Royal Flush | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 15 jul. 2014
  • Status: Færdig
1 ☯ Da Harry på hans 21 års fødselsdag tager på kasinoet Majesty, handlede det blot om at have en god aften og hygge sig med vennerne. Alt det bliver dog vendt på hovedet, da han bliver tilbudt at deltage i et pokerspil. Han ved ikke, hvad han har meldt sig til, før spillet allerede er i gang. Og prisen? Den 20-årige Eve Waters. Men hvem er denne pige, der bliver tilbudt som pris i en måned af hendes egen storebror Kyle? Det prøver Harry at finde ud af, da han får det specielle Royal Flush og dermed vinder. Men alting virker ikke så let for Eve og ham, da Eve viser sig at være en manipulerende bitch - det er i hvert fald den side hun viser af sig selv. Er der mon mere bag de mange ar, hun dækker til med tøj?

432Likes
370Kommentarer
59852Visninger
AA

20. 17 - I figured it out

I figured it out

I figured it out from black and white

Seconds and hours

Maybe they had to take some time

 

You & I  One Direction


Det var en mærkelig følelse at lande i Las Vegas’ lufthavn igen. Det var 23 dage siden, jeg sidst havde været her, og tanken om, at det betød, jeg havde kendt Eve i samme antal dage, overraskede mig. Hvordan kunne tiden gå så hurtigt? Især når man tænkte på, at der havde været dage, der havde været en pine, når hun var omkring mig. I starten var dagene gået så langsomt, men nu var vi her i Las Vegas – sammen. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle stå her igen, og så med Eve af alle mennesker. Jeg havde regnet med, at når måneden var gået, så var hun blot taget tilbage til Las Vegas, og jeg ville glemme hende. Men glemme hende var nok det sidste, jeg kunne præstere som det så ud nu. Jeg havde indset, at de få gange når hun smilede, sjældent grinede og viste sit indre jeg, kunne jeg ikke andet end at blive glad. At se den pige, jeg havde lært at kende som en bitch, begynde at finde sig selv, var en fantastisk følelse. Jeg vidste ikke, om det var mig, der ubevidst havde påvirket hende til det, eller om det var fordi, hun havde fået muligheden for at komme væk fra kasinoet. Desværre var der stadig en lang, lang vej igen, før hun ville åbne sig helt op for mig, og før hun finde sin egen identitet. Jeg håbede dog, at jeg kunne være der, når det skete.

”Ved du hvor langt væk hospitalet ligger herfra?” spurgte jeg Eve, da vi gik ned ad flyets trappe. Management havde sørget for at få os fløjet herover uden mediedækning, så det var fantastisk, at det faktisk var lykkedes, og der ingen paparazzier var.

”Ikke særlig langt væk, så vidt jeg ved. Jeg har kun været på hospitalet en gang, mens jeg har boet her,” fortalte hun mig. Jeg smilede stolt, over at hun igen åbnede en smule op, og fortalte mig lidt om hende selv. Det virkede næsten som om Las Vegas gjorde hende tryg, og hun derfor ikke havde samme behov for at gemme sig selv. I hvert fald havde hun overrasket mig de sidste to timer i flyet.

Solen skinnede over os som vi gik hen over pladsen, for at komme ind i selve lufthavnen. Jeg huskede tilbage til min fødselsdag, hvor Louis, Nick og jeg var landet her og kommet ind i lufthavnen. Pludselig tænkte jeg på, hvor meget, der egentlig kunne have gået i mod, at vi var kommet på Majesty, og jeg havde mødt Eve. Havde jeg holdt mig til min originale plan for min fødselsdag, var jeg ikke engang kommet til Las Vegas. Havde vi ikke set brochuren, var jeg ikke engang kommet til Majesty. Havde vi valgt et andet poker bord, havde jeg ikke fået muligheden for at snakke med Eve. Men det hele var sket, og nu var jeg glad for det. Det havde været en svær opgave, da jeg havde bestemt mig for at prøve at hjælpe hende, men når noget lykkedes, gjorde det mig glad, da jeg hjalp et andet menneske.

Vi kom ind i den rigtige lufthavn, og selv om vi havde bodyguards omkring os, lykkedes det alligevel to piger at komme hen til mig. Det fik et smil frem på mine læber, da det gik op for mig, hvor lang tid siden, jeg havde set nogle af vores fans. Jeg havde brugt så meget tid i min lejlighed den sidste måned, at muligheden ikke havde været der. Med store smil og skrig hoppede de spændt og spurgte, om de ikke måtte få et billede med mig. Jeg nikkede selvfølgelig, selv om jeg kunne mærke Eve blive lettere irriteret over mit svar. Hun ville jo gerne hen til sin bror hurtigst muligt, men et billede kunne ikke skade.

”Tusind, tusind tak, Harry!” råbte de af glæde, og jeg kunne mærke en glæde blive større, hvilket altid skete, når jeg mødte fans. ”Og dig og Eve er så søde,” tilføjede de kort efter, da de bemærkede Eve stå ved siden af en bodyguard. Mit blik kiggede over mod Eve, og ud fra hendes blik, så det ikke ud til, at hun havde hørt pigernes kommentar.

”Tak piger, det er jeg glad for. Men jeg bliver nødt til at gå nu, kan I passe på jer selv?” sagde jeg forsigtigt, og gav dem hurtigt et kort kram, før deres mor holdte dem tilbage, så vi kunne komme videre.

Så snart vi var ude i bilen, der skulle køre os til hospitalet, kiggede jeg jokende på Eve. Hun løftede sit ene øjenbryn, ”hvad nu, Harry?”

”Jeg gætter på, at du ikke hørte, hvad de to piger sagde?” Hun rystede forvirret på hovedet. ”De sagde, at de synes, vi to er så søde,” citerede jeg, og ventede på hendes reaktion.

Hun løftede begge øjenbryn og forstod ikke, hvad jeg fablede om. ”Tror de seriøst på, at vi er et par? Altså her seriøst?”

Jeg trak på skuldrene, ”hver gang jeg bliver set med en pige, begynder medierne at lave historier, og siden vi nu er blevet set et par gange sammen, tror de fleste på det …” Jeg fik det altid dårligt af at snakke om mediernes påvirkning, når det kom til mig og piger. Jeg havde nærmest ikke muligheden for at have pigevenner, for så ville det bare blive misfortolket. Selv om jeg havde lært at leve med det, var det ikke rart på nogen måde.

”Men kan du så ikke bare skrive, at vi ikke er sammen? Så er det problem løst,” sagde hun, og bemærkede vidst ikke, at emnet faktisk provokerede mig.

Jeg rystede på hovedet, ”først den 1. marts. Management ønsker, at vi skal være sammen, så længe som muligt, på grund af mit omdømme.” Eve ville nok aldrig forstå, hvilken effekt managementet havde, og slet ikke, at de let kunne bestemme over mig.

”Okay.” Mere kommenterede Eve ikke på den sag, hvilket forvirrede mig. Jeg kunne aldrig tyde hende i sådanne situationer. Gav hun op, eller ville hun bare ikke fortælle mig sine tanker?

Der havde været en akavet stilhed imellem os, mens vi havde kørt mod hospitalet. Selv nu, da vi stod ved skranken, sagde jeg intet. Dog gjorde Eve det modsatte. ”Kyle Waters,” sagde hun til damen foran os.

Efter nogle få klik på tastaturet, kiggede hun op og havde øjenkontakt med Eve. ”Vi har ingen her på hospitalet med det navn.”

Jeg studerede Eve bagfra og kunne se, hvordan hun spændte op i kroppen. Kort kiggede hun bag ud og gav mig et undskyldende blik, før hun svarede damen. ”Undskyld, George Waters,” mumlede hun, og jeg kunne høre på hende, at hun hadede at skulle huske fortiden og barndommen.

”Tredje etage, værelse 15. Hvis I begge vil skrive jeres rigtige navn på sedlen her, kan I gå op.” Den bemærkning fra damen var nok bevidst, da hun godt kunne føle på Eve, der var noget med navnene. Jeg blev dog alligevel overrasket, da jeg efter Eve havde skrevet, kom hen til sedlen og så bogstaverne danne hendes navn: Millie Waters.

Med et forsigtigt smil skrev jeg mit eget navn, før jeg gik efter hende, som hun hastigt nærmede sig elevatoren. Det tog hårdt på hende at skulle skrive hendes rigtige navn, det vidste jeg. Navnet var sikkert forbundet med fortiden – en tid, hun tydeligt ikke gad huske, og ud fra Donnys historie, forstod jeg hende hundredprocent.

”Det var flot, du skrev Millie,” roste jeg hende forsigtigt, da elevatoren kørte os op.

Hun så ned i gulvet, da hun svarede mig. ”Du ved ikke hvor svært det er, når jeg skal bruge det. Hvis jeg havde pengene, så ville jeg slette det fra mit navn,” forklarede hun, og igen overraskede hun mig. Las Vegas gjorde virkelig noget ved hende.

”Hvorfor?”

Hun sukkede, ”ikke så mange spørgsmål, Harry.” Og sådan skete det, at Eve på blot få sekunder var tilbage. Desværre. Jeg havde lige håbet, men jeg indså hurtigt, det havde været latterligt.

Elevatordøren gik op, og hurtigt var Eve henne ved skiltet, der viste vej til de forskellige stuer og værelser. Jeg nåede ikke engang at komme ud, før hun spurtede mod højre. Jeg tænkte, at jeg hellere bare måtte følge efter hende. Så pludselig var vi to, der løb ned ad gangen, mens folk kiggede mærkeligt på os. Ikke at jeg forstod det, det måtte flere da have gjort? Men da en sygeplejerske bad mig om at gå, forstod jeg det bedre. Dog lyttede Eve ikke, da hun kom længere og længere foran mig, og pludselig havde hun spurgt en mand om noget, og jeg så hende gå ind ad en dør. Da sygeplejersken var væk, valgte jeg at løbe resten af vejen, for at nå ned til hende, før hun fik et sammenbrud.

Hun forholdt sig dog rolig, da hun med tårer trillende ned ad kinderne stod ved siden af Kyle og holdte hans hånd. Jeg vidste ikke, hvad jeg egentlig havde forventet at se, når vi kom, men at Kyle var vågen, kom bag på mig. ”Kyle, du lever!” Eve strålede, og krammede Kyle så hårdt at han måtte gentage ordet ’av’ flere gange, før Eve gav slip.

”Jeg er lige her, Eve, du behøver ikke råbe,” smilede han. Et smil var ikke noget, jeg troede, man kunne finde hos Kyle, medmindre han havde en spekuleret plan udtænkt. Her var jeg dog overbevist om, at han bare var glad for at have sin søster ved sin side. ”Det er godt at se, du også selv har det godt,” kommenterede han og studerede sin lillesøster, der smilende stod ved siden af ham. ”Harry har passet godt på dig.” Disse ord fik mig til at kigge ordentlig på Kyle. Han så svag og træt ud. Jeg så dog også det oprigtige smil på hans læber. Det var ikke stort, men det var der, og det var tiltænkt til mig. ”Tak, Harry,” sagde han.

Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Sidst jeg havde mødt Kyle, havde han været en hel anden person. ”Øhm, det var så lidt tror jeg,” svarede jeg, og fortrød straks mine ord. Hvad er det for noget at sige?

”Jeg er overrasket over, at du kunne holde hende ud så længe. Hun er noget af en mundfuld,” jokede han.

”Hey!” udbrød Eve, og krydsede sine arme i sjov. ”Det passer ikke,” protesterede hun. Desværre, Eve, der havde Kyle ret.

Kyle rystede på hovedet. ”Desværre, den her diskussion har du tabt for længst,” svarede han. Jeg kiggede på dem, og valgte stille at gå ud af rummet, så de kunne få noget tid alene. Det var trods alt længe siden, hun havde set ham, og han havde lige været igennem en svær operation.

Der var gået cirka en halv time, og jeg havde netop planlagt at hente noget at drikke, da døren gik op. Eve smilede forsigtigt til mig, mens tårerne pressede sig på i øjenkrogene. Hun stoppede op, da døren lukkede bag hende, og vi stod begge op og kiggede på hinanden, uden nogen sagde noget. Først efter nogle sekunder tørrede Eve en tårer væk, inden hun gik hen til mig og krammede mig. Den her dag havde virkelig haft noget at byde på. Jeg tog mine arme rundt om hendes krop og viste hende min støtte. Det var en mærkelig følelse, for det var så sjældent, jeg fik lov til at kramme hende, og denne gang havde hun selv startet det. Min ene hånd gled op og ned ad hendes ryg, mens jeg blidt kyssede hende på håret. Jeg ønskede ikke at udnytte hendes svaghed, men jeg kunne ikke lade vær. Hun var så sød og skrøbelig, når hun var ked af det. Til sidst trak hun sig dog væk og kiggede mig ind i øjnene. ”Kyle vil snakke med dig, alene.”

Jeg løftede det ene øjenbryn. ”Mig?” Hun nikkede.

Han lignede sig selv fra før, da jeg åbnede døren og forlod Eve udenfor, dog lignede han en, der havde grædt, men da der ikke var nogle tårer, kunne jeg ikke være sikker.  ”Du ville tale med mig?”

Kyle nikkede. ”Eve fortalte mig, at du havde betalt penge til min operation.” Jeg nikkede, mens jeg kiggede på ham. ”Det er jeg meget taknemmelig for. Du tænker sikkert, hvorfor jeg pludselig takker dig og virker venlig, men jeg tror bare jeg har indset, hvor vigtigt livet er, efter at have været døende.” Hans poetiske ord forbløffede mig, og jeg valgte ikke at svare ham, for ærligtalt anede jeg ikke, hvad jeg skulle sige. ”Jeg gætter på, at Eve ikke rigtigt har fortalt dig noget om hendes, eller vores fortid?”

”Ikke rigtigt, nej. Donny har fortalt mig noget.”

Nu var det Kyle, der virkede overrasket, ”så du har mødt Donny og Vanessa? Det fortalte Eve ikke.”

Jeg nikkede, ”de har været en god støtte for hende, mens hun har været her.”

Kyle trak på smilebåndet. ”Jeg gætter på, han har fortalt dig, at begge vores forældre forlod os?” Igen nikkede jeg. ”Der er meget mere i det, end du forventer. Alle de grunde, der er årsagerne til, at Eve er så skrøbelig som hun er i dag. Jeg fortæller dig nu, det jeg ved, nogle af tingene har jeg aldrig fået ud af hende, måske vil du. Men i hvert fald, så …” Kyle fortalte mig alt det, de havde været igennem. Efter at moren havde forladt dem, boede de i huset indtil de blev tvunget ud, og fik altså ingen penge med. Kyle kendte så en af hans gode venner, der var flyttet hjemmefra, så da Eve var 14 og Kyle 18 flyttede de ind hos ham. ”Der gik dog ikke særlig lang tid, før jeg fandt min ven i gang med at prøve at voldtage Eve. Hun var kun 14! Derfor var vi hurtigt væk derfra, og levede så i nogle måneder ved en slags lejr, hvor flere hjemløse hørte til.” Da Eve var 15 og Kyle 19 tog de så til Las Vegas, og fandt en ældre mand, der gerne ville give dem husly. Kyle fortalte mig dog, at han til sidst forlangte penge, så Eve blev hundset rundt med, og gjorde rent i flere timer om dagen. Det var så her, at Kyle fandt frem til Majesty. ”Jeg var 20, og da jeg spurgte om de havde arbejde til mig og min 16-årige lillesøster, var de hurtig klar til at tilbyde os job som rengøringsfolk. Det tog vi i mod. Det var dog slemt, da Eve blev tvunget til at gå i korte kjoler og blev et tilbud til mænd, der kunne have sex med hende. Hele fem nåede at gøre det, mod hendes vilje, og derfor blev der til sidst klaget over hende. Hvad der skete, har hun dog aldrig fortalt mig.”

Jeg var målløs, og fik nærmest ikke alle ordene Kyle fortalte mig med. Det blev bare mere og mere forfærdeligt, og jeg blev så ulykkelig på Eves vegne. At skulle igennem alt det, og så var hun kun 16. Jeg fik nærmest ondt i maven, og ønskede slet ikke at forestille mig det. ”Blev I så smidt ud bagefter?”

Kyle rystede på hovedet. ”Vi gjorde rent i to år, indtil jeg blev 21. Der fik jeg job i kasinoet, og da Eve var 18 fik hun lov til at hjælpe mig, som du selv oplevede. Bestyrelsen tænkte nemlig, at hun stadig kunne virke fristende for mænd. Det var meningen, at hun selv skulle have været dealer, når hun blev 21.”

Han stoppede med at fortælle, og jeg kunne regne ud, at der ikke var mere. Jeg var rystet, forarget og ulykkelig over, at de to havde gået igennem alt det. Ingen burde opleve sådan noget, og slet ikke så tidligt i livet. De havde mistet muligheden for uddannelse, venner, teenagelivet. I stedet havde de knoklet med at overleve. Det var i hvert fald så fjernt for mig, at jeg ikke havde forestillet mig, at det var, hvad Eve havde været ude for. Jeg forstod pludselig, hvorfor hun ikke ønskede at fortælle mig om hendes barndom – den havde været absolut forfærdelig og grufuld.

”Jeg gætter på, at du ikke forstår, hvorfor jeg fortæller dig alt det her.” Jeg blev afbrudt i mine tanker, da jeg hørte Kyles stemme fra sengen.

”Når du spørger mig om det, så ved jeg det ikke, nej.” Han kunne umuligt have fortalt mig dette, bare for at få det ud. Han havde en tanke bag det, og eftersom han havde givet udtryk for, at han ville være mere venlig fremover, tænkte jeg ikke, det var en ond, spekuleret plan.

”Da jeg snakkede med Eve, kunne jeg høre på hende, at selv om hun har det svært med alle dine spørgsmål, så har du hjulpet hende, uden hun har indset det. Jeg har lige fortalt dig det her, fordi jeg ved du vil gøre Eve godt. Hun skal ikke tilbage til Majesty, det må du prøve at overbevise hende om. Jeg ved ikke om hun er villig til at blive i London, men du skal bare holde hende væk fra Las Vegas. Jeg håber du vil gøre, hvad du kan, for at give hende, det liv, hun fortjener at opleve. Jeg vil alligevel ikke være til meget hjælp, da jeg er blevet lam i benene, hvilket hun godt ved. Hun vil sikkert protestere og sige, at hun skal blive hos mig og passe på mig, men jeg vil ikke stå i vejen for hendes chance for et godt liv. Desuden kan min kæreste hjælpe mig. Jeg har været en forfærdelig storebror, og hun har altid været i skyggen af mig, og nu siger jeg fra.” Han holdt en kort pause, inden han fortsatte. ”Harry, hvis du bare bekymrer dig en lille smule for min lillesøster, vil du så ikke nok passe på hende? På den ene eller den anden måde, om hun kan lide dig eller ej. Jeg vil bare gerne give hende et ordentlig liv.”

 

***

Jeg undskylder virkelig den alt for lange ventetid :( Jeg har bare haft så travlt med skolen, men nu er jeg tilbage og har tænkt mig at få afsluttet denne inden for den næste uge, hvilket jeg håber, jeg kan gennemføre.

Dette var ikke det bedste kapitel, men tænkte det var på tide, at I fik noget at vide om Eves baggrund og hende og Harrys forhold kan begynde at udvikle sig lidt mere.

Tak fordi I stadig læser med :)

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...