Royal Flush | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 15 jul. 2014
  • Status: Færdig
1 ☯ Da Harry på hans 21 års fødselsdag tager på kasinoet Majesty, handlede det blot om at have en god aften og hygge sig med vennerne. Alt det bliver dog vendt på hovedet, da han bliver tilbudt at deltage i et pokerspil. Han ved ikke, hvad han har meldt sig til, før spillet allerede er i gang. Og prisen? Den 20-årige Eve Waters. Men hvem er denne pige, der bliver tilbudt som pris i en måned af hendes egen storebror Kyle? Det prøver Harry at finde ud af, da han får det specielle Royal Flush og dermed vinder. Men alting virker ikke så let for Eve og ham, da Eve viser sig at være en manipulerende bitch - det er i hvert fald den side hun viser af sig selv. Er der mon mere bag de mange ar, hun dækker til med tøj?

431Likes
370Kommentarer
58830Visninger
AA

12. 9 - I'm not sure

Never felt like this before

Are we friends or are we more?

As I'm walking towards the door

I'm not sure

 

Change My Mind  One Direction


 

Mit blik kiggede skiftevis på en panikslagen pige, og en idiot af en paparazzi. Hvad fanden tænkte han dog på, bare sådan at vade ind på pigetoilettet på en restaurant! Han var gået langt over stregen, og som jeg kiggede på Eve, der var fuldkommen i chok på grund af ham, fik det mig til at reagere voldsomt. Jeg var fuldkommen ligeglad med, hvordan episoden ville blive behandlet i morgenens nyheder, for det var bare ikke i orden at gøre sådan noget mod nogen som helst, heller ikke Eve. ”Kan I slet ikke forstå, vi har et privatliv?!” råbte jeg surt af ham, men det eneste han gjorde var at knipse løs på hans kamera, så jeg fik lyst til at slå ham. Dog beherskede jeg mig selv, og gik i stedet helt hen til ham og kiggede ham dybt ind i øjnene. ”Aldrig, aldrig gør sådan noget igen, forstår du?!” Jeg var rasende – aldrig havde jeg oplevet noget så grotesk.

”Kom Eve, vi skrider,” fortalte jeg hende, som jeg tog min arm rundt om hende, for at holde hende ind til mig. Hendes krop rystede, og jeg vidste, at det havde været en forfærdelig oplevelse derinde. Pludselig havde han bare været der, og så ny som hun var i alt det her halløj, vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre. Jeg havde det faktisk dårligt på hendes vegne, hvilket overraskede mig. Andre havde måske været tilfredse med, at hun endelig kunne opleve noget som dette, i forhold til hvad hun udsatte en for, men sådan kunne jeg simpelthen ikke tænke lige nu. Hun var virkelig påvirket af episoden, og jeg ønskede bare at få hende med hjem, så hun kunne slappe af.

Efter hurtigt at have betalt overpris til en tilfældig ansat vi mødte på vejen, da jeg ikke gad bruge tid på byttepenge, kom vi ud af restauranten, og endnu flere paparazzier omringede os. Jeg gad ikke engang bruge energi på at lytte efter deres spørgsmål, og gjorde kun alt hvad jeg kunne, for at få Eve væk derfra. Til sidst blev det så vildt, at vi blev nødt til at løbe derfra. ”Harry, det går for hurtigt!” råbte Eve bag mig, og jeg vidste, at det var nu jeg skulle lave det uoriginale filmstunt. Derfor træk jeg Eve med i en tætliggende gyde, og så alle paparazzierne løbe forbi. Det var klart de ønskede billeder af os, da Eve jo skulle ligne min nye kæreste, og med alle de rygter med, at jeg elskede kvinder, så var det spændende for dem. Men heldigvis var de dumme, og vi var nu sluppet væk fra dem.

Først nu havde jeg ordentlige muligheder, for at kigge på Eve. ”Er du okay?” spurgte jeg forsigtigt, og prøvede at få øjenkontakt med hende. Hun nægtede. ”Jeg er virkelig ked af, at du skulle opleve det der,” trøstede jeg hende, som jeg tog om hende, og trak hende ind til mig. Det måtte være de dybeste tanker hos os begge, der havde taget styringen. Havde det nemlig været højlys dag i lejligheden, havde jeg ikke engang overvejet at kramme Eve, og hvis jeg havde, var Eve straks gået amok. Det var noget af en besynderlig aften.

Vi befandt os nogle minutter efter i en bil på vej hjem mod min lejlighed, og Eve havde ikke sagt noget som helst. Det irriterede mig, for jeg prøvede jo bare at hjælpe hende, men den hjælp så hun ikke ud til at tage i mod. ”Har du ikke lyst til at snakke om det, Eve?” spurgte jeg. ”Jeg er altså virkelig ked af, hvad der skete,” fortalte jeg hende og håbede hun ville åbne op.

Et lidt længere skridt på vejen fik jeg da, som hun drejede hovedet og hendes øjne kiggede ind i mine. ”Jeg fik bare et chok, lige pludselig var han der bare,” hviskede hun og sukkede. ”Det var uhyggeligt.”

Det var virkelig forfærdeligt at se hende sådan her, når man tænkte på, hvem hun egentlig var. Derfor tog jeg muligheden, for at skifte sæde og tog min arm rundt omkring hende. Hun fandt det hurtigt naturligt, og lagde sit hoved på min skulder, som jeg blidt kyssede hende på toppen af hovedet. Hun skulle i det mindste vide, at hun kunne føle sig tryg hos mig. ”Jeg er ked af, hvis du hader mig, Harry,” hviskede hun derefter.

”Jeg hader dig ikke Eve, du er bare noget af en mundfuld,” fortalte jeg hende, men sørgede for at smile, så hun kunne høre i min stemme, at jeg også bekymrede mig for hende. ”Det kan bare være lidt svært til tider, når du intet fortæller mig,” hviskede jeg forsigtigt, og håbede at hendes humør lige nu, kunne få hende til at sige et eller andet om sig selv.

Eve rykkede lidt på sig, og jeg kunne virkelig ikke regne ud, hvad det næste træk ville være. ”Min far døde, da jeg var elleve.”

Wow. Jeg havde virkelig ikke regnet med, da jeg vågnede i morges, at jeg ville få sådan noget ud af hende. Selv om episoden på badeværelset helt sikkert havde påvirket det, så var jeg bare glad for, at hun faktisk gad snakke med mig. ”Det er jeg virkelig ked af at-”

”-Du behøver ikke undskylde, Harry. Jeg er kommet over det.” En del af hendes personlighed viste sig igen, og jeg begyndte at overtænke, hvordan jeg kunne holde den væk. Nu var det hele lige så fredeligt, men jeg troede ærligtalt ikke på, at det kunne holde til resten af bilturen hjem.

***

”Jeg mener det, Kyle! Du fatter bare ingen ting,” hørte jeg Eve brokke sig, som jeg kom ind fra min morgenløbetur. Eve havde været kommanderende hele morgenen, værre end hun plejede, så jeg havde bare haft brug for noget luft. Jeg gad ikke engang at smække døren, som jeg havde gjort første gang, for at signalere jeg var hjemme. Det kunne hun selv rode med. Mit humør havde i den grad ændret sig fra bilturen i går, hvor jeg virkelig havde sørget for Eve havde det godt, til nu hvor jeg nærmest var ligeglad hvad hun havde gang i. Jeg forstod hende bare ikke. Hun gik fra at fortælle mig om sin far, til nu nærmest at ignorere mig, og når hun ikke gjorde, så skældte hun mig ud.

Jeg gik ind i stuen, hvor Eve fik sig noget af et chok, og straks afsluttede sit opkald med Kyle. Hun ønskede ikke, at jeg skulle vide, hun ringede til ham hver dag, men hun var ikke særlig dygtig til at gemme det fra mig. ”Åh undskyld, jeg var-” Hun troede hun var i problemer til halsen, og begyndte straks at undskylde, hvilket ikke var sket før. Selv om hun sikkert ikke mente hendes undskyld de der hundred procent, så var ordet stadig kommet ud af hendes mund.

”Du gider ikke være her, det ved jeg godt,” kommenterede jeg, som jeg stod og kiggede ud af vinduet, og observerede Londons trafik. Jeg kunne vælge at finde min irritation frem, men jeg ønskede ikke at skælde hende hun. Hun havde jo egentlig ikke gjort noget galt, bare snakket med sin idiot af en bror.

”Har jeg gjort noget, der har gjort dig sur?” spurgte hun forundret bagefter, og rejste sig fra sofaen.

Uden at forstå hende, vendte jeg mig om, og fik mig en overraskelse, da hun stod tættere på mig, end jeg havde forventet. Med en meters afstand, stod hun med krydsede arme og afventede et svar på hendes latterlige spørgsmål. Selvfølgelig havde hun gjort mig sur. ”Forstår du det ikke, Eve? I går fortalte du mig endelig noget om dig selv, i forhold til din far, og nu er du fuldkommen tilbage som dig selv, og er fuldkommen lige glad med alle omkring dig.” Ordene skulle ikke have været kommet ud med sådan en hård tone, men jeg kunne ikke lade vær. Og nu havde hun jo spurgt, så jeg svarede bare ærligt.

Dog ændrede hendes svar det hele. ”Du forstår det ikke, Harry. Det er kompliceret,” mumlede hun og kiggede ned i jorden som var hun pinlig berørt. ”Jeg har bare svært ved, at-”

”Svært ved hvad, Eve?” spurgte jeg hende, med lidt blødere stemme.

Men hun afveg spørgsmålet. Med et ryst på hovedet sukkede hun. ”Bare drop det, Harry. Du vil alligevel ikke forstå det,” brokkede hun sig, og fandt hårdheden frem igen.

Jeg gav op i det sekund hun kiggede mig ind i øjnene. Hvorfor skulle hendes øjne være så pæne, når hendes personlighed var så kompliceret? ”Eve, hvorfor tager du ikke bare hjem?” Det var let at høre i min stemme, at jeg ikke magtede flere kampe med hende. Det tog alt for meget af min energi, når jeg hele tiden skulle hæve stemmen, mens jeg samtidig skulle prøve at regne hende ud.

Hun tog et skridt hen mod mig, og stod pludselig helt op af mig. ”Det ved du godt, at jeg ikke kan, Harry. Hvis jeg tog hjem, ville Kyle ikke tage i mod mig. Så vil jeg altså meget hellere bo her, end på gaden.” Hendes stemme og puls faldt, og jeg hørte ikke mere en hård vejrtrækning. Vores øjne kiggede ind i hinandens, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg var tom for ord. ”Det er nu heller ikke så slemt alt det her,” jokede hun og jeg følte jeg så et ægte smil danne sig på hendes læber. Hun smilede. Jeg ville gerne nyde det, men turde ikke, da hun sikkert var forandret om nogle få timer igen. Men alligevel fangede hendes øjne min opmærksom, da jeg i et kort sekund følte, at jeg stod over for den rigtige Eve.

Og derfor kyssede jeg hende.

Vores læber rørte hinanden i nogle få sekunder, uden nogen af os afbrød det. Jeg lod min hånd glide bag hendes nakke og trak hende tættere mod mig. Det føltes på en eller anden måde rigtigt, og jeg nød det. Jeg ville ikke indrømme det, men inderst inde have jeg nok haft lysten til det her de sidste par dage. Det kunne godt være hun var et mysterium, men så snart jeg nåede ind til hende, var alt bare så meget lettere. Jeg kunne godt lide den ægte Eve.

Da jeg trak mig væk, efter at have nydt de sidste sekunder, kiggede jeg hurtigt ind i hendes smukke øjne, inden jeg gik mod døren, og efterlod hende til sig selv i stuen.

Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...