Royal Flush | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2013
  • Opdateret: 15 jul. 2014
  • Status: Færdig
1 ☯ Da Harry på hans 21 års fødselsdag tager på kasinoet Majesty, handlede det blot om at have en god aften og hygge sig med vennerne. Alt det bliver dog vendt på hovedet, da han bliver tilbudt at deltage i et pokerspil. Han ved ikke, hvad han har meldt sig til, før spillet allerede er i gang. Og prisen? Den 20-årige Eve Waters. Men hvem er denne pige, der bliver tilbudt som pris i en måned af hendes egen storebror Kyle? Det prøver Harry at finde ud af, da han får det specielle Royal Flush og dermed vinder. Men alting virker ikke så let for Eve og ham, da Eve viser sig at være en manipulerende bitch - det er i hvert fald den side hun viser af sig selv. Er der mon mere bag de mange ar, hun dækker til med tøj?

432Likes
370Kommentarer
59239Visninger
AA

15. 12 - I hear your heart cry for love

I hear your heart cry for love

But you won't let me make it right

You were hurt

But I decided that you were worth the fight

 

Heart Vacancy  The Wanted


 

”Og så sagde du det der med luderakademiet, genialt siger jeg bare,” komplimenterede jeg med et grin, som jeg og Eve krydsede gaderne i Londons travle eftermiddag. Et smil var til at finde på hendes læber, og det havde faktisk lykkedes mig at se det flere gange de sidste par dage. Siden modeshowet for fire dage siden, havde Eve åbnet lidt mere op for mig. Jeg havde en indre teori om, at det kom af hun havde besejret Cassidy og følte sig stærkere. Eller også var det fordi, at jeg havde set hendes pas, og altså vidste noget var på færde, så hun derfor spillede skuespil for at få mig på andre tanker. Jeg håbede i hvert fald på det første, da jeg meget bedre kunne lide at se den ægte Eve, ja Millie faktisk.

”Hendes ansigt reddede hele min dag, den måde hun blev fornærmet på,” jokede Eve, som vi stoppede op for rødt. Hun kørte virkelig på med, at hun havde slået Cassidy i hendes eget spil, men jeg nød egentlig bare at høre på det. Cassidy var min eks, og jeg havde elsket hende, men som hun havde forandret sig, havde jeg intet tilbage over for hende. ”Kom,” bestemte Eve som hun tog et skridt ud på fodgængeroverfeltet, selv om der stadig var rødt.

”Millie, hvad har du gang i?” Jeg tog hårdt fat i hendes hånd, og trak hende tilbage i sikkerhed. Hun gav mig et irriteret blik grundet mit brug af navn, men når jeg blev nervøs, skete det bare. Det samme, når hun gjorde mig virkelig vred. Der var vel en måde at få hendes opmærksomhed på..

”Jeg prøver bare at få dig til at tage nogle chancer,” smilede hun forsigtigt, og det smil fik mig til at stole på hende i den her situation. Hvis hun trak mig med over fodgængerfeltet, så vidste hun, at der ikke ville ske noget.

Vi kom heldigvis over i sikkerhed, og Eve gav min hånd et tryk, ”se, der skete ingen ting.” Hun var tydeligvis tilfreds med at have overbevist mig over, at ingen ting ville ske. Men jeg vidste jo godt, at hun elskede at få ret.

”Åh gud, det er bare løgn!” hørte jeg pludselig Eve udbryde, og da hun trak sin hånd til sig, mærkede jeg en forfærdelig følelse af trang. Mit blik fulgte hende, som hun ganske enkelt løb mod en blondine længere nede af gaden. Det var et sært syn, da hende jeg havde lært at kende som en egoistisk pige, der samtidig gemte på en masse, både positivt og negativt, nu løb som et lille barn og omfavnede en pige midt på gaden, hvor alle kunne se hende. Det var noget af en oplevelse.

Som jeg nåede hen til de to piger, var de allerede i fuld gang med at snakke. Jeg prøvede at følge deres samtale, men fik ikke særlig meget ud af det, da Eve pludselig besluttede at præsentere mig, som om jeg faktisk var vigtig for hende. Det fik mig til at smile. ”Det her er Harry,” fortalte hun blondinen foran mig. De lignede ikke rigtigt hinanden. Pigen havde mere fyldige læber end Eve, og næsen var heller ikke tæt på – alligevel var der noget ved det hele, der sagde mig, at de var forbundet. ”Harry, det her er min kusine Vanessa.”

Så jeg havde altså ret. ”Rart at møde dig,” hilste jeg og gav hende hånden. Ærligtalt var jeg fornøjet over at møde et andet af Eves familiemedlemmer, der ikke var Kyle. Jo tættere jeg kom på hende, jo hurtigere kunne jeg prøve at regne hende ud. Og en kusine hun havde kendt hele livet var en god mulighed.

”Undskyld det er det første jeg spørger om, men du er ham sangeren ikke?”

Jeg nikkede, og skulle til at svare, da Eve lænede sig hen mod hende og hviskede noget i hendes øre. Jeg kunne næsten ane det, men var alligevel ikke sikker på, om det var hvor vi mødtes, eller hvorfor vi var sammen lige nu, hun havde fortalt videre. I hvert fald gav Vanessa mig et blik, der allerede nu viste mig, at hun nok ikke var helt glad for mig. Jeg måtte vel så bare overbevise hende om, at Eve var i sikkerhed hos mig.

”Eve, vil I ikke med hjem til Donny og mig?”

Vanessas spørgsmål fik et smil frem på Eves læber, der hurtigt nikkede for os begge to. Så måtte jeg altså droppe de planer, jeg havde haft om at tage hende med på café. Hun vidste det nu egentlig godt, at det havde været vores mål med denne gåtur. Forskellen var bare, at hun troede det hele var planlagt af management, hvor det rent faktisk var mig, der her til morgen spontant havde besluttet mig for, at det var hvad vi burde gøre. Forhåbentlig ville det ske på et andet tidspunkt.

”Donny, jeg har gæster med hjem!” råbte Vanessa, som vi alle tre trådte ind i deres lejlighed. Jeg nåede ikke rigtigt at kigge mig rundt, før Donny, der måtte være Vanessas kæreste, mødte os i gangen.

Et stort smil spredte sig over hans ansigt, som han løb hen til Eve. ”Eve! Dig har jeg ikke set i hvad tre et halvt år?” smilede han, mens han gav hende et langt kram.

Eve grinede, ”sidst vi så hinanden, var jo da vi mødtes med bedstemor i Lima.” Fra at have observeret skoene på gulvet, blev jeg straks opmærksom på Eves ord. Lima – det måtte jeg slå op senere, hvor lå. Men det gik allerede bedre end forventet, for her stod vi i gangen, og jeg havde allerede fået et muligt bosted for Eve, da hun var mindre.

”Nå ja, den jul kan jeg godt huske. Jeg er for resten ked af vi ikke kunne komme til begravelsen, men mit arbejde tog alt vores tid på det tidspunkt.” Jeg sørgede for virkelig at studere Eves ansigtstræk, som Donny fik banet sig vej hen mod noget, der kunne fjerne hendes vægge. Og ganske rigtigt kiggede hun nu ned, mens armene krydsede sig over maven. Hun skulle endda også til at svare, men så blev der desværre kaldt på mig. Jeg havde ikke lagt mærke til, at Vanessa havde forladt os, men nu var det altså min pligt at finde hende.

Jeg forlod Eve og Donny, og fik nu muligheden for at nærstudere lejligheden. Med en masse kvalitetsmøbler, og et fjernsyn, der var større end normalt, kunne jeg nemt regne ud, at de begge var nogle, der tjente nogle penge. Det var egentligt mærkeligt, at Kyle og Eve boede på deres arbejdsplads, når deres kusine og mand på den anden side af et stort hav, havde alt hvad de kunne bruge. Der var i den grad forskel på familiens indkomst.

”Så du er sammen med min søster?” spurgte Vanessa, mens hun stod i køkkenet og hakkede grøntsager.

”Søster?” Jeg løftede mit øjenbryn og viste min forunderen. ”Var I ikke lige kusiner?”

Vanessa tog elastikken ud af sit hår, og lod de blonde lokker falde. Derefter kiggede hun op på mig med et smil. ”Vi er kusiner jo, men jeg ser Eve som en søster.” Hun holdt en kort pause. ”Vi er jo næsten lige gamle, og da vi var mindre var vi tit sammen, så ja det kommer vel derfra.

Jeg satte mig ned på en barstol. ”Sådan nogle forhold er guld værd,” kommenterede jeg. Vanessa virkede allerede som en type, jeg godt kunne finde på at tilbringe tid med. Jeg vidste ikke helt, hvad det var med hende, men i hvert fald følte jeg, at jeg kunne snakke med hende. ”Ved du så godt, at Eve er her og ikke kan tage hjem før d. 1 marts?”

Hendes blik fjernede sig fra grøntsagerne, og hun løftede sit øjenbryn mens hendes læber formede sig til en lige streg. ”Hvad er der dog sket?”

Som jeg skulle til at forklare hende en fordrejet sandhed, kom Donny og Eve grinende ind i stuen. Allerede nu havde det her besøg da budt på en masse positive ting, når det kom til at lære Eve bedre at kende. Forhåbentlig ville jeg få nok information med, til at kunne snakke med hende om det. Min teori var lige nu, at hvis jeg alligevel vidste det meste, så ville hun droppe at lade som om, det aldrig var sket. Men jeg kunne aldrig vide med hende, så alt var bare en teori.

***

”Harry, vil du række mig saltet?” Eve og jeg var placeret ved siden af hinanden, mens Donny og Vanessa sad over for os ved bordet til fire personer. Mit blik fandt Eves for første gang siden vi ankom, da jeg gav hende saltet. Det fik mig til at indse, hvordan Eve helt havde glemt mig, mens vi havde tilbragt tid med hendes kusine og forlovede. Jeg håbede ikke, at hun havde gjort det med vilje, for det kunne hun sagtens finde på. Heldigvis havde jeg da også fået noget ud af at være her. Jeg havde snakket med Donny, og han havde fortalt mig, at faren forlod Eve og Kyle til en anden kvinde, da de var små. Se det var virkelig noget jeg kunne bruge, når jeg næste gang prøvede at forstå Eve. Jeg vidste at hun gemte på noget, men ikke at det var noget så slemt, hun havde været udsat for.

”Hvordan går det egentlig med Kyle?” spurgte Donny ud af det blå, og presset blev lagt på Eve, som tre par øjne studerede hende. Jeg havde endnu ikke set hende som en, der var god under pres, men dette klarede hun ellers meget godt.

”Han har det fint. Han er tit sammen med Patricia og ellers så arbejder han jo som normalt.” Hun trak på skuldrene og tog en bid af sin mad, pludselig ikke tilpas i situationen med de stirrende par øjne. Derfor valgte jeg at fjerne mit, og prøve at give hende roen tilbage. Det havde jeg allerede erfaring med var den bedste mulighed.

”Harry, har du ikke lyst til at bære lasagnen ud, så tager jeg salaten?” spurgte Donny velvidende, at jeg ville gøre det. I hvert fald blev jeg nødt til det. Det tog mig ikke særlig lang tid, før jeg stod i køkkenet, og Donny igen kiggede på mig. ”Kan du lide hende?”

Jeg kiggede på ham, og vidste ikke rigtigt hvordan jeg skulle reagere. Det spørgsmål var jeg endnu ikke blevet stillet så direkte, og især ikke fra en, der kendte Eve bedre end jeg selv gjorde. Men så lidt som jeg nu egentlig kendte Eve, ville det være forkert at svare ja. Inderst inde betød hun vel et eller anden for mig, men jeg vidste godt, at det eneste jeg kunne lige nu, var bare at prøve at hjælpe hende. Så man kunne vel sige, at jeg bekymrede mig for hende. Og det var hvad, jeg fortalte Donny. ”Altså jeg bekymrer mig for hende, hun gemmer meget du ved, men ikke mere end det.”

Donny rullede med øjnene, ”så siger vi det, min ven. Bare lov mig, at passe på hende.” Han tog noget sølvpapir og puttede det over lasagnen, for at putte resterne i køleskabet. ”Du har jo egentlig også ansvaret for hende, når hun bor hos dig.”

Derefter forlod han køkkenet, men gik den modsatte vej, end hvor spisestuen lå. Derfor var jeg altså efterladt til mig selv i en lejlighed, hvor jeg aldrig havde været før. Hvad skulle jeg tage mig til? Stilheden i køkkenet tog i hvert fald over, og gjorde det muligt for mig, at høre samtalen mellem Vanessa og Eve fra spisestuen. Det var næsten som om Donny og Vanessa havde snakket om, hvilke spørgsmål de skulle stille Eve og jeg. Spørgsmål kom i hvert fald ikke rigtigt bag på mig. Det var til Eve:

”Kan du egentlig lide Harry? Han virker som en sød fyr.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...