Royal Flush | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 15 jul. 2014
  • Status: Færdig
1 ☯ Da Harry på hans 21 års fødselsdag tager på kasinoet Majesty, handlede det blot om at have en god aften og hygge sig med vennerne. Alt det bliver dog vendt på hovedet, da han bliver tilbudt at deltage i et pokerspil. Han ved ikke, hvad han har meldt sig til, før spillet allerede er i gang. Og prisen? Den 20-årige Eve Waters. Men hvem er denne pige, der bliver tilbudt som pris i en måned af hendes egen storebror Kyle? Det prøver Harry at finde ud af, da han får det specielle Royal Flush og dermed vinder. Men alting virker ikke så let for Eve og ham, da Eve viser sig at være en manipulerende bitch - det er i hvert fald den side hun viser af sig selv. Er der mon mere bag de mange ar, hun dækker til med tøj?

432Likes
370Kommentarer
59245Visninger
AA

21. 18 - Look into your heart

Well open up your mind and see like me

Open up your plans and damn, you're free.

Look into your heart and you'll find

love, love, love love.

 

I'm Yours  Jason Mraz


Da jeg gik ud af døren til Kyles værelse, lod jeg straks mærke til, hvordan Eve sad. Hænderne lå på hendes lår, klistret ind i hinanden, mens hun bad. Hendes hoved hang nærmest over hendes ben, og mens jeg studerede hende, faldt håret helt ned foran øjnene, så hendes bedende hænder også forsvandt for mit syn. Det pinte mig at se hende sådan her, fordi jeg nu vidste, at Kyle bogstavelig talt var hendes eneste tætte familie, der havde oplevet vanskeligheder sammen med hende. Kyle vidste, hvad Eve havde brug for, og alligevel ønskede han, at det var mig, der skulle tage mig af hende. Hjælpe hende. Jeg var beæret, men også nervøs, for hvad nu hvis jeg ikke kunne gøre det godt nok? De fortjente begge et bedre liv, chancen for at leve, og for Eves vedkommende var det mig, der stod for, at det skulle ske. Det var noget af en byrde, men jeg ønskede og håbede, at jeg kunne løse det.

”Er du okay?” Spørgsmål var egentlig tænkt som en sød tanke – for at vise hende, at jeg var hos hende – men efter at have tænkt over det, lød det hæsligt. Selvfølgelig var hun ikke okay. Latterligt, Harry.

Først nu kiggede hun op og registrerede min tilstedeværelse. Hun rykkede en lille smule til højre på den bænk, der stod foran døren, og lod sine hænder løsne sig fra hinanden for at få håret bag ørene. Der gik dog kun få sekunder, efter hun havde sat sig ordentlig op, før en tot røg foran øret igen. Hun gjorde intet ved det.

Jeg satte mig ned ved siden af hende, da der nu var plads, og så hvordan hun længselsfuldt kiggede mod døren. ”Hvorfor var du derinde så lang tid?” Hendes stemme var hæs, hvilket jeg bemærkede først, før jeg overvejede hendes spørgsmål. Derinde, længe? Jeg havde følt det som få minutter, men når jeg tænkte over det, havde jeg fået en helt livshistorie fortalt.

”Tog det virkelig så lang tid?” spurgte jeg, da jeg faktisk havde mistet min tidsfornemmelse.

Eve nikkede, ”nærmest en halv time.” Hendes ord overraskede mig, da jeg i hvert fald højest havde følt det som ti minutter, men eftersom hun bar ur, og mit var glemt i London, tænkte jeg, at hun havde ret. ”Hvad snakkede I da om?”

Jeg vidste ærligtalt ikke, hvad jeg burde sige. Selvfølgelig kunne jeg fortælle hende, at jeg nu vidste hele hendes livshistorie, men jeg ønskede stadigvæk, at det var hende, der skulle komme til mig. Derfor sagde jeg: ”Kyle bad mig om at love nogle ting.”

”Også dig?” udbrød Eve overrasket ved min side og en forvirret øjenkontakt blev delt mellem os. Havde Kyle også bedt Eve om at gøre noget? Men hvis han havde bedt mig om at hjælpe hende, hvad kunne han så have sagt til hende? ”Hvad bad han dig om?”

Jeg trak på skuldrene, ”hvis jeg siger det, bliver du muligvis syg, så for Kyles skyld vil jeg vente lidt.”

Hun løftede sit ene øjenbryn. ”Og hvad skal det så betyde?” Hun var fornærmet, og jeg følte hvordan deja-vu’en prikkede til mig. Igen ville hun have ret og vinde, men det ønskede jeg ikke at give hende. Denne gang, og måske kun denne gang, gav jeg mig ikke.

”Det skal betyde, at jeg ikke har tænkt mig at fortælle, hvad jeg lovede Kyle, før jeg ved mere om dig. Ikke for noget Eve, men jeg ved intet om dig, og hvis jeg skal hjælpe dig, bliver jeg nødt til. Synes du ikke, det er på tide, at du fortæller mig bare et eller andet?”

Eve kiggede chokeret på mig, og da hun vendte ansigtet væk fra mig, hørte jeg hende mumle. ”Jeg behøver ikke hjælp.” Hun havde vendt hovedet så langt væk fra mig, at håret, der faldt ned over øret, gjorde, at jeg ikke kunne se hendes kønne ansigt. ”Du ved bare ikke, hvor svært det er, Harry.” Jeg mærkede, hvordan hun tog en dyb indånding. ”Jeg blev forladt af mine forældre, okay? Giver det dig svar nok?” Hun rejste sig, og jeg så pludselig hvordan tårer havde fundet deres vej frem, og nu gled ned ad hendes kinder.

Panisk og automatisk rejste jeg mig op, og nåede at få fat i hendes hånd, inden hun stormede af sted. ”Det var ikke meningen, at jeg ville gøre dig ked af det,” undskyldte jeg, mens min hånd blidt lå på hendes håndled. Hun kiggede ikke på mig, og jeg kendte hende godt nok til at vide, at det ikke var noget, hun ønskede skulle ske lige foreløbig. ”Eve …”

”Bare drop det, Harry. Jeg gider ikke snakke om det lige nu, der skal en til tilvænning til tanken, før du får noget ud af mig,” erkendte hun, og det overraskede mig faktisk, at hun var nået så langt til faktisk at kunne snakke om det.

Jeg fjernede min hånd fra hende og smilede forsigtigt, da hun ikke forlod mig. ”Hvad siger du til at vi tager hen til vores hotel og slapper af?” Jeg tjekkede hurtigt mit ur. ”Besøgstiden er ovre, og jeg lover dig, at Kyle vil blive passet på, mens vi er væk. Han skal nok klare den, han er jo ude for livsfare,” sagde jeg støttende og så hvordan Eve rettede blikket mod døren. Uden at sige noget til mig, tog hun i håndtaget og skyndte sig ind. Havde hun tænkt sig at blive?

Jeg sukkede og rullede med øjnene, og da jeg skulle til at sætte mig på bænken, gik døren op igen. ”Jeg skulle bare lige sige farvel.” Mere sagde hun ikke, før hun begyndte at gå mod elevatoren. Det var tit, at jeg ikke forstod Eve, og nu var endnu en af de gange.

”Hvad siger du til at købe nogle madvarer med på vejen, så jeg kan lave noget let aftensmad til os?” spurgte jeg, efter at vi havde gået nogle få meter. Jeg anede ikke, om Eve magtede det, men hun måtte være lige så sulten som jeg. Flymaden havde ikke mættet det store, og vi havde brugt en del tid på hospitalet. Hun svarede mig ikke med ord, men med et nik.

Jeg havde ærligtalt ikke regnet med, at der ville ligge nogen form for supermarkedet på den her gade i Las Vegas, men efter at have rundet blot et hjørne, havde Eve set nogle bakker med frugt så på et bord. Vi var hurtigt inde i butikken og udvalgte begge forskellige ting at tage med til hotellet. Eve udvalgte en del frugt, jeg tog alt det usunde som hvidt brød og nogle poser slik. Jeg skulle nok træne det væk senere, og Eve var bare naturligt tynd.

Vi fik betalt for varerne og uden alt for mangle blikke, nåede vi tilbage til hotellet. Her fik jeg udleveret en nøgle af min bodyguard, der viste mig, at vi skulle til samme etage som sidst, og tallet virkede så bekendt, at jeg havde følelsen af, det var samme værelse. Hvad var chancen? ”Jeg tror det bliver et genkendt værelse, Eve,” nævnte jeg for hende, da elevatoren førte os op til etagen.

Hun kiggede på mig. ”Du mener, der du boede sidst?” Jeg nikkede. Hun trak på skuldrene, ”de må have skrevet ned, hvor du boede, hvis du skulle komme tilbage.” Hun virkede ret ligeglad og uinteresseret i deltaljen, så jeg droppede det, og valgte blot at følge hendes fodspor, indtil vi stod ved døren.

”Du kan egentlig bare lave, hvad du vil, så laver jeg noget mad,” fortalte jeg hende, og der gik ikke mere end ti sekunder, før Eve forsvandt ind i det genkendelige soveværelse. Siden hotelværelset var til rigere mennesker, havde det et køkken, hvilket jeg nød. Jeg foretrak tit hjemmelavet mad, frem for noget udefra, især her i Las Vegas, også selv om jeg så selv havde lavet maden.

Efter at have været inde med noget flute med spegepølse, som Eve glædeligt havde taget i mod, stod jeg nu og ventede på pastaen ville blive færdig. Det havde en del tilvænning til køkkenet, og der var derfor gået længere tid, end jeg havde regnet med, og altså havde jeg hurtigt fortrudt, at jeg havde givet Eve hele flutet (det havde ikke været særlig stort, til at starte med).

Da uret endelig lød, smagte jeg hurtigt på pastaen, bestemte mig for, den var god nok, og hældte vandet igennem en si, hvorefter pastaen var klar. Nu var spørgsmålet bare hvordan, jeg skulle servere det. Kunne jeg tillade mig selv at tage min tallerken med ind til Eve og spiste pastaen sammen med hende, eller skulle jeg holde mig i stueområdet? Jeg var ærligtalt usikker.

Uden at have besluttet mig gik jeg ind i soveværelset med to tallerkner med pasta. Eve kiggede op på mig, da jeg gav hende sin, og studerede mig. Jeg stod blot stille, og var usikker i min sag. Hvis nu det ville blive super akavet at blive? ”Skal du ikke spise din mad?” spurgte hun forvirret og vi igen øjenkontakt.

Jeg trak på skuldrene, før jeg havde tænkt mig om og nikkede. ”Jeg går ind i stuen.” Det var ikke meningen, det skulle lyde sådan, men nu havde jeg sagt det, og jeg kunne ikke trække det tilbage. Hvorfor opførte jeg mig pludselig som sådan en kujon? Var det efter det kæmpe ansvar Kyle havde givet mig, at jeg ikke turde særlig meget med Eve?

”Fair nok,” hørte jeg Eve mumle, inden hendes blik veg hen til fjernsynet igen. Jeg kunne nok godt have valgt at blive, hvis jeg havde taget mig sammen.

Nogle timer var gået, og Eve og jeg havde ikke rigtigt udvekslet nogle ord. Jeg var dog begyndt at blive ret så træt, at jeg snart ikke kunne holde mig selv fra at gå ind i soveværelset. Hun sov nok allerede, så måske ville det ikke være det største problem? Jeg kiggede rundt fra min plads og fik øje på udsigten uden foran vinduet. Der burde være helt mørkt, men de mange lys fra Las Vegas lyste nærmest hele byen op. Det var flot og ikke noget, jeg havde haft tid til at beundre sidste gang, jeg var her. Jeg var endda så betaget af det, at jeg ikke opfattede at Eve kaldte, før det var så højt, at det kunne vække andre på hotellet. Forvirret drejede jeg om, glemte udsigten og mødte Eve, der sad i sengen. ”Jeg- jeg havde et mareridt.” Hun rystede, hvilket var svært at se i mørket, men tydeligt at mærke, da jeg satte mig ved siden af hende. Jeg undlod at tage hendes hånd, men sad der blot, for at hun vidste, at jeg var der. Det i sig selv var nok også mere, end hun så ud til at behøve lige nu.

”Hvad handlede det om?”

Hun kiggede ned i dynen, og jeg mærkede, hvordan rystende blev mindre, som tiden gik. ”Min fortid. Jeg har ikke drømt om den de sidste to år, men nu …” Hun sukkede, ”hvorfor skulle du også nævne det igen?” Hun virkede lettere irriteret, og jeg følte ikke, at jeg kunne præstere andet, end at forholde mig stille og lade hende føre samtalen. ”Jeg forstår stadig ikke, hvorfor du gerne vil vide det?”

Jeg trak på skuldrene og besluttede, at jeg nok hellere måtte svare hende. ”Fordi du er speciel, Eve. Jeg har aldrig mødt en pige som dig før og at kunne se, hvor svært du har det, bare ved at kigge på dig, får mig til at ønske, at jeg kunne hjælpe dig.”

Hun forholdte sig nu helt roligt, og kiggede hen på mig. I få sekunder følte jeg, at den ægte Eve skinnede igennem. ”Og for at gøre det, skal du vide, hvad jeg går og døjer med?” Jeg nikkede. Hun havde fanget den, og virkede i et kort sekund til at overveje idéen. For en gang skyld nåede hun så lang til at overveje det.

Et stort, men roligt suk, kunne høres i soveværelset. ”Kun fordi jeg er påvirket af at have snakket med Kyle, vil jeg fortælle dig noget, men vær forberedt på, at jeg fortryder det i morgen.”

Og sådan skete det til min overraskelse, at Eve efter flere pauser og tårer fik kæmpet sig igennem en del af sin livshistorie. Jeg kunne ikke være andet end stolt af hende.

 

***

Ikke det bedste kapitel, jeg har skrevet, men noget vigtigt skete, wuu :D

Der er officelt 3 kapitler og en epilog tilbage af Royal Flush! Der kommer dog først mere efter den 23, da jeg skal læse op til mundtlig matematik-eksamen :( 

 

Er I stadig interesserede i resten af serien, egentlig?? :P

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...