Royal Flush | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 15 jul. 2014
  • Status: Færdig
1 ☯ Da Harry på hans 21 års fødselsdag tager på kasinoet Majesty, handlede det blot om at have en god aften og hygge sig med vennerne. Alt det bliver dog vendt på hovedet, da han bliver tilbudt at deltage i et pokerspil. Han ved ikke, hvad han har meldt sig til, før spillet allerede er i gang. Og prisen? Den 20-årige Eve Waters. Men hvem er denne pige, der bliver tilbudt som pris i en måned af hendes egen storebror Kyle? Det prøver Harry at finde ud af, da han får det specielle Royal Flush og dermed vinder. Men alting virker ikke så let for Eve og ham, da Eve viser sig at være en manipulerende bitch - det er i hvert fald den side hun viser af sig selv. Er der mon mere bag de mange ar, hun dækker til med tøj?

432Likes
370Kommentarer
59242Visninger
AA

9. 6 - Get yourself together

Get yourself, get yourself together now

Get yourself, get yourself together now

Get yourself, get yourself together now

Get yourself, get yourself together now

 

Get yourself together  Christina Grimmie


 

”Jeg forstår simpelthen ikke, at du fik hende med på det her fly,” hviskede Louis, som vi sad i vores ottende time i luften. Snart var vi hjemme.

Jeg morede mig over Eve, der sad imellem os drenge, og simpelthen var faldet i søvn. Det sjove var bare, at hun havde placeret sit hoved på Louis’ skulder. ”Hun tror vi er på vej til Australien,” forklarede jeg, hvilket straks fik Louis til at forstå situationen. ”Hun troede åbenbart at London lå i Australien,” sagde jeg opgivende, og havde fået den idé, at Eve nok ikke havde fulgt særlig meget med i skolen. Den påstand fik jeg bekræftet ved hendes fejl omkring London, og at det ikke krævede noget specielt at arbejde på et kasino. Det der så interesserede mig ved det, var at jeg gerne ville vide hvorfor. Hun virkede ikke som en pige, der bare sådan ville skrotte skolen? Som så meget andet, kunne jeg ikke gøre mig klog på hende. Hun var og forblev et mysterium for nu – jeg havde tænkt mig at ændre det.

”Vi lander i Gatwick lufthavn om få minutter. Spænd venligst jeres sikkerhedsbælte. Temperaturen er 3 grader, og klokken er nu 14:15.” Jeg var faktisk glad for, at Eve først skulle vækkes nu, så hun ikke havde hørt noget af det stewardessen lige havde sagt. For der var stor forskel fra de 3 grader her i London til de cirka 30, der nok var i Australien lige nu. Hun ville nok få sig noget af et chok. Så måtte jeg bare håbe, at hun ikke gjorde et stort nummer ud af, at det ikke var i orden med hende.

”Eve, vi lander nu,” sagde jeg til hende, mens jeg prøvede at vække hende ved at skubbe blidt til hende. Heldigvis rystede hun hurtigt derefter på hovedet og glippede med øjnene. ”Vi er fremme,” forklarede jeg hende.

Hun kløede sig i øjnene, før hun for alvor kiggede rundt i flyveren. ”Wow, så jeg havde faktisk ret i, at Australien kun var to timer væk med fly,” sagde hun stolt, og vidste altså ikke hvor længe hun faktisk havde sovet. Jeg prøvede at fange Louis’ blik, og sammen kunne vi rulle med øjnene, for jeg måtte indrømme, at hun simpelthen trængte til noget geografiundervisning.

”Øhm Eve omkring det med Australien-”

”Hvad med det, Henry? Har du selv tænkt på at købe mig et surfboard? Hvor er det sødt af dig!” sagde hun med et smil, selv om det lød ironisk. Forventede hun et surfboard? Åh gud …

”Jeg tror ikke, at du for brug for et surfboard, nok mere end vinterjakke,” forklarede jeg hende og lod hende se ud af vinduet. London var under os tildækket af sne – noget der selvfølgelig overraskede hende enormt. ”Nu må du ikke flippe ud, men London ligger altså ikke i Australien,” tilføjede jeg og så hendes øjne fulde af frustration.

”Sne?! Mener du helt seriøst vi er på vej til et koldt land? Please sig du laver sjov, Harry!” brokkede hun sig. Selv om jeg burde kæmpe mod hende, og fortælle hende at hun måtte droppe det der ego, så fangede hendes valg af navn mig endnu engang. Hver gang hun omtalte mig som Harry bemærkede jeg det virkelig, og jeg fik en underlig følelse i maven. Også selv om det kun opstod, når jeg ifølge hende gjorde noget forkert.

”Eve, så hold da kæft,” hørte jeg Louis brokkede sig ved siden af, og faktisk nød jeg at de ord endelig kom frem til overfladen. Forhåbentlig ville hun indse det med tiden.

”Hvad siger du til mig, Louis?” Jeg kunne ikke se hendes ansigt, da det nu var vendt mod Louis, men jeg kunne sagtens forestille mig hendes løftede øjenbryn og vreden i hendes øjne. Hun var sur.

Det var nok også den grund, der påvirkede Louis’ valg i at droppe argumentationen, og bare slå ud med armene, for at signalere han ikke gad diskutere. Fint med mig, for jeg magtede ikke at Eve skulle råbe op i hele flyet.

Alt det der lige var sket havde åbenbart optaget mine tanker så meget, at jeg slet ikke havde lagt mærke til, at vi nærmest var nede. For pludselig bumpede flyet og jeg mærkede krilleren i min mave. Vi var landet - i London.

”Men hvor er vi så overhovedet?” spurgte Eve opgivende, som flyet var standset. Hun havde aldrig fløjet før, men var fuldkommen ligeglad med den hårde opremsning. Den var ny.

”Vi er i London som jeg fortalte dig.” Hun kiggede forvirret på mig, og skulle til at komme med en kommentar, men jeg fik åbnet munden før hende. ”Vi er i England, Eve.”

Det blik hun nu gav mig var ubeskriveligt, men heldigvis forklarede hun mig sine følelser. ”Jeg er kun okay med det her, fordi min kusine bor i England, og jeg har ikke set hende i flere år.” Hun rejste sig fra sit sæde, men havde ikke gennemtænkt højden og dunkede hovedet direkte op i den sammenfoldede miniskærm. ”Forhelved,” brokkede hun sig, og kunne sukke fornøjet, da Louis fjernede sig fra gangen, så hun kunne komme ud og stå. Eftersom hun ikke havde andet med end en lille kuffert, kunne hun følge efter Nick på vej ud af flyet. Og hvis jeg ikke skyndte mig med dem, ville jeg snart blive væk.

Tro det eller ej, men selv afhentningen af kufferterne havde Eve brokket sig over. Fordi vi havde taget en normal flyver, skulle vi selvfølgelig vente som alle andre på vores kufferter, og det irriterede hende grusomt, som hun selv havde beskrevet det. Heldigvis for mig havde jeg hurtigt fået øje på min egen, og så snart Eve havde råbt op om hendes, kunne vi smutte væk derfra. Vi havde fået besked på at forlade lufthavnen i grupper af tre, så vi ikke tiltrak opmærksomhed. Og derfor måtte jeg mod min vilje efterlade Louis og Nick tilbage, men jeg nåede da lige at takke dem for en god ferie, hvis den overhovedet havde været det. Vi havde ikke nået at have særlig meget tid sammen, men vi havde da i det mindste oplevet Vegas by night – dog havde jeg aldrig troet det ville ende sådan her.

Bilen, der havde kørt os hen til min lejlighed, stoppede endelig, og jeg kunne uden det store postyr træde ud. Selv fik jeg taget begge kufferter fra baggagerummet og observerede Eve, der fascinerede studerede lejlighedsbygningen. ”Bor du her?” spurgte hun overrasket, men med en positivitet i stemmen, hvilket fik mig til at slappe af.

”Det er præcis hvad jeg gør,” sagde jeg med et smil, og rullede kufferterne op mod hoveddøren, da jeg ikke regnede med Eve havde tænkt sig at bestille noget.

Eve kom ind til receptionen og mødte et undersøgende blik fra kvinden ved skranken. Jeg hilste blot på hende som jeg altid gjorde, før jeg førte Eve hen til elevatoren. Hurtigt fik jeg trykket på knappen og kunne komme ind mellem de fire vægge. Spejlene på hver væk genspejlede vores silhuetter, og gav mig en anden mulighed for at se på pigen foran mig. Hun havde faktisk ramt ret godt i forhold til vejret og temperaturen udenfor, eftersom hun var iført nogle grå tætsiddende bukser, en hvid uldtrøje og så lige halskæden hun altid bar. Gad vide om ringen betød noget for hende, eller det bare var noget billigt bras købt i en legetøjsforretning. Det måtte jeg spørge hende om – bare ikke i dag.

Vi nåede frem til døren til min lejlighed og jeg glædede mig faktisk til at se Eves tilfredse ansigtsudtryk, for hvis hun ønskede mere end min lejlighed kunne præstere, var hun virkelig, virkelig egoistisk og selvfed. Jeg havde virkelig valgt denne med omhu og elskede at bruge tid her. Jeg havde aldrig været fan af de der kæmpe huse man alligevel ikke kunne fylde ud med brugelig ting. ”Det er så her du skal bo de næste mange dage, Ms. Waters,” jokede jeg og udviste en tjenestelig adfærd, da jeg låste døren op og slog ud med armene for at give hende det første indtryk. Men det jeg havde regnet med, viste sig at blive det stik modsatte. For indenfor blev vi mødte af en gruppe af mennesker der højtråbende ønskede mig velkommen hjem. Hvad skete der her?

Hurtigt fik jeg trådt ind før Eve, så denne velkomst kunne blive reddet bare en lille smule. For min stue var fyldt af bandet så vel som min familie, shit. Hvordan rodede jeg mig ud af det her? At have en pige med hjem efter få dage i Las Vegas sendte ikke de bedste signaler. Især ikke fordi det lige var den by, jeg var hjemvendt fra. Jeg lod især mærke til, at Liam, Niall og Zayns blikke var rettet mod Eve bag mig, og de viste mig, at de nærmest var skuffede over mig. Jeg måtte gøre noget, men hvad?

I ren panik kiggede jeg på Eve, ”gå hen til den dør der og vent i nogle få minutter,” hviskede jeg til hende og til min overraskelse gjorde hun præcis som jeg ønskede. Var hun genert? Kort efter det var jeg alene med en masse stirrende blikke. Det var nok ikke den hjemkomst de havde regnet med. Det gik pludselig op for mig, hvor dumt dette egentlig var. Åh gud …

Jeg gik hen til drengene først, da det nok var bedst at få udvekslet et par ord med dem før min familie. Liam var den første til at bryde stilheden og stillede mig spørgsmålet til en million. ”Hvad handlede det der om, og hvorfor har du hendes kuffert med?”

Jeg tøvede, og vidste ikke engang selv at jeg havde et svar klargjort, da jeg åbnede munden. ”I vil ikke tro det, når jeg fortæller jer det.”

Jeg kunne se på Niall, at han var lige ved at sige noget, da min søster, Gemma, pludselig gav hende selv plads til at komme forbi drengene. ”Hvorfor har du ikke sagt, at du har fået en kæreste, Harry?” Hun smilede stort og havde tydeligvis opfattet det hele forkert. Men egentlig forstod jeg hende godt, for det var sjældent jeg snakkede om mit kærlighedsliv med min familie. ”Hvor er jeg glad på dine vegne,” kommenterede hun og gav mig et kram, så jeg fik mulighed for at udveksle blikke med drengene, der så nervøst på mig. Med et blik prøvede jeg at signalere, at jeg behøvede deres hjælp, men det var min egen fejl. På en eller anden måde skulle jeg rode mig ud af det.

Men som jeg stod over for min søster, jeg for resten ikke havde set i måneder, kunne jeg ikke få mig selv til det lige nu. ”Ja, hun er skøn,” løj jeg, før jeg nåede at kontrollere mine ord. Flot klaret, Harry. Det skulle nok blive nogle udfordrende uger, når nu min egen familie gik rundt og troede Eve var min kæreste. Og hvad ville hun ikke selv sige? Jeg turde ærlig talt ikke selv tænke på det …

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...