Royal Flush | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 15 jul. 2014
  • Status: Færdig
1 ☯ Da Harry på hans 21 års fødselsdag tager på kasinoet Majesty, handlede det blot om at have en god aften og hygge sig med vennerne. Alt det bliver dog vendt på hovedet, da han bliver tilbudt at deltage i et pokerspil. Han ved ikke, hvad han har meldt sig til, før spillet allerede er i gang. Og prisen? Den 20-årige Eve Waters. Men hvem er denne pige, der bliver tilbudt som pris i en måned af hendes egen storebror Kyle? Det prøver Harry at finde ud af, da han får det specielle Royal Flush og dermed vinder. Men alting virker ikke så let for Eve og ham, da Eve viser sig at være en manipulerende bitch - det er i hvert fald den side hun viser af sig selv. Er der mon mere bag de mange ar, hun dækker til med tøj?

432Likes
370Kommentarer
59241Visninger
AA

16. 13 - Take me to your happily ever after

You know we'd be so much better

If we could fall in love together

Pull me closer, kiss me faster

Take me to your happily ever after

 

Closer, Faster  Against The Current


   16. februar

”Han er flink nok. Jeg er glad nok for, at det er ham jeg tilbringe en måned med, og ikke en eller anden idiot.”

”Og du tænker slet ikke over, at han er kendt?”

Hun tøvede slet ikke, da ordene forlod hendes mund. ”Jeg er vant til at kendte mennesker kommer til kasinoet, men ærlig talt havde jeg aldrig hørt om Harry Styles før. Derfor tænker jeg ikke så meget over det, men det gør mig da ophidset, når vi er ude og spise og der er mennesker overalt.”

Samtalen kørte stadig rundt i mine tanker. At så mange ord alligevel havde været muligt for mig at høre fra mit skjulested i køkkenet, havde jeg ikke lige regnet med. Det havde virkelig overrasket mig, at Eve havde virket så fredfyldt og snakket som havde hun ingen hemmeligheder gemt. Jeg ville sådan ønske, at det var den Eve, der viste sig, når vi var sammen i lejligheden, men indtil videre havde det ikke været muligt for mig at opleve hende så snaksalig. Men det ville jeg ændre på nu.

”Eve?” råbte jeg ud i lejligheden, da jeg lukkede døren til toilet og søgte rundt i stuen. Der kom intet svar. ”Eve, er du her?” råbte jeg igen, denne gang lidt højere, og forsøgte at finde frem til noget tegn på hende. Da jeg stoppede op og lyttede, fortalte mine instinkter mig at gå mod soveværelset. ”Mil-” I midten af udtalen stoppede jeg mig selv, da mit blik fik øje på brunetten, der sad for enden af dobbeltsengen. ”Er du okay?”

Hun løftede forsigtigt hovedet, og selv om hun prøvede at skjule det, kunne jeg let se, hvordan hun lige havde grædt, og sikkert snart ville gøre det igen. Forvirret slog jeg mig ned ved hendes side og studerede hende. Hun ignorerede mit spørgsmål, og kommenterede – endnu en gang – på mit brug af navn. ”Jeg troede, du havde forstået, at det navn ikke nævnes under disse tage?” Hun prøvede med alle sine tilbageværende kræfter at holde facaden oppe, men jeg mærkede hvordan hun ukontrolleret havde igangsat krakeleringen. Hun var smadret.

”Betyder det, at jeg kan kalde dig det alle andre steder?” jokede mig, men fandt hurtigt ud af, hvor irrelevant en joke i det her selskab var. ”Jeg mener, undskyld,” mumlede jeg, og følte hvordan jeg forvandlede mig selv til en af hendes undersåtter. Jeg bukkede under for hende, hvilket ikke kunne ske mere end denne ene gang. ”Men jeg kom faktisk for at spørge dig, om du vil med ud og spise?” spurgte jeg hurtigt for at redde mig selv fra den pinlige situation, mens min stemme rystede en smule. Det havde været let nok i starten, da managementet havde tvunget mig til at spørge, men nu var det mere fordi jeg havde lyst, og altså grænseoverskridende. Jeg havde stadig ikke lært noget om den her pige ved selv at få noget ud af hende, og det var altså d. 16. februar. Om 12 dage ville hun rejse, og jeg fik hende nok aldrig at se igen. Og med så meget tid jeg havde haft med hende, ville jeg ærgre mig resten af livet, hvis jeg ikke fik noget som helst ud af hende. Det eneste jeg vidste var hvad Donny havde fortalt mig, og jeg havde endnu ikke formået at kunne bruge det til noget. Hun burde være mulig at knække, jeg havde bare ikke fundet metoden endnu.  

Eve’s ansigtsudtryk var ikke til at læse, da de røde kinder fra gråden dækkede for det. Heldigvis hjalp ordene mig. ”Jeg er klar,” svarede hun højlydt, men jeg var sikker på to ting, når det kom til det svar. For 1) så hadede hun at spise ude, det havde jeg selv hørt hende sige, og 2) hun var slet ikke klar på det, sådan som hun gemte gråden inde.

”Jeg ved godt, at du lyver, Eve. Du hader alle paparazzierne.”

Og for første gang, svarede hun mig hurtigt uden at tænke over sine ord, og det var sandheden. ”Ved du hvad, Harry? Du har ret. Jeg hader det.” Hendes mundvige løftede sig en smule.

”Så er det godt, at jeg derfor har forberedt at vi skal ud og spise, men jeg lover dig, at ingen vil finde os eller forstyrre os.”

I et kort sekund følte jeg, at jeg så et glimt i hendes øjne, men det var nok bare mine forhåbninger, der spillede mig et pus. ”Bare der er god mad,” smilede hun.

Jeg havde i den grad valgt det rigtige tidspunkt at snakke med hende. Hendes facade var langt væk, og ville forhåbentlig snart forsvinde for nu, hvis jeg pressede hende lidt. ”Eve, må jeg spørge dig om noget?” Hun opfattede hurtigt, hvordan jeg skiftede fuldkommen emne og toneleje, og automatisk fornemmede jeg, at hun strammede sit skuespil op. ”Du græd, da jeg kom ind i rummet, har jeg ret?”

Fra det sekund hun indså samtalen nu ville handle om hende, og mere præcist noget personligt, kom alt det, jeg havde prøvet at få væk frem igen. ”Hvad fik dig til at tro det?” snerrede hun.

Jeg fattede ikke, hvorfor jeg egentlig prøvede at hjælpe hende, men her sad jeg altså endnu engang, og jeg havde ikke i sinde at give op. ”Eve, vil du være sød at stoppe?” Jeg hævede stemmen og prøvede at få hende til at forstå. ”Jeg gider ikke det her mere. Hvor lang tid havde du regnet med at blive ved med det her?”

Hun spillede uskyldig. ”Blive ved med hvad?”

”At spille Eve Waters. Jeg har gennemskuet, at du gemmer dig selv et sted. Du gemmer Millie Waters væk fra omverdenen, men egentlig er det hende jeg allerhelst vil have som selskab.”

Jeg rejste mig. Hun gjorde det samme. ”Min mor har kaldt mig Eve fra da jeg var lille, Harry. Der er intet Millie i mig,” brokkede hun sig, og havde med ordene stukket en finger tæt op ved mit ansigt.

Tæt på at opgive fjernede jeg armen, og kiggede direkte ind i hendes øjne. ”Jeg tror på, at Millie Waters var en sød lille pige, der elskede livet, hvorimod Eve har oplevet så meget brutalt i hendes liv som hun ikke tør se i øjnene.” Her tænkte jeg især på hendes far, der forlod hende. Det måtte være det samme hun tænkte på, da hun var tavs, blikket faldt til jorden og skuldrene blev sænket. Men facaden var stadig ikke krakeleret. ”Jeg ønsker virkelig ikke at råbe af dig, Eve. Hvis du skulle være i tvivl, så er det den sidste ting, jeg ønsker at gøre, men du gør det så fucking svært at undgå.” Ja, jeg bandede. ”Her prøver jeg at hjælpe dig, men intet andet end dit navn, som jeg i øvrigt selv fandt, har jeg fået ud af dig. Hvad vil du have mig til at gøre?”

Hun stod over for mig og fortrak ikke en mine. ”Hvorfor bruger du så overhovedet tid på mig? Du kunne bare sende mig tilbage.”

”Du har slet ikke forstået det endnu vel?” Først nu kiggede hun op, men jeg kunne ikke få ordene ud. ”Ved du hvad? Klokken er tre, så jeg foreslår at vi mødes her klokken syv, hvor jeg så tager dig ud at spise, hvor jeg virkelig håber, at du fortæller mig et eller andet.” Og med de ord forlod jeg hende i soveværelset. Jeg havde efterhånden forladt hende på den her måde nogle gange nu …

***

Jeg drak en tår af min kop te som Mable havde lavet til mig. Vi sad rundt om et bord i lejligheden, Mable, Robin, Jace (en fællesven), Zayn og jeg. Det havde egentlig ikke været planlagt sådan at brase ind, men efter situationen med Eve, var dette stedet mine tanker havde besluttet jeg skulle besøge. Jeg havde dog ikke regnet med, at jeg ville ryge ind i trioens komsammen hos Zayn og Mable. Heldigvis havde Zayn, der havde gemt sig væk i sit graffitirum, hurtigt tilbudt mig at sætte mig ned i sofaerne ved siden af de andre, og nu sad vi her alle fem.

”Nå Harry, hvad kalder man så to kinesiske ballademagere?” Der gik nogle få sekunder, før jeg opdagede, at spørgsmålet – eller rettere sagt joken – var til rettet mod mig. Jace smågrinede fra sin plads ved siden af Robin, der til forskel rullede med øjnene.

Hun slog ham i hovedet, ”hvornår fatter du, at dine jokes stinker?” spurgte hun og sukkede, mens Mable sad på Zayns skød og grinede af hendes to bedste venner.

”Ja, sørg nu for ikke at blive ligesom Harry,” drillede Zayn som han kiggede på mig med et venligt blik. Jeg valgte at satte teen fra mig, så jeg kunne deltage i samtalen. Zayn havde ikke lov til at gøre grin af mine jokes.

Med et ryst på hovedet, for at signalere Zayns ord var usande, kiggede jeg rundt på dem alle. ”Mine jokes er da perfekte,” udbrød jeg og viste ironisk at jeg var såret over disset. Men han havde ret, mine jokes stank. Jeg ønskede ikke at indrømme det, men det gjorde de.

”Ja, ja nok med det, så svar lige på det, man,” sagde Jace henvendt til mig. ”Du må da kunne den, hvis vi er på samme niveau.” De afventede alle mit bud på jokens svar.

Uden at tænke over det, lavede jeg elevatorblikket, ”det er gulerødder. Joken er allerede død for længst,” smilede jeg og drak hurtigt lidt mere te.

Stilheden var ovre os, indtil Mable forstod joken og gav en sød latter fra sig. ”Gulerødder, ha – genialt,” kommenterede hun og skulle beroliges af Zayn, før hun slappede mere af. Med endnu et ryst på hovedet, lod jeg mit blik studere Robin. Jeg var egentlig kommet herover for lige præcis at adspørge hende om mit problem for tiden: Eve.

Heldigvis, da Mables latter var stoppet, fandt jeg muligheden for at spørge hende. ”Robin, kan vi eventuelt snakke under fire øjne?” spurgte jeg, uden at vide hvilket svar jeg havde i vente. Jeg havde aldrig rigtigt givet udtryk for at være venner med Robin – hun var nok lidt for speciel til mig. Men i den her situation, var hun den bedste brik jeg havde.

Hun kiggede forundret på mig. ”Øh jo da, men kun hvis du med fire øjne mener, at jeg holder mig for det ene, det samme med Jace og så går han med,” sagde hun ironisk inden hun svarede. Igen hørtes latteren fra Mable, dog lidt lavere og kortere denne gang. Robin rejste sig derefter, ”så kom da krølle.”

Efter at have snakket med Robin om hendes forhold til Ethan, og hvordan de løste deres problemer, så jeg nu mig selv i spejlet i min egen lejlighed. Uret tikkede, da jeg hev armen frem, for at tjekke klokken – præcis som jeg havde gjort det for to minutter siden. 18:58.

Jeg følte mig faktisk klar til det her. Robin havde givet mig nogle råd til hvordan jeg skulle håndtere Eve. Forhåbentligt ville jeg huske dem, og undgå at gøre det mest tåbelige: at hidse mig op.

”Harry,” hørte jeg Eve sige, og kort efter det stod hun i dørkarmen. Wow. Det var som om lige meget, hvad hun gjorde, så kunne jeg ikke lade vær med at tænke, at hun lignede noget taget ud fra et modekatalog. Selv om hendes tøj var enkelt, og intet make-up var til at finde på hendes ansigt, så kunne jeg ikke forlange mere skønhed. Hvad fuck sker der for dine tanker, Harry? Stop. I en tætsiddende ’over-knæende’ kjole smilede hun forsigtigt som hun tog en ny sort jakke udover. Med læder øverst som ved midten af jakken, der var lige lidt kortere end kjoler, skiftede til noget bomuld-lignende stof, lignede hun en, jeg faktisk kunne holde ud at være sammen med i aften. Og med det løse hår, var det perfekt. Måske var det et tegn på, at hun var klar til at give slip – være fri. ”Ja, altså Lou kom ikke i dag, så jeg blev nødt til selv at finde noget tøj frem. Jeg håber du kan klare dig med det,” sagde hun usikkert, og jeg var overrasket over hvor meget hun havde taget til sig, hvis hun forblev sådan her resten af aftenen. Måske havde jeg faktisk fået hende til at indse noget.

”Eve, du er smuk,” røg det ud af mig, men da jeg så et ægte smil forme sig på hendes læber, vidste jeg, at det var det rigtige at sige i den her situation. ”Vil du med?”

Hun trak på skuldrene, ”tør jeg?”

Bilens tonede ruder gik i et med den nedstigende sol, som vi nærmede os stedet. Vi havde efterhånden kørt i tyve minutter for at komme det rigtige sted hen, og Eve og jeg havde ingen ord udvekslet. Det var egentlig mærkeligt med stilheden, men jeg følte, at det var det rigtige at gøre. Jo bedre humør hun var i, når vi nåede frem, jo bedre ville det gå.

”Så er vi her,” forklarede jeg hende, da bilen stoppede. Hun prøvede at få et kig ud på landskabet, men kunne ikke få øje på noget fra bilen. Først da vi begge var ude af bilen så hun skoven til vores venstre, den lange 10 kilometer lige vej foran os, og så den lille restaurant på højre side, som den eneste bygning i en kilometers omkreds. Selv om den lå her ude helt alene, var den alligevel godt nok anmeldt, så den kunne holde sig kørende. Men i aften var det kun vores.

Eve kiggede rundt i træhytten, da vi trådte ind og lagde straks mærke til, hvordan tre tjenere stod på stribe og afventede vores ankomst. Det havde jeg så ikke lige spurgt efter, men de udførte da deres arbejde til fulde. ”Hvad sker der her, Harry?” hviskede Eve, da vi fik øje på bordet i midten af lokalet, der var blevet trukket ud præcis til os, og var dækket med flotte lys og blomster, samt en flot hvid dug.    

”De gør bare deres arbejde, så vi kan få den bedste aften,” smilede jeg og trak stolen ud, så Eve kunne sætte sig ned.

Som minutterne gik og vi begge spiste vores mad, kunne jeg mærke, hvordan Eve var faldet meget mere til ro, da hun havde forstået det kun var os. Alligevel havde det ikke lykkedes mig at få noget ud af hende endnu. I hvert fald ikke nogle vigtige ting, der kunne føre mig frem til hvem hun var. Det var som om hun altid snakkede udenom.

”Har du ikke lyst til at fortælle mig om din barndom i Ohio?” spurgte jeg hende, og overraskede hende med, at jeg havde hørt efter, da Vanessa havde nævnt Lima – jeg havde endda også søgt frem til at det lå i staten Ohio i USA. Altså var Eve ikke født i Las Vegas – det var til gengæld en detalje jeg kunne bruge.

Spørgsmålet var blevet stillet mens hun havde drukket af sin cola – hendes favorit sodavand – derfor kunne hun have spyttet det ud. Heldigvis sank hun det og gav mig i stedet et mærkværdigt blik. ”Hvordan ved du noget til min barndom?” spurgte hun.

”Faktisk ved jeg nok lidt mere end du ønsker, jeg ved,” smilede jeg forsigtigt. ”Donny fortalte mig-”

”-Hvad har Donny fortalt dig?” Hun var ophidset. Det nærmede sig noget, jeg ikke ville få glæde af. Shit, red det Harry!

Jeg kiggede ned i bordet, mens jeg tænkte over en god løgn. ”Han fortalte mig dine forældres navne.” Teknisk set kendte jeg kun til hendes far, så jeg håbede med alt jeg havde, at hun ikke bad mig sige dem. Så ville jeg være på spanden.

Eve sukkede højlydt og lagde gaflen fra sig. ”Ærligtalt ved jeg ikke, hvorfor du finder mig så interessant, Harry. Hvorfor vil du så gerne vide noget om mig?” Hendes blik studerede mig nærmere, og for første gang fik jeg det nærmest dårligt af at kigge ind i hendes øjne. Hun sad ydmygt og ventede, men jeg kunne ikke sige om et var det, der gjorde mig utilpas.

”Fordi jeg føler, at du skjuler dig selv.” Ordene røg ud fra min mund, og kunne jeg trække dem tilbage, havde jeg gjort det.

Eve tøvede, mens hun gennemtænkt sit næste ordvalg. ”Jeg er bare en pige fra Lima, som du jo så åbenbart ved, der nu bor i Las Vegas, hvad mere ønsker du at vide?”

De næste sekunder tikkede af sted mens stilheden var over os. Jeg havde lyst til at sige alt, men det var nok lige i overkanten. ”Jeg kunne godt tænke mig at høre om din barndom eller måske dine forældre. Jeg vil gerne vide hvorfor du gemmer dig selv væk.”

Hun rullede med øjnene, ”hvor er det helt præcist, du har den overbevisning om at jeg spiller skuespil fra? Jeg er bare mig,” pointerede hun og drak den sidste tår af sin cola.

”Eve, jeg kan mærke på dig, at du skaber en eller anden facade hver gang vi er sammen. Hos Vanessa var den nærmest væk og jeg hørte dig grine, men når vi er sammen, skal du altid være så mopset og en … bitch.” Det sidste ord blev en lav mumlen, da jeg jo ikke ønskede hun skulle tro, at jeg ikke brød mig om hende.

Hun trak på skuldrene, og så ud til at give op i forhold til at komme udenom det. ”Hvis jeg skal fortælle dig noget, så skal du snakke om din barndom først.”

De ord havde jeg i den grad ikke set komme, men egentlig var det kun fair. For det gik pludselig op for mig, at jeg heller ikke havde fortalt noget om mig selv til Eve. Havde det været hvad der skulle til fra start? I hvert fald fik jeg hurtigt fortalt om hvor jeg voksede op. ”Mine forældre blev skilt, da jeg var lille. Det var ret hårdt for min søster og jeg, men det er vel bedre end skænderier hele tiden,” fortalte jeg og havde bemærket, at så snart jeg havde nævnt ordet ’skilt’, så havde Eve virkelig lyttet intenst med.

”Jeg ville have elsket at mine forældre havde haft skænderier,” hørte jeg hende mumle, mens hun rørte rundt i isdesserten med gaflen. ”Hvis bare min far havde været der længere, så var jeg glad” tilføjede hun og kiggede til min glæde op på mig. Der var en halvlang pause, men så kom endelig det, jeg havde ventet på. ”Han forlod os, da jeg var 11.”

Mit hjerte sprang et slag over i det sekund ordene forlod hendes læber. Efter hurtigt at have fattet det, var det svært for mig at fatte, hvordan hun lige havde åbnet op. Godt nok vidste jeg lige denne detalje på grund af Donny, men at ordene så langsomt og skamfyldt kom fra Eve, var det jeg havde ventet på. ”Det er jeg ked af at høre,” lød det, da jeg kom op med det mest kliché og samtidig latterligste svar, der fandtes. Selv om jeg mente det, lød det som om, at jeg var fuldkommen ligeglad. Men det var jo præcis det modsatte, ellers havde jeg ikke siddet her, seksten dage efter vi havde mødtes for stadig at lære pigen at kende.

”Skal vi fortsætte snakken udenfor?” spurgte jeg kort efter, og håbede indvendigt på et positivt svar.

Men selvfølgelig skulle hun lige gå mod først. ”Det er jo koldt udenfor, Harry.”

Jeg smilede, ”jeg har planlagt noget, og kulden er intet problem.”

Eve tøvede, ”bare du ikke låner mig din jakke.” Hendes mundvige løftede sig en smule, og jeg vidste, at jeg havde hende det helt rigtige sted.

Søen foran os lyste op fra månens genskær fra himlen. Skoven omkring os gav stemningen til en gyserfilm, men på grund af de få stearinlys, jeg havde fået arrangeret var her, virkede det mere beroligende. Heldigvis var Eve ikke bange for mørket omkring os. ”Du fortalte mig aldrig om din skolegang.” Vi stod ved søens bred, tæt skulder mod skulder, dog ingen flettede fingre.

”Der er ikke meget at fortælle.” Hun satte sig ned på knæene, og bøjede sig forover for at lave mønstre i vandet. ”Hvis du absolut vil vide det, så lærte jeg ikke så meget. Så selv den dag i dag, kan jeg gå rundt uden at vide hvordan man dividerer.”

Jeg blev stående, og studerede hende ovenfra, som jeg fulgte hendes bevægelser i vandet. Hun tegnede et kryds. ”Var det derfor, at du troede vi skulle til Austra-”

Eve rejste sig og kiggede irriteret på mig. ”Når jeg fortæller dig noget, så har du altså ikke ret til at drille mig med det,” snerrede hun, og stemmen hævede sig.

”Undskyld,” mumlede jeg, og så mig endnu engang fanget i hendes greb. ”Men hvad så bagefter, hvordan kom du så til Las Vegas?”

Hendes øjne blev i et kort sekund blanke, mens hun fjernede blikket fra mig og satte sig på en tætliggende bænk. ”Du stiller alt, alt for mange spørgsmål, Harry.” Hun sukkede højlydt, og havde intet imod, at jeg kunne høre hende. ”Jeg forstår det stadig ikke.”

Jeg trak på skuldrene, da jeg dumpede ned ved siden af hende. ”Du burde nok vide, at de første dates var managementet skyld,” begyndte jeg, og burde stoppe, men mine tanker og samvittighed tog over. ”Så i pressen er vi beskrevet som om vi dater, og de fleste tror vi er sammen.” Det blik hun nu gav mig, viste mig at jeg burde stoppe. ”Men det her var alt sammen planlagt af mig, da jeg gerne ville være ordentlig alene med dig.”

Hun åbnede munden for at sige noget til mig, men ingen ord eller lyde kom ud. Som læberne igen blev presset sammen, så jeg hvordan hendes øjne tvang blikket til at kigge hen mod søen. Det virkede som om hun prøvede at undgå mig, selv om jeg sad lige ved siden af hende. ”Jeg-”

Mere sagde hun ikke den aften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...