt længere glider du i noget is og Harry er lige efter dig så du falder ned i ham og det er ham der lader mod jorden. Et skriger forlader den mund da i falder, men da ligger i sneen bryder i begge ud i et grineflip. Du vender dig om så i ligger med maverne mod hinanden. Harry stopper med at grine og smiler bare sødt til dig, du stopper også med at grine og smiler tilbage mens i holder øjenkontakten, han fjerner en tot der har sluppet fri fra din hestehale og sætter den om bag dit øre. Han fjerner stille sit blik fra dine øjne og ned på dine læber og derefter op til dine øjne igen, før han smeder jeres læber sammen, og køre sine hænder ned så de ligger placeret på din læn.

Imens i kysser, for du dig langsomt viklet ud af hans greb. Du rejser dig hurtigt op, og løber væk. "Hey, D/N!", råber han efter dig.

Du griner og fortsætter. Du har blikket retter mod Harry, hvilket vil sig du løber halvt baglænds. Pludselig ændres Harrys udtryk fra drillende, til chokeret. "D/N PAS PÅ!", råber han. Men for sent. Du når lige, skimte en bil der kommer mod dig, inden alt bliver sort og din mund fordrejes i et smertefuldt skrig.

 

Harrys synsvinkel:

En uge er gået og der var stadig ikke tegn på noget liv fra hende, en uge havde hun lagt i koma, alt sammen på grund af mig. Og barnet, eller lad mig sig tvillingerne som det åbenbart var, var nu forlænges væk, Lille Darcy og lille Adam. Ja, vi havde både fundet et pigenavn hvis det blev en pige og et drengenavn hvis det blev en dreng. Og vi ville ikke have havde kønnet da vi ville have det som en overraskelse men nu. Men væk var de nu, helt borte. Alt er gået itu. Endnu en tåre løb ned af min kind, da jeg igen ser ned på hendes fredfyldte perfekte ansigt, hun ligger der som om intet er galt, men alt er jo galt. Hun er KUN 15% sikker på at overleve. KUN 15%. Endnu en tåre løber ned af min kind, og en bliver til flere og jeg fjerner dem ikke. Jeg ligeglad med dem, ligesom jeg er med resten rundt om mig lige nu. Det eneste jeg vil have er at alt der her er et mareridt, snart stopper. Ellers klare jeg det ikke meget længere.

Drengene havde været her på skift, og havde forsøgt at muntre mig bare en smule op. Men det var håbløst. Alt glæden er som suget ud af mig, og det eneste mine tanker drejer sig om er D/N.

Jeg rykker mig uroligt på stolen. Den har de sidste par dage været min seng. Ikke særlig behaglig, men jeg skal være her hvis der sker noget. Jeg løfter hånden, og lader mine fingerspidse strejfe hendes bløde læber. Dem jeg så gerne vil kysse lige nu. Dem jeg helst vil se bredt ud i et stort smil. Og dem som skal tale mig igennem mine dage der er alt for hårde pga. arbejdede. Jeg har brug for hende. 

Hvis hun ikke overlever... kan jeg ligesågodt ligge mig til at dø, en langsom og smertefuld død. Jeg sukker tungt, da hendes hånd pludselig bevæger sig. Jeg springer op fra stolen. "Doktor! Doktor!", råber jeg, da hun igen bevæger sig. Et lille håb, er langsomt ved at brede sig, og kort efter kommer der en læge løbene, med en sygeplejeske efter sig. "Hvad sker der?!", spørger han en anelse panisk. Jeg breder mine læber i et lille smil. Det første smil jeg har frembragt i over en uge. 

"Hun bevægede sig! Hendes hånd bevægede sig!", råbte jeg højt, så sygeplejersken måtte holde sig for det venstre øre. Lægen skyndte sig over til D/N, og gik igang med at trykke hende forskellige steder på kroppen. Efter det lyttede han til pulsen, både på håndledet, og halsen. Og til sidst satte han fingerne på hendes højre bryst, for at lytte til hjerte. 

Jeg skar en kort grimasse, over han skulle stå og rage på hende. Men den tanke lagde jeg hurtigt bagerst i min hjerne. Det var det der betød mindst nu. Pludselig bevæger hun sig igen, men denne gang er hendes bevægelser mere faste, og det ser ud som om hun langer ud efter noget. Jeg skynder mig hen på siden af hende, og lader min hånd glide ned i hendes. Hendes greb strammes hurtigt, og hun rykker lidt i min pegefinger. Jeg smiler stort. Hun er i live!

 

Din Synsvinkel:

Du mærker en varm hånd i din, og klemmer godt til. Alt lyd er totalt isoleret for dig, og du kan derfor intet høre. Dine øjenlåg føles alt for tunge, til at du har kræfter til at åbne dem. Men alligevel føler du dig fysisk til stede. Du rykker lidt i en finger, og underligt nok kan du pludselig mærke hvem det er. Harry. Du for en stor trang til at smile, men det er som om dine læber ikke rigtig gider at samarbejde. Alligevel prøver du, og det ender nok mere med at blive en underlig grimasse. Men det er det mindste du tænker på lige nu. 

Pludselig er det som om noget springer i dit øre, og du kan høre igen. "Er hun vågen?!", spørger en dyb stemme, som du straks genkender. Harry. Du forsøger at svare ham. Forsøger at forklare ham, at du er lige her. Men dine læber vil stadig ikke samarbejde ordenligt, og der kommer ingen lyd ud. "Næsten, der kan gå et par minutter før hun rigtig er til stede", svare en fremmede stemme. Du sukker mentalt, og slapper så lidt mere af. Nu ved du da i det mindste du snart vil 'vågne'. Selvom du sådan set, allerede er vågen.

Du synker en klump, da en underlig smerte skyder igennem dit hoved, og vægtene bliver løftet fra dine øjenlåg. Du kan nu åbne øjnene. Og du spilder skam heller ikke chancen. Du åbner dem, og for med det samme øje på Harrys dejlige ansigt. Du smiler, og har lyst til at springe op i hans favn, men din krop gider stadig ikke bevæge sig. 

"Haz..", hvisker du hæst, og han slår blikket op, så hans grønne øjne møder dine. Han lyser op i et smil, og springer nærmest op på dit skød, inden han trækker dig ind til sig i et stort kram. Du griner lavt og hæst, og han sukker lettet. "Skat! Det må du aldrig gøre igen", siger han, og ser alvorligt på dig, som om det hele bare var en eller anden syg joke. Du nikker og sender ham et breder smil. Han slipper dig, og din krop falder tungt ned på den hårde madras, da du jo ingen kræfter har til at bevæge musklerne. Han ser underligt på dig, men hjælper dig så ordenligt op og sidde igen. 

To uger senere 

Der var nu gået 2 uge og du var nu kommet hjem lige nu ligger du hjemme i Jeres sofa og venter på Harry skal komme hjem, da drengene har været i studiet i dag. Du lå og så filmen Safe Haven den der med Jush Duhamel i hovedrollen da det bakkede på døren og du skyndte dig at slukke fjernsynet og løb over at åbne for døren. Dit smil blev kun større da du så de brunekrøller som altid. Han trak dig ind i et dejlig varmt kram og du kyssede ham derefter inderligt på munden. Da i trak Jer fra hinanden, mumlede han: "Sådan en velkomst kunne jeg godt vende mig til."  Du smilte bare og lod ham komme ind. 

"Undskyld jeg ikke fik skrevet til dig hvornår jeg cirka var hjemme men sang skrivingen gik så godt at at vi alle glemte tiden." Svarede han undskyldene men du rystede bare på hovedet så han ikke skulle sige undskyld. Du kyssede ham endnu engang og sagde så:" Jeg har lavet aftens mad." du tog ham i hånden og trak ham næsten ud i køkkenet han grinte af din iver og hans smil blev kun større da han så hvordan du havde dækket bordet. Du havde dækket et bord virkelig romantisk op med stearinlys og det hele. 

"Er der noget jeg har glemt?" spurgte Harry nervøst  og du kunne ikke lade hver med at grine. Før du rystede på hovedet.

"Men hvorfor så?" Spurgte han undrene.

"Fordi jeg synes vi skal fejre jeg ingen smerter længere har i min ryg." smilte du glad. 

"LAD OS FEJRE DET!" udbrød Harry pludselig og kyssede dig endnu engang før i satte jeg til bords og begyndte at spise.

 

  ~♥~♥~♥~♥~♥~♥~♥~♥~♥~♥~♥~♥~♥~♥~♥~♥~♥~♥~♥~♥~

Så kom der endnu et Imagine og denne gang er det blev skrevet af os alle sammen.

Vi håber I kan lide det og og please LIKE, LIKE OG LIKE- Kærlige hilsner 

LittleMe, Just_Me & melanie_hmstp

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...