Royal Flush | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 15 jul. 2014
  • Status: Færdig
1 ☯ Da Harry på hans 21 års fødselsdag tager på kasinoet Majesty, handlede det blot om at have en god aften og hygge sig med vennerne. Alt det bliver dog vendt på hovedet, da han bliver tilbudt at deltage i et pokerspil. Han ved ikke, hvad han har meldt sig til, før spillet allerede er i gang. Og prisen? Den 20-årige Eve Waters. Men hvem er denne pige, der bliver tilbudt som pris i en måned af hendes egen storebror Kyle? Det prøver Harry at finde ud af, da han får det specielle Royal Flush og dermed vinder. Men alting virker ikke så let for Eve og ham, da Eve viser sig at være en manipulerende bitch - det er i hvert fald den side hun viser af sig selv. Er der mon mere bag de mange ar, hun dækker til med tøj?

431Likes
370Kommentarer
59178Visninger
AA

18. 15 - Haunted without you

I love this place

But it's haunted without you

My tired heart

Is beating so slow

 

Little House  Amanda Seyfried


19. februar / Harry's synsvinkel

Da jeg vågnede næste morgen, stod det klart for mig, at alkohollen havde vundet. Mit hoved dunkede, og jeg havde næsten ikke kræfter til at holde mig siddende oppe. Irriteret strakte jeg armene, og anerkendte, at denne dag ikke ville blive særlig fed.

Jeg huskede ikke rigtigt noget fra i går. Jeg vidste, at jeg havde været hjemme med Eve, og vi havde spillet poker. Efter det huskede jeg ikke så meget.

Jeg kiggede hen på den anden side af sengen, men den var tom. Hvor var hun? Mit spørgsmål blev kort efter besvaret, da hun fortumlet gik ud fra badeværelset. ”Harry.” Hendes toneleje var koldt, og gav udtryk for, noget ikke var som hun ønskede. Hvad havde jeg nu gjort? Hvis det altså overhovedet var mig.

”Hvorfor er du nu sur?” spurgte jeg opgivende, og rejste mig fra sengen, for at finde en T-shirt jeg kunne tage på. Derfor var det ikke muligt for Eve, at se mit ansigtsudtryk, da hun sagde sine næste ord.

”Jeg tror vi havde sex i går aftes.” Let at forstå, svært at forholde sig til. Var hun seriøs? Jeg tog den sorte T-shirt over hovedet, og var tilfreds med, at hun ikke havde set, hvordan mine øjne nærmest var landet på gulvet. Det kunne ikke være rigtigt, kunne det? Jeg huskede ingen ting fra i går, men hvis det var sket, burde jeg vel kunne huske lige det? ”Ellers kan jeg ikke få det til at passe, hvordan min skjorte kan ligge i sofaen og min bh på det her gulv.”

Først nu tog jeg mig sammen til at kigge på hende, og ganske rigtigt så lå hendes bh på gulvet. Lige nu havde hun dog taget en T-shirt på, men det må så have været efter. Forvirret satte jeg mig på sengekanten, og undrede mig over situationen. Hendes påstand kunne give mening, men jeg var vågnet i mit undertøj. ”Så du husker altså heller ikke noget?” spurgte jeg hende. Vores øjne mødtes kort efter, og det var første gang, at jeg følte mig nervøs ved at kigge ind i dem. Hvis vi faktisk havde været i seng sammen, hvordan ville Eve så reagere? Jeg kunne ikke se andre muligheder, end hendes facade ville blive styrket.

”Så havde jeg nok kunne bekræfte, hvad der var sket her.” Hun sukkede og forlod mig derefter, for igen at låse sig ude på badeværelset. Hvad gjorde jeg nu? Til min overraskelse var det første, der kom til mig at tjekke posten. Der var i den grad alt for meget galt med mig.

Mens jeg prøvede at komme på andre tanker, kiggede jeg de mange reklamer igennem. Nogle få regninger var også blandt, men det vigtigste var nok den beigefarvede kuvert. Det var fra et hospital i Las Vegas, men det var ikke mit navn, der stod på kuverten. Der stod Millie Waters.

Kære bekendte af Kyle Waters;

Vedkommende er indlagt på Las Vegas Hospital. Der er blevet fundet en blodprop i hjernen, hvilket giver store konsekvenser for vedkommendes overlevelse. Vi beder om -

Jeg skimmede resten af brevet, da de første linjer havde givet mig et chok. Kyle kunne dø. Skræmt læste jeg resten af brevet i dybden, efter at have prøvet at forstå det. Eve kunne miste sin bror. Jeg måtte gemme brevet. Eve kunne ikke se det før i morgen, ellers så-

”-Hvorfor har du modtaget et brev med mit navn?” Selvfølgelig skulle Eve finde mig på det dummeste tidspunkt. ”Fint nok du har læst det, Harry, men råb lige næste gang,” brokkede hun sig, og tog hurtigt brevet ud af min hånd. ”Jeg hader virkelig, når jeg modtager breve. Der skal altid stå Millie,” kommenterede hun, men så snart hun læste de første linjer, blev alt liv suget ud af hende. Jeg så hvordan hendes krop begyndte at ryste, og det lignede i et kort sekund, at hun var på vej til at få et anfald.

”Eve.” Jeg rejste mig, for at kunne være klar til at gribe hende, hvis hun skulle vælte eller bare ønskede at falde sammen. Men i stedet overraskede hun mig, da hun grædende nærmest løb ind i min favn. Brevet faldt ned og landede på gulvet, da jeg tog armene rundt om hendes rystende krop, for at vise hende min støtte. Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle opleve hende sådan her. ”Shh, det hele skal nok gå,” prøvede jeg at sige, men det hjalp ikke.

Flere minutter var gået, og Eve havde nærmest kun fået det værre, jo mere som det gik op for hende. Det gjorde ondt indeni, når jeg skulle se hende på den her måde. Hun fortjente ikke at blive udsat for sådan nogle forfærdelige ting, når hun allerede havde oplevet sådanne ting i sit liv. Ud fra hvad jeg var kommet frem til, så havde Eve oplevet så mange slemme ting, at det her langt fra var en af de værste. Og det sagde meget.

***

Det var nu fem timer siden Eve var gået i chok. Jeg havde til sidst fået hende overtalt til at ligge sig ind i sengen, men det var endt i, at hun havde bedt mig om at blive. Derfor havde jeg siddet hos hende i fire time, da jeg ikke kunne få mig selv til at efterlade hende. Jeg havde forsigtigt aet hende på hovedet og havde haft svært ved at kigge på hende, da jeg let kunne se på hendes ansigt, at hun sov elendigt. Måske havde hun endda haft mareridt. Lige nu var jeg dog i stuen, men sørgede for at kunne se hende fra sofaen. Jeg blev nødt til at ringe til Louis, men kunne ikke forårsage så meget larm ved siden af hende.

”Hey Harry, hvad så?”

”Please ikke sig, at jeg er skør, når jeg er tæt på at sende en masse penge til et amerikansk hospital, for at de kan kurere en mand, jeg ikke bryder mig om.” Louis måtte tænke jeg var i panik, for jeg udstrålede da ikke andet.

Der var en kort pause, mens han tænkte det igennem, før han svarede. ”Hvad sker der, Harry? Du virker helt panisk.” Jeg kunne høre, at Louis havde ondt af mig, hvilket bekræftede hans fantastiske personlighed.

”Du kan vel godt huske Kyle ikke? Han er jo Eve’s bror, og han er blevet indlagt på hospitalet. Han er døende, Louis.” Der kom intet svar i den anden ende, så jeg fortsatte. ”Eve er helt nede over det, og jeg kan ikke klare at se hende sådan. Det gør ondt, og derfor-”

”-Du kan lide hende, ikke?”

Louis’ spørgsmål kom bag på mig, eftersom jeg sad og var påvirket af Kyle’s situation og snakkede om ham. Men igen det var Louis. ”Det ved jeg ikke, eller jo det gør jeg ja, men det er bare-”

”-Jeg vidste det,” sagde Louis spændt i den anden ende, hvilket gav hele den her samtale en drejning. ”Harry for fanden, gør dog noget ved det,” bad han, og fik mig til at forstå, at jeg lige havde sagt ja til, at jeg kunne lide Eve.

Jeg kunne lide hende. Åh Gud, hvad nu.

”Så kommer vi vel tilbage på sporet, for jeg er så tæt på at sende penge af sted, for at redde Kyle, for Eve’s skyld. Jeg kan ikke klare at se hende, hvis hun mister ham, Louis. Hun må ikke mere blive udsat for sådanne forfærdelige ting.”

Louis var slet ikke i tvivl. ”Gør det. Men så skal du også sige det til hende.”

Jeg tøvede, ”er du sikker på, at det en god idé?”

Jeg kendte Louis godt nok til at vide, at han lige nu trak på skuldrene. ”Du redder liv, mens du samtidig kan gøre din pige glad. Jeg vil mene, det er en ret god kombination.” Og med de ord sagde vi vores farvel og lagde på.

På grund af samtalen i sidste ende var endt ud i noget, jeg ikke lige havde regnet med, havde min opmærksomhed droppet Eve. For da jeg kiggede mod sengen, sad hun op med hovedet i sit skød. Og der blev jeg helt sikker i min sag. Jeg ville og skulle hjælpe hende – koste hvad det ville.

”Eve,” sagde jeg stille, da jeg satte mig ved siden af hende. Hun kiggede hurtigere end jeg havde forventet op på mig. Hendes øjne var blanke. "Jeg vil ikke købe din tillid for penge, men jeg vil gerne støtte dig.” Hun forstod ikke rigtigt, hvor jeg ville hen med det, men hun lyttede da taknemmeligt. ”Så når din familie er i livsfare, vil jeg gerne hjælpe, nu når jeg kan." Jeg smilede forsigtigt til hende.

”Hvad mener du?” spurgte hun forvirret.

”Jeg vil gerne betale hvad end der skal til, for at være sikret, at Kyle bliver kureret. Jeg kan ikke klare at se, hvis du skal komme ud for at miste din bror.” Eves blik vendte sig mod mig og blinkede langsomt. Hun virkede glad, men jeg kunne ikke være sikker.

”Harry, jeg må altså tage til USA. Jeg skal være der for ham,” svarede hun, og ignorerede fuldkommen, hvad jeg lige havde sagt. Var det for svært for hende, eller ønskede hun det ikke?

”Men, Eve-” prøvede jeg.

Hun gad ikke høre på mig. ”Harry, jeg må.”

Jeg følte, at jeg blev en smule irriteret af at hun ignorere, at jeg gerne ville hjælpe hende. ”Eve, det var jo derfor, at jeg håbede, at du måske kunne blive her, og stole på lægerne ordner det.” Det var faktisk slet ikke noget, jeg havde tænkt over, det kom bare frem, som jeg prøvede at få hende til at blive. Da hun sagde det, gik det op for mig, at hvis hun tog af sted, kom hun nok aldrig tilbage. Men jeg forstod jo godt, at hun ville støtte hendes bror, men hvis hun fik et nedbrud, blev jeg nødt til at være der, for at støtte hende. Det kunne en læge ikke klare, for de kendte ikke Eve. Hvad snakker du om, Harry? Jeg kendte hende jo næsten ikke.

Eve var stille, mens hun overvejede, hvad hun burde sige. Det var egentlig ikke en fair situation, jeg havde puttet hende i. Selvfølgelig skulle hun se sin bror. Alligevel var jeg bare nervøs for, hvad der ville ske med hende. ”Jeg kan bare ikke klare at miste den sidste fra min familie, Harry.” Hendes ord kom bag på mig af to årsager. 1) Hun fortalte mig om sin familie af egen fri vilje. 2) Kyle var den eneste, hun havde tilbage.

Før jeg tænkte mig om, røg det mest optimale spørgsmål ud af mig. ”Hvad er der da sket med dine forældre?”

Hun svarede ikke. Selvfølgelig svarede hun ikke. I stedet rejste hun sig, og først da jeg spurgte, hvad hun skulle, svarede hun: ”Jeg skal ind og pakke.”

Hvad havde jeg gjort for at fortjene den her opførsel fra hende? 

 

**

Undskyld den værste ventetid! Har bare slet ikke haft noget som helst overskud til at skrive de sidste fire uger på grund af skole og sådan. Men nu er jeg tilbage! :D Håber I kunne lide kapitlet, selv om det selvfølgelig ikke er særlig godt, at Eve er på vej mod USA.

Hvad tror I, der sker noget? :D

 

Ville blive meget glad, hvis I gad kommentere, så jeg ved I stadig læser med :) x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...