Papiret og blyanten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2013
  • Opdateret: 22 jul. 2013
  • Status: Igang
Ved du hvad dit navn betyder.
Nej.
Det betyder veltalende.

2Likes
2Kommentarer
263Visninger

2. 2

Jeg mærkede hvor forvirret og øm jeg var i hovedet da jeg trådte ind af døren. Flyveturen, alle de nye indtryk og ikke at have kunne snakke med Effie havde vendt hele min verden på hovedet. Jeg kastede mig på sengen og havde egentlig bare lyst til at sove, men det var så mange ting jeg havde brug for at skrive til hende. Jeg var så ked af at vi skulle af sted inden eg overhovedet havde noget at skrive det til hende eller undskylde. Jeg tændte computeren mens jeg prøvede at holde mine trætte øjne åbne. Jeg begyndte at skrive til hende da jeg så alle hendes beskeder. Hver og en. Dem alle sammen, men kun den sidste fik mig til at falde sammen. Jeg åbnede munden for at skrige, men det kom ikke en lyd ud og værelset stod stille som før. Jeg kunne mærke hvordan jeg prøvede at tro noget andet selv om sandheden stod og lyste som et neonskilt inden i mig. Det var som om trætheden forsvandt fra min krop og at alle mine muskler blev spændt. Jeg fandt hendes adresse frem som jeg havde fundet lige fra da jeg hørte hendes efternavn. Jeg kastede nærmest computeren fra mig og løb ud ad døren. Sneen landede på min solbrændte hud men det var som om sneens skønhed som jeg altid betragtede og elskede bare smeltede foran mig. Det sneede stille mens jeg så solen vise sine første stråler. Jeg råbte efter en taxi som den kørte forbi mig i den travle gade. Jeg flåede døren op på den og sagde med desperat stemme hendes adresse. ”Kan du køre hurtigere?” Spurgte jeg, og forstod ikke chaufførens brummende svar. Jeg rakte hurtigt nogle penge til ham og forsvandt så ud i det kolde vejr. Jeg bankede på døren, så hårdere, men ingen svarede. Jeg begyndte at råbe hendes navn. En gammel mand stod bag hækken og råbte af mig. ”De tog på hospitalet med Effie i nat, jeg tror stadig de er der.” Sagde manden og kiggede så ned igen og skovlede videre. Uden at sige noget løb jeg ud til vejen igen. Den samme taxi holdte for enden af vejen, og jeg kunne se ham sidde og spise sin frokost. Jeg bankede på bilens rude til han åbnede vinduet. ”Jeg er ked af det søn men jeg har pause.” Sagde han og tørte sig om munden. Jeg åbnede den anden dør og satte mig ind. ”Hvad er det du ikke forstår?” Spurgte han og kiggede på mig i bakspejlet. ”Du bliver nød til at køre mit på det nærliggende hospital.” Sagde jeg og min stemme knækkede. Jeg kunne mærke hvordan tårerne sprang frem i mine øjne. Jeg begyndte at hulke og gispe efter vejret. Jeg følte mig så svag. Jeg kiggede endnu en gang bedende på ham i bakspejlet og han startede taxien uden et ord. Han kørte hurtigt og jeg kunne mærke taknemligheden strømme hen over mig, men alt det kolde inden i mig fjernede det straks. Jeg gav ham et par sedler og løb så ud af døren uden at sige et ord. Jeg blev ved med at løbe selv om den kolde luft bed i mine lunger. Jeg var efter hånden så desperat efter at se hende at jeg ikke kunne tænke på andet. Jeg ringede på klokken ved disken og ventede utålmodigt. ”Hvad kan jeg hjælpe dem med?” Spurgte en dame bag skranken. ”Jeg skal se Effie Water.” Sagde jeg kort, mens jeg blev mere og mere sindssyg over hendes afslappede stemme og over hvor langsomt det gik. ”Er du familie?” Spurgte hun, og tog sine briller af så de dinglede frem og tilbage om hendes hals. ”Nej.” Sagde jeg tørt. ”Og du kender Effie?” Spurgte hun og kiggede mistænksomt på mig. ”Bedre end nogen anden, bedre end hende selv.” Sagde jeg uden at tænke over hvor åndssvagt det måtte lyde for hende. ”Tror du ikke bare det er bedre du ringer til hende når hun bliver udskrevet? Vi har ikke fået at vide nogen ville komme og besøge hende ud over hendes familie.” Sagde damen, og trak glasruden for igen. Jeg flåede glasruden tilbage så det gav et brag fra sig. ”Jeg skal se hende og det skal være nu.” Sagde jeg og kiggede alvorligt på hende. Hun kiggede surt på mig og trak så glasruden til igen. Jeg åbnede den igen med et endnu højere brag og lænede mig ind over disken og skulle til at sige noget til hende, da mit blik fangede informationerne på computerskærmen. Effie Water: Akut afdeling, gang 4, rum 308. Jeg lukkede ruden igen og begyndte så igen at løbe. Folk sprang til side og råbte efter mig. Da jeg endelig fandt hendes rum, kunne jeg ikke åbne døren. Jeg var bange for hvad der mødte mig, og samtidigt længtes jeg sådan efter at se hende. Jeg åbnede døren og så hende ligge fredfyldt, sovende, hun så glad ud. Men så, så jeg hendes håndled og hvordan bandagen var farvet rød. Jeg satte mig ned ved siden af hende, og så alle hendes ar der fyldte hele hendes underarm. Jeg så på arene og opdagede hvor mange gange hun havde brug for en, og hvor mange gange jeg ikke var der. Jeg lod mine fingre glide blidt hen over dem. Hendes hud var kold og lige så bleg og smuk som på billedet. Jeg beundrede hendes ansigt og håbede på hun ville åbne øjnene. Jeg beundrede hendes markerede kindben og hendes tydelige kraveben. Hun var så skrøbelig som hun lå der med sit lyse hår spredt ud over den hvide pude. Jeg lyttede til hendes tunge åndedrag. Jeg lyttede til dets rytme indtil det vuggede mig i søvn.

 

Jeg vågnede med en tung følelse i hele kroppen. De sidste dage, ja faktisk de sidste uger havde føltes som en tåge. Jeg var ved at falde ned fra den hvide hospitalsseng da jeg så ham. Han sad halvt op i lænestolen lænet ind over sengen. Selvom jeg ikke havde set ham før vidste jeg det var ham. Hans bedrøvede ansigt og hans mørke hår. Jeg vendte mig op på siden og beundrede ham som han lå der. Pludselig forstod jeg intet. Hvorfor var han her hvis han de sidste mange uger ikke havde svaret. Jeg havde lyst til at vække ham, men jeg var stadig bange for at møde ham. Havde han set arene? Havde han set sårene der fyldte min underarm, og bandagen? Jeg sukkede og lod min hånd glide blidt over hans hår. Han bevægede sig langsomt og jeg trak hånden til mig. Han vågnede ikke men blev ved med at trække vejret på en tung dyb måde der fik mig til at smile. Døren bag mig blev åbnet og jeg vendte mig om og mødte mine forældres forvirrede blikke. De kiggede spørgende på ham. ”Han hedder Nat, han er min bedste ven.” Forklarede jeg og rejste mig langsomt op. ”Nat?” Spurgte min far skeptisk og rakte mig et glas koldt vand. Jeg nikkede mens jeg grådigt drak af vandet. De forsvandt lidt senere ud af døren igen og da jeg ikke længere kunne høre deres stemmer vendte jeg mig om og kiggede på ham igen. Han åbnede øjnene pludseligt og jeg trak mig forskrækket væk. ”Så jeg er din bedsteven.” Sagde han og smilede.

 

Hendes øjne var så smukke som på billedet. De var så lyse og selvom hendes tynde krop virkede så fortabt skinnede hendes øjne stadig. ”Jeg er så ked af det.” Sagde jeg og tog hendes kolde hånd. Hun sagde ikke noget men blev ved med at kigge på mig. Hun åbnede stille munden, men ikke et ord kom ud og i stedet holdte hun endnu bedre fast i min hånd. Det virkede slet ikke underligt at holde hendes hånd. ”Du.. du var væk og nu er du her.” Sagde hun og kiggede fortabt på mig. ”Mine forældre bestemte sig pludselig for at vi skulle på ferie, jeg nåede ikke at skrive til dig, men jeg havde heller aldrig troet du ville gøre dette bare fordi jeg forsvandt.” Sagde jeg og kørte blidt en finger hen over de riflede ar. ”Så du var ikke rigtigt væk?” Spurgte hun og virkede lettet. ”Jeg har aldrig nogensinde været væk fra dig, og det vil jeg aldrig.” Sagde jeg og blev ved med at knuge hendes hånd. En sygeplejerske kom ind og Effie fjernede sine hænder fra mine. Sygeplejersken snakkede med sin søde lyse stemme, men ingen af os lyttede rigtigt. Hun fjernede de røde bandager og viklede nogle nye på. Jeg slog blikket ned undervejs. Ikke på grund af blodet men på grund af hvad såret var lavet af. Sorg, og på så mange måder følte jeg mig så skyldig. Var jeg det?

 

Han beundrede mig længe mens jeg gjorde det samme. Vi begyndte at snakke om de underlige og filosofiske ting vi plejede at skrive om, men også om de mindre ting som bare skulle siges og spørgsmålene der bare skulle stilles. ”Du er lige så veltalende i virkeligheden som på papir.” Sagde han og rettede sig op i stolen. ”Jeg kan kun sige det samme.” Sagde jeg. Jeg sad i en stol overfor ham i mit normale tøj, klar til at tage hjem. Jeg havde ingen anelse om hvordan det ville blive når jeg kom hjem. Det var så underligt at tale med mine forældre efter alt det her. Og hvad med Nat? Ville vi fortsætte med at skrive til hinanden, eller ville vi ses, eller ville han forsvinde helt.

 

Hun sad og smilede da hun snakkede. Jeg nikkede med og forstod hver eneste af hendes ord. Jeg tror faktisk jeg mere end forstod dem jeg relaterede til dem. Hendes smil forsvandt pludseligt og hendes ansigt fortrak sig i smerte da hun udstøtte et hulkene skrig. Jeg sprang op fra stolen hen mod hende og så hvordan det næsten helede sår nærmest sprang op og en betændt væske blandede sig med nyt blod. Hun pressede hånden ned mod såret mens hun gispede efter vejret. Jeg trykkede på knappen for at få en læge her ind. Jeg lagde min hænder på hendes kinder og kiggede hende ind i øjnene. Jeg sagde ikke et ord, men mit blik og vores kroppe så tæt på hinanden fik hende til at trække vejret normalt igen. En læge kom ind og jeg gik væk fra hende så de kunne se på hende og idet vores hud ikke længere rørte ved hinanden græd hun hulkende igen. Lægerne lagde hende på sengen igen og sendte mig udenfor. Jeg satte mig utålmodigt på en stol udenfor rummet og pillede nervøst ved mit ærme. Jeg kiggede over på den telefon jeg havde brugt tidligere i dag til at ringe til mine forældre og sige hvor jeg var. De var mindst lige så chokerede over jeg var her som Effies forældre. Jeg vandrede fortvivlet rundt på gangen mens jeg talte sekunderne. Jeg kiggede ud og så hvordan det næsten var mørkt udenfor. Den ene lygtepæl efter den anden tændte sig selv. ”Sover Effie?” Spurgte Miss Water. Hun stod ved siden af mig ved siden af Mr Water. ”Hendes sår gik op hun havde vidst nok betændelse. Jeg ved ikke hvad de gør ved det men jeg måtte ikke være der inde.” Sagde jeg fortvivlet. Miss Water gav mig et forstående kram. Hendes forældre var begyndt at holde meget af jeg var her, de vidste hvad det gjorde for Effie. Vi satte os uden for døren på de slidte stole. Ingen sagde et ord og det hele virkede så fjernt som vi sad der og ventede.

 

Hans blik så fortabt og forpint ud, hun så nok også selv sådan ud. Men så begyndte han at tale med sin stemme der var så fuld af passion som hendes egen. Hun sukkede dybt, lettet over tingene fortsatte som før. Vi stoppede med at snakke da en sygeplejerske kom ind. ”Jeg vil gerne hjem som planlagt.” Sagde jeg med en beslutsom stemme. Sygeplejersken grinede nervøst. ”Ikke endnu søde.” Jeg grammede mig over hvordan hun kaldte mig søde og hvordan hun sagde det så langsomt og mekanisk at hun næsten rakte tungen helt ud af munden når hun sagde d'et. Nat tog min hånd da sygeplejersken forsvandt nynnende ud af døren. Det var det første berøring i lang tid og jeg kunne ikke gøre andet en at kigge på hans hånd som den holdt fast i min. ”Måske skulle du tage hjem.” sagde jeg og kiggede op fra vores hænder ind i hans øjne. ”Måske.” sagde han uden at hentyde noget i måden han sagde det på. ”Jeg skal jo nok være her i noget tid og du kan jo ikke lige frem bo her.” Sagde jeg og smilede, men det blev kun til skæv lille grimasse. ”Jo da,” sagde han og rejste sig, ”jeg kan hente en madras og ligge den her ved siden af din seng og jeg kan sagtens holde fri for skole, jeg mener.” Jeg kiggede op på ham og mit blik stoppede ham. Han sukkede og vendte blikket mod mig. ”Farvel Effie Water.” sagde han og klemte hendes skulder blidt som han beundrede hendes ansigt igen. Han gik med langsomme skridt mod døren. ”Vi kan jo stadig skrive sammen.” Sagde jeg opmuntrende, men stoppede da jeg hørte mine egne ord. ”Lover du det?” Spurgte han inden han lukkede døren. ”Jeg lover.”

 

Jeg havde set hende, og holdt hendes hånd. Var det det? Var det første og sidste gang? Og var det nok? Jeg spurgte mig selv dette da jeg tændte min computer.

 

27-12-2013 14:43

 

Effie?

 

Jeg er her.

 

Her? Er det hjemme eller på hospitalet?

 

Hos dig.

 

Hos mig?

 

Hos dig og sådan ren faktisk på gang 4, rum 308.

 

Hvornår for du lov til at forlade dit andet hjem? (gang 4 rum 308)

 

Det ved jeg ikke.

 

Overhovedet ikke?

 

Ikke den fjerneste ide.

 

Det var rart at se dig.

 

Det var også rart at se dig.

 

Nat, en. [nad] tiden mellem solens ned- og opgang (under jordens omdrejning i løbet af døgnets 24 timer) den mørke del af dette tidsrum mellem skumring og daggry; ogs. (jf. bet. 4.1) m. særlig forestilling om dette tidsrum som naturfænomen, præget af særlige vejr- og lysforhold. *Dagen hælder, Natten falder paa.* m. særlig forestilling om natten som tid til søvn, hvile olgn. jeg har haft en meget uroelig Nat. Det siges også at natten ofrer sig hver dag så dagen også kan vise sig, heraf: The moon loved the sun so much that it died every day to let it shine. Nat er også navnet på en dreng der reddede en pige, ikke på de sædvanlige heltemetoder f.eks med nedkæmpning af en drage, men med ord. Modige ord er det stærkeste våben en kriger kan have.

Du kendte mit navn fra starten af så jeg tænkte jeg hellere måtte fortælle dig om dit.

 

Jeg kan ikke lade være med at smile.

 

Bare bliv ved med det.

 

Ses vi i morgen?

 

Når du siger ses mener du så her eller..

 

Det bestemmer du.

 

Jeg skriver til dig i morgen tidlig.

 

Effie123 gik offline.

 

28-12-2013 09:23

 

Nat?

 

Effie.

 

Jeg er ked af hvad der skete i går.

 

Du skal ikke tænke på det.

 

Jo. jeg burde ikke have bedt dig gå.

 

Det er okay.

 

Nej lad være med at sige det for det var det ikke.

 

Okay, jeg er ked af du bedte mig om at gå, og det var ikke helt okay, men mest af alt er jeg sur på mig selv over jeg ikke prøvede at overtale dig.

 

Vil du besøge mig i dag?

 

Selvfølgelig.

 

Hvornår?

 

Nu?

 

Er du ikke i skole?

 

Nej.

 

Hvorfor ikke?

 

Fordi jeg står udenfor rum 308.

 

Effie123 og Nat_97 gik offline.

 

”Nat?” Råbte jeg. Han åbnede stille døren. Han stoppede op i døren. Hans smil blev ændret da han så mig ligge i sengen med slanger ind i armen i hospitalstøj. Han stillede sig ved min seng og kørte blidt fingeren over arene. ”Vidste du jeg føler mig skyldig over dit store ar.” Sagde han. Jeg rystede forvirret på hovedet. ”Skyldig? Hvorfor?” Spurgte jeg forundret. ”Fordi jeg forlod dig da du havde mest brug for mig.” Sagde han stadig med blikket på arene. ”Du var på ferie.” Rettede jeg ham. ”Stadig.” Mumlede han. ”Hvad skal alle slangerne til for, jeg troede du var ved at være rask?” Spurgte han. ”Det er ikke kun arene, der er noget i vejen med mit blod og nogle af blodårene,” sagde hun, ”jeg prøver ikke at lytte alt for meget og høre hvor alvorligt det egentligt er.” Han slog armene om mig og jeg gemte mit hovedet i hans hals. Hans varme hænder var plantet på min ryg mens jeg fugtede hans hals med mine tårer. Vores arme gav slip på hinanden. ”Ved du hvilken kendt der tog stoffer som døde i sommers?” Spurgte han og fik mig til at smile. Jeg rystede på hovedet og kiggede afventende på ham. ”Cory Monteith, Glee stjerne.” Han satte sig i benenden af sengen og vi talte videre, men jeg kunne se hvordan hans blik blev ved med at kigge på mine ar. Jeg tog diskret hånden hen på mit håndled og trak armene ind til kroppen så de blev dækket. Det var ikke kun mig der skulle leve med de ar. Hans blik blev fyldt med skyld hver gang han kiggede på dem.

 

En sygeplejerske kom ind og stilte en bakke med frokost på bordet foran hende. Det var blegt og lugtende som hospitalsmad ofte er. Hun prikkede til maden med sin gaffel og grinede så. ”Jeg fatter ikke jeg har spist det her i flere dage.” Hendes grin gav mig kuldegysninger, på den gode måde. ”Hvad siger du til jeg kidnapper dig og tager der med ud at spise?” Spurgte jeg. Hun kiggede lidt forundret på mig men kunne ikke lade være med at smile. ”Hvordan?” Spurgte hun. ”Det tager jeg som et ja.” Hun hev slangen ud den ting der sad fast på hendes hånd. ”Er det sikkert at gøre?” Spurgte jeg med bekymret stemme. ”Det er okay bare man ikke gå for længe uden den.” Sagde hun. Hun rejste sig fra sengen og satte sine blege fødder ned på gulvet. Hendes tynde krop virkede så svag og det lignede hun var ved at vælte da hun stod oprejst. ”Er du sikker på du er okay.” Spurgte jeg. ”Hel sikker.” Sagde hun og smilede skævt. Hun roede i sin taske og trak så en grå langærmet trøje og et par bukser og en stor mørkegrå strik jakke. ”Lange ærmer.” Sagde jeg og hun slog blikket ned. ”Det bliver jeg nød til.” Sagde hun og vendte sig og tog sit hospitalstøj af. Jeg kiggede væk med det samme. Jeg kunne høre hun trak sine bukser op og da jeg kiggede op stod hun med par ryg mod mig. Man kunne tydeligt se hendes skulderblade. Jeg kiggede væk og så først på hende igen da hun åbnede døren. Vi løb ned af de hvide gange forbi syge mennesker og mennesker påvirket af dem de elskede var syge. Det hele mindede mig om da jeg løb på de samme gange for at finde hendes rum første gang. Jeg trak hende en hurtig bevægelse ind til siden da sygeplejersken med den lyse stemme der hjalp Effie gik forbi. Vi stod presset op ad væggen og mod hinanden og var tættere på hinanden end vi nogensinde havde været. Da vi endelig kom ud nærmest dansede hun ud i sneen. Hun kunne ikke lade være med at grine og smile og jeg kunne ikke lade være med at beundre hende. Vi fangede snefnuggene som de dalede ned på os. Vores ansigter var blege af kulde da vi satte os ind på en lille restaurant. Vi snakkede så det virkede som restauranten og mennesker forsvandt. Denne gang var der hverken sygeplejersker eller noget andet der kunne stoppe os. Hun spiste som hun ikke havde spist i flere uger. Hun kiggede skamfuldt ned da hun var færdig med sine kæmpe portion mad før jeg knap nok var begyndt. ”Det er mit blod. Jeg kan spise og spise uden rigtigt at blive mæt fordi mit blod kræver så meget. Det er også det nogle af slangerne er til. Sondemad.” Sagde hun og pillede ved sin serviet. ”Jeg troede,” sagde jeg og lagde gaffelen på tallerkenen, ”at du var anorektiker, og derfor skar i dig selv.” bare at sige ordene virkede underligt i min mund som det var noget man ikke måtte sige. Hun kiggede en smule forskrækket på mig og rystede så på hovedet, ”overhovedet ikke.” ”Men hvad så, hvorfor?” Spurgte jeg og kiggede på hendes overdækkede arm. Hun sagde intet som hun ikke vidste hvad hun skulle svare. ”Fordi jeg var ensom,” sagde hun og kiggede op, ”Ensom og syg.” ”Syg?” sagde jeg. ”Jeg har hele tiden vidst der var noget i vejen med mit blod, og mine forældre har altid gået beskyttende bag mig ligesom jeg selv ventet på hvornår jeg blive rigtigt syg.” Sagde hun. Hun kiggede ind i mine brune øjne så jeg kunne se hendes blanke øjne. ”Så hvad betød det at jeg skar i mig selv eller prøvede at forsvinde herfra det var jo intet i forhold til at vente på hvornår man ikke længere ville være i stand til at leve som alle andre.” Hendes stemme virkede pludseligt så lille og restauranten og alle menneskerne kom tilbage. ”Så du bliver aldrig rask?” Spurgte jeg og virkede opgivende. Hun grinede kort. Træt og opgivende som mig selv. ”Og selv hvis jeg bliver,” sagde hun, og blev tavs. Hun kiggede ud af vinduet og så hen på mig igen som om hun søgte efter noget. ”hvis du tegner en streg på et papir og hvisker stregen ud igen vil du stadig kunne se hvor der er blevet tegnet, papiret vil aldrig blive som det var fra start. Forstil dig så at blyanten er en kniv og papiret min hud, eller blyanten min sygdom og papiret min sjæl.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...