Royal Flush | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 15 jul. 2014
  • Status: Færdig
1 ☯ Da Harry på hans 21 års fødselsdag tager på kasinoet Majesty, handlede det blot om at have en god aften og hygge sig med vennerne. Alt det bliver dog vendt på hovedet, da han bliver tilbudt at deltage i et pokerspil. Han ved ikke, hvad han har meldt sig til, før spillet allerede er i gang. Og prisen? Den 20-årige Eve Waters. Men hvem er denne pige, der bliver tilbudt som pris i en måned af hendes egen storebror Kyle? Det prøver Harry at finde ud af, da han får det specielle Royal Flush og dermed vinder. Men alting virker ikke så let for Eve og ham, da Eve viser sig at være en manipulerende bitch - det er i hvert fald den side hun viser af sig selv. Er der mon mere bag de mange ar, hun dækker til med tøj?

432Likes
370Kommentarer
59851Visninger
AA

8. 5 - All your insecurities

Oh no, did I get too close?

Oh, did I almost see

What's really on the inside?

All your insecurities

 

Unconditionally  Katy Perry



”Jeg føler, at folk kigger på os, Harry,” hviskede Eve bekymret, uden at kigge på mig. I stedet var begge vores blikke på alt andet: vi observerede de smukke omgivelser omkring os. Placeret i en gondol blev vi sejlet igennem noget, der mindede om Venedig. Fra bygningerne til musikken til ja gondolerne i sig selv. Men vi var stadig i Las Vegas, og som jeg lige havde følt mig tilpas, blev jeg revet ud af det. Eve gjorde mig opmærksom på paparazzierne, der i hverdagstøj prøvede at gemme sig fra mig. De havde simpelthen formået, at spore sig frem til mig. Ville det være ondt at råbe ud over hele Las Vegas, at de skulle skride? Jeg blev enig med mig selv om, at det nok ville være lidt overdrevet.

I stedet måtte jeg søge andre muligheder, for nu var det min tur til at gemmeleg. ”Eve tag dit tørklæde og hold det foran munden,” bad jeg i en lidt for hård tone, og fandt selv min hue frem, der tilsammen med mine solbriller blev til en rockstar-udklædning. Jeg hadede seriøst at dække mig sådan til.

Eve kiggede undrende på mig, men gjorde til min overraskelse som jeg havde bedt om, og lod det grå uldtørklæde dække hendes mund og næse. Det var for hendes egen sikkerhed, selv om jeg måtte indrømme, at jeg også prøvede at rode mig ud af problemer med medierne.

”Det klør, Harry,” brokkede hun sig, og jeg hørte kun lige akkurat hvad hun brokkede sig over denne gang. Idét jeg skulle til at kommentere det, tog hun hele tørklædet af og smed det ned til hendes sorte snørebåndsstøvler. ”Jeg gider ikke gøre som du siger,” forklarede hun og lod sine fingre trække i hårspidserne, så hendes højtsiddende hestehale blev strammere. ”Og hvad så hvis mit ansigt kommer på nettet? De vil ikke kunne finde frem til mig.” For første gang fik jeg faktisk noget ud af det, hun fortalte mig. Måske havde hun ret? Medierne var gode, men Eve virkede ikke til at være populær, og hvis hele hendes hverdag indeholdt at arbejde på Majesty, ville de forhåbentlig ikke finde frem til hendes navn og baggrund. Jeg kunne ikke andet end at håbe, for hun var alt for stædig til nogen sinde at tage det tørklæde på igen. Det klædte hendes ellers. Tørklædet symboliserede hygge, og når hun bar det, hjalp det vores akavede situation.

”Lad os bare sige det,” sagde jeg så ironisk, at hun kunne høre, jeg ikke troede på det. Aldrig var det sket før, så hvorfor nu? Der var altid nogle, der ville gå imod personen for penge, hvis de overhovedet blev betalt. Og med Eves personlighed havde jeg for længst regnet ud, at der lå noget bag. Hun måtte have fjender – det var mit eneste bud.

”Eve, vil du ikke fortælle mig lidt om dig selv? Nu skal vi jo bruge den næste måned sammen.” Det var mærkeligt for mig at tale om det, for det betød, at jeg erkendte det. Jeg skulle bruge mine næste mange dage med en fuldkommen ukendt pige, jeg ikke anede hvem egentlig var. ”Fortæl mig hvornår du har fødselsdag,” startede jeg. ”Hvor gammel er du?” tilføjede jeg lidt efter, da hun ikke svarede.

”Tyve. Hvad med dig?” spurgte hun som om det slet ikke var vigtigt. Hun lød fuldkommen ligeglad.

”Jeg er også ty- nej vent, hvad dag er det?” spurgte jeg hende. Hun rullede straks med øjnene og signalerede med sine armbevægelser, at hun ikke var i besiddelse af en telefon eller ur, der kunne fortælle hende det. ”Jeg retter lige mig selv,” smilede jeg forsigtigt, da det gik op for mig, at det var d. 1. februar her i USA. ”Jeg er enogtyve,” tilføjede jeg stolt, og nød allerede at sige det.

Eve rynkede sine bryn, ”tillykke eller noget,” sagde hun og fik straks mit humør til at falde. Hvorfor var hun altid sådan? ”Undskyld, at jeg ikke har købt nogle seje solbriller til dig,” sagde hun ironisk, og mente overhovedet ikke sin undskyldning.

”Det gør ikke noget, du kunne jo ikke vide- vent, siger du, at mine solbriller er grimme?” spurgte jeg undrende og kiggede på hende. Mine solbriller var da for cool.

For første gang i lang tid grinede hun, men det var et hånligt grint. ”Det burde du selv kunne se, Harry, de er ækle og passer ikke til dit ansigt.”

Jeg kunne ikke helt gennemskue, om hun med den kommentar faktisk komplimenterede mit ansigt, når jeg ikke bar solbriller. Men jeg kunne ikke bare lade drilleriet fortsætte, dog holdte jeg det alligevel på et flinkt niveau. ”Men det er jo Chanel!” udbrød jeg og håbede hun kunne gennemskue, at jeg lavede sjov. Solbriller var nu ikke særlig vigtige for mig.

”Chanel er for tabere, Rayban er bedst,” sagde hun bedrevidende og viste mig, at hun ikke var til at diskutere med.

Derfor smilede jeg blot. ”Så må jeg jo sørge for at få købt sådan nogle, så du kan klare at være sammen med den næste måned.” Efter jeg havde sagt dette, kom der intet svar fra Eve. I stedet kiggede hun væk og virkede påvirket over mine ord. Jeg gennemgik min sætning i hovedet, og fandt den forklaring, at hun nok følte sig undertrygt over mine penge. Det var ikke alle, der bare kunne sige de lige gik ud og købte Rayban-solbriller. Og især Eve så faktisk virkelig ud til at ønske sig nogle. For at bryde stemningen, spurgte jeg hende igen om noget, og håbede denne gang at få svar. ”Men helt seriøst Eve, fortæl mig noget om dig. Fortæl mig noget om Eve Waters,” bad jeg.

Hun kiggede op, og lod stadig sine fingre snitte vandet. ”Jeg er ikke interessant, Harry. Bare glem det, okay?” svarede hun, og fandt endnu engang en vej udenom. Hvorfor var det så let for hende? Eller måske var det fordi, at jeg ikke gjorde mere for at sige hendes argumenter i mod.

Og derfor prøvede jeg forgæves. ”Eve, alle har et eller andet spændende om sig selv, du er ikke anderledes på det punkt.” Det var som, at jeg ramte hende igen efter dette. I hvert fald lod hun sit blik glide med vandet, som gondolen sejlede mod enden af vores rute. Hvorfor var hun så indelukket?

Efter at have samlet mod kiggede hun igen på mig, men havde ingen indsigt i at svare på det stillede spørgsmål. ”Nu når jeg desværre skal være i din varetægt – jeg forventer for resten gode forhold – men i hvert fald: hvor skal vi egentligt hen efter Las Vegas? Tager du mig med til New York, Los Angelas eller Chicago – eller er jeg så heldig det bliver Miami?” Hendes overlegne udstråling skinnede igennem, og fortalte mig straks, hvilken storbysperson hun var. Med et løftet bryn afventede hun mit svar, men jeg ønskede ikke at skuffe hende.

Men efter sekunders stilhed, måtte den dræbes. ”Jeg bliver nok nødt til at skuffe dig, når jeg siger, at vi slet ikke skal blive Amerika,” mumlede jeg, og turde ikke møde hendes vrede, jeg vidste hun indebar. Den ventede blot på at komme ud, og den ville gå ud over mig. ”Vi skal til London.” Jeg plejede at være stolt over at kunne meddele nogle, at jeg boede i London, men ikke denne gang. Denne gang gjorde det ondt, og jeg ønskede pludselig, at jeg ejede en lejlighed et sted i New York.

”Aldrig i mit liv, jeg skal til London!” protesterede hun og krydsede sine arme. Hun råbte så højt, at selv gondolføreren kiggede mærkværdigt på hende. Han tænkte sikkert det samme som jeg: hvem ville ikke til London?

Jeg sukkede forsigtigt, ”jeg er ked af det, Eve, men du bliver nødt til at tage med mig. Jeg har jo fortalt dig, hvad Kyle sagde,” forklarede jeg hende og hørte hende sukke endnu højere, end jeg selv havde gjort det.

”Han er også bare en idiot. London ligger jo helt ovre i Australien. Godt det er varmt, ellers kunne du godt glemme alt om det. Så hellere gaden,” brokkede hun sig, hvilket for første gang fik mig til at grine. Ikke særlig sødt, men jeg kunne ikke holde min latter inde. Mente hun seriøst, at- ”Hvad griner du dog over? Jeg synes ikke det er spor sjovt,” kommenterede hun mopset og rullede med sine blå øjne.

Og da hun sagde det, forstod jeg, at hun ikke havde joket. Hun troede seriøst, at London var placeret i Australien. ”Åh, jeg troede at du-”

”-Hvad Harry?” Hun var sur. Hun brugte Harry igen.

”Det er bare, at- Ved du hvad, bare glem det? Bare du er indstillet på en lang flyvetur,” smilede jeg forsigtigt, og besluttede mig i sekundet for, ikke at fortælle hende sandheden. I den her måned ville jeg prøve at beskytte hende, og hørte hun, at hun var på vej til en by i minusgrader, ville jeg aldrig få hende med. Så hellere lade hendes idé om London lå i Australien forblive, og så se hendes overraskede ansigtsudtryk, når hun blev mødt af en snedækket by i Europa.

Efter at have taget en taxi hjem, og nogen lunde have undgået paparazzierne, åbnede jeg døren til vores hotelværelse. Jeg havde forventet bare at kunne smide mig i sengen, inden jeg senere skulle pakke, men nej. Louis havde afventet min ankomst. I sengen lå han med sin mobil i hænderne, og kiggede op på mig. ”Det var på tide,” sagde han og rejste sig. Jeg mærkede straks hårde blikke blive udvekslet mellem ham og Eve, inden hun forsvandt ud på toilettet. ”Hvad har du gang i, Harry?” spurgte han, så snart hun var væk og ude af hørevide. ”Management slår dig ihjel!” påmindede han mig om, og jeg huskede pludselig mit kendisliv og menneskene, der bestemte over os.

Men alligevel kunne jeg ikke lade Louis gå, uden en lille diskussion. ”Var det ikke dig, der sagde at en pige ville være godt for mig?” spurgte jeg ham med et løftet øjenbryn. Jeg huskede tydeligt, da han havde sagt det til mig. Og så når jeg brugte tid med en pige, blev han sur. Hvorfor så komme med sådan en hentydning? Det lignede ham ikke sådan at skifte mening.

Han sukkede. ”Jo, men jeg tænkte på en sød, charmerende pige, ikke en som Eve.”

”Så hold da kæft, Louis,” røg det ud af mig, selv om jeg ikke ønskede at tiltale min bedste ven sådan. ”Undskyld, men har du overhovedet snakket med hende? Så slem er hun altså heller ikke,” hørte jeg mig selv sige, uden rigtigt at tænke over Eves opførsel. Havde hun givet mig et kompliment i løbet af dagen? Nej. Havde hun givet mig et smil? Nej. Men alligevel var der stadig noget, der fik mig til at kæmpe med en vilje, jeg ikke vidste hvor kom fra.

”Nej, jeg har ikke snakket med hende, Harry. Men hvorfor tror du, at hun var den eneste pige på Majesty, jeg ikke pegede ud til dig? Hun er problemer, det kan man se langt væk fra.” Han tog en dyb indånding. ”Hør, jeg vil ikke skændes, jeg prøver bare at få dig til at indse, at du bør tage af stand til hende.”

Jeg hørte mig selv sukke. ”Hvor god en idé det end er, så er det lidt svært, når hun skal med til London.”

Louis gav op, slog ud med armene og forlod værelset. Lige tidsnok til, at Eve kom ud fra badeværelset med et mut ansigtsudtryk. Havde hun hørt Louis’ ord? ”Jeg håber ikke, at du hørte vores samtale,” mumlede jeg, mens jeg pillede ved enden af trøjeærmet, for at undgå hendes blik.

”Jeg hørte mere end nok,” erklerede hun, hvilket tvang mit blik op. Hendes mørke øjne var sårede, jeg kunne se og føle det. Hendes blå øjne stirrede ind i mine i nogle få sekunder, før hun hviskede. ”Tak for det, du sagde.”

Der var stille i nogle få sekunder, mens jeg tænkte over, hvad jeg skulle sige. For første gang takkede hun mig, og var ikke hård i stemmen. Hun lød faktisk taknemmelig for, at jeg havde taget hendes side mod Louis. Det var præcis her, hvor jeg burde starte en hyggelig samtale, men når muligheden endelig var der, så ødelagde jeg den. ”Begynd at pakke din kuffert, vi flyver om fire timer.” Så let var det for mig at undvige hendes indre jeg, når jeg var tæt på en chance for flere oplysninger om hende. Hvad var der dog galt med mig? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...